Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Livsmod på recept?

Noveller
Det var den nye unge læge, der havde fået Ingrid til at melde sig til højskolekurset, fordi hun havde følt sig så udslukt, men hun havde svært ved at se, hvordan sådan et kursus skulle ændre noget ved hendes liv.

Ingrid sad i lægehusets venteværelse mellem de sønderlæste ugeblade og den urørte københavneravis og følte sig ilde til mode. Hun var jo ellers ikke sådan én, der rendte til læge, og lægehuset havde hun haft rigeligt at gøre med under Oles kræftsygdom. Nu var den gamle doktor Schmidt vist endda gået på pension. Hun fejlede jo sådan set heller ingenting. Måske skulle hun bare gå hen og banke på lægesekretærens luge og sige, at hun gik igen, fordi...

 

Døren gik op, og en ung mand i en forvasket T-shirt kom til syne. – Ingrid Munk? – Det er mig. Hun rejste sig usikkert og trykkede hans fremstrakte hånd. – Denne vej. Han viste hende forbi sekretæren og ind ad en dør til højre. Ingrids blik flaksede hen over computeren, der havde en fremtrædende plads på skrivebordet, hvilket den bestemt ikke havde haft i doktor Schmidts konsultation.

Annonce

 

– Jeg hedder Mads og er i turnus, og du... Han tav kortvarigt og kiggede på computerskærmen. – Du har bestilt en tid på grund af noget med humøret. Noget med humøret. Ingrid skar en grimasse indvendigt. Sært, at man nu om dage på forhånd skulle forklare lægesekretæren, hvorfor man bestilte en tid hos lægen.

 

– Ja, men måske... måske er det noget pjat, sagde hun. – Jeg føler mig bare så udslukt nogle gange. Mads så opmærksomt på hende. – Er du gift? Hans blik gled ned mod hendes ringfinger, hvor den tyndslidte ring stadig sad.

 

– Min mand døde for fem år siden, men det er jeg kommet over. Jeg har også et godt job, og jeg har stadig min gamle far, og mit forhold til min søn og datter har altid været nært. Kristina har endda gjort mig til mormor, og Kristoffer studerer og klarer sig så fint, så jeg forstår ikke, at jeg er blevet deprimeret. – Deprimeret? gentog Mads. – Er du da det? – Det er jeg vel, svarede Ingrid.

 

– Sover du dårligt? – Nej, jeg sover godt nok. – Er du rastløs og urolig og uden appetit? Selvmordstanker? – Nej, nej. – Er du begyndt at drikke for meget? – Selvfølgelig ikke! – Hm. Måske trænger du til at forkæle dig selv lidt. Han dykkede ned i en skuffe, og Ingrid var forberedt på at sige, at hun hverken savnede frisørbesøg eller en ny læbestift. Men hun var ikke forberedt på, at han hev en brochure fra en højskole op.

 

– Hvis jeg skulle skrive en recept til dig, skulle det være på sådan et kursus. Den unge læges lange pegefinger landede på et foto af fem leende modne mennesker i naturen, og over dem stod kursets navn trykt. – Gør noget godt for dig selv, læste Ingrid højt. – Præcis, nikkede lægen. – Måske kan du hive den sensommeruge ud af kalenderen. Ingrid nikkede stumt. Hun havde jo faktisk ferie den uge.

 

* * *

 

Via internettet havde Ingrid i god tid planlagt køreturen til Vrads Sande. Det sidste stykke gik gennem et øde område med skiftevis hede og en kæmpemæssig fyrreskov, og hun var mindst 10 gange fristet til at vende om og køre hjem igen. For hvad skulle hun her? Der var så mange meget mere fornuftige ting, hun kunne bruge sin sidste ferieuge på derhjemme.

 

Trangen til at stikke halen mellem benene blev endnu mere påtrængende, da hun holdt foran højskolens hvide palæagtige bygning. Hun vidste jo ikke engang rigtig, hvad kurset gik ud på. Brochuren lå på passagersædet, og Ingrid kastede endnu et blik på den:

 

Er du midt i livet og gået lidt i stå? Har du brug for et kærligt spark? Så brug en uge på at gøre noget godt for dig selv på Tveje Sand Højskole. Vi tager dig ud af din hverdag og ind i et nyt stimulerende univers.

 

Ingrid drejede hovedet, da en mudret firhjulstrækker parkerede til venstre for hende. På siden af bilen stod Events med E.J., og manden, som adræt sprang ud, var iført en slatten hat og camouflagetøj. Ingrid kiggede efter ham.

 

Var han mon en kursusdeltager? Det kunne hun dårligt forestille sig. Så var det mere tænkeligt, at den skaldede mand i den gamle Opel lidt længere til højre for hende var det. Lige nu var han optaget af at spise noget fra en pose. Ingrid sukkede og tog mobilen. I det mindste kunne hun bruge ventetiden fornuftigt ved at tjekke op på familien.

 

Hendes far svarede som sædvanlig efter kun en enkelt klartone. – Hallo? – Hej, far, det er Ingrid. Hvordan går det? – Tjo, det går da. Kommer du forbi i dag, min pige? For så må du gerne købe nogle af de der piller med til mig, du ved. Dem til maven. Ingrid tog en dyb indånding.

 

– Jamen, jeg skal jo på det højskolekursus, det sagde jeg til dig i går. Jeg er først hjemme om en uge, men jeg kan ringe til apoteket og bede dem om at sende nogle til dig. Hvad hedder pillerne? – Jamen, jeg kan ikke huske, hvad de hedder. Men jeg har vel glasset et sted... – Så ringer jeg senere, far. Stil glasset ved siden af telefonen, ikke? Hun fik taget afsked med ham og ringede til Kristinas mobil.

 

Datteren lød forpustet, og i baggrunden kunne Ingrid høre Ella klynke. – Mor, har jeg haft tredagesfeber? Ingrids hjerte slog et ekstra slag. – Er Ella da syg? – Ja, hun vågnede op med feber og rødt udslæt, og vi skal til lægen klokken to, måske er det den der tredagesfeber. Det håber jeg, for hvis det er skoldkopper, varer det længere end tre dage. Det tror jeg ikke, du har haft, Kristina. Åh nej, jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe jer, men nu...

 

Et langtrukkent vræl fik Kristina til at afbryde: – Mor, jeg må løbe, vi høres ved, ikke? Så var hun væk, og Ingrid trykkede lidt mismodigt Kristoffers nummer. Han arbejdede på en tankstation ved siden af studierne, og efter fire klartoner bestemte Ingrid sig for at sende en sms i stedet:

 

Hej Kristoffer, er på vej ind på højskolen nu. Er alt fint? Hun trykkede på send og håbede, at han snart svarede. Det ville være rart med et livstegn, inden hun gik op ad højskolens brede trappe, som lige nu forekom hende lidt truende. Men nu kunne hun ikke udsætte det længere.

 

Ingrid steg ud og hev weekendtasken frem fra bagsædet. Manden fra den gamle Opel gjorde det samme, han sendte hende et skævt smil og så ud til at føle sig lige så malplaceret som hun, og for resten havde han krummer på skjorten foran. – Så må vi til det, sagde han, da de entrerede trappen. – Det må vi vist, svarede Ingrid.

 

I det samme bippede mobilen, og det var heldigvis Kristoffer: Mor, har du nummeret på hende Lisbeth, der syr lynlåse i? Det er mine bedste bukser. Ingrid bed sig i læben. Pokkers, det havde hun ikke på mobilen. Hun skrev et hurtigt svar tilbage til Kristoffer om, at hun nok skulle finde ud af det og skrive tilbage snart. Nabokonen derhjemmefra brugte også Sy-Lisbeth, hun havde nummeret.

 

Så skyndte Ingrid sig op mod den dobbelte indgangsdør, som Opel-manden venligt holdt åben for hende. Indenfor i det højloftede lokale viste et skilt hen mod en spisesal, og herinde var en lille klynge mennesker forsamlet. En mand i fløjlsjakke og med en slukket pibe i mundvigen talte med fyren i camouflagetøjet, og en køn midaldrende kvinde med en løst opsat frisure uddelte nøgler. – Ingrid Munk? sagde hun spørgende.

 

– Velkommen til Tveje Sand, jeg hedder Kirsten Ring og er gift med forstanderen, Palle, med piben derhenne. Du skal have værelse 14, lige gennem bygningen og til højre. – Tak, svarede Ingrid og følte sig pludselig mere tryg. Både Kirsten og hendes mand så rare ud. – I skal lige indlogere jer og skifte til praktisk tøj og sko, fortsatte Kirsten. – Så mødes vi her igen og starter med en kop kaffe og en sang, og bagefter tager Maj og E.J. over. På gensyn om lidt.

 

* * *

 

Værelset var pænt og rent, tænkte Ingrid, mens hun skiftede til cowboybukser og kondisko. Mon hun kunne nå at ringe til nabokonen om det nummer? Nej, hun var så snaksom, det måtte vente. Da Ingrid var tilbage i spisesalen, havde en smuk kvinde i 40'erne med solbrændte skuldre i en ærmeløs top og camouflagebukser mage til hattefyrens sluttet sig til selskabet.

 

Palle Ring tog plads ved flyglet og gav sig energisk til at spille Højskolesangbogens nr. 26. Sangen hed: Denne morgens mulighed, og Ingrid kendte melodien, men ikke teksten. Hun brummede lavt med på Kirstens klare, kønne sopran, mens hun skævede rundt. Cowboybukser og kondisko var alle åbenbart enige om.

 

– Tak for det! strålede Kirsten, da sangens sidste toner klingede af. – Maj og E.J., så er det jer! Den solbrændte Maj blinkede til camouflagefyren, før de trådte frem. – Vi kaster os straks ud i det, sagde hun. – Jeg hedder Maj, og jeg følger med jer på overlevelsesturen sammen med E.J., der har arrangeret alting for os. Telte og soveposer er klar, er I også klar?

 

Overlevelsestur? Ingrid var ikke sikker på, om hun også af lutter forbløffelse var kommet til at gentage ordet ligesom den gråhårede kvinde ved siden af hende. – Nemlig, overlevelsestur, og I kan godt glæde jer! svarede E.J. opstemt. – Er der nogen, der bruger livsvigtig medicin? Nej? Godt så. Er der nogen, der har en mobil på sig? Modsat det første spørgsmål blev der nikket overalt, og Ingrid nikkede også. – Sluk for dem, så indsamler jeg dem!

 

E.J. havde allerede snappet mobilen ud af hånden på Opel-manden, og nu rakte han frem mod den næste. Ingrid blev paf. Hun kunne da ikke aflevere sin mobil. Hun skulle jo ringe til nabokonen om det nummer til Lisbeth, og Ella var jo syg, og der var også det med hendes fars piller. Men inden hun nåede at protestere, havde E.J. fisket hendes mobil til sig og var begyndt at forklare noget om, at rundturen gennem skoven var på cirka 10 kilometer, men at alle efter hans bedste overbevisning nok skulle kunne klare de fysiske strabadser.

 

* * *

 

– For dælen, hvor har jeg ondt i armene, stønnede Karin seks timer senere og sendte i halvmørket Ingrid et lidende blik. Karin, Asger, Jette og Ingrid delte telt, og Ingrid følte sig fuldstændig udmattet efter først svævebanen og bagefter tovbroen. – Det er nok tovbroen, sagde Ingrid til Karin. – Jeg klamrede mig bare fast.

 

Jette klaskede en myg og så fra den ene til den anden. – Helt ærligt, havde I regnet med det her? fnisede hun. – Jeg havde i hvert fald ikke regnet med at få serveret opvarmede bønner og brankede pølser, kom det fra Opel-manden, som hed Asger. – Men hvad pokker, ned kom det jo! – Og måske kommer det også op igen, hvis vi skal over den forhindringsbane igen, mente Jette og grinede.

 

Ingrid kunne ikke lade være at grine med. Det sjove var, at de gjorde det frivilligt, som Asger allerede flere gange havde sagt. Røgen fra bålet trængte ind i teltet, og Ingrid sendte en bekymret tanke til dem de-hjemme. Bare nu ikke Kristina troede, der var sket noget med hende. Og hvad med Kristoffer, han ventede jo på Sy-Lisbeths nummer. For slet ikke at tale om hendes stakkels far, som garanteret sad ved telefonen og ventede med pilleglaset.

 

Ingrid følte sig pludselig frygtelig urolig. – Bare jeg havde en flaske rødvin, kom det drømmende fra Karin. – Bare jeg havde min mobil, mumlede Ingrid og mærkede, hvordan uroen kværnede i maven. Eller også var det bønnerne. Så lød nogle guitarstrofer på den anden side af teltdugen, og Maj klappede igen i hænderne. – Kom alle sammen, lad os få en bålsang og en snak om det, I har lyst til at snakke om. Kom frisk, aftenen er ung endnu!

 

* * *

 

Ingrid var to vabler og 17 myggestik rigere, da den lille gruppe sent den følgende eftermiddag igen fik højskolen i sigte. Utroligt, at der kun var gået godt et døgn, tænkte Ingrid. Det føltes som meget mere. Det føltes også, som om hun havde kendt de tre andre i teltgruppen meget længere tid, end hun egentlig havde.

 

Hun vidste jo en masse om dem nu, f.eks. at Jette havde været gift hele fire gange og var på vej mod sin fjerde skilsmisse, og at Asger meget tragisk for tre år siden havde mistet sin kone ved en drukneulykke på en badeferie.

 

I den stemning af sammenhold og fortrolighed, som var opstået undervejs, havde Ingrid også fortalt om sig selv og sin familie, om Oles død og om følelsen af aldrig mere at være rigtig glad. Mens de trætte traskede hen mod trappen, gik det op for hende, at hun faktisk havde grinet meget under den uventede overlevelsestur. Hvis det ikke havde været for de smertende vabler på hælene og bekymringen for familien, ville hun egentlig have det okay lige nu.

 

* * *

 

– Velkommen tilbage, kom det hjerteligt fra Kirsten Ring, som stod på trappen med en fletkurv i hånden. – Nu skal det gøre godt med et bad, ikke? Kan I selv kende jeres mobiler? Ingrid glemte næsten vablerne, da hun dykkede ned i fletkurven og snuppede sin sammen med nøglen til værelset.

 

Pulsen steg, og hun havde trykket sin fars nummer, allerede inden hun havde fået låst op. – Far, jeg er ked af, jeg ikke fik ringet tilbage, men vi blev sendt ud på overlevelsestur, og ... – Ungdommen raser, kom det med faderens kendte gnæggen. – Men alt er i orden, min pige, for da jeg ledte efter pilleglasset, opdagede jeg, at jeg havde et helt nyt! – Åh, godt, sukkede Ingrid lettet. – Men nu skal jeg se min serie, farvel, farvel.

 

Ingrid vred kondiskoene af, mens hun trykkede Kristinas mobilnummer, og der blev svaret omgående. – Hej, mor, jeg har altså kun et sekund, for jeg har et møde om lidt! – Jamen, er Ella allerede rask? Jeg har ikke kunnet ringe, for de tog mobilerne fra os, fordi vi skulle på overlevelsestur! – Godt, du overlevede, så, lo Kristina. – Ella har det bedre, Steffen passer hende derhjemme, han havde en fridag til gode. Nu må jeg løbe, hej mor.

 

Ingrid dumpede ned på briksen og følte sig sært overflødig. Det gav et lille sæt i hende, da en sms bippede ind på mobilen. Hej mor, glem nummeret, er klaret af pige på gangen, vi høres. Kristoffer havde sendt beskeden i går aftes, kunne hun se. Han havde fikset det uden hendes medvirken, og hun sad og følte sig lidt vingeskudt. Normalt var det, som om de alle hev i hende fra hver sin side, men nu havde de pludselig slet ikke brug for hende.

 

Ingrid blinkede ud i det tomme værelse, mens en ny følelse langsomt kom ind over hende. Det var jo ikke noget dårligt, at hun ikke var så nødvendig, som hun indtil overlevelsesturen havde bildt sig ind. Det var kun godt. Rigtig godt. En banken på døren fik hende til at rejse sig og gå hen til døren, mens hun ømmede sig på grund af de stive muskler.

 

 Udenfor stod Asger med en lille grøn æske. – Vil du have de her vabelplastre? sagde han. – De lå sammen med nogle andre ting i den æske, min datter og svigersøn gav mig kurset her i. Det var en gave, forstår du. – Åh tak, sagde Ingrid og tog rørt imod dem. – Ja, jeg fik mere eller mindre en recept på det her kursus af min læge. – Vi ses til middagen, smilede Asger og forsvandt. – Ja, vi gør, svarede Ingrid og kiggede lidt efter ham.

 

Han havde brede skuldre, og bagfra kunne maven ikke ses. Men faktisk kunne han godt bære sin drøjde, og det var efter hendes mening kun sympatisk med en mand, der satte pris på god mad. Hun trak døren til, og med ét følte hun sig glad og spændt på, hvad resten af ugen ville byde på. Der var jo kun gået to dage, og kurset varede syv.

 

LÆS OGSÅ: Novelle: I nærheden

LÆS OGSÅ: Novelle: En rigtig mormor

LÆS OGSÅ: Novelle: En god mor for Mikkel?

Tekst: Lykke Høi
Illustreret af: Peter Michael
Publiceret: 06-06-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge