Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Mælkebøtter og tidselgemytter

Noveller
Ukrudtet bredte sig inde fra naboens have, og larmen derindefra gik Vibeke på nerverne. Det var kun 14 dage siden, at Preben var død. Kunne de da i det mindste ikke vise lidt hensyn?

Kære Lene. Tak for buketten ved Prebens bisættelse. Jeg...Vibeke lod pennen cirkle over papiret. Jeg... er ved at gå i spåner. Det var sådan, hun havde det, men så tæt var hun og Lene alligevel ikke på hinanden, vel? Hun kiggede på bunken af kondolencebreve og kortene fra bårebuketterne.

 

Det nemmeste var at bruge en fortrykt meddelelse: Tak for jeres hilsen ved min mand Preben Barslevs bisættelse. Men det ville også være snyd. Nu Lene f. eks., hun ville føle sig snydt og forsømt af sådan en hilsen. Som om det var Lene, der havde brug for, at Vibeke trøstede hende og ikke omvendt.

 

Og der var andre. Tage, Prebens gamle soldaterkammerat, han måtte også have en personlig hilsen, og børnene naturligvis. Nej, hun blev nødt til at fortsætte. Skrive en hilsen til dem hver især. Vibeke satte kuglepennen til papiret og håbede, at de rette ord ville strømme ud af den, uden at hun behøvede at tænke mere over det.

Annonce

 

Men der strømmede ingenting ud. Igen så hun op fra papiret og fangede et glimt af noget grønt og forhadt ovre ved hegnet ind til naboens grund. Resolut rejste hun sig og marcherede ud i haven og direkte over til hegnet. Skvalderkål! Hun hev planterne op.

 

Heldigvis havde skvalderkålens rodnet endnu ikke forgrenet sig i det uendelige. Ikke på denne side af stakittet i hvert fald. Vibeke stillede sig på tæer og skævede ind i naboens have. Tænkte hun det ikke nok! Bedene var fulde af skvalderkål. Og derovre ved brændeskuret stod en imponerende række bjørneklo. Kvikgræs, pileurt, vildtvoksende lupiner. Og mælkebøtter!

 

Overalt nikkede mælkebøtter kådt og gult mod den blå sommerhimmel. Ikke så sært, at hun dårligt kunne holde sin have pæn, når naboerne var så... ligeglade! Uden at tænke nærmere over det, gik Vibeke ud af haven, op ad indkørslen og bankede på

naboernes fordør.

 

– I passer ikke jeres have ordentligt! for det ud af munden på hende, da nabokonen, Gitte Ravn, åbnede døren. – Øh... Gitte Ravn missede søvndrukkent mod Vibeke. – Hvad er klokken? – Det ved jeg ikke, hvæsede Vibeke og fortsatte: – Men jeg er træt af, at I ikke passer jeres have. Og vil du for resten godt sige til dine drenge, at de skal holde op med at spille bold op ad mit skur? Pudset drysser ned. Det ser farligt ud!

 

Så drejede hun om på hælen og marcherede hjem igen. Da hun kom indenfor i huset, hamrede hendes hjerte, så det var ved at sprænges. Hun så på uret i køkkenet. 10 minutter i syv. Hvad gik der af hende? Var det virkelig hende, der var faret ind til naboen lidt i syv for at brokke sig over deres have? Og skuret?

 

Det var rigtig nok, at pudset dryssede ned, men... hvor var det dog pinligt. At hun ikke havde bedre hold på sig selv. Nu var det trods alt snart 14 dage siden, Preben var død. Man for da ikke ind til næsten fremmede mennesker tidligt om morgenen og skældte ud! Det lignede hende virkelig ikke.

 

På den anden side, der var ingenting, der lignede sig selv. Huset? Hun holdt det – nydeligt. Der var renere, end før Prebens død. Alt var hevet ned og vasket af og sat på plads igen. Der lå ikke et fnug noget sted. Frynserne på tæpperne lå snorlige. Alle

bøgerne var banket rene for støv.

 

Selv stukken i loftet havde hun været omkring med støveklud og tandbørste. Der var ikke en finger at sætte på noget. Ikke udvendig. For det var jo indvendig, hun havde så ondt. Og det var der ingen, der så. Ingen.

 

Der undslap hende et lille, tørt hulk. Så snøftede hun hårdt ind, gik ud i køkkenet og lavede sig en kop kaffe. På køkkenbordet lå kondolencebrevene stadig og ventede. Med et suk satte hun sig ned og greb pennen: Jeg savner Preben. Selv om han var så syg til sidst, og det alt sammen var så hårdt, ja, så savner jeg ham alligevel. Nå, men livet går videre. Håber, du har det godt. De venligste hilsener Vibeke.

 

Det var ikke helt godt. Men det blev formentlig ikke bedre, uanset hvor mange kladder og udkast hun så lavede. Hun stak kortet i kuverten og limede det til. Satte også frimærke på, så var det sværere at fortryde. Så tog hun fat på brevet til Tage: Kære Tage, tak, fordi...

 

* * *

 

Hen under aften var hun ude i haven. Duft af nytændt grill og ristede, halvt forkullede pølser nåede hende over hegnet fra familien Ravn. Den duft gjorde fysisk ondt på hende! Og latteren, der lød derindefra. Vidste de ikke, at hendes mand lige var død?

 

Med en hidsig bevægelse, fik hun gravet en enlig mælkebøttes standhaftige pælerod op af sin græsplæne. Havde de gæster derinde? Så støjende kunne selv familien Ravn ikke være på egen hånd? Og nu spillede de igen fodbold op ad hendes skur!

Hun kunne høre de dumpe lyde af bolden, der ramte muren, og pudset, der dryssede ned med en tør raslen.

 

Gitte og Henning Ravn og deres tre larmende, støjende, uregerlige, råbende drenge var flyttet ind i nabohuset dette forår. De overtog huset efter Gittes moster, Else, som Vibeke og Preben høfligt havde hilst på i 27 år uden nogensinde rigtigt at have talt med hende. Andet end, hvad man nu siger henover hegnet i forbifarten: – Det er sandelig fint vejr i dag! Eller: – Hvor står dine roser dog smukt!

 

Pludselig var Else blevet for gammel og måske for senil til at bo alene. Så kom hun på plejehjem, og Gitte og hendes familie havde overtaget huset.

 

Else havde passet sit hus og sin have, uden nogensinde at gøre opmærksom på sig selv. Stille og diskret. En god nabo. Men nu kunne Vibeke dårligt gå ud i sin egen have uden at føle sig... ja, altså, der var aldrig ro. Og ukrudtet! Bolden bumsede igen ind i muren, og et stort stykke puds løsnede sig og raslede ned.

 

Vibeke gik helt hen til hegnet. – Sagde jeg ikke, at jeres drenge skulle lade være med at spille bold op ad mit skur? råbte hun ind i haven. Hun så godt de mange ansigter, leende, snakkende ansigter og gestikulerende hænder. Så, hvordan alle i haven stivnede, som om de var personer på en film, der pludselig gik i stå.

 

Men det var der ikke noget at gøre ved! Gitte Ravn var den, der først fattede sig: – Vil du ikke med ind og have en pølse? Vibeke drejede om på hælen og skred ind i huset. Bag sig hørte hun latter og mumlen, og hun var næsten, men ikke helt sikker på, at der var en mand, der sagde: – Sikke en drage!

 

Drage? Hun skulle give ham drage! Men da hun lukkede døren efter sig til huset, forsvandt vreden og harmen lige så brat, som den var opstået. Hun rystede så voldsomt i knæene, at hun var nødt til et øjeblik at sætte sig ned på gulvet. Hun mærkede kulden fra cementgulvet under det hvide tæppe krybe op igennem kroppen.

 

Uden at ville det, brast hun i gråd. Nej, det gik ikke det her. Med en vred bevægelse tørrede hun tårerne væk. Kom på benene. Gik ind i stuen og cirklede lidt om telefonen. Dette tavse monster, der aldrig ringede. Ikke, når man havde brug for det i hvert fald. Og slet ikke nu, hvor Preben var væk.

 

Med dirrende hænder greb hun om røret og tastede nummeret til datteren. – Åh hej, mor, lød det i den anden ende. – Vi er lige ved at spise. Kan jeg ringe dig op lidt senere? – Ja, mumlede hun og lagde røret på, vel vidende at „lidt senere" kunne være alt mellem en halv time og flere dage. Datteren havde været Prebens pige. Og sønnen?

 

Hun tastede nummeret på sønnen. Han tog slet ikke telefonen. Med en bitter smag af jern i munden lagde hun røret. Sønnen havde været Prebens dreng! Hvem var der så til hende? Ingen! Jernsmagen blev stærkere, og det gik op for hende, at hun havde bidt sig så hårdt i læben, at den blødte.

 

Hun gik ud på badeværelset og duppede sig med vat dyppet i brintoverilte. Kondolencebrevene ventede stadig på svar, og hvad var der så ellers at gøre? Hun turde dårligt høre sit eget svar, som hun kendte alt for godt. Intet. Der var intet at lave. Intet at sige. Intet at gøre. Preben var død.

 

Tomheden lurede ikke bare i huset, men inde i hende selv. Hun kastede et hurtigt blik på sig selv i badeværelsesspejlet og blev skræmt. De mørke krøller var blevet stålgrå, øjnene var så forladte og stirrede så ængsteligt, så bønfaldende på hende.

 

Det bankede på døren. Vibeke snurrede rundt. Håbede, ønskede, længtes... gid det var sønnen. Det var selvfølgelig derfor, han ikke havde taget telefonen, fordi han var på vej hen til hende. For at se, hvordan hun havde det. Om hun klarede den. Med et glad udbrud på læben rev hun døren op, og mærkede skuffelsen i samme øjeblik. Gitte Ravn, nabokonen.

 

– Hvad vil du? for det ud af hende. Gitte Ravn trak vejret dybt, før hun svarede. – Jeg er godt klar over, at du har det svært lige nu, men nu er det anden gang i dag, at du overfuser os. Så vendte hun sig om og gik, og Vibeke stirrede efter hende. Mærkede atter vreden vælde op i sig.

 

Heldigvis. Vreden var en bedre kammerat end sorgen, som efterlod én så hul og tom – og bange. Hun smækkede døren i og gik ud i køkkenet og skrev som en rasende fem, 10, 12 svarbreve til venner og bekendte.

 

* * *

 

Sommeren gik på hæld. Det havde været en utroligt varm og tør sommer. De fleste planter var ynkelige og brune af mangel på vand. Men i Vibekes have stod alt skinnende og grønt. Hun vandede hver aften. Lugede, gravede, plantede, nussede, pudsede og pillede.

 

I hendes have var der i det mindste orden. Naboernes have var et gråbrunt vildnis af visne mælkebøtter, skvalderkål og bjørneklo. Vibeke klagede ikke længere, men hun hilste heller aldrig på dem. Gjorde et nummer ud af at lade, som om hun ikke så dem. Hverken i haven, eller når hun indimellem mødte dem hos købmanden.

 

De var blevet ved med at hilse, indtil de forstod, at de ikke længere eksisterede for hende. Det var mærkeligt, også lidt ubehageligt. Men Vibeke huskede endnu den aften, hvor Gitte pludselig stod på hendes dørtrin. Hun havde vel håbet, at Gitte ville sige noget pænt. I stedet havde hun... ja, beklaget sig over hende. Det kunne hun ikke være bekendt, Gitte.

 

Vibeke var halvgal af sorg og smerte. Man måtte bære over. Vibeke ville i hvert fald ikke være den første til at hilse! Og så gik tiden, og det blev sværere og sværere. Vibeke var ved at grave jordbærskuddene op fra de gamle planter for at sætte dem i stedet for de gamle planter.

 

Den ene af nabodrengene cyklede i rasende fart op ad indkørslen til familien Ravns hus. Var det Thomas eller Kasper, han hed? Ikke, at det betød noget, hun skulle jo alligevel ikke have noget med dem at gøre. I det mindste var de nu holdt op med at spille fodbold op ad muren til hendes skur.

 

Drengen smed sin cykel i indkørslens grus og spurtede ind i huset, og i det samme lød en fjern buldren, og en enkel lun dråbe ramte Vibeke på håndryggen. Vibeke så op. Store, sorte skyer tårnede sig op over hende. I det samme zigzaggede et lyn over himlen, og i næste øjeblik bragede det højt.

 

Hvor dejligt! Nu kom regnen endelig. Da himlen i det samme åbnede for alle sluser, løb Vibeke ind i huset. Lynene oplyste det dunkle køkken, og bragene buldrede løs lige over hendes hoved. Hvad var det? Var der nogen, der bankede på døren? Hun åbnede.

 

Thomas... eller Kasper...stod på dørtrinet og var tilsyneladende skræmt fra vid og sans. – Må jeg ikke godt komme ind? tiggede han og ventede slet ikke på svar, før han allerede stod inde i hendes entré. – Er du bange? for det ud af hende.

 

Han så på hende med opspilede øjne, så nikkede han. – Kom, vi sætter os ud i køkkenet, foreslog hun, og sammen gik de derud. Han satte sig på en stol ved køkkenbordet med ryggen mod vinduet. Alligevel gav det et lille sæt i ham, hver gang et lyn skar igennem halvmørket og efterfulgtes af et højt brag.

 

– Nu sætter jeg noget vand over til te, sagde hun opmuntrende og fyldte kedlen. – Er det ikke... farligt... når det tordner? lød det spagt fra drengen. – Næ, sagde hun. – Slår lynet ned, slår relæet fra. Der sker ikke noget. Mens kedlen sagte begyndte at suse, åbnede Vibeke skabet og tog en hjemmebagt marmorkage ud og skar nogle stykker.

 

Marmorkage! Preben elskede hendes hjemmebagte marmorkage. Sådan en dreng kunne vel nok spise tre stykker, mon ikke? Hun skar fire. Det var hyggeligt at spise kage, når man havde selskab, ellers rørte hun aldrig den slags. Teen trak, og hun greb sig i at nynne lidt, mens hun fandt kopper og tallerkener.

 

– Så, sagde hun og satte sig over for ham ved bordet. – Spis min gris, i morgen skal du slagtes! Drengen belønnede hende med skyggen af et smil. Det lille skind, hvor var han dog bange! Mærkeligt, som nogle mennesker var bange for de særeste

ting. Sådan en smule regn og torden var da bare hyggeligt.

 

– Nå, hvordan går det så? fortsatte Vibeke. – I skolen altså. – Meget godt, sagde drengen og rakte omsider ud efter et stykke kage. Da han havde tygget lidt, lyste han helt op og så på Vibeke: – Mums, hvor lækkert! – Du skal bare spise, smilede Vibeke. – Jeg har en halv kage endnu.

 

Tordenen var trukket lidt væk nu, og drengen åd alle tre stykker plus det, Vibeke havde skåret til sig selv, og sagde ja til, at Vibeke godt måtte skære mere. Da også de stykker var spist, og han havde drukket tre store kopper te med mælk og sukker, og de havde sludret lidt om skolen og Preben og kunsten at bage en god marmorkage, bankede det på døren.

 

Sikke et rend her pludselig var! Vibeke rejste sig. Der stod nabokonen, Gitte Ravn, og lignede en ulykke i ansigtet. – Thomas? udbrød hun. – Han er her, sagde Vibeke og trådte til side, så Gitte kunne komme ind. – Hej, mor! lød det ude fra køkkenet.

 

– Hej, Thomas! sagde Gitte og gav sin søn et stort knus. – Undskyld, jeg skyndte mig alt, hvad jeg kunne, da det begyndte at tordne, men... – Men Vibber var hjemme, sagde Thomas. – Og hun laver en sindssyg god marmorkage! – Vibber? Gitte skævede over til Vibeke, som om hun var bange for, at Vibeke ville fare op som trold af en æske.

 

– Min mand, Preben, sagde Vibeke og mærkede et lillebitte stik, – han kaldte mig altid Vibber. – Tak, fordi du tog dig af Thomas, sagde Gitte og ville til at gå. – Nej, du skal da have en kop te og et stykke kage, sagde Vibeke. Undrende fyldte hun kedlen

og satte den i stikket. Det var slet ikke det, hun ville have sagt. Hun ville have sendt Gitte et køligt nik og så færdig arbejde.

 

– Jeg var vist lidt... sur! røg det ud af hende, da de sad med den nylavede te, og Gitte var ved at tage en bid af sin kage. Kagen stoppede i luften. Gittes hånd dirrede lidt. Så så hun over på Vibeke og smilede skævt. – Du var vel bare ked af det. Vibeke kunne mærke, at det skælvede og sitrede om mundvigene og skyndte sig at føre koppen op til munden og skjule sig bag den.

 

Da Gitte og Thomas lidt efter gik, råbte Thomas: – Tak, Vibber! over skulderen. – I er altid velkomne, råbte Vibeke, og drengen vendte sig og vinkede. Hun synes, hun kunne høre ham mumle til sin mor: – Dragen er i virkeligheden ikke så slem. Hun er rigtig flink, mor...

 

Drage? Hun skulle give ham drage! Med et lille smil lukkede hun døren efter dem. Så gik hun ud i køkkenet og kiggede på den smule rod, de havde efterladt. Da hun skyllede kopper og tallerkener af, greb hun sig i at nynne.

 

I aften ville hun skrive til Lene. Ikke et af de sædvanlige breve, hvor hun brokkede sig over Gitte Ravn og hendes familie. Et brev, hvor hun fik sagt nogle af de ting, hun ellers havde så svært ved at formulere. At hun stadig savnede Preben. At hun havde brug for Lene. Om veninden ville besøge hende? Ordene ville pludselig komme helt af sig selv, det vidste hun bare.

Tekst: Margrethe Schmidt
Illustreret af: Søren Håkansson
Publiceret: 28-09-2013
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri