Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Minder fra et langt liv

Noveller
Rikke vidste godt, at hun måtte forsøge at nedtone sin modvilje mod moderen. Hun syntes bare aldrig, moderen havde været nogen særlig støtte for hende, især ikke da børnene var små, og hun havde brug for en babysitter. Altid var det faderen, der kom i første række. Men så faldt hun over nogle ting i moderens gemmer, som vakte overraskende minder...

– Rikke, kan du ikke lige give en hånd her? Rikke kiggede op fra den stabel bøger, hun var i gang med at sortere. Moderen baksede med en flyttekasse, som stod langt inde under en hanebjælke på det gamle loft. Rikke skyndte sig hen og tog fat i kassens ene hank. Hun trak til og fik kassen ud midt på det rå plankegulv. En sky af støv hvirvlede op og blev synlig i sollyset, som faldt ind gennem det skrå loftsvindue.

 

– Puha! gispede Rikke og smilede til moderen. Men hun følte sig alt andet end glad. Faktisk var det støvede loft det sidste sted, hun havde lyst til at tilbringe de fridage, hun havde taget fra arbejdet. Men hun havde ikke følt, hun kunne sige nej, da moderen bad om hjælp til at sortere alt det gamle ragelse, der gemte sig i Rikkes barndomshjem.

Annonce

 

Ragelse! Det ord havde Rikke brugt, da hun fortalte Kim og børnene, at hendes mor ville flytte i ældrebolig og derfor skulle have en hånd til at rydde villaen. – Helt ærligt, mor, det er da ikke særlig pænt at kalde det ragelse. Det er jo minder fra et langt liv, havde Julie indvendt. Rikke morede sig lidt ved tanken. Selv om Julie var teenager med stort T, var hun ufattelig romantisk af og til. Minder fra et langt liv...

 

Rikke forestillede sig ikke, at hun ville finde noget som helst, der var værd at gemme, hverken på loftet eller i villaens kælder. For hende drejede det sig bare om at få smidt så meget som muligt ud. Rikke gik tilbage til bøgerne, som hun havde fundet i en skunk. Egentlig havde hun tænkt sig at give de mindst lasede til genbrugsbutikken i indkøbscentret. Men nu smed hun resolut alle bøgerne i en sort affaldssæk. Hun og moderen blev jo aldrig færdige, hvis hver enkelt ting skulle vejes og vurderes.

 

– Er du sulten? Skal jeg gå ned og sætte lidt frokost frem til os? spurgte moderen i det samme. Rikke kiggede på sit ur. Det var faktisk ved at være frokosttid, og hun kunne sagtens spise et par madder. – Det må du gerne, svarede hun. Så slipper du også for det tunge arbejde så længe, fortsatte hun sætningen inde i hovedet. Men hun tog sig i det. Hun måtte forsøge at nedtone sin modvilje mod moderen.

 

Der var bare det, at Rikke aldrig syntes, moderen havde været nogen særlig støtte for hende. Rikke huskede i massevis af episoder, fra dengang Julie og Johan var små, og hun og Kim havde brug for en babysitter. Moderen trådte kun nødtvungent til. Og meget tit sagde hun fra, fordi hun skulle noget andet. Så var der et møde på hendes job. Eller der var hensynet til Rikkes far, som ikke kunne være helt alene hjemme og selv lave aftensmad.

 

Indrømmet, faderen var svækket i sine sidste leveår, inden han for fem år siden døde af en hjerneblødning. Men moderen havde puslet om ham, som var han en baby, og Rikke følte, at det havde drænet moderen så meget for energi, at der ikke var nogen omsorg og kærlighed tilbage til Julie og Johan.

 

Moderen havde aldrig for alvor knyttet bånd til sine børnebørn. Og Rikke havde kun været til besvær, når hun bad om hjælp til noget. Men nu hvor moderen skulle have hjælp til at tømme huset, var Rikke pludselig god nok...

 

* * *

 

– Så er der mad! kaldte moderen op ad loftsstigen. Rikke rejste sig og kastede et blik på de mange kasser og bunker af ting på gulvet. Hun sukkede dybt og satte kurs mod køkkenet. Makrelmadder! Og franskbrød med ost. Det var, hvad moderen havde smurt og sirligt rettet an på to tallerkener. Rikke havde håbet, at moderen i det mindste havde købt lidt lækkert pålæg.

 

De spiste i tavshed. Så rømmede moderen sig: – Der kommer en vognmand med en container i morgen. Så kan vi komme af med alle de sorte sække, sagde hun. Rikke nikkede. – Det er rart, at vi ikke skal køre det hele på lossepladsen selv, sagde hun. Men indvendig skumlede hun.

 

Hvorfor spurgte moderen ikke til Julie, som for nylig var begyndt i gymnasiet? Eller til Johan, som var blevet udtaget til elitespiller i sin badmintonklub? Interesserede hun sig overhovedet ikke for sine børnebørn? Moderen rømmede sig. – Jeg glæder mig, til det her er overstået. Det er ikke sjovt at tømme et helt hus, sagde hun.

 

Hun lagde en hånd over Rikkes. – Jeg er glad for, at du hjælper mig, sagde hun. Rikke smilede, men smilet nåede ikke øjnene. Jeg er glad for at hjælpe, burde hun sige. Men sætningen ville ikke ud af hendes mund.

 

* * *

 

Efter maden fortsatte Rikke og moderen på loftet. Moderen stod og rodede i bunden af den flyttekasse, som hun næsten var blevet færdig med at tømme inden frokost. – Kan du huske dem her? spurgte hun og hev en mappe frem. Den var fuld af svømmemærker og diplomer.

 

– Ork ja, sagde Rikke og tog mappen ud af hænderne på moderen. Hun åbnede den og syntes næsten, hun fornemmede den gennemtrængende lugt af klor fra svømmehallen. Rikke havde været konkurrencesvømmer og trænet tre gange om ugen. Moderen havde kørt hende til og fra svømmehallen, også når der var stævner i weekenden.

 

– Kan du huske, at du altid sad og heppede på mig til stævnerne? Også i andre byer? spurgte hun. Moderen nikkede. – Ja, det var næsten fast weekendarbejde. Men du var så glad for, at jeg gjorde det. Hun virrede med hovedet. – Det var nu synd, at du stoppede som svømmer. Du kunne have drevet det vidt. Men nu skal mappen vel bare smides ud, sagde hun og holdt en sort sæk frem mod Rikke.

 

Rikke tøvede et øjeblik. Så rystede hun på hovedet. – Nej, jeg vil gerne beholde den. Den er sjov at have, sagde hun, og moderen klarede op i et smil.

 

* * *

 

Inde i en krog stod en gammel kommode. Rikke trak en skuffe ud, og de kæreste små sparkedragter og trøjer kom til syne. Først troede Rikke, det var babytøj, men så huskede hun, at det var dukke Lises tøj. Rikkes dukke havde haft et bjerg af hjemmesyet, strikket og hæklet tøj. Moderen havde hygget sig med håndarbejdet, og de havde lavet sjov med, at Lise var den mest velklædte dukke i byen.

 

Rikke smilede lidt ved mindet. Men så kom ærgrelsen snigende. Julie ville have elsket det her tøj til sine dukker, da hun var lille. Hvorfor havde moderen ikke tænkt på det? – Jeg skulle da bare have vidst, at dukke Lises tøj lå her og samlede støv. Jeg har brugt en formue på dukketøj til Julie i tidens løb, udbrød Rikke.

 

Moderen sukkede let. – Hvis du gerne ville have haft tøjet, kunne du bare have spurgt efter det, sagde hun. Rikke havde et hvast svar på læberne, men hun holdt det tilbage. Hun ville ikke være uvenner med moderen, så blev det endnu mere uudholdeligt at gå her og tømme hus. Desuden havde moderen jo ret i, at Rikke ikke havde skænket dukketøjet en tanke i mange år.

 

Hun tog en lille trøje op. Den var mønstret i mange farver, og moderen måtte have brugt lang tid på den. Som barn havde Rikke ikke fattet, hvor meget arbejde der lå i hvert enkelt stykke dukketøj. – Hvor er det hele fint, sagde hun stille. Moderen sukkede igen. – Ja. Men det er vel for sent at give det til Julie nu? Rikke nikkede. – Skal vi give det til genbrugsbutikken? Så er der nogle små piger, som kan få glæde af det, sagde moderen.

 

Men pludselig kunne Rikke ikke udholde tanken om, at andre skulle have hendes dukketøj. Hun ville have det med hjem. Måske fik hun en dag et barnebarn, som kunne få glæde af det. – Jeg henter lige et par poser, jeg vil gerne have tøjet med hjem, selv om Julie er for stor til det, sagde hun og skyndte sig ned ad trappen. – Det må jeg nok sige, hørte hun moderen mumle bag sig.

 

Da Rikke havde pakket dukketøjet – og dukke Lise, som hun også fandt – begyndte dagslyset at vige. Det var sidst på efteråret, så det skete tidligt. – Tror du ikke, vi skal holde for i dag? spurgte moderen, da det efterhånden var svært at skimte, hvad der var i krogene. Rikke nikkede.

 

Hun bar de syv sorte affaldssække, som de havde fyldt i dagens løb, ned i entreen. Hendes ben værkede, da hun gik den sidste tur og hentede de ting, hun skulle have med hjem. Poserne med dukketøjet og lejrbålskappen fyldte det halve bagagerum. – Vi ses i morgen, sagde hun og vinkede til moderen, som stod ved kantstenen og så efter hende.

 

* * *

 

Derhjemme slæbte Rikke poserne ind. Hun følte sig mørbanket efter en hel dag i krumbøjede stillinger på loftet. Julie og Johan kom ud i entreen, og Julie løftede et øjenbryn, da hun så de mange poser. – Jeg troede kun, der var ragelse i mormors hus, sagde hun. Rikke trak på skuldrene: – Jeg fandt nogle ting, jeg gerne vil gemme, sagde hun.

 

Julie åbnede nysgerrigt en af poserne. Hun hev en småblomstret dukkekjole frem. – Hvor er den fin! ivrede hun. Rikke nikkede. – Den syede mormor til min dukke, da jeg var barn, forklarede hun. – Gud, tænk, at hun kunne finde ud af det! udbrød Julie. – Og tænk, at hun gjorde så meget for, at din dukke skulle være flot.

 

Rikke mærkede pludselig en klump i halsen, og hun sank. – Ja, mormor var faktisk alle tiders mor, sagde hun eftertænksomt. Synd, at hun ikke har været en lige så god mormor, var hun lige ved at fortsætte. Men hun gjorde det ikke.

 

* * *

 

Morgenen efter havde Rikke mest lyst til at blive liggende i sengen, da vækkeuret ringede. Hun var øm i hele kroppen, og det sidste, hun ønskede sig, var en dag til på moderens loft. Rikke forestillede sig et kort nu, hvad hun ellers kunne have brugt sin fridag på: et besøg i centret for at kigge på tøj eller en tur i biografen med Julie og Johan efter skoletid.

 

Så tog hun sig sammen og lovede sig selv at være effektiv hele dagen. Måske kunne hun og moderen så blive færdige på loftet inden aften. Moderen så træt ud, da hun lukkede Rikke ind i huset. Men hun blev jo heller ikke yngre. Rikke turde slet ikke tænke på, hvor ondt moderen måtte have i kroppen.

 

– Skal jeg gå alene på loftet? Så kan du tage den lidt med ro, foreslog Rikke. Men moderen rystede på hovedet. – Nej, du skal ikke stå med alt det alene. Rikke smilede lidt. Sej havde moderen nu altid været. Rikke tænkte på hele faderens sygdomsforløb.

 

I en lang periode var han blevet stadig dårligere, og til sidst krævede han intensiv pleje. Moderen fik tilbudt hjælp fra kommunen, men hun afslog. Hun ville klare det hele selv, faderen skulle ikke passes af fremmede. Dengang irriterede det Rikke, for hun så kun al den tid, der gik fra hende selv og børnene.

 

Nu anede hun, at moderen først og fremmest havde sat sig selv til side, fordi hun elskede faderen så højt. Rikke greb rullen med affaldssække. – Så lad os gå til den! I dag må vi være supereffektive, for i morgen er det lørdag, og jeg er nødt til at bruge lidt tid på min egen familie. Moderen nikkede. – Selvfølgelig, sagde hun.

 

* * *

 

Oppe på loftet åbnede Rikke en affaldssæk og begyndte at smide i den. Gamle mapper med tegninger, skolebøger og byggeklodser. Det hele røg ud, for hun orkede ikke at sortere det. Egentlig burde hun vel gemme lidt, for moderen havde jo tøvet med at smide tingene ud, fordi de var brudstykker af Rikkes barndom. Men Rikke ville ikke lade sig overvælde af minder i dag, det var bare ikke særlig effektivt.

 

Hun hørte moderen knitre med noget stof og så op. – Nej, dem må du da ikke smide ud! røg det ud af munden på hende. Moderen stod med nogle prinsesseslag dekoreret med perler. – Det var jo fantastisk, at du syede alle dem. Jeg fik den mest forrygende fødselsdag, fortsatte Rikke.

 

Moderen smilede og tog en kongekrone af guldkarton på hovedet – præcis som den dag for så mange år siden til Rikkes syvårs fødselsdag... Rikke var begyndt i skolen et lille år tidligere, og pigerne i klassen holdt nogle fantastiske børnefødselsdage. De inviterede i biografen eller svømmehallen, men den slags havde Rikkes forældre ikke råd til. Moderen lovede Rikke, at hun alligevel ville få alle tiders fødselsdagsfest. Og hun holdt sit løfte.

 

Moderen syede, klippede og klistrede, og da pigerne ankom til Rikkes fest, blev de udstyret med prinsesseslag og -kroner. Så blev de vartet op af Rikkes far og morfar, klædt i røde tjenerkapper. De tegnede prinsessetegninger og spiste lagkager, dekoreret med kongekroner.

 

Efter den fest var Rikkes børnefødselsdage berømte blandt pigerne, og moderen lagde hvert år hovedet i blød for at finde på noget nyt og spektakulært. – Du gjorde nu meget for mig... dengang, busede det ud af Rikke. Moderen løftede et øjenbryn. – Dengang? sagde hun spørgende og tog kongekronen af igen.

 

Rikke trak på skuldrene. – Jeg føler måske ikke, at du har gjort så meget for mig, efter at jeg er blevet voksen, sagde hun stille. Hun skævede til moderen, frygtede, at hun ville blive sur. Men der var ingen reaktion at spore. – Jeg mener: I alle de år, hvor far blev mere og mere dårlig, syntes jeg, du forsømte mig og min familie. Du kunne så sjældent passe Julie og Johan, og jeg er ked af, at du aldrig har fået et rigtig nært forhold til dem, fortsatte hun.

 

Rikke holdt inde og kiggede på moderen. Hendes ansigt lå i halvmørke, det grå novembermørke formåede ikke at lyse loftet ordentligt op. Men Rikke kunne se, at moderen blinkede en gang. Bagefter sank hun lydeligt. – Jeg er faktisk også ked af det, sagde hun så. – Men far og hans sygdom fyldte så meget. Og efter hans død føler jeg ikke, at du har givet mig lov til at komme tæt på.

 

Rikke åbnede munden, ville protestere. Men så gik det op for hende, at moderen havde ret. Efter faderens død havde moderen inviteret Julie og Johan på nogle ture. Men Rikke havde tænkt, at det var lidt sent at komme halsende for at få et tæt forhold.

 

Det var for letkøbt, at moderen først interesserede sig for børnene, efter at de var blevet store og sjove at være sammen med. Så havde der været den mindste anledning til at takke nej på børnenes vegne, havde Rikke gjort det. Og moderen var gradvis holdt op med at søge kontakt.

 

Hvor havde Rikke dog gjort både sig selv og børnene en bjørnetjeneste! Hun havde bare været så forbitret over de gange, moderen havde sagt nej til at passe Julie og Johan, da de var små. Pludselig mærkede Rikke tårerne presse på. – Mor, jeg er så ked af det, hviskede hun.

 

Sekundet efter stod moderen ved siden af hende og lagde en arm om hendes skulder. – Tag det roligt, skat. Det er vel ikke for sent at tage skeen i den anden hånd, sagde hun. Rikke rystede på hovedet og fik styr på sin stemme. – Nej, du har ret. Jeg vil starte med at tage børnene med herover i morgen. Så kan de hjælpe os med at sortere og smide ud. Og samtidig kan de se, hvilken fantastisk mor du har været for mig. Beviserne er her på loftet, sagde hun.

 

Rikke tænkte på Julie. På hendes ord om, at mormoderen havde gjort et stort stykke arbejde for, at Rikkes dukke skulle være velklædt. – Jeg tror faktisk, at Julie allerede har en idé om alt det, du gjorde for mig, da jeg var barn, tilføjede hun. Nu var det moderens tur til at få fugtige øjenkroge. – Jeg vil glæde mig meget til at se både hende og Johan, sagde hun så.

Tekst: Susanne Foldberg
Illustreret af: Machiko Waaben
Publiceret: 03-05-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri