Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Mor og datter

Noveller
Linda vidste snart ikke, hvad hun stille op med sin teenagedatter. Altid var Mille mut og afvisende. Hun gjorde, hvad hun kunne, for at de skulle have det hyggeligt, men det var, som om intet hjalp.

Det var det femte par cowboybukser, Linda prøvede, og de passede lige så dårligt som de fire andre par. Puderne sad, hvor de sad – på siden af lårene, hvor de havde siddet de sidste mange år. Linda sukkede højlydt i prøverummet. Hun havde det bedst med løsthængende tøj, men teenagedatteren Mille havde overtalt eller nærmere beordret hende til at prøve cowboybukser, så hun kunne se lidt mere ungdommelig ud, og ikke flere af de dér løsthængende "hippi-tunikaer".

 

De havde haft en del konflikter det sidste stykke tid, ja, vel egentlig gennem det seneste år efter skilsmissen fra Milles elskede far, Søren. Mille havde taget det ekstremt tungt, men skjulte det bag en facade af hårdhed. Linda kunne næsten ikke kende Mille mere, men hvad værre var, hun kunne næsten heller ikke kende sig selv. Hendes tålmodighed var brugt op, hendes overlevelsesbatterier kaput.

Annonce

 

Linda trådte ud af prøverummet i den travle butik. – Se. Hun satte hænderne i livet. – Jeg ligner, jeg ved ikke hvad. Mille sukkede, stod så lidt og så på sin mor. – Ja, men hvorfor har du ikke taget bæltet på? Eller prøv at... Mille stoppede, hendes blik var faldet på moderens mave, som tittede frem over buksekanten. – Eller hvad? Linda så på Mille, som knugede det designertørklæde med stjerner, hun havde fået af sin far på sin 16-års fødselsdag.

 

Indimellem var savnet efter ham så tydeligt, men når Linda havde forsøgt at snakke om ham, lukkede Mille af. – Ikke noget. Mille så på tørklædet og holdt det op til næsen, som om faderens duft sad i det. De havde haft et helt specielt forhold, så specielt, at Linda havde opgivet at være med nogle gange og bare var taknemmelig, når de lukkede hende ind.

 

– Jeg ligner en kvinde på 54, der forsøger at ligne en på 24. Linda dæmpede stemmen og forsøgte at trække maven ind, mens hun vendte tilbage til prøverummet. Og spejlet. Her blev hun stående et stykke tid og talte langsomt til 10. Hun havde virkelig glædet sig til denne bytur, som Mille allernådigst havde accepteret.

 

Linda blev afbrudt i sin tankerække af den søde ekspedient, der stak hovedet ind gennem forhænget. – Der er også lige denne model fra Diesel, prisen er lidt pebret, men prøv dem. Linda prøvede dem, de sad faktisk rigtig godt, hun så smart, nærmest trendy ud. Hun uglede sit korte røde hår, der trængte til en gang farve, så på prisskiltet og sank et par gange.

 

Mille stønnede højlydt udenfor, og havde gang i mobiltelefonen, selvom de havde aftalt en mobilfri tur. Linda tog hurtigt tøj på, tog skyndsomt datteren om armen og sagde fortrøstningsfuldt: – Det her gør jeg selv en dag. Jeg lover, jeg skal nok blive mere moderne. Men nu skal vi have en kop mokka!

 

Linda kom til at klappe Mille på kinden, noget, som datteren hadede lige så meget, som Linda hadede, når hendes egen mor gjorde det. Mille lod dog lidt modstræbende moderens arm være forbundet med sin. Efter et par timer rundt i byen havde de aftalt at mødes med mormor på La Glace, det fine gamle konditori ved Strøget.

 

Hendes mor havde haft masser af gode råd omkring Milles pubertet, så Linda havde foreslået, at hun kunne støde til dem senere og selv aflevere de, efter Lindas mening, oldnordiske råd. Da de tre sad omkring et lille bord i det tætpakkede rum, lyste Mille helt op. Linda så misundeligt til, mens moderen lo og pjattede med barnebarnet. Her var ingen pubertetssurhed og ingen gode råd fra mormor, de sad bare og hyggede sig.

 

Linda forsøgte et par gange at komme med på vognen, men følte sig udenfor. Det varede det meste af en time, hvor hun misundeligt sad og så andre mor-datter-konstellationer ved et par borde, mens hun spise en madeleinekage og to flødeskumskager og lod, som om hun ikke så sin mors ransagende blik.

 

– Hvordan går det med... Mormoderen holdt en lille pause og skjulte et smil. – Babette? – Det går fint, det virker, som om de har det fint sammen, sagde Mille og skrabede sin tallerken fri for det sidste flødeskum. Babette var faderens 20 år yngre kæreste. – Nå, men det er da godt, sagde mormoren og smilede til Linda. – Ikke, skat?

 

Hun klappede Linda på kinden. Linda nikkede og lod hende gøre det, nu var hun med i samtalen igen; jo, det var godt, hun gad bare ikke tænke på Søren og Babette nu. Det fungerede, og hun havde affundet sig med, at de nok havde startet affæren, før Linda og Søren var blevet skilt. Men de var faktisk forblevet gode venner.

 

Linda så på Mille, som igen var forsvundet ind i sin egen verden, nu da de skulle til at gå. Mille skulle til at tage sin mobil frem, men Lindas blik fik hende modvilligt til at stoppe. På vej tilbage, da de nærmede sig bilen og butikken med cowboybukserne, sagde Linda spontant: – Jeg har faktisk tænkt mig at købe de Dieselbukser, når vi nu endelig er i byen. Vil du med og godkende dem? Vi kan tage en pizza med hjem bagefter? Mille nikkede distræt.

 

* * *

 

Da de stod i butikken, og den søde ekspedient kom med bukserne, så Linda ikke frem til at stå med bare lår i det neonoplyste prøverum. Alle har appelsinhud i det her lys, sagde hun trøstende til det runde spejlbillede. Og små hedeture, nikkede hun tillige, da hun så de mørke rande under armene, men gudskelov var overgangsalderen skånsom mod hende.

 

Linda trådte stolt ud af prøverummet. – Hvad siger du så? De klæder mig da, hvad? – Måske, sagde Mille og bandt sit tørklæde på en anden måde. – Hvordan måske? For filan Mille, sig nu noget. Nu har du i månedsvis kritiseret mig og sagt, at jeg skulle skifte stil. Når du har sagt noget! Åh, hun skulle ikke have sagt det sidste. – Måske betyder måske.

 

Mille tog mobilen frem og skulle til at tænde. Det var ikke så meget ordene, men tonen. Den måde, Mille syntes så inderligt ligeglad, og det var dråben, der fik bægret til at flyde over. Oven i mange måneders tavshed og surmuleri fra datterens side og så lige de ekstra kilo, som råbte til hende fra spejlet: Så tab dig dog, det har du tænkt på i lang tid.

 

– Det kan godt være, at jeg ikke er den bedste mor, sagde Linda lidt højere, end hun havde tænkt sig, – men du må altså give lyd fra dig, sige noget, bare et eller andet. Sveden var begyndt at pible fra tindingerne. – Schyy, mor, folk kigger. – Jeg er ligeglad med, hvad de gør! Linda prøvede at trække vejret dybt et par gange, men hjertet bankede hurtigt, og stemmen knækkede over.

 

– Nu fortæller du mig, hvad der er i vejen. Vi bliver her..., Linda så sig forpustet omkring, – indtil du fortæller mig, hvad der er galt. Jeg klarer ikke en dag til på den her måde. Pubertet eller ej! Mille lagde mobilen i jakkelommen og stirrede på en poncho uden at sige noget. Nu skulle de, mor og datter, tale sammen. Det var helt fjollet, Linda vidste det, men hun ventede.

 

Vejrtrækningen blev lidt roligere, hun forsøgte sig med et smil. Det så ud, som om Mille ville sige noget, men pludselig vendte hun om og løb hurtigt ud af forretningen og forsvandt. Linda blev stående og kiggede paralyseret efter hende. Efter et stykke tid genvandt hun fatningen, tog fat i sit tøj, betalte hurtigt for bukserne, som hun beholdt på, og løb ud af forretningen. Hun fandt sin mobil og ringede Milles nummer op. Ingen kontakt til mobiltelefonen.

 

Åh gud, hvad nu? Linda følte sig svimmel og gik over og satte sig på en bænk ved Søerne. Hun gad vide, om datteren var gået til bilen, som var parkeret ca. 200 meter derfra. Mille kendte byen godt, hun havde været herinde et par gange med veninder til fester. Et par enkelte weekender, hvor Linda havde siddet oppe og ventet og bildt sig selv alt muligt ind, indtil Mille var kommet sikkert hjem.

 

* * *

 

Da Linda havde siddet et stykke tid og tænkt tingene igennem, gjorde hun op med sig selv, at hun måtte tage en snak med eksmanden Søren. Måske Mille havde sagt noget. Eller skulle hun søge profes-sionel hjælp? Linda var efterhånden bange for, at det kunne være noget alvorligt, for Mille syntes så gal på hende. Linda drejede hovedet og glippede med øjnene i sollysets skær. Jo, det var Mille, der sad på en bænk længere henne og stirrede ud over vandet.

 

Linda nærmede sig langsomt, tog tilløb og sagde stille: – Undskyld, skat, det var virkelig ikke min mening være så vred, jeg har bare været... lidt træt på det sidste. Nogen måtte tage det første skridt, og det skulle være hende. Hun satte sig langsomt på bænken. Sceneriet omkring Søerne var fortryllende. Eftermiddagssolen skinnede på mågerne, der kredsede om en gammel dame, som smed brød i vandet.

 

– Det er mig, der skal sige undskyld. Milles stemme var næsten uhørlig. Linda havde mest af alt lyst til at omfavne datteren, men turde ikke. Der var en lille pause, så tog hun forsigtigt Milles hånd og spurgte. – Er der noget, du vil fortælle mig? Det er ikke noget... med stoffer og sådan noget, vel? Mille rystede på hovedet og stirrede intenst ned på jorden.

 

Langsomt begyndte hun: – Ja, hvad skal jeg sige... det... jo, far... og dig... – Hvad med ham, behandler han dig ikke ordentligt? Han har da altid været en god far, ikke? Du forguder ham? – Jo, det er slet ikke det. – Er det... Linda sank en klump. – Er det, fordi du vil bo hos ham? – Det er bare... jeg ville ønske, I var sammen. Selv om Babette er fin nok.

 

– Bebrejder du mig, at vi ikke er sammen... er det det? Mille så undvigende til siden. – Nej, altså... Linda mærkede dampen fra før stige op i sig igen, men beherskede sig og spurgte: – Hvorfor bebrejder du mig, at vi gik fra hinanden? – Det gør jeg da heller ikke! Som et lyn slog det ned i Linda. – Du bebrejder måske dig selv det? Tror du, det var din skyld?

 

Mille svarede ikke, rejste sig op, stod så og skulede ud over vandet, hvor mågerne kæmpede om brødet. – For hvis du gør det, så har jeg da aldrig hørt mage til sludder. Det havde intet med dig at gøre. Hører du? Linda sank helt sammen. – Jo, men den der berømte pubertet, ikke? Det kunne da godt være, den var medvirkende til, at stemningen ikke var i top derhjemme. – Sludder og vrøvl, jeg elsker dig, som du er, pubertet eller ej! Og det gør far også.

 

Linda mærkede tårerne presse på. Mille rystede på hovedet. – Jeg synes bare, I passede så godt sammen, rigtig godt. Alle mine venner var misundelige på mig. Linda så på Mille, hun så så ung og fortabt ud. – Vi havde det på mange måder også godt. Rigtig godt. Indtil det en dag ikke var nok. Sådan er livet jo, skat, hvad skal jeg sige?

 

Linda fiskede diskret et lommetørklæde op af frakkelommen og pudsede næsen. – Vi voksede fra hinanden. Det er så moderne at sige det, men det er den bedste forklaring. Og jeg elsker stadig din far og vil ham det bedste. Og det er åbenbart... Linda kæmpede stadig med navnet, – Babette! Langsomt opgav Mille sin indædte modstand mod hele verden og begyndte at græde. En gråd, som længe havde presset på efter udfaldet at dømme.

 

Linda lod Mille græde ud, holdt godt fast om hende og gav hende lommetørklædet. – Nu skal jeg jo også være storesøster, så må jeg hellere være lidt voksen, sagde Mille snøftende. – Skal du det? Linda mærkede et lille stik. – Det vidste jeg ikke. Ja, ja, sagde Linda efter en pause, hvor det syntes, som om hele hendes liv med Søren vemodigt gled forbi. – Livet går videre.

 

Det var gået op for Linda, at hvis de skulle have et tæt forhold igen, var det ikke kun Milles humørsvingninger, hun skulle klare. Hun skulle også selv ændre sig, se på sin elskede datter med nye øjne, prøve at følge hende på hendes færd ud i voksenlivet. Være der og så give slip, når tid var.

 

Med en blød bevægelse strøg hun Milles pandehår til siden. – Skal vi tage hjem, skat? – Ja, det kan vi godt. Mille pudsede højlydt næse. Så tager vi en pizza med på vejen. – Nemlig, det er lige, hvad vi gør. På vej hjem i bilen sad Mille tavs det meste af turen, indtil et smil bredte sig, og hun udbrød: – Du ser så cool ud, mor.

 

– Undskyld? Linda sad i egne tanker, hun ville købe mel med hjem, de skulle bage de nye madeleinekager, hun havde fået på La Glace. Hun kunne sikkert få Mille med på ideen. De havde i mange år haft en ugentlig bagedag, bare de to. Dog ikke på det seneste.

 

– De bukser, du ser så cool ud, Milles smil blev endnu bredere, da hun så på de nye bukser. – Sagde jeg det ikke nok? – Jo, det var det, du gjorde. Jeg var bare lidt tungnem, tror jeg, og havde næsten glemt, hvordan det er at være i puberteten. At man er så hudløs.

 

Linda smilede og så på sin datter. Hun så glad ud. Og lidt voksen. Linda havde lyst til at klappe Mille på kinden, men stoppede impulsen, drejede om hjørnet og stoppede ved Brugsen. – Jeg tænkte på, sagde Mille, – om vi skulle prøve at bage de dér made... et-eller-andet kager, du fik på La Glace?

 

LÆS OGSÅ: Novelle: Livsmod på recept?

LÆS OGSÅ: Novelle: I nærheden

LÆS OGSÅ: Novelle: En rigtig mormor

Tekst: Lone Petersen
Illustreret af: Jørn Møbius
Publiceret: 20-06-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri