Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Når sandheden skal frem

Noveller
Det foruroligede Janni at se, hvordan hendes svigersøn blev beruset gang på gang. Fra sig selv vidste hun kun alt for godt, hvordan det var at have en mand, der ikke kunne styre sit alkoholforbrug, og hun ønskede ikke, at Anna skulle følge i hendes fodspor som medmisbruger.

– Skål! – Skål og til lykke med de 50, Jens! – Skååååååååål! Sammen med de øvrige gæster løftede Janni sit glas og smilede til sin storebror, som sad for bordenden. Stemningen var fin, menuen på kroen havde været lækker, og nu var desserten næsten spist.

 

► LÆS OGSÅ: Novelle: Den store dag

 

Janni følte sig med ét så godt tilpas, da hun igen trak stolen ind under sig og spiste de sidste jordbær. Her sad hun i en alder af 48 i en ny kjole og følte sig ovenpå, uanset hvad der tidligere havde været. Hun sad jo omgivet af familiemedlemmer, som hun havde et godt forhold til, og det var ikke enhver beskåret.

 

Og i "den unge ende" længere nede af bordet sad hendes datter, Anna, og kæresten, Bertil, som Anna havde boet sammen med i halvandet år. Anna havde et lyst sind, hun var et velfungerende ungt menneske, og det samme kunne siges om Bertil.

Annonce

 

► LÆS OGSÅ: Novelle: Salsa for begyndere

 

Janni drak af sit vandglas og tænkte på, at hendes eget liv nok var faldet anderledes ud, hvis hun havde mødt en mand som Bertil, dengang hun var 21, i stedet for Leif, som hun var blevet gift med, og som blev Annas far. Men alt det var der ikke noget at gøre ved nu, og hvis der var noget, der glædede Janni, så var det, at Anna fik en god tilværelse uden de skygger, som havde præget en stor del af hendes eget voksenliv.

 

– Du, Janni ... Han er vel nok en munter fætter, ham din svigersøn! Janni vendte sig mod sin bordherre. Han hed Henrik og var flink nok, men Janni og han var løbet tør for samtaleemner lige inden desserten, og siden da havde han underholdt sig med damen på sin venstre side. – Er han det? spurgte Janni overrasket.

 

Bertil plejede at være lidt tilbageholdende, og Anna havde selv sagt, at han blev genert, når han skulle være sammen med en masse mennesker, han ikke kendte. Som i dag. – Det er da ham nede for bordenden, ikke? – Jo, det er Bertil, mumlede Janni og holdt vejret, mens hun bøjede sig frem og så ned mod de unge.

 

Henrik havde ret. Bertil havde smidt jakken og løsnet slipset, og nu sad han og blussede, mens han talte uvant højt og gestikulerede mere end normalt. Faktisk ... faktisk så han ud til at være ret fuld, fløj det gennem Janni, og hun blev kold indeni. Hun havde aldrig før oplevet Bertil beruset. Kunne han have drukket sig mod til, før de mødte op til festen?

 

Jannis blik fandt frem til Anna. Datteren så ikke ud til at være spor trykket. Anna mærkede sin mors øjne og smilede, og Janni gengældte smilet og prøvede forgæves at finde tilbage til den dejlige, varme følelse fra lige før. Nu slog Jens på sit glas, takkede for gaverne og meddelte, at der ville blive serveret kaffe om lidt.

 

Mens Janni glattede nederdelen, overværede hun, at Bertil snublede i forsøget på at rejse sig og under megen latter måtte hjælpes på benene af nogle omkringsiddende. Janni fulgte dem bekymret med øjnene, og hun måtte tage sig sammen for at virke nærværende, da en af de andre gæster bad hende sætte sig ved deres kaffebord og ville vide, om det var sandt, at hun arbejdede på privathospitalet.

 

* * *

 

Natmaden bestod af aspargessuppe og blev serveret halv to. Da havde flere af gæsterne allerede takket af, og det samme gjaldt åbenbart Bertil, tænkte Janni. For det var mindst en time siden, hun havde set ham træde Anna over tæerne på dansegulvet, og nu havde Anna snart længe siddet alene og snakket med sine kusiner.

 

Efter suppen gik Janni hen til værtsparret for at takke for en dejlig fest, og Anna rejste sig også for at give sin mor et knus til afsked. – Vi har jo næsten ikke fået snakket i aften, mor, sagde Anna varmt. – Giver du snart mad en aften? – På lørdag? foreslog Janni hurtigt. – Jeg kan lave den der lammeculotte, den var Bertil vild med sidst. Hvor er han for resten blevet af? Anna blinkede sorgløst. – Gået omkuld i bilen. Men så ses vi lørdag, ikke?

 

* * *

 

Torsdag var Janni hos slagteren, og fredag fyldte hun cykelkurven i Føtex. I vinafdelingen stod hun længe og tøvede. Men selvfølgelig skulle de da have rødvin til lammeculotten, ikke mindst når det var lørdag. Hjemme i lejligheden satte hun varerne på plads i køleskabet, og rødvinen lod hun stå i køkkenvinduet. Hun lavede sig en kop kaffe og sank ned ved det lille køkkenbord. Hendes blik dvælede ved de to flasker, mens hun tænkte på Annas barnedåb for 21 år siden.

 

En iskold forårsdag havde det været. De havde selv holdt den derhjemme, og Leif havde været stresset inden kirken, og derfor havde han skænket op fra den halve flaske snaps, der var blevet tilovers efter julefrokosten. Havde det været den spæde begyndelse, eller var det begyndt længe før? Hun havde jo ikke fundet det spor alarmerende, og hun havde også bare grinet ad, at Leif altid blev den mest fulde til vennefesterne.

 

Men det begyndte at gøre noget omkring Annas 4-års fødselsdag, for da overraskede hun ved et tilfælde Leif i at tage en slurk af en vodkaflaske en tidlig hverdagsmorgen. Hvis ikke han var blevet så synligt flov eller havde haft så travlt med at bortforklare det, havde hun måske ikke tænkt så meget over det. Men noget var galt. Nu begyndte hun at sige nej tak, når han foreslog at åbne en flaske vin til maden, som han derefter drak broderparten af. Om morgenen var der i hvert fald aldrig noget tilbage.

 

Han havde kaldt hende kedelig og sagt, at de da havde råd og brug for at forkæle sig selv lidt, og når de havde haft en diskussion om det emne – af hensyn til Anna altid undertrykt – skænkede han en forsvarlig cognac op, før han faldt ned foran fjernsynet.

 

Janni havde følt sig magtesløs og håbet på, at det ville bedres, når han skiftede til et mindre stressende job. Men det havde ikke hjulpet, tværtimod. Hun vågnede om natten, når han listede ud af sengen for at tanke op, og hverken kærlighed, tårer eller bebrejdelser hjalp.

 

Bagefter var det svært at sætte ord på, præcis hvornår hun var blevet medmisbruger. Var det den morgen, hvor hun dårligt kunne vække ham, og hvor hun havde ringet til hans arbejdsplads og kaldt det for "influenza"? Eller var det dengang, hun havde åbnet julekassen, fundet seks tomme vodkaflasker og bare skaffet sig af med dem? Hun havde stadig håbet på, at alt ville blive godt og normalt igen, og hun skammede sig over, at andre skulle vide noget.

 

Dengang var Anna otte år, og hun elskede sin far. Et eller andet sted elskede Janni ham også. I hvert fald når han var ædru. Så havde de kunnet snakke sammen, og tre gange havde han lovet at gå på antabus og var også kommet i gang. Og faldet i igen nogle måneder senere. Fordi han var blevet fyret, fordi hans far var død, fordi han ikke havde kunnet modstå alkoholen.

 

Janni havde sagt stop. Anna skulle ikke vokse op i et hjem med en alkoholiseret far og med en medmisbrugende mor, for det ville uden tvivl præge hende resten af livet, ikke mindst fordi problemet accelererede. Tre måneder før Annas 10-års fødselsdag havde Janni sat ham stolen for døren: Enten seks ugers afvænning på et behandlingscenter eller skilsmisse.

 

Leif havde forstået, at hun mente det alvorligt. Og måske ville de virkelig have fået et godt liv, hvis ikke skæbnen havde spillet dem sådan et mærkeligt puds. Kaffen var blevet kold, Anna skar ansigt og hældte det ud i vasken. Hun ville lave en kiksekage med rigtig chokolade til i morgen, det elskede Anna.

 

* * *

 

 – Hej, mor, vi har glædet os! Annas øjne strålede, da hun rakte buketten til Janni. – Franske anemoner, hvor er de smukke. Men det havde I altså ikke behøvet, sagde Janni og skuttede sig i den kolde træk fra døren. – Det manglede da bare, når du ofrer en lørdag aften på os, svigermor, sagde Bertil og hilste goddag med et kram. Janni var nødt til lige at snuse ind for at fornemme, om han havde drukket noget eller ej. Det var hun stadig ekspert i. Men det havde han ikke, heldigvis.

 

– Sikke et fint bord, du har dækket, lød Annas stemme inde fra stuen. – Og skal vi også have forret? – Bare lidt kantareller, smilede Janni og tog hvidvinen ud fra køleskabet. Hun havde åbnet den, og på bordet stod de tre grønne hvidvinsglas med det ciselerede mønster, som hun havde arvet. Hun havde også sat en kande vand på bordet samt et vandglas ved hver kuvert, og Anna skænkede vand op til dem alle tre.

 

Både Anna og Bertil komplimenterede hende for svampestuvningen, og lammeculottens perfekte rosa farve tillod Janni sig også selv at være tilfreds med. Bertil roste hende for vinvalget, og han tog også en ny pæn portion fra fadet, da Janni havde været ude at fylde op. Det glædede hun sig over, men for hendes vedkommende fik stemningen et hak, da Bertil ville anbringe albuen på bordet og kiksede bevægelsen.

 

– Ups! mumlede han og reddede i sidste sekund saltbøssen fra at ryge på gulvet, for den var han kommet til at vælte. – Bertil, din klovn, kom det muntert opgivende fra Anna. – Nå, hvis I ikke vil have mere, så tager jeg lige ud. Janni rejste sig, hun var pludselig blevet så ked af det. Godt en halv hvid og halvanden flaske rødvin havde de drukket, hun selv havde drukket et glas hvid og et glas rød og havde halvdelen tilbage af sit andet glas rødvin, og det samme gjaldt vel Anna.

 

Mens Janni skyllede tallerkener af, tænkte hun, at hun nok alligevel ikke længere var så god til at snuse sig frem til alkoholånde. For hvis Bertil allerede var påvirket, måtte han have drukket noget, før de kom. Hun blev endnu mere sikker, da hun satte nougatmoussen på bordet. For nu var han blevet sløret i udtalen, og han rodede i det, da han skulle fortælle en historie fra sit job.

 

De drak kaffen ved sofabordet, og Anna blev som forventet henrykt over at få serveret kiksekage. Hun og Janni sad og sludrede, og ud gennem øjenkrogen holdt Janni øje med Bertil. Han var blevet påfaldende stille, og pludselig opdagede hun, at han sov. – Lad ham bare, smilede Anna, som havde fulgt sin mors blik. Janni prøvede at gengælde hendes overbærende smil.

 

– Hvad har I ellers lavet i dag, Anna? spurgte hun og håbede på, at der var en forklaring. Som f.eks. at Bertil havde malet vægge fra tidlig morgen, eller at de havde besøgt nogle venner, hvor de måske havde fået øl eller vin eller noget andet. – Ingenting, faktisk, indrømmede Anna. – Hvad med dig? – Åh, jeg har bare nusset rundt og glædet mig, til I skulle komme, svarede Janni og kastede endnu et blik på Bertil.

 

Nu var hovedet gledet ned på skulderen. Skulle hun sige noget, lige nu? Men inden hun nåede at beslutte sig, havde Anna rejst sig og bekendtgjort, at det havde været hyggeligt og lækkert, men nu måtte de hellere se at komme hjem, for i morgen tidlig skulle Bertil hjælpe til med at flække brænde for en kammerat.

 

* * *

 

Janni følte sig rastløs og ked af det, da hun gik og ryddede op. Selvfølgelig kunne hun lade det vente til søndag, men hun kunne lige så godt gøre det nu, for hun vidste jo, at hun ikke ville kunne sove. Det kunne hun heller ikke, da hun endelig lagde sig.

 

Var Bertil på vej ud i det samme som Leif? Havde Anna på trods af alt valgt sig en mand, som lignede hendes far? Måske var det sådan. Og det betød, at hun alligevel var præget af at være vokset op som barn af en alko-holiker. Det havde Janni ikke set komme, men hun vidste jo ellers udmærket, at børn af alkoholikere ofte selv ender som misbrugere eller medmisbrugere.

 

De tanker og overvejelser farvede hele Jannis søndag. Og mandag og tirsdag. Onsdag tog hun tre timer fri og cyklede hen til Annas og Bertils lejlighed. Onsdag eftermiddag havde Anna altid fri fra tandplejeklinikken, og Janni bad til, at hun var hjemme – og var alene hjemme – da hun satte cyklen i stativet.

 

– Mor? udbrød Anna overrasket, da hun åbnede døren. – Er der noget galt? – Det ved jeg ikke, svarede Janni og så på hende. – Må jeg komme ind lidt? – Ja, naturligvis. Vil du have kaffe? – Nej tak, jeg vil bare ... have en snak med dig, Anna, og den skulle vi nok have haft for længe siden. Jeg har bare haft svært ved det. Janni satte sig yderst på en køkkenstol og tog en dyb indånding. Anna satte sig over for hende.

 

– Det er ikke, fordi jeg vil sværte dit minde om din far, Anna, begyndte hun tøvende. – Jeg ved, du elskede ham, og han elskede også dig højt. Men han havde et unaturligt forhold til alkohol, og det forpestede både hans og mit liv igennem det meste af din barndom. Du har aldrig fået det at vide, men han var på vej til et afvænningscenter i bil sammen med en medarbejder fra centeret, da de blev torpederet af den lastbil på motorvejen.

 

Janni blev nødt til at tie, hun havde fået en stor klump i halsen. Anna rakte ud efter hendes hænder og tog dem i sine. – Mor, begyndte hun, men Janni rystede på hovedet. – Nej, nu vil jeg sige det hele. Jeg var medmisbruger, det ved jeg nu, og det hjalp hverken mig eller din far, og måske er du også blevet påvirket af forholdene dengang. Det sidste stykke tid er jeg blevet bange for, at du er ved at gå i mine fodspor, for Bertil er begyndt at drikke mere end ellers, ikke? Måske tror du bare, det er helt uskyldigt, og det troede jeg også i starten, men ...

 

– Mor, ti nu stille, afbrød Anna. Så tog hun en dyb indånding. – To ting, begyndte hun alvorligt. – For det første vidste jeg godt, der var noget med far dengang. Det ved børn altid. Nogle gange var han underlig, og så blev du også underlig, bare på en anden måde. Men det er ikke noget, jeg tænker over særlig tit. Jeg husker de gode ting ved far, og dem var der jo også mange af, ikke? – Jo, nikkede Janni og pudsede næsen.

 

– Den anden ting, fortsatte Anna. Hun rejste sig og begyndte at gå rundt i køkkenet med hænderne klemt ned i lommerne på de stramme cowboybukser. – Den anden ting er, at jeg har tænkt mig at gå i dine fodspor, mor. – Hvad har du? Janni stirrede på datteren, som pludselig smilede over hele ansigtet. – Jeg er gravid! Jeg er bare kun syv uger henne, og vi ville vente med at sige det, til jeg er 12 uger henne, så er risikoen for spontan abort ikke ret stor. Men nu ved du det, mor!

 

– Gravid? gentog Janni paf. – Jamen, er det så ... – Ja, det er derfor, Bertil har drukket al vinen i mine glas også, sagde Anna og strålede af lykke. – Så ingen skulle opdage, at jeg ikke drak noget som helst, for så var det jo afsløret, ikke? Der er slet ikke nogen, der har opdaget noget, heller ikke til morbrors fødselsdag eller hos dig i lørdags. Bertil byttede bare diskret om på glassene, ha, ha, og jeg drak vand. Men han har både haft hovedpine og morgenkvalme, faktisk mere end mig!

 

– Et barnebarn! fik Janni omsider frem, mens hun knugede datteren ind til sig. – Åh, Anna, det er fantastisk! Hun skubbede Anna lidt ud fra sig og fangede hendes øjne. – Men hvad mener du så med, at du har tænkt dig at gå i mine fodspor. – Jeg mener, at jeg har tænkt mig at blive den bedste mor, man kan ønske sig, præcis som du har været for mig.

Tekst: Dorte Roholte
Illustreret af: Machiko Waaben
Publiceret: 13-12-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri