Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Nikkedukken

Noveller
Bjørn havde altid været en flot mand i sin officersuniform, men Tine var bekymret for, hvad der ville ske med ham, når han snart gik på pension. Hun kunne næsten ikke udholde tanken om, at han bare skulle spille golf og ellers tulle rundt herhjemme og gå i frø som en anden gammel nikkedukke.

Tine havde hver mandag fri fra skoletandklinikken, hvor hun arbejdede som tandplejer, og hun brugte fridagen til at ordne alt det, hun ellers ikke kunne nå i hendes og Bjørns travle hverdag. I dag havde hun været på biblioteket, hun havde købt ind, været til fitness og sendt en hyggelig postpakke til deres 22 år gamle datter, Laura, som læste i København.

 

► LÆS OGSÅ: Novelle: Det er nu, du skal leve, Elisabeth

 

Nu var klokken to, og Tine var ved at tørre støv af på bogreolen i stuen. Så standsede støvekluden op, for deres indrammede bryllupsbillede stod et andet sted end normalt. Det var, fordi en af deres bridgegæster i fredags havde taget det op i hånden og sagt, at de havde været et flot brudepar.

Annonce

 

► LÆS OGSÅ: Novellen: Modsætninger mødes

 

Tine smilede lidt for sig selv, for de så virkelig godt ud begge to, lykkelige og forventningsfulde. Årstallet havde været 1981, hun havde været 22, og Bjørn 29. Hendes brudekjole var i hvid mol, gulvlang og i etager, og i håret havde hun haft en blomsterkrans. Bjørn var flot, elegant og maskulin i sin gal-launiform. Dengang havde han været løjtnant, og uniformer var som skabt til ham.

 

Tine mærkede et lille sug af kødelig længsel i maven, mens hun kiggede på billedet. På trods af de mange års ægteskab kunne hun stadig få det sådan, når han kom hjem fra et par dages øvelse. Nå ja, i de seneste år havde det mest været kurser og konferencer, Bjørn kom hjem fra, for som 59-årig havde han rang af major.

 

Hun stillede billedet på dets rigtige plads og bed sig i læben. Bare dog ikke deres ægteskabelige lykke snart begyndte at smuldre. Modsat mange andre officershustruer havde hun aldrig beklaget sig over at være soldaterkone. Tværtimod, hun havde altid trivedes med det, og hun havde været så stolt af sin myndige og handlekraftige mand, som samtidig var afholdt og værdsat af rekrutterne og stabspersonalet.

 

Det var så svært at snakke med nogen om alt det, hun gik og tumlede med, så snart hun ikke var optaget af noget andet. Hun blev næsten helt lettet, da telefonen kimede henne på chatollet. – Hos Josefsen. – Hej Tine, det er Ove fra Borgerskolen, Ove Schultz, kan du huske mig? Jeg havde Laura i idræt... – Ja, selvfølgelig kan jeg huske dig, lo Tine, selvom hun i virkeligheden først kunne genkalde sig den lidt ældre lærer, da han nævnte Laura.

 

– Det er egentlig Bjørn, jeg ringer for at snakke med, fortsatte Ove. – Jeg har hørt noget om, at han er ved at blive pensioneret fra forsvaret? Tine prøvede at holde det nedslåede ude af sin stemme. – Det er nu først til august i år, han falder for aldersgrænsen.

 

– Javel, men det passer også meget godt. Ser du, jeg slår jo mest mine folder inden for ungdomsskolen nu, og jeg kunne godt tænke mig at starte et hold op med fysisk træning. Sådan lidt i stil med B.S. Christiansen og Basserne, hvis du så det dengang... selvfølgelig ikke helt så hardcore. Og så var det, jeg tænkte på Bjørn. Tror du ikke, han kunne tænke sig at påtage sig sådan en tjans i sit otium? Økonomisk kan vi desværre kun komme med et beskedent tilbud, men ...

 

– Det lyder som en rigtig fin idé, sagde Tine begejstret. – Jeg skriver dit nummer ned, og så får jeg Bjørn til at ringe til dig senere, ikke? Hendes humør var steget adskillige grader, da hun lidt efter fortsatte med at tørre støv af.

 

Det her var lige, hvad hun havde håbet på, og måske kunne det føre mere med sig. For helt ærligt, hun kunne næsten ikke udholde tanken om, at Bjørn bare skulle spille golf og ellers tulle rundt herhjemme og gå i frø som en anden gammel nikkedukke, når han lagde uniformen. Hun glædede sig til at fortælle ham om opringningen, når han kom hjem.

 

* * *

 

 – Jamen... jeg forstår dig slet ikke, udbrød Tine ærgerlig og skuffet fire timer senere. – Du får jo masser af tid, og du har altid haft sådan et godt tag på de unge, selv de værste har respekteret dig, og... – Jeg sagde nej, Tine. Bjørn var ved at løsne det armygrønne slips, og han sendte hende et smil, men der var også et meget bestemt udtryk i hans stålgrå øjne.

 

– Men du kan da i det mindste ringe og snakke med Ove og måske give det en chance, blev Tine ved. Bjørn rullede slipset sammen og knappede den øverste skjorteknap op. – Ja, jeg vil ringe og sige til ham, at jeg ikke er interesseret. Som du ved, ser jeg frem til at begynde at spille golf, og så vil jeg også prøve at skrive den bog, jeg altid har drømt om.

 

Tine måtte bide hårdt sammen om en hvas kommentar. Hvorfor insisterede han på pludselig at være en gammel mand? Måske fik han også mave, når han nu slap for at leve op til de fysiske krav under de årlige lægeundersøgelser. Måske var det nu, hun for første gang ville mærke de syv års aldersforskel mellem dem. Hun gjorde sit bedste for ikke at forfalde og forventede det samme af ham. Men kunne hun fortsat elske Bjørn, hvis han bare lod stå til?

 

– Lys nu lidt op, og lad os snakke om, hvad vi skal lave i sommerferien, sagde Bjørn. – Hvad har du lyst til? Kina eller Kreta? Tine snappede efter vejret, da noget pludselig slog ned i hende. Hun havde jo taget den brochure fra Tveje Sand Højskole, da hun var på biblioteket, men hun havde glemt alt om den igen. Nu hentede hun den i sin taske og bladrede den hurtigt igennem.

 

Dér var kurset, og det var egentlig Christina Chortsens smilende ansigt, som i første omgang havde fanget hendes blik, og ikke kursets overskrift. Hun bed sig i læben og læste hurtigt teksten igennem. Hun ville bide spids på, at det her var lige det spark, Bjørn havde brug for. Og mon ikke hun på sådan et kursus ville blive støttet i, at pensionister ikke skulle grave sig ned i et hul.

 

Med brochuren bag ryggen gik hun tilbage til køkkenet. – Jeg har et forslag, sagde hun sødt. – Du bestemmer én uge, og jeg bestemmer én uge. – Top, så bliver min uge flodsejlads i Frankrig, og måske vil Laura med, sagde Bjørn. Tine syntes, flodsejlads lød kedeligt, men det holdt hun for sig selv.

 

– Så bliver min uge et ophold på Tveje Sand Højskole, sagde hun og rakte ham brochuren. – Kurset hedder Godt i gang med den tredje alder, og det lyder rigtig spændende, ikke mindst fordi Christina Chortsen er gæsteforelæser en hel dag!

 

Bjørn studerede brochuren med rynkede bryn. – Hvem pokker er Christina Chortsen? – Det er da hende med det der livsstilsfirma, forklarede Tine. – Hun er lige fyldt 40, men det kan man ikke se, vel? Hun skriver bøger og klummer og holder foredrag om sund livsstil og om at spise sig smuk og sexet og alting. Jeg har altid godt kunnet tænke mig at opleve hende, og det bliver der så mulighed for her, mens vi samtidig får en masse tips til et aktivt liv efter pensionen ...

 

Bjørn virkede skeptisk, han kiggede prøvende på hende. – Er der noget, du hellere vil end den flodtur? – Glem det, jeg handler ikke om det, sagde Tine. – Du bestiller bare flodsejladsen, så bestiller jeg kurset!

 

* * *

 

– Det må have været en herregård engang, mumlede Bjørn to måneder senere, da de trillede ned mod højskolen. Alléens gamle træer lukkede sig mørkegrønt over dem, men den hvide palæagtige bygning lå frit for solen. Tine nikkede og viftede sig med det sammenfoldede kursusprogram. Det var godt nok højsommer. Faktisk var det varmere end forrige uge i Frankrig, hvor de havde haft både regn og gråvejr.

 

Nu bagte solen fra en skyfri himmel, og den brostensbelagte plads foran højskolen myldrede med sommerklædte men-nesker omkring de 60. Øverst på trappen stod to mennesker og bød velkommen, og Tine genkendte dem fra brochuren som forstanderparret Kirsten og Palle Ring. Hans fløjlsjakke havde kendt bedre dage og måtte i øvrigt også være rigeligt varm i dag, og Tine skævede til Bjørns perfekt oprullede skjorteærmer. Ville Bjørn snart komme til at se lige så sjusket ud?

 

Men venlige og forekommende var Rings, da alle 20 kursister var samlet, og de fordelte værelserne og viste rundt på højskolen. Der skulle synges fra højskolesangbogen ved morgensamlingen, og der var foredrag og diskussioner om aftenen, fortalte de, og Tine glædede sig.

 

Allerede i overmorgen var Christina Chortsen på programmet, og Tine håbede, hun ville få mulighed for at tage et foto af hende. Det var ikke noget, hun sådan gik og råbte op om, men hun opfattede Christina Chortsen som lidt af et idol eller måske snarere en rollemodel. Alt, hvad hun sagde, skrev eller gjorde, virkede meget inspirerende på Tine, og hun så på forhånd frem til at komme hjem og fortælle deres bridgevenner om mødet med hende.

 

Tine og Bjørn fik nøglen til værelse 24 i den lave bygning bag højskolen. Heldigvis lå vinduet i skygge, så der var ikke bagende varmt. – Anonymt, men pænt og rent, afgjorde Tine, da de havde låst sig ind. – Madrassen er meget tynd, mente Bjørn, som straks prøvelå den.

 

– Vær nu positiv, og desuden må du vel føle dig hjemme, for den her fløj minder da lidt om en kaserne, sagde Tine og måtte tage sig i at vrisse ad ham. – Jeg er skam positiv, men madrassen er tynd, svarede Bjørn. – Skal vi gå en tur i parken før middagen?

 

* * *

 

Det var læreren, Bente, der hele kursets første dag og nu også i begyndelsen af anden havde ledt slagets gang, og Tine syntes sådan set meget godt om hende. Hun måtte selv være omkring de 60, hun så godt ud på en lidt kunstnerisk måde, men Tine var en lille smule skuffet over kursets indhold.

 

Endnu havde der ikke helt været den peptalk til de kommende pensionister, som hun havde forventet, og som Bjørn i den grad havde brug for. Forhåbentlig kom den sammen med Christina Chortsen om en halv times tid.

 

– Mange finder aftaler omkring økonomi, forsikring, arv og testamente som det væsentligste før pensioneringen, sagde Bente nu. – Men i mine øjne er det meget vigtigere at afstemme helt andre ting med hinanden. Det er sjældent, begge parter går på pension samtidig, og hvad forventer den endnu arbejdende ægtefælle så af den anden? At vedkommende overtager rengøring og madlavning? Uoverensstemmelser om den slags kan hurtigt ødelægge stemningen. Det er også vigtigt at lægge faste rammer for, hvad ens børn kan forvente sig. Hvor meget vil man stå til rådighed med for eksempel pasning af børnebørn? Vigtigt er det også at gøre noget hver for sig, og alle disse emner kan I godt begynde at tænke lidt over nu, for i morgen skal vi diskutere dem i mindre grupper, som efterfølgende skal fremlægge deres resultater for hinanden. Men nu... Bente holdt en pause og kiggede på sit ur. – Nu er det på tide at byde velkommen til Christina Chortsen.

 

Bente lod sig glide ned fra katederet, hvor hun havde siddet, gik hen til døren og åbnede den. Tine strakte hals, og det gav et lille stød af spænding i hende, da hun genkendte kvinden udenfor. Christina Chortsen så fantastisk godt ud, næsten bedre end på fotos.

 

Skikkelsen var slank og veltrænet, jakkesættet af sandfarvet hør med den hvide silketop indenunder klædte hende enormt godt. Ansigtet var næsten uden makeup, den brune kulør så sund og naturlig ud, og det lange mørke hår var skinnende blankt og sundt.

 

Hun stillede sig foran katederet midt i lokalet og så sig smilende omkring, mens alle klappede begejstret, Bente inklusive. – Jeg har glædet mig så meget til at møde jer her i dag, begyndte Christina Chortsen. Ud gennem øjenkrogen registrerede Tine, at Bente forlod lokalet og stille trak døren til sig bag. Imens gik Christina Chortsen om bag katederet, trak stolen ud og satte sig i den.

 

Der var spændt og forventningsfuld tavshed, mens hun rømmede sig og fugtede læberne, og det fløj gennem Tine, om hun simpelthen direkte skulle bringe Bjørns tilbud om et hold på ungdomsskolen på bane til diskussionen senere? Så skete der noget, som på et splitsekund fik Tine til at glemme alt andet. For pludselig forlod al farve Christina Chortsens ansigt, hendes hage faldt brat ned på hendes bryst, og armene hang pludselig slapt ned på hver sin side af stolen.

 

Der blev snappet efter vejret rundt omkring, og folk udvekslede blikke. – Er det en del af foredraget? spurgte en kvinde, mens en anden gispede: – Er hun død? På det tidspunkt var Bjørn allerede sprunget op fra sin stol og var med lange skridt ved at krydse lokalet. Mens alle andre sad handlingslammede, bøjede han sig ned over Christina Chortsen og tjekkede hendes puls.

 

– Hjælp mig med at få hende ned at ligge, og find noget at lægge under hendes hoved, beordrede han roligt og myndigt og fik med en håndbevægelse den nærmeste mand til at rejse sig og forsigtigt tage fat under den ene af den bevidstløse kvindes armhuler.

 

En kvinde rullede hurtigt sin striktrøje sammen til en pude, som Bjørn anbragte under Christina Chortsens hoved, da de nu havde fået hende ned at ligge på gulvet. – Er der nogen, der har noget vand? Ellers skaf noget i en fart, sagde han og fortsatte: – Og ring 112 efter en ambulance med det samme! – Det gør jeg, sagde en mand og løb udenfor, mens han pressede mobilen mod øret.

 

– Jeg har en flaske vand, sagde Tine, hev den hurtigt op af tasken og løb op og rakte den til Bjørn. – Tak, min egen, sagde han uden at se på hende. Så løftede han Christina Chortsens hoved op og slog hende let på kinden, hvilket fik hende til at åbne både sin mund og et par temmelig ufokuserede øjne. – Du må hellere drikke lidt, sagde Bjørn til hende. – Lov mig at synke, ikke også?

 

* * *

 

– Hvor var det bare uhyggeligt, for jeg troede faktisk også, hun var død, mumlede Tine sent samme aften. Vinduet stod på klem af hensyn til varmen, og de lå tæt sammen på den ene af de smalle brikse. Bjørn lå på ryggen med den ene arm under hovedet og den anden rundt om Tine, som lå på siden med sit ene ben ind over hans. Under elskoven havde han vist glemt alt om, at madrassen var tynd.

 

– Mm, sagde Bjørn lavt. – Det er ikke nogen god cocktail først at løbetræne i sådan en stærk sol og så bagefter ikke nå at drikke nok væske. Men ifølge det, Palle Ring sagde her til aftensamlingen, er hun jo allerede helt o.k. igen. Der skal som regel kun vand og hvile til for at komme sig over sådan et ildebefindende. Egentlig er det mærkeligt, at hun ikke selv havde taget sine forholdsregler.

 

– Ja, det har du ret i, hviskede Tine og puttede sig mere ind til ham. – Åh, Bjørn, jeg var bare så stolt af dig. Du vidste lige, hvad du skulle gøre, mens alle vi andre bare sad og gloede dumt. – Det er jeg glad for at høre, min egen, lo Bjørn dæmpet og kyssede hende i tindingen.

 

– Jeg glæder mig lidt til at komme hjem, gør du ikke det? sagde Tine. – Jeg har tænkt på, at du måske kunne indrette skriveværelse nede i kælderen. Hvis du da ikke skal have dit golfudstyr i det rum. Men så kan du måske skrive på gæsteværelset?

 

– Mm, ja, det må vi alt sammen se på, gabte Bjørn. Tine smilede ud i mørket. Nu forstod hun slet ikke, hvorfor hun havde haft så meget imod det med golf og romanskrivning. Eller hvorfor hun havde troet, at Bjørns personlighed sad i uniformen. Det var måske, fordi han havde båret den i så mange år, men selvfølgelig ville han som pensionist være den samme mand, som han havde været før. Nemlig ham, hun elskede.

Tekst: Lykke Høi
Illustreret af: Peter Michael
Publiceret: 10-01-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri