Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Parmiddag

Noveller
Da de er nået hjem fra middagsselskabet, stopper Daniel bilen ude på vejen foran deres hus. Så vender han sig om imod hende. – Jeg vil godt have, at du står ud nu, Marianne. Jeg vil gerne være alene. „Alene“. Ordet gør hende rædselsslagen. Går han fra hende nu? Har han fået nok?

Normalt elsker Marianne at gøre sig klar til fest, men sådan har hun det ikke i aften. Hun og Daniel skal til middag hos Ida og Niels, og mens hun lægger makeup, kommer Daniel over og kysser hende i nakken. – Hold op, hvor er du dejlig! Han dufter til hendes hår og lukker øjnene. Han er så sød ved hende, tænker hun tit. Så hvorfor kan hun så ikke være lidt sødere ved ham?

 

Marianne har prøvet at tale med ham om det, men han siger, det er o.k. – Du kan jo ikke gøre for, at du har det svært. Hun får kvalme af den sætning. – Hvad skal du have på i aften? spørger hun ham. – Jeg tager bare de sorte bukser på. Og den dér grønne bluse, svarer Daniel. – O.k. – Hvad? Hvad er der galt med det? – Ikke noget, jeg tænkte bare... Hvorfor bliver hun altid sådan? Så led.

Annonce

 

Marianne hører ham sætte sig på sengen og sukke. Hun tager en dyb indånding og bruger al sin styrke på at vende hovedet og smile til ham. – Tag bare på, hvad du vil, du ved jo godt, det ikke var sådan ment! En halv time efter sidder de i bilen i samme trykkede stemning.

 

Der er intet, Marianne hellere vil lige nu end at kaste armene om Daniel, kysse ham og sige undskyld for sin opførsel, men hendes krop er frosset. Daniel begynder at fløjte. Hvorfor skal han også fløjte nu? Hun ser ud ad vinduet og prøver at tænke på noget andet.

 

Det meste af hendes tid går i øjeblikket med at prøve på at abstrahere. Fra sorgen. Fra Daniel. Fra verden. Hun begynder at fløjte en anden melodi end ham, højt og gennemtrængende, mens hun har fingrene i ørene. Daniel stopper pludselig med at fløjte og ser på hende.

 

– Hold op med det der! Marianne ignorerer ham og synger højere, mens Daniel ser indtrængende på hende med øjne, der skyder lyn. Hvorfor gør hun det her? tænker hun og vender blikket fremad og når lige at se lastbilen, der drejer ud foran dem. Hendes sang bliver til et skrig, der når at advare Daniel, sekundet før det kunne være gået galt.

 

* * *

 

Da de når frem til Ida og Niels, fortæller Daniel om uheldet. Han får det til at lyde næsten komisk, og selvfølgelig udelader han deres scene i bilen. Han smiler varmt til Marianne hen over bordet, og hun gengælder smilet med så overdreven en mine, at han ikke kan være i tvivl om, at et lille biluheld ikke kan vaske tavlen ren imellem dem.

 

– Han kom bare svingende ud sådan uden videre? Sådan en idiot! Elizabeth tager en slurk vin. Marianne har aldrig rigtig brudt sig om hende. Hun er i tvivl, om det er, fordi hun ved, at Daniel var vild med Elisabeth, da de var teenagere. – Er der nogen, der skal have mere forret? Ida smiler og bløder Mariannes humør en smule op. Ida er sød.

 

Den første fredag i måneden spiser de middag sammen og skiftes til at kokkerere. I dag er det hos Niels og Ida, det foregår. Niels er Daniels bedste ven fra folkeskolen, Ida er hans kæreste. Elizabeth er Daniel og Niels' veninde fra musikholdet på gymnasiet.

 

Elizabeth skifter partner mindst hvert halve år. Denne gang har hun introduceret en ny fyr ved navn Morten. Alle konverserer høfligt med ham, men de ved godt, at det ikke er nødvendigt at lære ham så godt at kende. Der er en ny med næste gang. Marianne ser over på Susanne. Susanne er Idas bedste veninde. Hun og hendes mand, John, stødte til gruppen for godt et års tid siden. Kredsen er sluttet, rammen om det lykkelige par er sat, tænker Marianne træt.

 

Efter forretten hjælper hun Ida i køkkenet. Ida spørger pligtskyldigt til hendes mor og søster – hvordan de har det efter ulykken. Efterhånden har Marianne lært at veje sine ord nøje, så hun ikke taler for meget. Hun har på fornemmelsen, at folk ikke bryder sig om det.

 

– Så din mor overvejer at flytte til noget mindre måske? spørger Ida, mens hun skærer brød. – Det er vel også hårdt at være der... jeg tænker på alle minderne og sådan... – Ja, svarer Marianne. Hun kunne have fortalt Ida om, hvor tyk luften er af savn, hvordan der stadig er huller i samtalerne, når hun er hjemme og besøge sin mor, og om hvordan hendes fars ufærdige projekter fylder op rundt omkring i det, der engang var et hjem. Men hun vælger at sige så lidt som muligt. – Hvordan går det med Niels og dig? spørger hun i stedet.

 

* * *

 

Ida har lavet coq au vin til hovedret. Marianne nænner ikke at sige, at hun ikke kan fordrage mad med vin i. Især ikke efter at Elizabeth sukkersødt har bemærket, at de også fik fjerkræ ved sidste middag. Susanne og John viser stolt bryllupsfotos frem. Alle er begejstrede og siger, "ih"og "åh". Alle de andre var med til brylluppet. Marianne kunne ikke den dag. Hun var til sin fars begravelse.

 

– Så skal I jo også snart have unger? spørger Niels. – Min søster skal føde nummer to her til maj, fortæller Susanne. – Tænk, de overvejer at kalde ungen Eigil! – Eigil, griner Daniel. – Hvad hedder nummer et så? – Gurli? foreslår Niels. – Det mest bøvede navn, jeg til dato har hørt, siger Susanne, – det må nok være Hans-Arne. Det er bare så kikset. John, Niels, Morten og især Elizabeth griner højlydt. – Jeg kan lige se det: Sæt dig nu på potten, Hans-Arne, Niels knækker sammen af grin.

 

– Nu skal jeg fortælle dig om bierne og blomsterne, Hans-Arne. Elizabeth slår sig på lårene over sin egen joke. Lige så stille går det op for dem, at Marianne ikke griner. Hun smiler ikke engang. Der bliver stille. – Hvad er der? spørger Susanne. Daniel rømmer sig stille og ser ned i bordet. – Mariannes far hed Hans-Arne.

 

* * *

 

Der kommer Sambuca og små grå på bordet til kaffen. Daniel og Marianne har sat sig i sofaen. Daniels hånd hviler på hendes knæ. Jeg er hans, viser den, vi hører sammen. Marianne forsøger at virke glad. I virkeligden er jeg et andet sted, tænker hun.

 

Hun er en iagttager. Hun ser på manden ved sin side. Han er hendes kæreste. Han ved ikke, at han er smuk. Han ved ikke, at han er det bedste, jeg har, tænker hun. Hun vil fortælle ham det, men ikke nu. – Kom, nu skal der gang i den her fest!

 

Elizabeth hiver Marianne op af stolen. Hun mærker Daniels hånd, der glider af hendes ben, tilsyneladende uden han bemærker, at hun mangler. Ville han savne mig, hvis jeg pludselig var væk? Ville nogen savne mig? tænker hun. – Sæt dog noget ordentligt på, kvidrer Elizabeth til John, som står og fumler med anlægget.

 

Marianne ser over på Daniel, men han er dybt optaget af en samtale. Han ser ikke på hende. Det gør Morten til gengæld. Han sidder i en lænestol mellem Niels og Daniel og stirrer direkte på hende. Marianne mærker, at hun rødmer og ser ned.

 

Pludselig brager Scissor Sisters ud af højtalerne, og Elizabeth griber hendes arm. De svinger rundt i et stykke tid og standser kun for at skåle med de andre. – Lad os finde noget vodka, råber Susanne grinende og genner Elizabeth og Marianne ud i køkkenet, hvor hun straks begynder at rode i samtlige skabe.

 

Elizabeth kaster sig ned på en af barstolene i det nyrenoverede køkken, og Marianne sætter sig over for hende, fordi hun ved, det forventes af hende. – Så... går det godt med jer to? spørger Elisabeth nysgerrigt. – Fint, svarer Marianne med et smil, mens hun gransker sin hjerne for et passende emne at skifte til.

 

For sent. For Elizabeth læner sig nu ind mod hende med den fortrolighed, som Marianne så desperat forsøger at undgå. Hun ser medlidende på hende: – Daniel siger, at I havde et lille skænderi på vejen herhen? Vulkanen bobler i hende. Daniel ved, at hun ikke kan lide Elizabeth. Hvorfor snakker han så med hende om deres forhold?

 

– Er det noget, du har lyst til at snakke om? fortsætter Elizabeth. Marianne har allermest lyst til at gribe en barstol og ommøblere Elisabeths ansigt, men vælger at svare: – Det er ikke noget, vi ikke kan løse selv. – Vodka! jubler Susanne, idet Daniel og Niels træder ind i køkkenet.

 

Niels begynder at finde flere flasker frem, mens Susanne og Elizabeth hujer tilbage til stuen. Daniel stiller sig bag Marianne og lægger armene om livet på hende. – Slip mig! vrisser hun og vrider sig fri. – Hvad nu? udbryder han. – Du har snakket med Elizabeth, hva? Marianne fortryder straks sin kolde tone, men hun kan ikke slå automatpiloten fra.

 

– Hun spurgte, hvordan det gik. Jeg fortalte, at det har været lidt... problematisk... siger Daniel. – Hvor er det da dejligt, at du har nogen, du kan snakke med. – Du vil jo ikke snakke om det, vel? Hans bemærkning sårer hende. Hun vil ud. Eller måske bare blive fuld. Hun er allerede godt på vej.

 

Daniel griber hendes arm, da hun gør mine til at gå. – Marianne, for satan, altså! Jeg ved sgu snart ikke, hvad jeg skal gøre! Du vil ikke lukke mig ind, og du vil ikke lade mig hjælpe dig. – Det må du selv rode med, siger hun og går hen til havedøren og smækker den efter sig, da hun går ud. Nu gjorde hun det igen.

 

* * *

 

Marianne lukker øjnene og gør det forfra. Hun kysser Daniel og smiler til ham og viser ham, at hun elsker ham. Nu virker det pludselig så nemt. – Cigaret? hun farer sammen – det er Morten, der står lænet op ad husmuren lidt væk fra hende. Han nærmer sig, stadig stirrende med samme udfordrende blik. – Ja tak. Hun ryger ikke.

 

– Er I gift? – Nej, svarer hun lidt for hurtigt. Hun tør ikke se på ham. Han er ikke den type mand, som Elizabeth plejer at præsentere dem for. Normalt er det lidt ældre mænd, der snakker meget om sig selv. Typisk velhavende, grånende mænd, ofte fraskilte. Morten ligger uden for den kategori. Måske uden for enhver kategori.

 

Han stiller sig hen foran hende og lader sine øjne glide ned over hendes krop. – Hvor er du smuk, hvisker han, og Marianne mærker, at han kysser hende let på halsen. Han løfter hendes hår og kysser sig frem til hendes skælvende læber.

 

Pludselig nyder hun at føle sig som en anden i stedet for den sorgfulde, humørsvingende kæreste. Lige nu er hun en sexet og mystisk kvinde. Pludselig hører de havedøren gå op. De glider lydløst om på den anden side af huset. Hun trækker sig væk fra Morten ved lyden af Daniels stemme. – Marianne?

 

Hun kan høre Daniel gå et par skridt frem måske for at se ned ad gaden. Der er stille lidt. Skridtene vender tilbage mod huset, og døren lukkes efter ham. Morten kysser hende grådigt og prøver at få hånden op under hendes kjole, men hun skubber ham væk. – Hvad er der i vejen? Hun mærker tårerne presse på.

 

– Min far er død. Han døde ved et biluheld på en motorvej. De siger, han fik en blodprop og ramte autoværnet. Det var mig, der fortalte det til min søster. Hun hader mig for det. Hver gang jeg ringer, tror hun, der er dårligt nyt. Min mor er deprimeret, men hun lader som ingenting. Jeg ved det, fordi hendes øjne altid er røde, og hendes smil er dødt. Lige som mit.

 

Først nu tør Marianne se på ham. Han stirrer stadig på hende, men ikke som før. Hans blik er fyldt med vantro, som Marianne vælger at tolke som bekymring. – Det er snart et år siden, men jeg drømmer stadig om det, og jeg kan ikke fortælle det til nogen, for de tør ikke se mig i øjnene, når jeg snakker om det.

 

Hun ser på ham igen, men han har vendt ansigtet væk. – Undskyld... Han sender hende et medlidende smil. I det samme høres lyden af havedøren igen, og Elizabeths stemme skærer igennem stilheden. – Morten? Morten tænder hurtigt en smøg og rækker også en til Marianne. Rygning er deres alibi.

 

– Nå, det er her, du står og gemmer dig, kvidrer Elisabeth. Hun kysser Morten på kinden og får øje på Marianne. – Og Marianne? Du plejer da ikke at ryge? Marianne puster røgen ud i ansigtet på hende og beslutter sig for at blive i sin nye rolle som vovet og mystisk. – Plejer er død, siger hun så.

 

* * *

 

Indenfor har Niels fundet guitaren frem, og de andre er blevet fulde. – Hvor har du været henne? spørger Danniel og kysser Marianne, hvorpå han pludselig trækker sig væk og ser mistroisk på hende: – Har du røget? – Lidt, smiler hun undskyldende, ser op og møder ufrivilligt Mortens blik. Han smiler undskyldende til hende og sætter sig i den anden ende af lokalet.

 

Den mystiske kvinde er væk. Marianne er pludselig bare Marianne. Daniel smiler overbærende og kysser hende igen. Hun ved, han hader røg. Niels tager hul på en Elvis-klassiker, som John føler sig kaldet til at ødelægge. Alle griner og hujer, og pludselig har hun det rent faktisk morsomt.

 

Daniel mærker hendes gode humør. Han holder hende tæt ind til sig og kysser hende ned ad halsen. Pludselig stivner han. De andre synger videre. – Jeg tror, vi kører hjem nu, mumler han og rejser sig. Marianne prøver at møde hans blik for at spørge, hvorfor de skal gå så tidligt, men han ser væk. De siger hurtigt farvel til de andre, og på vej ud mod bilen er Marianne lettet over, at Elizabeth udskifter kærester så tit.

 

* * *

 

Marianne lukker sin sele, da de sætter sig ind i bilen, og ser hen på Daniel. – Er der noget galt, skat? Hun forbløffer næsten sig selv ved brugen af ordet skat. Det har hun ikke kaldt Daniel i flere måneder. Han lader ikke til at bemærke det, men starter bilen uden et ord.

 

Hun må have sovet, for hun mærker ikke, at de er kørt ind til siden, før bilen står helt stille. Hun vender hovedet og ser på Daniel. De holder på deres egen vej. Uden for deres hus. Marianne åbner selen og lægger hånden på dørhåndtaget. – Bliv siddende, siger en stemme, der ikke helt er Daniels.

 

Hun ser på ham. – Hvad er der galt? Skal vi ikke gå ind? Så kan hun høre, at han græder. – Daniel? Hun lægger hånden på hans lår, men han ignorerer hende. – Du hyggede dig rigtigt, hva? Med ham Morten, kommer det så. Han kan umuligt have set dem. Hun er sikker på, han ikke lagde mærke til noget.

 

– Vi røg, siger hun og lægger selv mærke til, hvor skinger og falsk hendes stemme lyder. – Så det er måske et brandsår, du har på halsen? Daniels stemme er som et hårdt bid. Hun fører instinktivt hånden op til sin hals. Han tænder lyset, og i sidespejlet ser hun et lille sugemærke på højre side af sin hals.

 

– Her har jeg gået og troet, at du var deprimeret, men i virkeligheden er det mig, der ikke er god nok, hvisker Daniel. Så vender han sig og ser på hende. – Jeg vil godt have, at du står ud nu. Jeg vil gerne være alene. „Alene". Ordet gør hende rædselsslagen. Går han fra hende nu?

 

– Hvor tager du hen? spørger hun. – Jeg ved det ikke. Det er nu, hun skal sige det. Alt det, hun har tænkt på og udskudt, det han fortjener at få at vide. Nu. – Daniel, jeg elsker dig. Jeg ved godt, at jeg har været besværlig, og at jeg slet ikke har fortjent dig, men jeg elsker dig. Jeg er så glad for alle de ting, du gør for mig. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig! Det sidste bliver slugt af hendes tårer.

 

Hun holder vejret og tør ikke se på ham. Hun ved ikke, hvor lang tid der går. Hun er her ikke rigtigt, og alligevel kan hun ikke mindes, hvornår hun sidst har været så meget i live. Så mærker hun en varm hånd på sin og åbner langsomt øjnene. – Kom, hvisker han. – Lad os gå indenfor. For første gang i lang tid mærker hun varmen fra det smil, han sender hende. Hun mærker hans kærlighed og lover sig selv, at hun altid vil huske at værdsætte den.  

Tekst: Amalie Hassing
Illustreret af: John Hancock
Publiceret: 22-02-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge