Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Sandhedens time

Noveller
I 18 år har Tine forberedt sig på det, hun skal fortælle sin ældste datter i dag, men det føles lige så umuligt som de andre gange, hvor hun har planlagt at afsløre den hemmelighed, som hun og Mikkel har båret på hele pigens liv.

Da solens stråler endelig finder vej ind mellem gardinerne, har Tine ligget vågen længe. Faktisk kan hun ikke huske, at hun har sovet, men et eller andet sted mellem klokken to og tre må hun være faldet hen i en urolig søvn, for Mikkel havde trukket hende ind til sig, mens han i søvne havde mumlet, at det nok skulle gå.

 

De sidste timer, mens fuglene begyndte at synge uden for vinduet, havde hun ligget og iagttaget solens kamp med gardinet, mens hendes angst for at hele hendes verden ville falde sammen i løbet af den kommende dag, havde tvunget hendes krop tungt ned i madrassen.

 

Nu tvinger hun den op. Mikkel rækker automatisk ud efter hende, da han fornemmer, at hun er ved at forlade ægtesengen. Han har ikke haft søvnproblemer. Han har i det hele taget aldrig haft problemer med den lille fortielse, som hele deres familieliv bygger på. Hun bliver næsten vred på ham, som hun sidder der og ser den lille smule kulsorte hår, som stikker op fra dynen, fordi han altid begraver sig under den.

Annonce

 

Hun rejser sig uden at give hans hånd det sædvanlige lille klem. – Hvad? Han løfter dynen væk fra ansigtet. – Hvad, hvad? Hun spiller dum. Han sætter sig op i sengen og ser på hende. – Det er ikke fair at lade det gå ud over mig. Vi har været sammen om det fra den første dag. Hun nikker. Det er sandt. Mikkel fortsætter: – Du har suverænt fået lov til at bestemme forløbet. Nu skal du ikke vende det mod mig.

 

Hun sætter sig tilbage på sengen og lader sig falde bagover ned i hans skød. Tårerne ligger på spring i tårekanalerne. – Undskyld, jeg ved det godt. Jeg er bare så bange! Mikkel stryger hende over panden, og hun opgiver kam-pen mod gråden. – Vi skulle have sagt det for længe siden. Vi skulle ikke have ladet hende vokse op på en løgn. Hvad hvis hun vender os ryggen. Hvad hvis hun vil hade os resten af sit liv?

 

Al Tines grå og grusomme frygt bliver formuleret i de sætninger, men Mikkel afviser den bestemt. – Selvfølgelig vil hun ikke det. Hold nu op med at male fanden på væggen. Hun snøfter op og gør mine til at rejse sig igen. – Er du klar? Omsorgen i Mikkels stemme hjælper hende op at stå. Hun nikker. – Kører du til bageren? – Selvfølgelig... skal vi lade den åbne først? Hun kaster et hurtigt blik på vækkeuret. – Den åbnede for 38 minutter siden. Mikkel sukker påtaget opgivende og står ud af sengen.

 

* * *

 

Tine dækker bordet på terrassen. Solen varmer allerede, og hun nyder fornemmelsen af de varme planker under fødderne. Jonas og Tilde kommer søvndrukne ud fra deres værelser. – Skal du have hjælp? Tine kysser dem skiftevis og svarer: – Ja, I må gerne finde flagene og sætte dem op.

 

Jonas løber hen til skabet med alt-godt-til-festlige-lejligheder. Her er nytårshatte og serpentiner, ekstra lange sugerør med sjove former, balloner og flag. Han elsker det skab, men hun stopper ham bestemt, før han går amok i det hele. – Bare flagene, Jonas. Han smiler skævt, men adlyder hende og rækker flagene ud til Tilde.

 

Kort efter løber de rundt i morgenduggen på græsset og pynter haven med dannebrogsflag. Mikkel kommer frem i terrassedøren. – Er der nogen, som skal med til bageren? siger han med en dramatisk teaterhvisken, for at fastholde illusionen om, at Marie ikke er vågnet i sin seng og ligger og venter på, at hele familien kommer ind for at synge hende op med fødselsdagssang og flag. Børnene planter hurtigt de sidste flag i en bunke i rosenbedet, før de løber efter deres far ud til bilen.

 

I takt med at stilheden atter sænker sig over huset, vender Tines uro tilbage. I 18 år har hun fejret Maries fødselsdag med en kombination af dyb sorg og stor glæde. Sorg over at have mistet sin tvillingesøster i en tragisk bilulykke den samme morgen og glæde over, at det var lykkedes for lægerne at redde Marie to måneder før hendes planlagte ankomst til verden.

 

Tine går ind i stuen og henter det fotografi, som hænger mellem vinduerne ud til vejen. Hendes søsters smilende ansigt stråler imod hende. Billedet er ofte genstand for forvirring, idet det er hendes søsters bryllupsbillede, og da de er identiske tvillinger ser det for fremmede ud, som om der hænger et billede af Tine med en anden mand end Mikkel i deres fælles hjem. Men billedet får lov til at blive hængende. Det er vigtigt for Tine at holde fast i, at hun har haft en søster. Desuden er det Maries forældre.

 

Tankerne mudrer i hendes hoved. Det havde været så naturligt, at hun og Mikkel tog Marie til sig. Det første år, hvor hun havde været sønderknust over sin søsters død, havde Marie været det lille mirakel, som gjorde det muligt for hende at komme videre.

 

Når hun ser tilbage, kan hun se, at hun handlede fuldstændig rigtigt i den situation. Men i dette øjeblik ville hun ønske, at hun havde truffet en anden beslutning, dengang hun var kommet frem til, at Marie ikke skulle vide noget, før hun blev gammel nok til at forstå sammenhængen. Hun havde simpelthen ønsket at skåne Marie for den sorg, at hendes forældre var døde.

 

Og først nu kan hun se, at man ikke kan sørge over noget, man ikke har kendt, og at hun bare har gjort alting meget værre, fordi hun nu står foran det frygtelige øjeblik, hvor hun skal tage noget fra Marie, som hun har kendt.

 

I det samme kører bilen ind i indkørslen, og hun rejser sig hurtigt og hænger billedet tilbage på dets plads. – Undskyld, hvisker hun til det unge par på billedet, som aldrig nåede at opleve den lykke, det er at være forældre.

 

Jonas og Tilde kommer slæbende med hver sin store bagerpose. – Hold da op! siger hun og tvinger sin uro ned i maven, hvor den lægger sig i dvale. – Har I købt hele bagerbutikken? Jonas griner og åbner sin pose, som indeholder en brunsviger med et smilede ansigt i glasur. MARIE 18 ÅR står der med store bogstaver. Tine ser på Mikkel. – Tror du ikke, at hun er vokset fra det? – Jo, men det er Jonas ikke, svarer han med en logik, hun ikke kan tilbagevise.

 

Imens stiller Jonas kagen ud på bordet med et udtryk så stolt, som havde han bagt den selv. – Nu er vi klar, proklamerer han. – Lige knap, siger Tine. – Jeg skal have varmet kakao. Jonas' skuldre falder skuffet ned. – Men du må pynte bordet med serpentiner og balloner, hvis du kan finde nogle i røde og hvide. Udtrykket i Jonas' ansigt varmer i hendes mave og vækker uroen. Hun ønsker ikke noget i hele verden mere, end at hendes børn er glade. Alle hendes børn.

 

Mens hun hælder kakao fra kartonen og ud i gryden, remser hun alle sine udsættelser op for sig selv. Første gang, de havde besluttet sig for at fortælle Marie sandheden, var, da Tilde var på vej. Marie havde fulgt med i udviklingen i hendes mave, men hun havde aldrig sat denne udvikling i forbindelse med sig selv. Og selvom Tine havde lovet sig selv, at hun ville svare ærligt på de spørgsmål, som Marie stillede, så kom der aldrig en lejlighed til at forklare hende, at hun også havde ligget i en mave, men ikke i hendes.

 

Da Tilde endelig blev født, havde Marie været så stolt over at være storesøster, at hun ikke kunne bringe det over sit hjerte at tage denne værdighed fra hende. Anden gang de havde snakket om, at tiden var inde, var da Marie skulle konfirmeres. Denne symbolske markering af, at hun ikke længere var et barn, forekom Tine at være et godt tidspunkt.

 

Men Marie havde set frem til den dag med så meget engagement og glæde, at Tine til sidst følte, at det ville spolere det hele, hvis hun skulle forholde sig til noget så ulykkeligt som sine forældres død frem for kjoler, servietter, hår og gaver.

 

I de følgende år havde hun forholdt sig åben over for de muligheder, der måtte vise sig. Synes hun. Her, mens kakaoen langsom begynder at boble, bliver hun usikker. Hun slukker for komfuret. I det samme kommer Mikkel ind. Han lægger armene om hende bagfra.

 

– Behøver vi overhovedet at fortælle hende det? For første gang formulerer han det spørgsmål, som de aldrig har stillet hinanden. Hun giver sig selv lov til, bare et øjeblik, at nyde den lettelse, det ville være at lade deres virkelighed blive den nye sandhed. Marie er lige så meget deres datter, som Tilde er. Det er virkeligheden.

 

Så ryster hun på hovedet. – Det kan jeg ikke. Tårerne baner sig vej igen. – I de sidste 18 år har jeg levet med en fornemmelse af at have taget noget fra min søster. Mikkels arme strammer omkring hende, og hun skynder sig at fortsætte, før han kan sige noget. – Jeg ved godt, at man ikke kan sige det sådan. Men hun glædede sig sådan til at blive mor. Og... Hendes stemme knækker, og hun slutter af: – Jeg kan ikke forklare det. Men jeg skylder både hende og Marie, at sandheden kommer frem.

 

– Okay. Mikkel giver hende et hurtigt knus. – Jeg var nødt til at spørge. Hun vender sig imod ham og kysser ham. – Tak, fordi du gjorde det. Tine gør sig fri og går ud på terrassen. Bordet ligner en kombination af nytårsaften og en børnefødselsdag. Jonas stråler. – Tror du ikke, hun bliver glad? – Det tror jeg, hun gør, Jonas. Det er det flotteste bord, jeg nogensinde har set. Han nikker stolt og fisker noget konfetti op af smørret, som er begyndt at smelte.

 

– Vi må hellere se at få vækket Marie. Tilde tager fire flag og giver hver af de andre et, før hun går i forvejen ind til Maries værelse. Da hun er sikker på, at de alle er med, åbner hun og begynder på fødselsdagssangen. De andre falder hurtigt ind. Marie spiller spillet perfekt. Hun strækker sig som en kat i sengen og åbner langsomt øjnene, før hun ser forbavset på dem og lader sit ansigt lyse op i et overrasket smil.

 

Så snart Jonas har sunget det sidste hurra, løber han hen til sengen. – Du skal op nu. Vi har lavet bord. Marie roder i hans hår og siger: – Jeg kommer kun, hvis der er balloner. – Det er der! Jonas hopper på stedet af glæde, og mens resten af familien går ud på terrassen, står Marie op og klæder sig på. Morgenmaden forløber med den sædvanlige fødselsdagshygge, og de bliver siddende, indtil Jonas skal til fodboldkamp og Tilde på rideskolen. Mikkel indvilliger i at hente og bringe dem i dagens anledning.

 

* * *

 

Da Mikkel er kørt med de to små, erkender Tine, at hun ikke kan udskyde det længere. Hun går ind til chatollet og åbner den skjulte skuffe. Adoptionspapirerne, dåbsattesten og opgørelsen fra skifteretten. Hendes nervøsitet sætter sig som bly i hendes ben, men hun tvinger dem til at gå ud i haven, hvor Marie har sat sig i dækstolen og er ved at læse de lykønskninger, der er kommet fra familie og venner. Hun kigger op. – Hej, mor.

 

Den naturlige hilsen skærer Tine i hjertet. Vil det være sidste gang, hun hører den? Hun trækker en af de andre havestolen hen ved siden af Marie. – Hej, min pige. Hun sætter sig uden at sige noget. Hun har haft 18 år til at forberede denne lille tale, og hun har gennemgået den en million gange i tankerne. Men lige nu er hendes hjerne blank. Hun aner ikke, hvad hun skal sige. Så det bliver hendes indfaldsvinkel.

 

– Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det her sagt til dig. Marie rejser sig op i stolen. Hun ser undersøgende fra sin mors ansigt til papirerne i hendes hænder. Tine tager sig sammen. – Det er meget vigtigt for mig, at du ved, at vi elsker dig over alt i verden. Et eller andet viser sig i Maries øjne. Frygt? Forundring? Tine kan ikke afgøre det, men hun rækker ud efter Maries hånd.

 

– Du ved, jeg har fortalt dig om moster Astrid og onkel Kim... Navnene klinger mærkeligt imellem dem. Maries øjne låser sig ind i Tines med en pludselig beslutsomhed, så åbner hun munden: – Og nu vil du fortælle mig, at Astrid og Kim i virkeligheden er mine forældre? Al Tines forberedelse har taget udgangspunkt i, at hun skulle forklare sig eller trøste eller i værste fald forsvare sig mod Maries vrede. Ikke en eneste gang har hun forestillet sig, at Marie havde en mistanke.

 

Hun knuger Maries hånd, mens Marie ser afventede på hende. Hendes ansigt udtrykker en blanding af vantro og opklaring. – Ja. Maries hånd forsvinder ud af hendes. Hun rækker ud efter de papirer, Tine har taget med, og så snart hun har fået dem, rejser hun sig fra dækstolen. Tine ser appellerende på hende. – Marie... – Ikke nu, mor.

 

Da hoveddøren lukker sig efter Marie, og Tine sidder tilbage på terrassen med en følelse af at synke ned i et dybt sort hul, er det dette lille mor, som afholder hende fra at bryde fuldstændig sammen. Men hun sidder stadig i samme stilling ved siden af den tomme dækstol, da Mikkel kommer tilbage. – Hvor er hun? – Jeg ved det ikke. – Du lod hende gå?

 

For første gang går det rigtig op for hende, at Mikkel er nøjagtig lige så meget far for Marie, som hun er mor. – Hvad skulle jeg gøre? – Du skulle holde om hende, til det var faldet på plads i hende hoved. – Hun ville ikke holdes om. Mikkel vender sig i døren, og da hun kort efter hører hoveddøren smække igen, får hun en fornemmelse af, at hen-des familie er ved at falde fra hinanden.

 

Det føles som timer, før hun hører Mikkel og Marie ude foran huset. Hun opfanger deres stemmer, men hun har det, som om hun sidder på anklagebænken og venter på, at juryen er færdige med at votere, og hun vil få sin dom. Livslang indespærring eller frifindelse.

 

Da Marie kommer ud på terrassen, er rollerne byttet om. Hun kaster et enkelt blik på Tine, før hun løber hen og omfavner hende. – Min stakkels lille mor! Så kan Tine ikke mere. Gråden overmander hende i en grad, så Mikkel kommer ud med hele køkkenrullen, som han rækker hende med et smil, mens han siger til Marie: – Det kan være, du skal fortælle din mor, hvad du har fortalt mig.

 

Og så fortæller Marie om den mærkelig tiltrækning, bryllupsbilledet i stuen altid har haft på hende. Hun fortæller om mistanken, som blev vakt i forbindelse med konfirmationen, da hun skulle bruge sin dåbsattest, som var meget svær at finde, og om forundringen over at både Tilde og Jonas har arvet Mikkels mørke ydre, mens hun selv er så lys, at hun bliver gennemsigtig om vinteren.

 

Men hun fortæller også om trygheden i den barndom, hun har haft, og den dybe kærlighed, hun har til hele sin familie. – Jeg er glad for at have fået vished, men jeg må indrømme, at det er meget abstrakt for mig. Kim og Astrid er ikke virkelige personer i mit liv. Mit forhold til dem er rent biologisk. Hun ser på Mikkel og Tine, før hun fortsætter:

 

– Mine forældre vil altid være jer, som har opdraget mig, skældt mig ud, forkælet mig, elsket mig, fejret mig og givet mig søskende. Hvilket minder mig om..., hun holder opgørelsen fra skifteretten op, – at jeg ikke vil have alle de her penge alene. Det må kunne lade sig gøre at dele dem i tre og oprette en konto til hver af os.

 

Tine skal til at protestere, men udtrykket i Mikkels øjne får hende til at holde mund. Han har ret. Ved at dele sin arv med sine søskende cementerer Marie sit tilhørsforhold. Den beslutning, som Tine og Mikkel havde truffet for hende for 18 år siden, har hun nu selv valgt at slå fast. De tre søskende er ligeværdige.

 

Da Tine kryber ind til Mikkel samme aften, kan hun, for første gang i mange år, mærke, at hun ikke længere har dårlig samvittighed over for sin søster. Tværtimod. Hun ved med sig selv, at Astrid ville have været lykkelig for den barndom, Marie fik.

 

 

Tekst: Maria Kjær-Madsen
Illustreret af: Peter Thorsø
Publiceret: 17-10-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge