Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Skibe i natten

Noveller
Navnet på maleren sagde ikke umiddelbart Lotte noget, men billedet var ganske stemningsfuldt, og marinemalerier solgte som regel hurtigt. Først da hun fik tid til at se nærmere på det, gik det op for hende, at hun havde begået en kæmpe fejl, og at det var en mindre formue værd.

Lotte kastede et hurtigt blik rundt i sin forretning for at se, om der var noget, der skulle gøres. Var der kommet fedtfingre på det blankpolerede valnøddetræsbord? Trængte prismerne i lysekronerne til at blive renset? Eller var der nogle af messinglysestagerne, som skulle pudses? Næ... det hele så ud til at være i orden. Så hun nøjedes med at rette på et par porcelænsfigurer, så de stod lidt pænere, og glatte en fold ud på det rødbrune orientalske gulvtæppe.

 

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Privatlivets fred

 

Christian og Lottes Antik stod der med guldbogstaver på butiksruden. Bogstaverne stod spejlvendt, når man læste dem inde fra forretningen. Men Lotte vidste selvfølgelig, hvad der stod, og hver gang hun kiggede hen mod ruden, gav det et lille stik i hende.

Annonce

 

LÆS OGSÅ: Novelle: Alt for dig, Jakob

 

Selvom det snart var fire år siden, Christian døde, sled savnet af ham stadig i hende. Så længe hun var her i forretningen og havde travlt med at betjene kunder og holde orden på det hele, var det ikke så slemt. Men når hun kom hjem og lukkede sig ind i det tomme hus, var det svært at vænne sig til, at han ikke var der.

 

Hvis de havde nået at få børn, havde det måske været lidt lettere for Lotte at komme over tabet. Men hun havde besluttet at vente med at blive gravid, til forretningen var kommet rigtigt i gang. Og så var det pludselig for sent.

 

Med et lille suk vendte Lotte blikket væk fra ruden og fandt en bog frem fra hylden under disken. Den handlede om engelsk fajance, og hun manglede stadig at læse de sidste afsnit i den. Christian havde vidst næsten alt, hvad der var værd at vide om antikviteter. Så mens han levede, kunne hun altid spørge ham til råds, når der var noget, hun var i tvivl om. Nu måtte hun klare sig selv. Det gik sådan set også udmærket. De fleste af deres kunder havde holdt ved, selvom Christian ikke var her mere. Og forretningen gav et pænt lille overskud, som var nok til, at hun kunne leve af det.

 

Lotte skulle lige til at sætte sig for at læse, da hun hørte, at butiksdøren gik op. Hun lagde hurtigt bogen til side og vendte sig mod kunden, som var på vej ind i butikken. Det var en mand på hendes egen alder, midt i trediverne. Han havde kort lysebrunt hår og et solbrændt, smalt ansigt med en lang, lige næse. Og så bar han noget, som var viklet ind i et tykt gråt tæppe, under armen.

 

– Kan jeg hjælpe med noget? spurgte Lotte. – Ja, svarede manden uden at se på hende. – Jeg har nogle malerier her. Og jeg... øh... ville bare høre, om det var noget, I kunne være interesseret i at købe. Lotte skyndte sig at sætte et imødekommende smil op. – Lad mig prøve at se, sagde hun.

 

Manden smilede tøvende tilbage. I et par sekunder så hun lige ind i hans klare gråblå øjne. Så slog hun hurtigt blikket ned og begyndte at flytte et par ting på disken, så der blev plads til de malerier, han ville vise hende. Han lagde tæppet med dets indhold foran hende og trak stoffet til side.

 

Der var fire billeder i guldrammer. Det første var et landskabsmaleri med en å, der løb gennem et engdrag. Hvis Lotte ikke tog meget fejl, var det malet i begyndelsen af 1900-tallet. Det var ikke noget stort kunstværk. Og hun havde aldrig hørt om maleren, P.A. Hansen, som havde signeret det. Men den slags motiver var populære. Og hun ville nok kunne sælge det for 1.000 eller 1.200 kroner.

 

De to næste billeder var et par andre landskabsmalerier af den samme kunstner. Så værdien af dem svarede til det første.

 

Det sidste maleri var lidt mindre. Men det var meget bedre malet. Det viste to skibe med hvide sejl på et nattemørkt hav. Oppe på himlen tittede månen frem bag et par skyer, og dens gule lys gav flimrende spejlinger i vandoverfladen. Signaturen var lidt utydelig, fordi den næsten gik i et med vandet. Men så vidt Lotte kunne se, stod der C. Larsen 99 eller noget i den retning. Bortset fra årstallet, som måtte være 1899, sagde det hende ikke noget.

 

Men billeder med gamle skibe var meget salgbare. Så det var slet ikke utænkeligt, at hun ville kunne få et par tusinde kroner for dette her. – Er de noget værd? spurgte manden. Han prøvede at få spørgsmålet til at lyde henkastet. Men der var en spændt undertone i hans stemme, som han ikke helt kunne skjule. – Det er de skam, svarede Lotte. – Og jeg vil da godt give... tja... hvad skal vi sige...?

 

Hun regnede hurtigt på det. Tilsammen kunne hun vel få 5.000 eller lidt mere for de fire malerier. Men så skulle der betales moms. Og hun skulle jo også helst tjene lidt selv. – 2.000 foreslog hun. – O.k., svarede manden. Men han lød en smule skuffet. – 2.500, sagde Lotte så. – Det er i orden, sagde manden. Og denne gang lød han, som om han mente det.

 

Lotte åbnede kasseapparatet og fandt pengene frem. Men før hun udleverede dem, bad hun manden udfylde en formular med sit navn og sin adresse, og hun bad ham også om at vise en eller anden form for billedlegitimation. Han studsede lidt, men han begyndte alligevel at udfyldte formularen.

 

– Det er altså ikke, fordi jeg tror, der er noget galt, sagde Lotte udglattende. – Sådan gør jeg altid, når jeg udbetaler beløb af en vis størrelse til nogen, jeg ikke kender i forvejen. – Det er helt i orden, svarede manden formildet. – I bliver sikkert tilbudt masser af hælervarer, kan jeg forestille mig. Og jeg synes såmænd kun, det er fint, at I vil holde jeres sti ren. Lotte kiggede overrasket hen mod ham. – Det er pudsigt, sagde hun. – Det var præcis det udtryk, min mand altid brugte.

 

Manden rynkede spørgende panden. – Brugte...? gentog han med tydelig betoning af datidsformen. Lotte nikkede. – Ja. Han lever ikke mere. Det var en trafikulykke. Og... Hun standsede midt i en sætning. Det var jo ikke meningen, at hun skulle stå og betro sig til en vildfremmed. Hun var bare blevet så overrumplet, fordi det næsten var som at høre Christian, da manden nævnte det med at holde sin sti ren.

 

– Det gør mig ondt, sagde manden og kiggede væk. Så viste han Lotte sit kørekort. Martin Østergaard stod der på det – akkurat som der gjorde på den formular, han havde udfyldt. Lotte rakte ham pengesedlerne. Han sendte hende et lille smil til tak. Ønskede hende en fortsat god dag og forlod forretningen.

 

* * *

 

De følgende par timer var der en del kunder i butikken. De fleste af dem købte ikke noget. Men Lotte fik da solgt nogle lysestager, en sølvterrin og seks krystalglas. Lidt før lukketid fik hun endelig tid til at tage sig af de malerier, hun havde købt. Hun fandt et sted, hvor de tre landskabsbilleder tog sig godt ud. Og så skulle hun også finde ud af, hvor hun skulle anbringe det lille maleri med skibene.

 

Nu, hvor hun havde tid til at se nærmere på det, kunne hun rigtig se, hvor levende sceneriet virkede. De to skibe kom sejlende fra hver deres side. Skumsprøjtet stod op om stævnene, og med den fart, skibene skød, ville det kun vare et øjeblik, før de passerede hinanden.

 

På det ene af dem stod der en sømand. Han var kun malet med nogle enkelte penselstrøg. Men man kunne alligevel tydeligt fornemme, hvordan han lænede sig lidt ud over rælingen, hævede en arm og hilste over mod det andet skib. Med ét faldt hendes blik på signaturen. Der stod vist ikke C. Larsen, sådan som hun først havde troet. Den mørkegrå skrift nede i venstre hjørne var lidt svær at tyde. Men da hun drejede maleriet, så lyset faldt anderledes, kunne hun se, at der stod C. Locher 99.

 

Det gav et gib i Lotte. Det var altså Carl Locher, der havde malet det! Han var en af skagensmalerne. Og selvom han ikke var så kendt som P.S. Krøyer eller Michael Ancher, var hans værker eftertragtede. Især hans marinebilleder. Lotte sprang hen til computeren og gik ind på nettet for at finde nogle af hans billeder på auktionshusenes hjemmesider.

 

Det varede kun et minuts tid, før det første dukkede op. Det var et maleri på nogenlunde samme størrelse som det, hun sad med. Og det var også et motiv med sejlskibe. Vurderingen var på 45.000. Men det havde fået hammerslag ved 80.000. Det svimlede for hende. Et kort øjeblik tænkte hun på alt det, hun kunne få for så mange penge. Hun kunne både komme på ferie til Italien og få ordnet bilens udstødning og...

 

Hun skød forskrækket disse tanker fra sig. For hun kunne naturligvis ikke inkassere gevinsten selv. Det kunne hun ikke være bekendt over for Martin, der havde solgt maleriet til hende. Og derudover ville forretningens gode navn blive fuldkommen ødelagt, hvis det kom frem, at hun havde snydt en kunde på den måde. Det var galt nok, at hun ikke havde genkendt signaturen med det samme. Sådan en fejl ville Christian aldrig have begået. Men sket var sket. Og det eneste, hun kunne gøre nu, var at få rettet op på skaden hurtigst muligt.

 

* * *

 

Lotte fulgte opmærksomt husnumrene til højre for kørebanen. Søndersøvej 24 stod der på den seddel, Martin havde udfyldt. Hun var lige kørt forbi nr. 16, og der var kun to huse mere på vejen, før byen endte. Så nr. 24 måtte være et af de bondehuse, hun kunne skimte i det fjerne.

 

Hun satte bilen op i gear. Den utætte udstødning gav et par små host fra sig. Men så længe det ikke var værre, behøvede hun ikke at sende bilen på værksted. Og ud over det med udstødningen fejlede den jo ikke noget. Lidt efter passerede hun det første af husene. 22 læste hun på indkørselen i forbifarten. Og efter endnu et stykke vej kom hun til den adresse, hun søgte.

 

Det var et lavt, stråtækt hus med hvidkalkede mure og bondehusvinduer. Bag bygningen kunne man ane et skovbryn, og på den anden side af vejen lå søen, som vejen havde sit navn efter. Lotte parkerede bilen. Tog forsigtigt billedet med skibene og gik hen til hoveddøren og ringede på.

 

Et øjeblik efter lukkede Martin op. Da han så Lotte med maleriet, hævede han overrasket øjenbrynene. – Er der noget galt? spurgte han. Lotte rystede på hovedet. – Tværtimod. Martin rynkede spørgende panden. Lotte ville fortælle om maleriet. Men hun nåede kun at begynde på den første sætning, da Martin afbrød hende. – Vil du ikke komme indenfor? spurgte han. – Det er da bedre end at stå herude på fortrappen. – Jo, tak, svarede Lotte og strøg forbi ham med maleriet under armen.

 

Idet hun passerede Martin, strejfede hendes skulder hans brystkasse. Den lette kontakt sendte en svag sitren gennem hende. Men hun skyndte sig at knuge sine fingre så hårdt om maleriets ramme, at det næsten gjorde ondt. Og så forsvandt den foruroligende sitren med det samme.

 

Kort efter stod hun i Martins stue. Det lyse rum havde bjælkeloft, og gulvet bestod af brede, hvidskurede fyrretræsplanker. Det hele var fint og smagfuldt sat i stand. Men væggene var påfaldende bare, og møblementet bestod kun af en enkelt reol, et sofabord og et par lænestole.

 

– Ja, her er måske lidt tomt, indrømmede Martin og slog undskyldende ud med hænderne. Han forklarede, at han var blevet skilt for et år siden, og at han havde ladet sin ekskone tage det med, hun ville. Til gengæld havde han fået lov til at beholde huset. Og det var han utrolig glad for.

 

– Det kan jeg godt forstå, sagde Lotte og kastede et anerkendende blik rundt i stuen. – Her er virkelig dejligt. – Der er også lagt rigtig meget arbejde i det, afslørede Martin. – Det tog for eksempel en evighed at lægge gulvet, fordi alting er vindt og skævt.

 

– Har du selv lavet det? udbrød Lotte imponeret. Martin nikkede stolt. – Det er nok derfor, jeg hænger sådan ved stedet her, selvom det egentlig er for dyrt for mig. – Det forstår jeg godt, sagde Lotte. – Men så tror jeg, at du vil blive ekstra glad for det, jeg har at fortælle.

 

Hun gik hen til sofabordet, lagde maleriet på bordpladen og pegede på signaturen nede i hjørnet. Og så forklarede hun, hvem kunstneren var, og hvor meget maleriet var værd. Martin stirrede overrumplet på billedet. – Jamen..., stammede han. – Det er jo helt fantastisk! Så vendte han sig taknemmelig mod Lotte. – Det er virkelig pænt af dig at komme og sige det. Det er det altså! Du kunne jo bare have ladet som ingenting og scoret pengene selv. Det ville jeg aldrig have opdaget.

 

– Sikkert ikke, svarede Lotte. – Men jeg er altså ikke en af den slags. – Nej! sagde Martin og slog forskrækket ud med hænderne. – Det ville jeg da heller aldrig tro om dig. Det, jeg mente, var bare, at... Han stod lidt i tavshed. Som om han ikke kunne finde de rigtige ord. Lotte fik næsten ondt af ham. Han troede åbenbart, at han havde sagt noget forkert. Og nu stod han dér og så helt ulykkelig ud.

 

Hun skyndte sig at komme ham til undsætning ved at begynde at tale om noget andet. – Jeg har desværre ikke mulighed for at købe maleriet til den pris, det er værd, konstaterede hun. – Men du beholder det bare. Og så kan du sikkert finde et andet sted at sælge det. – Det er fint, sagde Martin. – Men så skal du da have nogle af de penge tilbage, du gav mig!

 

Lotte rystede på hovedet. – Det var mig, der begik en fejl, fordi jeg ikke kiggede ordentligt på maleriet i første omgang. Så det tab må jeg tage på mig. Martin protesterede ihærdigt. Men Lotte ville ikke høre tale om, at han skulle betale hende noget tilbage. Han trak opgivende på skuldrene. Men pludselig strøg der et oplivet smil hen over hans ansigt.

 

– Må jeg så ikke invitere dig ud at spise i stedet for? foreslog han. – Der er kommet en ny restaurant inde på torvet, som skulle være rigtig god. Kunne du ikke have lyst til at prøve den? Lotte havde flere gange gået forbi den nye restaurant. Og hun havde også tænkt på, at det kunne være spændende at prøve at spise derinde. Men hun takkede alligevel nej til Martins tilbud. – Er du helt sikker? spurgte Martin skuffet. Lotte nikkede beslutsomt. Sagde hastigt farvel og skyndte sig ud til sin bil.

 

* * *

 

Da Lotte skulle til at låse sig ind i bilen, kastede hun et sidste blik over mod bondehuset. Martin stod inde bag et af de små vinduer, kunne hun se. Nu fik han åbenbart også øje på hende. For han hævede hånden og vinkede. Lotte kunne ikke få blikket fra ham. For han stod på nøjagtig samme måde som sømanden på Carl Lochers maleri. Han havde lænet sig lidt frem mod ruderne og løftet den højre arm til hilsen.

 

Om lidt ville hun sætte sig ind i bilen og køre hjem. Martin ville fortsætte sine gøremål inde i huset. Og snart ville deres korte møde ikke være andet end et flygtigt minde. Det var akkurat ligesom de to skibe på billedet, der i fuld fart var på vej mod hver deres havn og kun mødtes i et glimt, før de fortsatte ud i mørket. De to skibe ville formodentlig aldrig krydse hinanden igen. Og Martin og hun ville næppe se mere til hinanden.

 

Lotte stod lidt med hånden på bildørens håndtag. Det eneste, hun skulle, var at trykke lidt til, åbne døren og sætte sig ind på førersædet. Men det var, som om der var noget, der holdt hende tilbage. Martin stod stadig inde bag vinduet. Han vinkede ikke længere. Men han havde lænet sig tættere ind mod glasset, så han bedre kunne se ud.

 

Lotte slap håndtaget. Stod lidt og kæmpede med sig selv. Hun burde være kørt for længst. Det vidste hun godt. Men på den anden side var hun jo ikke et skib, der for enhver pris måtte holde sin fastlagte kurs. Hun kunne godt ændre retning, hvis hun ville. Hvis hun ellers havde mod til det.

 

Så tog hun en rask beslutning og gik tilbage mod huset. Hun var kun lige nået hen til hoveddøren, da Martin kom springende og lukkede op for hende. – Jeg har tænkt på det med restauranten, sagde Lotte. – Og hvis din invitation stadig står ved magt, vil jeg gerne med.

 

Martins ansigt lyste op i et stort smil. – Så kan jeg måske også give dig et par råd om, hvor du kan sælge maleriet, fortsatte Lotte og forsøgte at anlægge et forretningsmæssigt tonefald. – Og hvis du vil sætte det på auktion, så kan jeg også hjælpe dig med det.

 

Martin rynkede tankefuld panden. – Det er pænt af dig. Men jeg ved ikke helt, om jeg har lyst til at sælge det. – Ikke...? – Nej, sagde han med et lille, hemmelighedsfuldt blik i øjnene. – Jeg er på en eller anden måde blevet rigtig glad for det her på det sidste. Så blev han med ét alvorlig igen. – Men du vil forhåbentlig gerne med ud at spise alligevel? spurgte han. – Ja, svarede Lotte. Og denne gang gjorde hun ikke det mindste forsøg på at lyde forretningsmæssig. – Det vil jeg meget gerne.

Tekst: Torsten Svensson
Illustreret af: Jørn Møbius
Publiceret: 07-02-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri