Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Søde drømme

Noveller
Selv efter sin aftenvagt kunne Trine ikke slippe tankerne om Jenny. Hun var blevet væk igen i dag, men da de fandt hende, havde hun virket ved godt mod. Trine vidste ikke, hvad der foregik inde i den gamle dames hoved, men hun havde på fornemmelsen, at Jenny engang havde haft et liv, der godt kunne minde om hendes eget. En ting var i hvert fald sikkert: Hun havde elsket sin Theodor.

– Jenny er gået! – Åh nej, og vi har knap nok tid til at sende en ud for at lede. Marlene, går du udenfor, så kigger vi andre herinde. En bekymret rynke trådte frem mellem Trines øjenbryn. Det var ikke første gang, Jenny var stukket af fra plejehjemmet. Sidst havde hun været forsvundet i næsten et døgn. Politiet havde ledt efter hende, men Jenny havde været umulig at finde. Pludselig var hun vendt tilbage. Hun var kommet gående med et lille smil om de tynde læber.

 

► LÆS OGSÅ: Da far kom hjem igen

 

Ingen vidste, hvor hun havde været, og Jenny kunne ikke selv fortælle det. Trine havde lyst til at smide, hvad hun havde i hænderne for at lede efter Jenny, men der var andre beboere, der ikke måtte svigtes, og hun skulle også lige have rapport fra dagpigerne. Halvhjertet hørte hun efter, hvad der var sket i løbet af dagen. Det havde været en ganske normal dag uden de helt store oplevelser for personale og beboere, men nu var Jenny stukket af igen.

Annonce

 

* * *

 

De fjerne stemmer nåede ind til Jenny, der uden at vide det havde forvildet sig ind i det lille køkken, der hørte til terapien. Hun forbandt ikke stemmerne med sig selv. Åh jo, hun hed Jenny, men det var der så mange, der gjorde. Jenny så sig omkring. Vandhanen dryppede. Lyden trængte ind gennem de tanker, der indimellem var et sandt kaos, og glemte billeder dukkede op. Et smil gled over hendes ansigt. Theodor blev altid så ophidset, når en vandhane dryppede.

 

► LÆS OGSÅ: Garagens hemmelighed

 

– Det er spild af vand, sagde han. – Er du klar over, hvor mange liter de tilsyneladende så uskyldige dråber bliver til i løbet af et døgn? Nej, det vidste Jenny ikke, men hendes hjerte svulmede at stolthed og glæde, da Theodor hentede noget værktøj og snart fik hanen til at holde op med at dryppe.

 

Hun så på hans underarme. Hun elskede, når hun kunne se underarmens muskler arbejde under huden. Det fik hende til at føle sig tryg. Ingen i hele verden kunne gøre hende noget, når hun var gift med en mand, der havde så stærke og smukke arme. Han ville passe på hende i al evighed.

 

Jenny mærkede, at hun blev træt i benene. Mærkeligt, for hun var ellers ikke en, der sådan blev træt. Nu lod hun sig imidlertid glide ganske stille ned langs væggen. Da hun sad på gulvet, fik hun øje på sine hænder. Hun genkendte dem ikke. Hun anede virkelig ikke, hvem de hænder tilhørte. De høje årer på håndryggen havde hun aldrig før set.

 

Og så skete der noget forunderligt. Under hendes blik faldt de høje blå årer ned i huden og efterlod den hvid og blød. Jenny smilede, og dér... midt på gulvet, dukkede de dejligste billeder frem. Der løb hun jo selv. Hun var ganske ung, for hun løb med bare fødder hen over en roemark. Træskoene holdt hun i hænderne, en i hver.

 

Billederne på gulvet voksede og voksede. Nu var de ikke bare billeder, nu var de den rene og skære virkelighed. – Far, far! råbte den purunge Jenny. – Jeg har saftevand med til dig. Og faderen rettede sin ømme ryg. Han støttede sig til roejernet, mens et smil voksede frem på hans ansigt.

 

Jenny var fars pige, det havde hun altid været. Selv om der var syv andre søskende at dele faderen med, så følte Jenny, at han og hun havde noget ganske særligt sammen. Måske var det, fordi hun var den ældste datter. Hun var nummer fire i flokken, og som den første pige var hun den, der gik moderen til hånde. Det havde hun gjort, så længe hun kunne huske.

 

Jenny nåede hen til sin far. Hun rakte ham flasken med saftevand, og så snart han havde åbnet patentproppen, var hun den første, der fik lov til at smage. Så rakte hun ham også madpakken. En skive brød med fedt og ost. Far smilede. Han smilede så stort og dejligt, at Jenny blev suget helt ind i smilet.

 

Så hørte hun igen fjerne stemmer kalde hendes navn, men hun kendte ikke stemmerne. Hun forsøgte at holde fast i sin far, men han forsvandt og blev til ingenting, og i stedet for dukkede Theodors ansigt op. Jenny undrede sig et kort øjeblik. Theodor var jo gammel, men nu...

 

En jublende glæde skød gennem hende. Hun ville kalde på Theodor, men hendes stemme var blevet væk. Hun kunne ikke få et ord over sine læber. Det gjorde ikke noget. Theodor kunne godt høre hende alligevel. Han formede hendes navn med læberne, og selv om der ikke kom lyd ud fra hans mund, vidste hun, hvad han sagde. – Jeg elsker dig, Jenny. Jeg vil altid passe på dig, altid.

 

Theodor holdt sit løfte. Han passede på hende, og selv om hun indimellem blev nødt til at arbejde hårdt, var han der altid, når hun kom hjem fra arbejdet på fabrikken. Hvis hun frøs om hænderne, tog han dem mellem sine, der var store, arbejdsru og varme. Han lo mod hende, men der var også bekymring i hans øjne, og selv om han stadig ikke sagde noget, hørte hun ordene, der kaldte på al den ømhed, hun bar rundt i hjertet.

 

– Jeg elsker dig, Jenny. Jeg er så ked af, at du er nødt til at arbejde så hårdt. Det gjorde ikke noget. Det vidste han da. Hun ville gerne hjælpe til, så de kunne give deres børn et bedre liv end det, de selv havde haft. De arbejdede jo sammen. Et barn rev pludselig i hende. En lille pige. Hvad var det nu, hun hed? Jenny rynkede panden. Hun kunne pludselig ikke huske det, men det var da hendes datter. Der var også en dreng, og en pige til. To piger og en dreng. Jo, det passede vist.

 

Det gjorde heller ikke så meget med navnene. De var der, det var det vigtigste. Børnene havde også fået børn. Som lyse, glade skygger gled de forbi Jennys øjne. Hun havde elsket dem alle sammen. Hun havde været en god mormor og farmor. Theodor og hun havde år efter år haft feriebørn.

 

Der var også noget med en campingvogn. De havde været på ferie med en campingvogn, og de havde haft børn med på turene. Jenny så i et glimt campingvognen for sig. Så forsvandt den, men nu kom Theodor igen gående hen mod hende. Han var hverken ung eller gammel, han var bare Theodor, og han smilede så kærligt, som kun han kunne gøre det.

 

Hun ville rejse sig og gå hen til ham, men hun kunne ikke. Hvorfor kom han ikke og hjalp hende op. Han havde lovet, at han ville passe på hende hele livet, men han var... han var jo væk, og hun var gået for at finde ham. Hvorfor kunne hun nu ikke rejse sig? Hvorfor ville de dumme ben ikke adlyde hende?

 

Jenny lukkede øjnene. Hun huskede med et ikke, hvorfor det var så nødvendigt at rejse sig. Hun sad jo godt. Sad hun ikke på bænken hjemme på terrassen? Jo, det gjorde hun da, og der... der kom han jo, hendes Theodor. Et stort smil fandt vej til hendes ansigt.

 

Den lille følelse af panik og frustrerende længsel, hun et kort øjeblik havde følt, var forsvundet. Det var, som om de følelser aldrig havde været der, for hun havde jo ingen grund til at føle sådan. Ikke når Theodor stod der foran hende og rakte hænderne ned mod hende. – Kom, Jenny, lød det stille. – Du må ikke sådan gå din vej. Jeg bliver så bange for, at der sker dig noget.

 

Ordene sagde ikke Jenny noget. Hun mærkede, at hun blev hjulpet op. Det var godt, også selv om Theodor et øjeblik var forsvundet. Han ville jo komme igen. Det gjorde han altid. Venlige arme førte den gamle kvinde ud fra terapikøkkenet. En eller anden rystede lidt opgivende på hovedet, men Jenny så det ikke. Nu kom han jo, Theodor. Han kom hende i møde. Han rakte sin hånd frem, og hånd i hånd gik de videre.

 

Jenny lagde ikke mærke til, at hun blev ført ind på den stue, hun havde fået på plejehjemmet. Hun mærkede ikke, at hun blev hjulpet hen til lænestolen ved vinduet. Det var, som om hendes krop slet ikke tilhørte hende. Hun var ikke til stede i den. Hun var sammen med Theodor, og de var skiftevis unge og gamle. Det var der ikke noget mærkeligt i. De lo til hinanden, og da Theodor spurgte, om de skulle følges til verdens ende, sagde hun ja. Hun kunne ikke sige andet. Det var det, hun ønskede.

 

Hun rakte som altid sit hjerte frem mod ham, og han tog ganske forsigtigt imod det. Nu var de unge. Unge og stærke, men det var alligevel dejligt at sidde sammen her ved vinduet og bare lytte til uret på væggen, der tålmodigt talte sekunder. – Kan du nu blive siddende her og hygge dig, Jenny, sagde en stemme. – Hvad skulle du dog i terapikøkkenet?

 

Et kort øjeblik blev Theodor revet væk. Det ansigt, der bøjede sig ned over Jenny, tilhørte ikke Theodor. Så var han der igen, og hun hviskede hans navn: – Theodor. Han lo imod hende, og han blev hos hende, da den fremmede stille forsvandt ud fra hendes stue.

 

* * *

 

Da Trine havde lukket døren bag sig, sukkede hun dybt. Denne gang var Jenny heldigvis ikke gået så langt. Selv om de først til sidst havde fundet på at kigge ind i det tomme køkken, var de glade for, at de havde fundet hende. Bare hun nu blev siddende i sin stol. Trine åbnede igen døren på klem. Jo, Jenny sad stadig ved vinduet. Der var en forunderlig ro over hende, hvis de var heldige, ville hun blive siddende der, til hun skulle i seng.

 

Et øjeblik blev Trine en del af den ro, der lige nu strømmede ud fra den gamle kvinde. Så lukkede hun atter døren. En klokke ringede, en af de andre beboere skulle have hjælp. Senere, meget senere, da næsten alle beboerne var gået i seng, og kun et par enkelte natteravne sad og kiggede fjernsyn, gjorde Trine sig klar til at give rapport til nattevagterne. Jenny havde igen været gået, hun var blevet inde på plejehjemmet, men det skulle alligevel skrives.

 

Trine så på de få ord om Jenny i rapporten. I dag forvildede Jenny sig ud i terapiens køkken. Jenny lod sig føre tilbage til sin stue. Siden sad hun blot ved vinduet og kiggede ud. Hun virkede glad og tilfreds, sagde en enkelt gang Theodor. Jennys afdøde mand hed Theodor. Trine kiggede på det, hun havde skrevet. Det så pludselig så uengageret ud, men der var jo ikke mere at skrive.

 

Helt uventet fik hun tårer i øjnene. Var de få ord virkelig, hvad der var at skrive om en kvinde, der dog engang havde levet et helt almindeligt liv med mand og børn. Hvad skjulte der sig bag Jennys pande? Var der slet ikke mere tilbage? Hun kunne ikke lade være med at tænke på, om hun engang selv ville blive dement.

 

Hun skød den ubehagelige tanke fra sig, men hun blev ved med at høre tonefaldet i Jennys stemme, da hun havde sagt Theodor. Den gamle lidt sprøde stemme, der så sjældent blev brugt, havde været fyldt med kærlighed, men det kunne hun jo ikke skrive i rapporten. Rapporten var ikke beregnet til personlige betragtninger, i hvert fald ikke på den måde.

 

Trine lænede sig tilbage i stolen. Hun var træt. Det skulle blive godt at komme hjem. Det var fredag, og så ventede Mads gerne med en kop kaffe og et stykke natmad. Mon også jeg vil sige Mads med så megen kærlighed i stemmen, når jeg bliver gammel? tænkte hun. Så kom hendes kollega ind fra den sidste aftensvagtsrunde, og kort efter dukkede nattevagerne op.

 

Trine havde kun en kort cykeltur til sit hjem. 10 minutter efter hun havde forladt plejehjemmet, trak hun cyklen op ad indkørslen og satte den ind i carporten ved siden af bilen. Hendes tanker gled til de to børn, der sidste år var flyttet hjemmefra med få måneders mellemrum. Det havde været hårdt, at også Nikolaj på bare 18 år var flyttet, men hun og Mads var kommet gennem det. Det var jo kun naturligt, og sammen var de kommet videre. De havde på en eller anden måde fået et helt nyt liv.

 

Mon Jenny havde haft det på samme måde, efterhånden som hendes børn var flyttet hjemmefra? Det var mærkeligt at tænke, at Jenny også engang havde været en ung livskraftig kvinde. At hun havde elsket og fået børn. Trine havde aldrig kendt Jenny som anden end en meget stille kvinde, der ikke længere havde noget sprog, og som pludselig kunne gøre sig usynlig.

 

Døren til huset gik op, og Mads kom frem. – Jeg synes jo nok, jeg så dig komme, sagde han. – Hvor bliver du af? Trine rettede sig op. Hun skubbede tanker om Jenny fra sig og gik hen til Mads, der stadig stod og fyldte døråbningen. – Jeg stod bare og faldt i tanker, sagde hun. – Skynd dig ind. Jeg har overgået mig selv i aften. Trine lo. Et øjeblik lænede hun panden mod hans bryst. Så lagde han en arm om hendes skuldre, og de fulgtes ind.

 

Mads havde overgået sig selv. Gravet laks og røræg. – Det ser lækkert ud, sagde hun. – Vi skal også have et glas hvidvin, erklærede han. – Jeg har tempereret den, så den er helt perfekt. – Den har vel bare været en tur i køleskabet, sagde hun tørt. – Nemlig. Mads lo igen.

 

Så fortalte han, at han samme dag havde fået tilbudt den campingvogn, de var interesseret i med et afslag på 10.000 kroner. – Skal vi købe den? spurgte han. – Selvfølgelig skal vi det, svarede Trine straks. Det tænkte jeg nok, du ville sige. Derfor skulle vi fejre det med lidt lækkert. Så er det sket med charterrejserne, i hvert fald til sommer, sagde han. – Nu skal vi på campingferie, min ven.

 

Trine smilede til ham. Det var en gammel drøm, der nu gik i opfyldelse. – Jeg tror, vores poder vil synes, vi er skrupskøre, sagde hun. – De vil hellere ud og se noget uden for Danmarks grænser. – Sikkert, men nu er det dig og mig, det handler om, og vi vil gerne på campingferie. Er der noget i vejen med det? – Ikke det mindste, svarede hun.

 

Da Trine senere var ved at gøre sig klar til natten, gled hendes tanker igen til Jenny. Forhåbentlig sov Jenny godt. Forhåbentlig drømte hun søde drømme om sin Theodor. Senere igen, da Trine og Mads lå i ske, kunne hun ikke lade være med at spørge ham, om han også ville elske hende, når hun blev en gammel kvinde. – Selvfølgelig, svarede han blidt. – Jeg vil elske dig og passe på dig i al evighed. – Du er sød, hviskede hun.

 

Hun havde på fornemmelsen, at Jenny engang havde haft et liv, der godt kunne minde om hendes eget. En ting var i hvert fald helt sikkert. Jenny havde elsket sin Theodor, så mon ikke den ukendte Theodor også havde elsket sin Jenny? Det valgte Trine at tro på.

 

Hun lukkede øjnene og mærkede, at søvnen kom listende. Hun smilede, da hun faldt i søvn, og et sted, blot 10 minutters cykeltur fra deres hus, lå en anden kvinde og smilede i søvne. Der var mere end en generation mellem de to, men begge var de blevet gift med den mand, der netop passede til dem. Begge var de i den sene nattetime opfyldt af en lykke, der gjorde deres søvn rolig og fyldt med søde drømme.

Tekst: Christina Nordstrøm
Illustreret af: Jørn Møbius
Publiceret: 15-11-2014
Pin it

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri