Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Sommerstormen

Noveller
Mette var ikke i tvivl om, at hun elskede Tomas, og håbede, at det en dag blev dem, men efter besøget hos gynækologen ønskede hun ikke, at Thomas skulle blive en del af alt det, hun nu skulle igennem. Han havde fortjent bedre.

Det lune vand strømmede ned over Mette, og hun nød hver en dråbe. Hun kom sig aldrig over den luksus, hun følte, det var, når det varme vand bare strømmede ud af vandhanen. Alene det, at der var vand døgnet rundt!

 

Som barn havde hun tilbragt to år i Tanzania med sin familie, hendes forældre havde valgt eventyret at være udsendt med familien. Årene havde sat dybe spor i dem alle, på godt og ondt; følelsen af at være fremmed havde bidt sig godt fat i hende. Hun havde lidt af hjemvé, selv om hun også havde elsket alt det, Tanzania bød på, smukke mennesker, stor varme og en kultur, som hun kun langsomt forstod.

 

Da familien vendte hjem igen, genfandt hun ikke følelsen af at høre til. Hjemme i andegården var hun pludselig den eksotiske fremmede, ingen af hendes kammerater forstod, hvad og hvor hun havde været, og i mellemtiden var de blevet teenagere med fælles oplevelser, som hun ikke var en del af. Hun blev ramt af længsel efter Tanzania.

Annonce

 

Først langsomt forstod og accepterede Mette, at hun var en ung pige, som hørte til et sted, som hun måtte lede efter. Udadtil var hun rolig og målrettet, lidt tilbageholdende, men i sit indre mærkede hun altid en flakkende, urolig flamme.

 

Det med vandet forstod kun ganske få. Hun huskede, hvordan vandet i perioder måtte rationeres, da de boede i Tanzania, og hun huskede, hvordan iskolde afvaskninger hørte til dagligdagen. Det varme, uendelige brusebad var et nordisk gode, som hun nu nød dagligt med næsten syndig fryd.

 

– Jeg har lyst til at kysse dig farvel, men jeg vil ikke blive våd! Tomas' dybe stemme bragte Mette tilbage til nuet, smilende lukkede hun for vandet, steg dryppende nøgen ud af brusekabinen og åbnede sine arme mod Tomas: – Så kys mig! – Du er noget så fristende, men jeg vil altså ikke blive våd nu! smilede Tomas og rakte håndklædet frem til hende. Han stod fuldt påklædt, klar til afgang, klar til dagens lektioner.

 

Han havde netop fået sin første stilling, godt nok kun et vikariat, men han var stjerneglad for endelig at være rigtig lærer. Mette tænkte tit, at eleverne måtte elske ham med hans engagement, viden og omsorg. Hun elskede det i ham.

 

Hun slog håndklædet om sig og gav ham et kysk kys. – Du er en pivskid! Bange for at blive våd! drillede hun. – Det skal jeg huske, sagde han og lagde forsigtigt sin hånd om hendes våde nakke og gav hende et lidt mindre kysk kys. De smilede nyforelsket til hinanden.

 

– Din dag? spurgte Mette. – Jeg har timer til klokken et, og så er der lærermøde til klokken fire, så jeg regner med at være her igen ved femtiden... hvis det passer dig? svarede han. – Selvfølgelig, og hvis jeg ikke er her, så har du nøglen.

 

– Og hvad er dine planer for din uendelige fridag? spurgte Tomas. – Jeg har en aftale med støvsugeren, en med vaskemaskinen og en med gynækologen klokken et... bare et rutinetjek, men jeg kunne godt finde på sjovere måder at bruge en fridag, svarede Mette.

 

Hun var vant til, at mennesker med almindelige arbejdstider syntes, hun havde frygtelig mange fridage, men som sygeplejerske på en travl modtageafdeling havde hun både aften- og nattevagter, og når man som hun var den sidst ansatte, så måtte man passe sig ind efter de andres aftaler om arbejdstider. Det gjorde hende ikke så meget lige nu, men engang, ja engang ville hun bestemme lidt mere over sit liv og sine arbejdstider.

 

Lige nu handlede det bare om at få noget erfaring, og hun elskede de uforudsigelige og krævende vagter på afdelingen. Her blev hun udfordret. – Håber, du holder humøret oppe, selv om det ikke lyder så muntert, sagde Tomas. – Det gør jeg... og glæder mig til, du kommer igen, svarede hun roligt. Et kys til og Tomas var ude ad døren. Mette kiggede ud ad vinduet. Sommergrønt overalt, den nyslåede græsplæne, det store lindetræ og havens mange frugttræer med æbler, pærer, blommer og moreller.

 

Hun var tosset med den have, og hun følte sig som lykkens pamfilius, at netop hun havde fået lov til at leje denne villalejlighed hos Gitte og Bernt. Et elskeligt efterlønspar, som generøst havde givet hende et hjørne af haven som hendes egen, og som passede den store gamle have med en omhu og kærlighed, der fik haven til at kvittere med rigelig frugt, afgrøder fra nyttehaven og en skønhed året rundt, som Mette aldrig fik nok af.

 

* * *

 

Efter at både støvsugeren og vaskemaskinen havde fået den tiltrængte opmærksomhed, havde Mette en dejlig let samvittighed, da hun trak cyklen ud af skuret. Nu gjaldt det gynækologen.

 

Hun vænnede sig aldrig rigtig til det. Disse tjek, som hørte til kvindelivet, om man ville have børn eller ej, var ung eller gammel, så kom man ikke uden om dem. Og hun vidste også, hvor privilegeret det var at bo i et land, hvor den slags var gratis. Men rart var det altså ikke! Spiralen havde generet hende lidt på det seneste, så hun havde taget sig sammen og fået tid til et tjek.

 

Det blæste godt, Mette havde modvind og mærkede, hvordan tårerne løb fra hendes øjne. Hun trampede i pedalerne, mærkede sommervarmen i vinden og huskede sig selv på, at hun ikke ville være alt for svedt, når hun dukkede op hos lægen.

 

Skyerne fløj over himlen, i det fjerne sås en lidt mørkere horisont. Nej, tænkte Mette, hun ville ikke fokusere på det truende mørke, hun hadede dårligt sommervejr, især sommerstorme kunne hun ikke forlige sig med. Storm hørte efteråret og vinteren til.

 

Hun satte tempoet ned, hun var jo i god tid og gav sig selv lov til at nyde turen gennem den smukke provinsby, hvor hun nu arbejdede som sygeplejerske på det hospital, der var udset til at vokse sig meget stort over de næste 10 år. Bøgehække, blomsterbede og grønne bladhang hilste hende overalt. Det ruskede noget, men hun ignorerede det.

 

Tilfældige Til salg-skilte fangede hendes blik på en ny måde, hun smilede lidt for sig selv. Hvad var det her dog for noget? Det var Tomas, det vidste hun godt. Men alligevel, så uforberedt, så længe ventet, så foruroligende, så... ja, hvad var det med ham? En lethed, som hun aldrig før havde mødt, en stærk følelse af at være hjemme hos ham, hos hinanden, en drøm, som nu var ved at blive virkelig for hende.

 

Hun havde svært ved at tro det. Men en stærk vilje til at turde det, akkurat som han ville hende. Begge med sår fra tidligere forhold, hver med deres dæmoner, som de forsigtigt betroede hinanden i de lyse sommernætter, hvor dæmonerne blev mindre og ufarlige. Fordi den anden forstod og rummede dem.

 

Jeg elsker ham, sang det i hende, og glæden fyldte hende. Et sekund blev hun bange, altid blev hun lidt bange for at holde af og elske, selv om det var, hvad hun ville, så lå angsten for at miste det elskede altid på lur. Jeg tør godt, hviskede hun til sig selv. Den rolige rytme fra pedalerne fyldte hende. Hun ville ham, så gerne, så gerne, så gerne, og hun tillod sig selv at kigge ind på de huse, der var til salg. Måske blev det Tomas og hende, som en dag...

 

* * *

 

Mette lå stiv som en pind på lejet. – Træk nu vejret dybt og roligt, sagde Birgitte, den venlige gynækolog. – Jeg ved det godt, mumlede Mette, og hun gjorde, hvad hun kunne. Men fra et dybt sted i hende trængte gråden sig på, og trak hun vejret for dybt, var hun sikker på, at hun ville begynde at hulke.

 

Det var bare for meget, det her. Det skulle bare have været en rutineundesøgelse, og nu var hun på vej til at få taget vævsprøver. Scanningen havde vist, at næsten alt var, som det skulle være, men der var en "lille skygge", som fik Birgitte til at rynke panden. Pædagogisk havde hun drejet skærmen og vist Mette, hvad det var, hun mente at se.

 

Mette havde kigget med, spaltet mellem at være den professionelt nysgerrige og den forfærdede unge kvinde. Hendes livmoder skulle ikke have "skyg-ger". Meningen var vel, at den engang skulle rumme et barn? Mette slog fortvivlet den sårbare drøm væk og forsøgte at fokusere nøgternt på, hvad Birgitte sagde og viste hende.

 

– Jeg kan tage vævsprøverne nu, men så bliver det uden bedøvelse. Ellers skal du vente på, at der er tid på sygehuset, sagde Birgitte roligt. – Nu! sagde Mette med tør stemme, som om hun havde et valg. Hospitalet var hendes arbejdssted, og hun kunne ikke udholde at vente. Så måtte hun bide tænderne sammen, og hun vidste også, at det kun tog nogle få ubehagelige øjeblikke, men så var det overstået.

 

– Spiralen må jeg også fjerne, svarede Birgitte. – Gør, hvad der skal gøres, sagde Mette tilkæmpet tappert. En mørk, mudret flodbølge havde rejst sig i hendes indre, og hun kæmpede for ikke at drukne. Hun tænkte på Tomas. På Til salg-skiltene. På Tomas. På sit arbejde. På Tomas. På haven. Intet gav mening lige nu.

 

* * *

 

Mette fumlede med cykellåsen, hun rystede på hænderne. Birgitte havde været fin, forstående og omhyggelig. Havde fortalt, at det nok bare var ingenting. Havde hørt Mettes hæse spørgsmål om, hvad nu... hvis det var noget? Så betød det, at hun skulle opereres, have fjernet livmoderen, måske mere, det kom alt sammen an på...

 

Mette havde lyttet, den ene del af hende havde. Den anden del var flygtet i forfærdelse og chok, havde gemt sig sammenkrøbet som en lille pige, som ingen ville trøste. Vinden ruskede i hende, så hun nær var væltet, da hun steg op på cyklen. Så fuldstændig forladt og hjemløs følte hun sig. Der var ingen trøst at hente nogen steder.

 

Viljeløst trådte hun i pedalerne, det føltes, som om kræfterne havde forladt hende, og hun ingen vegne kom. Som om stormens kraft var hendes overmand, den ruskede i hende, greb hendes cykel og satte den på slingrekurs. Tårerne løb ned ad hendes kinder. Mette registrerede det, men lod dem være; modvinden var for stærk.

 

Besøget hos gynækologen havde gødet alle hendes visne dæmoner, nu rejste de sig for fuld kraft og omringede hende med deres hæslige tilråb og hånlatter. Hvem troede hun, hun var? Troede hun sig usårlig? Troede hun virkelig, at bare fordi hun var ung og nyforelsket, at hun så gik ram forbi?

 

Billeder af operationsstuer, alvorlige læger og strålekanoner løb gennem hendes hoved. Blandet med lykkelige snapshots af Tomas, hende og Tomas. Hans øjne lyste mod hende, men hun smed billedet væk. Han var for god til det her. Tomas tilhørte eventyret, drømmen om det glade liv, hendes kurs var mod den hjemløse katastrofe, mod mareridtet. Sådan var det. Sådan var hendes skæbne.

 

Mette bed tænderne sammen. Udmattet satte hun cyklen ind i skuret og bad til, at hun ikke mødte Gitte og Bernt. Ikke i dag, hun ville bare begynde at tudbrøle. Det ville hun ikke. Da hun kom ud fra cykelskuret, bragede det i et af de gamle æbletræer, en gren knækkede af og landede lige foran hende.

 

Himlen var mærkelig blå, men sommerstormen var ubarmhjertig voldsom. Mette samlede grenen op, den havde små ufærdige æbler, fine grønne blade; det var så meningsløst. Som hendes eget liv. Knap begyndt, og nu var det allerede slut, på vej mod enden. Tårerne fik frit løb.

 

* * *

 

Har haft en dum dag. Bedst, hvis du ikke kommer i aften. Mettes hænder rystede, da hun skrev sms'en, og hun tudede, da hun sendte den af sted. Men sådan var det, det var bedst, at Tomas ikke blev en del af alt det her. Alt det, hun måske skulle igennem nu.

 

Hendes sygdom behøvede ikke blive hans ulykke, han havde fortjent så meget bedre. Det var det kærligste, hun kunne gøre over for ham nu; det havde hun gjort op med sig selv. Han skulle være fri, ung og leve livet, om det så var uden hende.

 

Mette for sammen, da døren gik. Tomas kom ind, så på hende med et blik, hun ikke kunne tolke. I hans øjne så hun sig selv: forgrædt, rødøjet og meget, meget lille. Langt fra den glade kæreste, han havde kysset farvel i morges.

 

– Vil du fortælle mig, hvad der foregår? spurgte han og gik hen imod hende med åbne arme. Han trak hende ind til sig, og hun lod ham gøre det. Hun havde ikke kræfter til andet. Så fortalte hun om "skyggen", vævsprøverne og alle måske'erne. Om hvor bange hun var. At hun ikke ville, han skulle være en del af det, hvis hun var syg. Så måtte han gå, de måtte bryde, han havde sit eget liv at tage hånd om.

 

Hun mærkede, hvordan hans hjerte hamrede. – Og så stormen, grenen fra æbletræet... jeg tror, det er et tegn, græd hun og fortalte om den gren, der var faldet for hendes fødder, den gren med ufærdige æbler, som ikke fik lov til andet. Sådan en gren var hun.

 

– Du er en stor idiot... og jeg er meget vred på dig lige nu. Hvad anser du mig for? Hvad tror du om mig? sagde Tomas. Mette trak sig væk fra ham og så på ham. Han så vred ud, men havde også tårer i øjnene. Hun forstod ikke, hvad der skete?

 

– Fatter du ikke, at jeg vil dig, uanset hvad pokker der sker? Og så synes jeg liiiige, du skal spise brød til. Lad være med at dramatisere alting. Du har fået taget en prøve, o.k., men måske er det virkelig ikke noget? Har du helt glemt den mulighed? Tomas' øjne var mørke, da han afleverede sin svada.

 

Hans ord ruskede i Mette, som om hun ikke var blevet rusket nok i dag. Hun stod stille og så på ham, så langt ind i hans mørke øjne, så smerten bag vreden, og langsomt forstod hun det, der var så svært at forstå. – Ville du gå fra mig, hvis det var omvendt? spurgte Tomas mere ømt og roligt. Mette rystede på hovedet, rakte hånden frem mod ham, den anden strøg hun kærtegnende over hans kind.

 

– Nej, Tomas, det er jo bare, fordi... jeg er så bange, så bange for at være lykkelig, og fordi jeg elsker dig, sagde hun, mens tårerne løb ned ad hendes kinder. – O.k., sku' vi så ikke holde den der? Lade være med at lave drama, før det er nødvendigt? Og du skal forstå, at jeg elsker dig, Mette, uanset hvad, sagde Tomas, og et smil løb over hans ansigt. Mette gengældte hans smil. Han var det hele værd.

 

– Vi er sammen nu, Mette, hvis du tør mig, sagde han og krammede hende. – Jeg tør ikke lade være. Tak, Tomas, tak for, at du holder fast i mig... og holder mig på jorden, hviskede hun. – Nogen skal jo gøre det! sagde han med et smil og kildede hendes ribben. Hun klukkede.

 

Sommerstormen rev rasende rundt med alt udenfor. Men øjeblikket mellem dem var så tyst og trygt som nogensinde. Mette mærkede følelsen af at være hjemme, hjemme hos Tomas. En stærk og varm følelse, som selv sommerstormen ikke kunne feje væk.

 

* * *

 

– Der kan du se, hvad jeg sagde! smilede Tomas bredt. – Hold nu op, jeg føler mig som en idiot, sagde Mette, stadigt ridende på den bølge af lettelse, der var strømmet igennem hende, da Birgitte havde fortalt hende, at alt var helt normalt. "Skyggen" var bare en skygge, noget normalt, ikke noget foretruende.

 

– O.k., jeg har faktisk også været bange, indrømmede Tomas og sendte Mette et næsten genert blik. – Har du? sagde Mette overrasket. – Selvfølgelig har jeg det, men det ændrer jo ikke noget, eller også så gør det? Han smilede finurligt til hende og tog hendes hånd. – Hvad mener du? Mette følte en varm glæde skylle gennem sig. – Skal vi ikke bare gifte os? Nu ved vi jo, hvor vi har hinanden og os selv, ikke? spurgte Tomas ud af det blå.

 

Mettes hjerte fløj flere slag over. Hun lænede sig frem mod ham og kyssede ham, som var det første gang. – Jo, det skal vi, sagde hun henført. Havens træer puslede med bladene rundt om Mettes lille terrasse. Højsommer var det. De havde alle overlevet sommerstormen.

 

LÆS OGSÅ: Novelle: Mor og datter

 

LÆS OGSÅ: Novelle: Livsmod på recept?

 

LÆS OGSÅ: Novelle: I nærheden

Tekst: Hanne Ravn
Illustreret af: Peter Michael
Publiceret: 04-07-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri