Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Søndagsmiddagen

Noveller
Trine vidste godt, at hendes svigerinde aldrig rigtig havde brudt sig om livet på landet og deres fælles svigerforældres gammeldags holdninger, men det kom som et chok for hende, at Anette ville skilles og tage drengene med ind til storbyen. Kom det til en retssag om forældremyndigheden, vidste hun faktisk ikke, hvem hun skulle støtte…

Da Anette havde foreslået, at de kørte ind til Aalborg lørdag formiddag og gik på café, havde hun troet, at det bare var svigerindens evige lyst til at opsøge det pulserende byliv.

 

Selv havde Trine ingen trang til at opholde sig i storbyens menneskemylder. Det gjorde hende bare træt og forvirret og fik hende til at holde endnu mere af sin fredelige tilværelse i Fjellerslev, der lå omkranset af marker, så langt øjet strakte. Men hun holdt meget af sin svigerindes selskab og betalte gerne den pris.

 

Men allerede i bilen på vej derind havde Anette virket trist og fåmælt. Hvad der gik hende på, fortalte hun dog først, da de havde sat sig ind på en travl café i centrum af Aalborg.

 

– Der er noget, jeg bliver nødt til at fortælle sig. Anette så alvorligt på hende hen over koppen med den rygende caffelatte. – Jan og jeg skal skilles. – Skilles? udbrød hun så højlydt overrasket, at de omkringsiddende gæster et øjeblik afbrød deres summende samtaler og rettede opmærksomheden hen mod deres bord.

Annonce

 

– Men I har jo haft problemer før, mon ikke I også kan løse dem denne gang? Hun så indtrængende på sin svigerinde. – Nej, vi er simpelthen for forskellige... og vil noget forskelligt med vores liv. Anette rystede trist på hovedet.

 

Det kom til gengæld ikke som nogen overraskelse. Da hendes mands lillebror, Jan, for 12 år siden havde præsenteret dem for Anette, havde hun undret sig over, hvordan disse to modsætninger var faldet for hinanden. Imens Jan var stille og elskede det rolige liv på landet, var Anette en udadvendt storbypige.

 

Allerede første gang, Anette havde sat sig til bordet ved søndagsmiddagen hjemme på svigerforældrenes gård, havde hun fyldt det med sit sprudlende humør.

 

Indtil da var disse faste søndagsmiddage foregået i al fordragelighed, imens Henrik og Jan fortalte om ugens omsætning på det lille autoværksted, som de to brødre drev sammen i udkanten af landsbyen, og svigerfaderen fortalte om gårdens drift.

 

Men da Anette flyttede til Fjellerslev, havde hun forsøgt at rokke ved disse faste samtaleemner og kastet nogle helt nye på bordet. Hun ville gerne diskutere aktuelle sager i avisen eller fortælle om en ny bog, hun havde læst. Ikke at det vakte den store genklang.

 

I denne familie holdt man mest af fred og ro, imens man spiste. Alligevel lærte Trine hurtigt at sætte pris på sin nye svigerinde, der ikke af den grund holdt op med at tale og ville diskutere. Heller ikke om familiens traditionsbundne kønsrollemønster.

 

Når de var færdige med middagen, blev mændene altid siddende, imens kvinderne bar ud af bordet. – Hvorfor finder I jer i det? havde hun spurgt med en hovedrysten, når de stod samlet om opvasken. – Nogle ting skal der bare ikke laves om på, havde svigermor afsluttet den diskussion og rakt dem begge et ternet viskestykke.

 

Der skulle ikke laves om på traditionerne på hendes gamle gård! Hun sagde det ikke direkte, men kunne knibe munden sammen på en bestemt måde, så man vidste, at hun følte sig trådt over tæerne. Trine havde dog ikke kunnet lade være med at fnise, da Anette lavede himmelfaldne øjne til hende bag svigermors ryg.

 

Hun sukkede og lænede sig pludselig træt tilbage i stolen.Den støjende cafe, hvor musikken drønede ud af højtalerne, virkede ikke som det rette sted at mødes om noget så alvorligt. Hun ville have foretrukket, at de havde mødtes derhjemme, hvor der var fred og ro.

 

– Anette, har du nu tænkt dig godt om? Men blikket i Anettes øjne var ikke til at tage fejl af. Hun havde besluttet sig. – Jeg ville bare gerne selv sige det til dig, før resten af familien får det at vide, sagde hun og famlede nervøst om sit ærme.

 

Trine mærkede gråden i halsen. Hvem skulle hun nu fnise sammen med ad svigermoderens bekymring for, om hendes voksne sønner nu fik noget ordentligt at spise derhjemme? Eller brokke sig sammen med over svigerfaderens rovdrift på sine sønner, når det gjaldt hjælp på gården?

 

– Jeg håber, at vi kan blive ved med at ses, hviskede Anette og bed sig i underlæben. – Selvfølgelig skal vi da det, udbrød Trine og rakte sin hånd ud mod Anettes. Anette gjorde et forsøg på at rette sig op i stolen, men det lykkedes ikke. Hun sank endnu mere sammen, imens en trist skygge gled hen over hendes ansigt.

 

– Det bliver måske ikke så nemt, som du forestiller dig, hviskede hun og smilede blegt. Men det nåede ikke i nærheden af de skrå, grønne øjne. – Når Jan fortæller dem det, bryder helvede for alvor løs, sagde hun og måtte tage en dyb vejrtrækning.

 

Trine rynkede undrende øjenbrynene. Hvis Anette og Jan havde besluttet sig for at lade sig skille, kunne hun ikke forestille sig, at hverken Henrik eller svigerforældrene ville tage parti. Godt nok var de på nogle punkter meget traditionelle, men de fulgte

nu alligevel med tiden, og selv ude på landet var det ikke ualmindeligt med skilsmisser.

 

Selvom de på nogle områder var håbløst gammeldags og holdt på traditionerne, ville de da blive mindst lige så kede af det, som hun var. Især på deres børnebørns vegne. De var jo de bedste bedsteforældre, man kunne ønske sig.

 

Både Jan og Anettes drenge, og hendes og Henriks datter cyklede næsten dagligt op på gården og hilste på farmor og farfar. Og de blev altid budt velkommen med åbne arme. De elskede og forgudede deres børnebørn. Der var ikke alt det gode, som de to ældre mennesker ville gøre, for at de havde det godt.

 

Nej, tværtimod ville beskeden om skilsmissen ramme dem lige så hårdt, som det nu havde ramt hende. – Det bliver grimt, når vi skal i retten..., svarede Anette og undgik at møde hendes blik. Trine måtte chokeret sætte kaffekoppen fra sig på det blankpolerede cafébord.

 

Anette og Jan havde ikke nogen formue at slås om. Hvad havde de at strides om i en retssal? – og skal kæmpe om forældremyndigheden over drengene, fortsatte Anette blegt.

 

***

 

Trine så bestyrtet på sin svigerinde. Selvom Jan elskede deres to børn, var der ingen tvivl om, at det altid havde været Anette, der havde taget sig af deres to drenge. Ligesom Henrik tilbragte Jan jo størstedelen af sin vågne tid på værkstedet, hvis han ikke hjalp til ovre på sine forældres gård.

 

Hun havde da også indimellem selv raset, når Henrik tog over for at hjælpe sin far på gården i stedet for at tilbringe sin sparsomme fritid med hende og deres datter. Men da hun selv var vokset op på en gård, vidste hun, hvor meget arbejde der lå i sådan en bedrift, og den gamle svigerfar var afhængig af sine sønners hjælp.

 

Så hvorfor ville Jan kæmpe for at få forældremyndigheden? Det lignede ham slet ikke. Anette var en alletiders mor for deres børn, og selvom han naturligvis ville være ked af at skulle undvære sine børn, måtte han da også kunne indse fornuften i, at de blev hos Anette.

 

– Mon ikke Jan lige skal sunde sig? sagde hun og klemte Anettes hånd. – Det tror jeg ikke, hviskede Anette. – Du kender ham. Han kan være lige så stædig som sin mor. Det måtte hun give hende ret i. Jan var aldrig til at rokke, når han først havde taget et standpunkt.

 

Stivnakket var det vist ikke urimeligt at kalde ham. Men det lignede ham nu alligevel dårligt at stille et så urimeligt krav. – Måske kan Henrik tale ham til fornuft? Han lytter jo altid til ham, når der er noget, han er i tvivl om.

 

Anette nikkede eftertænksomt. – Tror du, at han kan overbevise ham om, at det ikke er børnemishandling, at jeg vil flytte med drengene ind til Aalborg? spurgte Anette med et skævt og tvivlende smil. – Til Aalborg? udbrød hun bestyrtet. – Jeg har fået en lejlighed herinde, nikkede hun.

 

Selv i sin vildeste fantasi kunne hun ikke forestille sig sine to krudtugler af nevøer spærret inde i en lejlighed. De bestilte jo praktisk talt ikke andet end at klatre i træer og springe omkring på markerne. Pludselig gik det op for hende, hvad Anette havde ment med, at helvedet ville bryde løs.

 

Svigerforældrene ville bakke Jan op i, at børnene skulle blive på landet i stedet for at bo i en lejlighed. Hun måtte indrømme, at det heller ikke var for børnenes bedste at blive rykket op fra den friske muldjord og ind i storbyens beton. Og hvornår skulle drengene se deres elskede bedsteforældre?

 

De havde jo altid bare lige kunnet cykle ned på gården og hilse på. Blive omfavnet af farmors buttede arme og blive vist rundt i stalden af farfar. Pludselig indså hun, at hun befandt sig i et forfærdeligt dilemma. Hvis ikke hun støttede Anette, ville hun miste hende. Men kunne hun det, hvis hun skulle følge sit hjerte?

 

Hun sendte også en bekymret tanke til sin egen datter, der ville blive sønderknust over at miste den daglige kontakt med sine fætre. – Det er en dejlig lejlighed. Med altan og gode værelser til børnene, afbrød Anette hendes tanker. – Men Anette, sukkede hun, – overvejer du da slet ikke at blive boende i landsbyen? – Nej, rystede hun bestemt på hovedet. – Jeg er aldrig faldet til derude.

 

Det var ingen hemmelighed, at Anette aldrig var faldet til i Fjellerslev, hvor alle vidste alt om hinanden – på både godt og ondt. Hun havde aldrig fundet ro ved havearbejde eller de hjemlige sysler. Dertil havde hun alt for meget krudt i bagenden. Det havde udelukkende været for Jans skyld, at hun havde opgivet sin tilværelse i byen og var flyttet langt ud på landet.

 

– Kommer du til søndagsmiddagen på gården i morgen? spurgte hun forsigtigt. – Nej. Det er vist bedst, at jeg bliver væk i morgen, rystede Anette på hovedet. Hvor ville det blive tomt ved søndagsbordet uden Anette og hendes kække bemærkninger. Hvor ville hun dog komme til at savne hende, tænkte Trine, imens de i tavshed kørte hjem til Fjenneslev.

 

***

 

Henrik var hjemme og sad og stirrede tomt frem for sig inde i stuen. Hun satte sig ind i sofaen ved siden af ham, og med benene trukket op under sig fortalte hun ham om sit møde med Anette. Han nikkede tavst. Jan havde allerede været forbi og lagt kortene på bordet. Han havde samtidigt bedt om deres opbakning til, at han gik i retten og kæmpede for forældremyndigheden over børnene.

 

– Hvad skal vi gøre? hviskede hun fortabt. Hvis de bakkede op om Jan, ville hun definitivt miste sin svigerinde. Men hvis de støttede Anette, ville Henriks nære forhold til sin bror lide lige så alvorlig skade. – Det er vel bedst for drengene, at de bliver herude på landet, sagde Henrik, men lød ikke overbevist.

 

– Men hvordan skal Jan få tid til at passe dem? Han kan ikke engang koge et æg, hviskede hun og bed sig i læben. Henrik sukkede og rystede opgivende på hovedet. – Nej, han er i alt fald afhængig af, at mor hjælper med det praktiske.

 

Hun nikkede tavst. Selvfølgeligt ville svigermor hjælpe Jan med det praktiske. Gøre rent i huset, ordne vasketøjet og lave mad til ham og børnene. Men ingenting ville alligevel blive det samme, tænkte hun. Tomrummet efter Anette ville blive gabende.

 

Det var jo hende, der altid havde fyldt huset med sin snak og latter. Hende, der skruede helt op for musikken og tumlede rundt med drengene eller lå og flød i sofaen og læste bøger højt for dem. Hende, der næsten rastløst altid havde sørget for, at der var liv og leben i deres lille hus.

 

Hvordan skulle drengene kunne undvære hende? Og hvordan skulle hun? Tanken om, at de ikke længere bare ville kunne stikke hovederne sammen og drikke en kop kaffe, gjorde hende endnu mere tung om hjertet. Selvom hun selvfølgelig kunne blive ved med at ses med Anette i hendes lejlighed inde i byen, ville ingenting nogensinde blive som før.

 

Henrik tog sig til hovedet og stønnede. Dette var ikke en diskussion, nogen af dem brød sig om. Og uanset hvilket udfald retssagen ville tage, ville det i alt fald ikke blive til børnenes bedste.

 

***

 

De var ikke mere afklarede, da de med deres endnu uvidende datter travede ned ad landevejen til søndagsmiddag på vej over mod svigerforældrenes gård. Tunge om hjertet vidste de, at Jan ville kaste bomben og i samme åndedrag bede om familiens opbakning til at støtte ham i en retssag.

 

– Siger du, at I skal skilles? Og at Anette vil flytte med drengene ind i en lejlighed i storbyen? Svigermoderen så bestyret på Jan, da børnene var løbet ud at lege på gårdspladsen. Jan nikkede og trak vejret dybt.

 

– Derfor har jeg besluttet at gå i retten. Drengene skal under ingen omstændigheder vokse op på fjerde sal inde i byen! fortsatte han med en beslutsom mine. Han lagde bestikket fra sig og så indtrængende på sine forældre. – Jeg vil gå i retten og kæmpe for at få forældremyndigheden over dem.

 

Kun stueurets tikken og børnenes ubekymrede leg udenfor brød den stilhed, der opstod omkring spisebordet. Trine drejede ansigtet bort. Det var så ubehagelig en situation, at hun ville ønske, at hun kunne forsvinde.

 

– Hvordan vil du få tid til at være alene om dem? afbrød hendes svigerfar og rynkede sine buskede bryn. – Med min families hjælp, sagde Jan og så rundt på alle ved bordet. Trine krympede sig for hans vrede og frustrerede blik.

 

– Mor, fortsatte han, – hvis du hjælper mig med det praktiske derhjemme... Et øjeblik gik han i stå. Så vendte han blikket mod hende. – Du kunne måske også hjælpe med at se efter drengene, når vi har overarbejde nede på værkstedet?

 

Alles øjne hvilede pludseligt på hende. Trine rømmede sig for at trække tiden ud, men før hun havde nået at tænke over et svar, afbrød hendes svigermor pausen med en fast besluttet stemme:

 

– Nej, Jan. Det kan vi på ingen måde støtte dig i. Du er en god far, men vi vil aldrig gå i retten og påstå, at det er bedst for børnene, at de vokser op hos dig. – Men, mor, indskød Henrik overrasket, – Anette vil flytte ind til byen med dem...

 

– De kommer vel på weekend herude? afbrød hans mor ham.– Og der er vel heller ikke længere til Aalborg, end at vi kan køre frem og tilbage og besøge drengene, tilføjede hun med et bestemt drag om munden.

 

– Det er jeres beslutning, at I skal skilles. Det eneste, vi vil blande os i, er, at drengene ikke mister mere end højst nødvendigt, og da slet ikke deres mor! Hun bankede en næve i bordet, så porcelæn og bestik klirrede. – Og der bliver stadig dækket op til både Anette og drengene hver søndag her ved bordet!

 

Da ingen gjorde nogen indsigelser, lænede Jan sig besejret tilbage i stolen, imens det næsten var, som om en skygge af lettelse gled hen over hans ansigt.

 

Som sædvanligt tog hun og hendes svigermor opvasken, imens mændene blev siddende inde ved bordet. Uden Anette var der dog blevet så stille. Imens svigermoderen tavst sæbede porcelænet ind, opdagede hun pludseligt, at hendes blik var lige så fugtigt som hendes eget.

 

Hun kunne pludseligt ikke lade være med at lægge viskestykket fra sig og rørt give hende et knus på de bløde, våde kinder. – Tak, hviskede hun, fordi du er, som du er!

 

Godt nok var hendes svigermor på mange områder gammeldags og holdt stædigt fast i de gamle traditioner. Ligesom den tilbagevendende søndagsmiddag stod de simpelthen ikke til diskussion, så længe hun levede her på gården.

 

Men på trods af, at det til tider havde irriteret hende lige så meget, som det havde irriteret Anette, gik det op for hende, at det lige præcis var de gamle traditioner, der bandt familien sammen – også på trods af skilsmisser.

 

Selvom alting ville blive anderledes fremover, var der alligevel noget, der aldrig ville ændre sig. Det vidste hun, at selv Anette ville sætte lige så stor pris på som hun selv.

Tekst: Mette Holst
Illustreret af: Jørn Møbius
Publiceret: 26-10-2013
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge