Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Tilbage til hverdagen

Noveller
Janne forstod ikke, hvad der var ved at ske med hende. Hun havde været sekretær på skolen i 15 år og altid elsket sit job, men efter at den nye skoleinspektør var kommet til, følte Janne konstant, at hun gjorde alting forkert og slet ikke slog til længere. Var hun ved at blive syg...?

Vækkeuret ringede. Så var helligdagene forbi, og de skulle på arbejde igen. For ikke så forfærdelig længe siden ville Janne have glædet sig til det, for hun holdt af hverdagen. Bare ikke, som hverdagen var blevet her på det sidste. Hun trak dynen op over hovedet og krøllede sig sammen til en lille kugle, mens en ubestemmelig smerte skar sig ind i hendes mellemgulv.

 

– Er du vågen? spurgte Per søvndrukkent og lagde en hånd på hendes skulder. – Mmm. Fra sit skjul under dynen registrerede hun, at han stod op. Hun vidste, at hun snart blev nødt til at følge efter. Alligevel kneb hun øjnene stramt i og prøvede at fortrænge kendsgerningerne. Kunne hun dog bare falde i søvn igen. Bare fem minutter mere, hvor hun ikke behøvede at forholde sig til den nye dag, der stod og truede ude foran hoveddøren.

Annonce

 

– Sætter du ikke kaffen over? – Mmm, svarede hun igen og gjorde sig meget modstræbende klar til at stå ud på gulvet. Det var gradvist kommet snigende det sidste halve år. Siden de havde fået den nye skoleinspektør, Vivi Mogensen. Janne havde været sekretær på skolen i de sidste 15 år, og hun havde aldrig før haft nogen problemer, hverken med sin chef, gode gamle Christian, med lærerne, eleverne eller forældrene.

 

Men så var Christian gået på pension, og de havde fået Vivi Mogensen som ny inspektør. Kvinden, der hadede kvinder. Janne trippede rastløst frem og tilbage på køkkengulvet, mens kaffen løb igennem. – Jeg er færdig på badeværelset, råbte Per inde fra soveværelset. Janne tog sig selv i at sukke dybt, da hun forlod køkkenet for at gå ind og gøre sig klar til den skrækkelige dag, som ventede.

 

* * *

 

Klokken var fem minutter i halv otte, da hun trådte ind på kontoret. Døren ind til inspektørens kontor stod åben, og Vivi sad bag sit skrivebord med en bunke papirer foran sig. – Godmorgen, sagde Janne og forsøgte at få det til at lyde overskudsagtigt. – Morn', lød det afsnubbet fra Vivi. I det samme ringede telefonen. – Det er Langagerskolen, godmorgen, sagde Janne... – Nå, for søren. Det lyder ikke rart. Ja, men det siger jeg videre. Og så må du have god bedring.

 

Hun lagde røret på og stillede sig hen i døren ind til Vivi. – Det var Lone. Hun er blevet syg. Vivi så op. – Nå. Men så ved du jo, hvad du skal gøre, svarede hun på den der kolde måde, der altid fik Janne til at føle sig så dum. Selvfølgelig vidste hun, hvad hun skulle gøre. Hun skulle finde en vikar for Lone, for det var hendes job, ja. Men hvis hun nu ikke havde sagt noget og blot var begyndt at ringe rundt for at finde den vikar, så havde det også været galt.

 

Lige meget hvad hun gjorde, så fik Vivi hende altid til at føle, at hun gjorde det forkerte. Den knugen, hun havde haft i maven, lige fra hun vågnede, bredte sig ud i hele kroppen nu. Janne greb telefonen for at ringe til Nelly, en ung lærer, der flere gange havde vikarieret for dem, men før hun var færdig med at indtaste nummeret, kaldte Vivi inde fra sit kontor: – Blev du i øvrigt færdig med den opgørelse over vikarforbrug før ferien?

 

Janne skulle kæmpe for at undertrykke den vrede, der brusede op i hende. – Ja, svarede hun kort og tastede de sidste tal i Nellys nummer på telefonen. – Jeg vil gerne have den printet ud, lød det inde fra Vivi. I det samme tog Nelly telefonen, og Janne koncentrerede sig om at tale med hende. Hun havde kun været på arbejde i 10 minutter efter den lange påskeferie, men hjertet føltes allerede som en galoperende hest i brystet på hende.

 

Hun skyndte sig at gøre samtalen med Nelly færdig, mens hun samtidig fandt opgørelsen til Vivi frem på computeren. Mens hun printede den ud, stak viceinspektøren, Karsten, hovedet ind på kontoret. – Godmorgen. Har du haft en god ferie? spurgte han. – Ja, dejlig. Hvad med jer? Fik I åbnet jeres sommerhus? – Jamen, det gjorde vi da. Det hører påsken til, som du ved.

 

De smilede indforstået til hinanden, for de huskede begge to tydeligt det år, hvor Karsten havde foreslået sin kone, at de skulle tage sydpå i påsken. Det var han ikke sluppet særlig heldigt fra, og den historie havde der været talt meget om siden. Vivi rømmede sig demonstrativt inde fra sit kontor. – Nå, men jeg må også hellere..., sagde Janne nervøst og vendte sig om mod printeren.

 

Hun samlede papirerne sammen og gik ind for at aflevere dem til Vivi, der kvitterede med et anklagende blik. Sådan følte Janne det i hvert fald. En mor til en af eleverne i 4.b ringede. Hun var alvorligt bekymret, fordi hendes søn endnu ikke havde lært at læse, og hun ville gerne have, at han fik specialundervisning. Også fordi de andre i klassen mobbede ham og kaldte ham dummernikken. Nu var drengen begyndt at trøstespise, og det var bare ved at køre helt af sporet....

 

– Øjeblik. Jeg stiller dig lige ind til skoleinspektøren, sagde Janne. Det var en af den slags situationer, hun hadede, for hun vidste, at den ville give problemer. Det gjorde den også. To minutter efter kaldte Vivi på hende. – Jeg troede, jeg havde forklaret dig, at jeg ikke kan have alle mulige forældre hængende i røret. Du må henvise dem til deres børns kontaktlærere.

 

– Jamen..., begyndte Janne. – Der er ikke noget jamen. Jeg kan ikke kende 500 børns forskellige behov. Det er derfor, vi har kontaktlærerne. Janne vidste ikke, hvad hun skulle svare. Christian havde altid kunnet tage sig tid til at tale med bekymrede forældre, og det hørte vel strengt taget også med til en skoleinspektørs job. Det turde hun bare ikke sige til Vivi. Vivi viftede irriteret med hånden som tegn til, at hun godt kunne forlade kontoret igen.

 

* * *

 

En knaldende hovedpine lå som en jernring omkring Jannes hoved, da det blev fyraften. Per var heldigvis kommet hjem før hende. Han så medfølende på hende, da han opdagede det forpinte udtryk i hendes ansigt. – Du skal vist ind og ligge lidt på sofaen, sagde han og strøg hende over kinden. – Tag dig en lur, så skal jeg nok stå for maden.

 

Janne lagde sig med et tæppe og lukkede øjnene. Det dunkede og bankede og hamrede i hendes tindinger, samtidig med at tankerne snurrede, virrede og hvirvlede rundt derinde. Hun havde kvalme, ondt i maven, ondt alle vegne. Hun følte sig dum og mindreværdig og uduelig til sit job. Men først og fremmest forstod hun ikke, hvordan hun var blevet så skrøbelig. Sådan plejede hun ikke at være.

 

Hende og Vivi havde ikke nogen god kemi, nej. Men alligevel. At det skulle gå sådan i kødet på hende, helt fysisk, det var alligevel mærkeligt. Måske fejlede hun noget andet? Noget alvorligt? Måske... var hun ved at blive psykisk syg? Hun ville rejse sig for at komme væk fra tanken, men før hun nåede så langt, kom Per listende ind i stuen. Hun åbnede øjnene og så på ham.

 

– Jeg har en Treo til dig, sagde han og stillede et glas med brusende vand på sofabordet. Hun rakte en svag hånd ud imod ham. Han tog den og satte sig ved siden af hende. – Du har det ikke ret godt, hvad? sagde han blidt. Så kom gråden. Det fossede ud af øjnene på hende, og hun gjorde ikke noget forsøg på at stoppe det. Kunne heller ikke. Nu bryder jeg sammen, nåede hun lige at tænke, før hun viljesløst blev revet ud i den syndflod af tårer, der truede med at drukne hende.

 

Pers ansigtsudtryk skiftede fra det omsorgsfulde til det bekymrede og til sidst det forskrækkede. – Janne, hvad sker der med dig? sagde han så højt, at det næsten var et råb. Han tog fat i hende og prøvede at knuge hende ind til sig, men hun var nødt til at skubbe sig ud af hans favn igen, for gråden var ved at lukke hendes luftveje, og hun måtte gispe efter vejret.

 

– Janne, sig noget. Fortæl mig, hvad der sker? – Jeg... jeg kan... ikke..., lykkedes det hende at hikste frem. – Tag nu en dyb indånding, hører du. Træk vejret helt ned i maven. Og fortæl mig så, hvad det er, du ikke kan? Pers ord, der skulle have virket beroligende, satte i stedet en ny flodbølge i gang, og først da der var gået noget, der føltes som et ondt år, løb hun endelig tør for tårer. På sofabordet lå en pyramide af krøllede og våde papirservietter.

 

– Sikke dog en omgang, sagde Per og strøg en tot af hendes pandehår til side. – Kan du snakke nu? – Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, svarede hun tonløst. – Jeg føler mig bare så... Janne stirrede tomt frem for sig. Det var, som om noget var bristet indeni, men hun kunne ikke sætte ord på det. – Måske skulle du tage en tur forbi lægen i morgen? foreslog Per. – Ja, måske.

 

* * *

 

– Det er stress, sagde doktor Brahmsen, da hun dagen efter sad over for ham og havde fortalt ham, hvad hun kunne om sit sammenbrud i går. – Men jeg har jo haft det job i 15 år uden at blive stresset, sagde hun undrende. – Ja, det ved jeg. Men stress handler ikke kun om at have travlt. Det handler også om det psykiske arbejdsmiljø.

 

Der var ikke noget, Janne hellere ville end at tro på doktor Brahmsen, for så var det på en måde ikke så alvorligt. Så var det ligesom ikke hendes skyld, følte hun. Alligevel turde hun ikke helt tro ham. Tanken om, at det var hende, der var ved at blive gal, havde bidt sig fast i løbet af natten, mens hun lå og stirrede ud i mørket uden at kunne sove. Time efter time.

 

– Stress? sagde hun, som om hun måtte smage en ekstra gang på ordet for at få det til at give mening. – Der er slet ingen tvivl. Man kan blive så stresset, at man nærmest mister følelsen af sig selv. Og det er dér, du er. – Men hvad så? spurgte Janne og så ulykkeligt ind i den gamle læges øjne.

 

– Du skal først og fremmest langtidssygemeldes. Jeg har ikke lyst til at give dig piller mod det her. Hvis du vil, kan du få nogle milde sovetabletter, men ellers handler det om ro og fred og i første omgang ikke noget som helst andet. – Men mit job? – Det skal du ikke tænke på nu. Nu får du foreløbig en sygemelding på tre måneder. Men vi to skal snakke sammen igen om senest fire uger. Og hvis du har brug for det før, så kommer du bare.

 

Janne var fuldkommen stille indeni, da hun gik hjem fra lægen. Hun havde ikke nogen tanker. Kun denne mærkelige stilhed. Eller måske snarere tomhed? Hun var hverken trist eller glad. Ikke lettet, men heller ikke tynget. Hun var vægtløs i et lufttomt rum. På en eller anden måde uden identitet.

 

* * *

 

Det var Per, der havde sygemeldt hende i morges, men hun blev jo nødt til selv at ringe til skolen og sige, at hun ikke kom i de næste tre måneder. Hun havde bestemt ikke lyst til at tale med Vivi, så hun ventede til sidst på eftermiddagen og ringede så til Karsten.

 

– Hej, det er Janne, sagde hun med spag stemme, da han havde taget røret. – Undskyld, jeg forstyrrer dig derhjemme. – Det er helt i orden. Du var syg i dag? Gråden begyndte at presse på hendes strubehoved. – Mmm, sagde hun for at vinde tid. Så mandede hun sig op. – Det er sådan, at jeg er gået ned med stress. Karsten var stille i den anden ende. – Jeg skal være sygemeldt i tre måneder, fortsatte hun.

 

– Du godeste! kom det ende-lig fra Karsten. – Hvorfor har du ikke sagt noget om det før? – Jeg... jeg... Hun kunne ikke fuldføre sætningen. Per, der stod lige ved siden af hende, tog nænsomt telefonen fra hende. – Hej, Karsten, det er Per. Janne kan ikke selv snakke. Men altså... som hun sagde, er hun gået ned med stress. Så vidt jeg har forstået, sender vores læge en sygemelding direkte til skolen.

 

Janne dumpede ned på en køkkenstol, mens Per fortsatte samtalen med Karsten. Hun følte sig nærmest umyndiggjort. Der var bare ikke noget, hun kunne stille op i forhold til det, for hvis hun selv skulle forklare sig, ville hun komme til at tude igen. – Jeg skulle hilse fra Karsten og ønske god bedring, sagde Per, der i mellemtiden var blevet færdig med samtalen. Janne begyndte at græde.

 

* * *

 

Der gik en uge. Og der gik en uge til. Dagene var lange og ensformige. Rent ud sagt møgkedelige. Janne var ikke en kvinde, der var vant til at sidde med hænderne i skødet. Hun elskede at have tusind bolde i luften på én gang. Nu havde hun ingen. Men selvom hun kedede sig, blev hun stadig uendeligt tung og træt i hele kroppen og fik ondt i maven, hver gang hun tænkte på at raskmelde sig igen. Hun stak i et par gummistøvler og gik ud for at luge imellem forhavens tulipaner.

 

– Dav, Janne, lød det pludselig bag hende, bedst som hun stod med rumpen i vejret. Det var Christian. Hendes gode, gamle chef. – Jeg hører fra Karsten, at du er sygemeldt? Janne så ind i hans kloge øjne. – Vil du have en kop kaffe? spurgte hun så.

 

Det blev en meget lang kop kaffe, og da Christian brød op et par timer senere, havde Janne endelig indset, at det ikke var hende, der var noget galt med. Der var en årsag til, at hun var gået ned med flaget. Og den årsag hed Vivi Mogensen. Det var ikke, fordi Christian havde rakket ned på den nye skoleinspektør. Han havde knap nok nævnt hende med et ord. Han havde blot brugt to timer på at sidde og mindes alle de dejlige år, hvor de to sammen havde løst alverdens opgaver på Langagerskolen.

 

Han havde på sin egen stilfærdige måde mindet hende om, at hun var en ørn til sit job. Janne vågnede fuldstændig klar i hovedet næste morgen. Hun sprang ud af sengen, gik i bad og tog tøj på. – Jeg tager hen på skolen i dag. Jeg er nødt til at få en afklaring. Per så forbavset på hende. – Men du er jo... – Nej. Jeg vil ikke finde mig i det her. Hun skal ikke gøre mig til noget offer. – Det er min kone! udbrød Per med respekt i stemmen.

 

Janne havde besluttet at snakke rent ud af posen, når hun stod ansigt til ansigt med sin chef. For samtidig at få et vidne, forsinkede hun sin ankomst, så den passede med, at Karsten og Vivi holdt deres sædvanlige morgenmøde. De så overrasket op, da hun trådte ind ad døren.

 

– Godmorgen. Jeg kommer, fordi jeg ikke kan leve med det her. Jeg har altid været god til mit job, og selvom det kan være hektisk, stresser det mig ikke. Det, jeg bliver stresset af, er at have en chef, der mobber mig. Du stresser mig, sagde hun og så Vivi direkte i øjnene.

 

Vivi lignede først en hund, der havde fået en spand koldt vand i hovedet. Derefter en vulkan, der var ved at gå i udbrud. Hun forsøgte at besvare Jannes blik, men måtte slå øjnene ned. Janne henvendte sig til Karsten. – Jeg vil gerne sige op. Men jeg vil ikke have stående i mine papirer, at jeg ikke kan samarbejde. Og der skal heller ikke stå, at jeg er gået ned med stress. Det her er ikke min skyld.

 

* * *

 

Tre måneder senere sad Janne i sit nye job på højskolens kontor og jonglerede med næste års elevlister, da posten kom. – Så var der lige en stak til dig, sagde han og lagde en bunke breve samt ugens udgave af Lokalavisen på hendes skrivebord. Jannes blik faldt på en overskift på forsiden: Skoleinspektør fritstilles Og nedenunder med lidt mindre skrift: Svære samarbejdsproblemer på Langagerskolen fører nu til...

 

– Janne, er du ikke lige sød at komme herind? kaldte Magnus, højskolens forstander, i det samme. Janne rejste sig. – Jeg ved godt, jeg har lovet dig mindre overarbejde, men kunne jeg mon overtale dig til at blive hængende et par timer mere i eftermiddag? Jeg har brug for dit gode overblik, når vi skal have de sidste brikker på plads i skemalægningen.

 

Janne smilede. – Det skal jeg nok, Magnus. Intet problem. Hun gik tilbage til sit eget bord og smed Lokalavisen i papirkurven. Så tog hun fat på elevlisterne igen, for hun havde meget, hun skulle nå, før hun kunne give Magnus en hånd med næste års skemalægning.

Tekst: Ida Marie Stenderup
Illustreret af: Jørn Møbius
Publiceret: 01-11-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri