Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: To skridt fra friheden

Noveller
Det var spillegælden, der havde fået ham til at påtage sig denne opgave. Sidste gang, han var endt i samme situation, havde Christina bakket ham op, men hun ville ikke gøre det igen. Det var ellers slet ikke ham at gøre sådan noget. Når bare han nåede igennem tolden, ville det være et overstået kapitel, men samtidig følte han det, som om forbrydelsen lyste ud af ham, så enhver kunne se, hvad han skjulte i kufferten.

Uden for flyvinduet har mørket endnu ikke helt sluppet taget. Under ham breder markerne sig som et endeløst, efterårsblegt maleri. Han knuger om servietten, ruller den til en svedig, lille bold i håndfladen. Ser flere huse dernede nu, mørke uhyggelige skygger, som flyver forbi med stadig større fart. Det er lige før landing, og det gør ham utilpas. Men den virkelige angst kommer først, da hjulene rammer jorden med et bump.

 

Han har været en idiot. En komplet idiot. Han skulle aldrig have indladt sig på det her. Han stirrer på sine hænder, holder dem op foran ansigtet. Kridhvide og skælvende. Han må tage sig sammen. Han er bare nødt til at tage sig sammen.

 

Her sidder han altså, Frank Enersen, 41 år. En vellykket mand i sin såkaldte bedste alder. En mand, som har alt, hvad der skal til, for at få et godt og sorgløst liv – en god stilling med mulighed for snarlig forfremmelse, en sød, veluddannet kone og en smuk villa. En god og tryg tilværelse, som de har brugt mange år på at bygge op. En tilværelse, som han, i løbet af få minutter, kan lægge fuldstændigt i grus.

Annonce

 

Mens flyet taxier hen ad landingsbanen, kigger han igen ud ad vinduet. Får øje på terminalen i det fjerne. En oase af gullighvidt lys i mørket. Det ligner et glitrende isslot, tænker han og lukker øjnene. Trækker vejret dybt. Skjorten er svedig og klam. Det står heller ikke for godt til med slipset. Det hænger i en svedig bylt rundt om halsen.

 

Det er den forbandede spillegæld, der har skylden. Nu har den igen fået overtaget. En mani, en besættelse, som han ikke har kunnet beherske i tide. Det var sket en gang tidligere. For nogle år siden. Dengang havde Christina bakket ham op hele vejen. Støttet ham og været der for ham. Hun havde endda taget et ekstra job. Alt dette for at hjælpe ham med at betale den astronomiske gæld ned.

 

– Men det sker ikke igen, sagde hun til ham. – Det orker jeg ikke. Så går jeg hellere min vej. Det var derfor, han ikke havde sagt noget til hende denne gang. Han ville blive nødt til at klare det på egen hånd. Og da han fik dette tilbud, havde han egentlig ikke noget valg. En nødløsning, han havde sagt ja til, fordi han havde kniven på struben.

 

Flyet standser med et ryk henne ved terminalen. Passagererne begynder øjeblikkelig at røre på sig. Frank også, selv om han hellere ville være blevet siddende. Hvad er det dog, han har rodet sig ud i? Han svælger. Igen og igen svælger han. Halsen er knasende tør som sand.

 

Hvad nu, hvis de har hunde derinde? Hjertet begynder at banke hurtigere. Sådan noget har han slet ikke taget højde for. Trænede labradorhunde, som hurtigt vil snuse sig frem til hans bagage. To kilo ren kokain i bunden af skuldertasken. Hvordan forklarer man lige sådan noget?

 

Det var ikke sådan nogen som Frank, tolderne var ude efter, havde bagmanden på den listige bar beroliget ham med. Dem, de holdt udkig efter, ville have langt hår og skæg, utilpassede unge og folk med flakkende øjne. Sådan nogen som Frank ville

derimod smutte glat igennem tolden som et stykke sæbe i varmt vand.

 

Men det beroliger ikke Frank nu. Han må have tabt hovedet fuldstændigt, da han sagde ja til det her. Hunde ser vel ikke forskel på, hvordan folk går klædt?

 

* * *

 

Han går ned gennem den trange kabine, nikker så til stewardesserne og bevæger sig rask over mod ankomsthallen. Synet af de mange bagagebånd beroliger ham lidt. Der findes ikke skyggen af firbenede sladderhanke her. Han kigger sig diskret rundt. Prøver ikke at vække for megen opmærksomhed. Rastløs, men ikke for rastløs.

 

Man kan godt være lidt urolig efter en lang og trættende flyrejse. Man ønsker kun at få fat i sin kuffert og så se at komme hjem. Men er man for urolig, kan det tyde på nervøsitet. Det ville være den visse undergang. Frank forsøger at finde en naturlig balance, men det fungerer ikke. I stedet føler han sig stiv, som en dukke med mekaniske bevægelser.

 

Han tænker på Christina, på hendes smil, på de smukke, brune øjne. Men det hjælper ikke. Bagagebåndet har nu sat sig i bevægelse. Kun nogle få minutter mere, og så er kufferten her. Han kaster et blik mod udgangen. En skillevæg er sat op foran selve døren, formentlig for at ingen skal se, om der står nogle toldere derude.

 

På ny strammer angsten i ham, og han har allerede besluttet sig: Aldrig nogensinde mere. Dette bliver første, eneste og sidste gang. I det samme får han øje på den blå kuffert og baner sig utålmodigt vej hen til bagagebåndet. Trækker kufferten til sig og trækker håndtaget ud. Tiden er inde.

 

Med rolige, afmålte skridt bevæger han sig over mod udgangen. På en måde føles det som en lettelse. Ventetiden er ovre. Nogle få skridt, og han er ude. Han vil klare det. Har egentlig altid været bedst, når det virkelig gælder. Det er ventetiden, han ikke kan klare. Men da han nærmer sig skillevæggen, er det, som om benene ikke længere vil bære ham. Han føler sig svimmel, må tage sig til hovedet.

 

Ikke tale om. Han kan ikke gennemføre det alligevel. Hvad nu, hvis han bliver stoppet? Hele verden kommer til at bryde sammen omkring ham. Med en brat bevægelse drejer han rundt og skynder sig ud på toilettet. Trangen til at kaste op er overvældende, men han formår alligevel at holde det tilbage. Måske har tolderne skjulte kameraer herinde også, så de kan afsløre folk som ham!

 

* * *

 

Inde i aflukket tager han alt det ud, han har i skuldertasken. Vil stikke nøglen ind i den falske bund og rive den op. I løbet af nogle sekunder vil det alt sammen være skyllet ud i toilettet. Men så tager han sig i det. Den slags vil modtagerne næppe se på med milde øjne. Hans spillegæld vil fortone sig til en klatskilling i sammenligning med det, han vil skylde dem. Han er fanget i en fælde.

 

Det hjælper ikke at blive paranoid, Frankie Boy, mumler han for sig selv og stikker nøglerne tilbage i lommen. Han er nødt til at holde hovedet koldt. Chancerne for at blive taget er jo minimale. Bare denne ene gang, og et helt nyt liv i frihed kan begynde. En helt ny start, mange erfaringer rigere. Og denne gang vil han have lært lektien.

 

Han låser døren op og går ud og stiller sig foran vasken. Prøver at få den åndssvage vandstråle til at virke. Rolig nu, ingen afslørende bevægelser, tænker han, mens han ser på de andre rejsende i spejlet. Mennesker i bevægelser, hid og did. Ingen, der bare står der. Ingen, der betragter ham. Ingen skjulte toldere, som er klar til at kaste sig over ham.

 

Han tørrer hænderne og går ud i hallen igen, og denne gang går han direkte ind i den røde zone. Noget som også havde været en del af planen. Han havde tænkt som så, at hvis bare han var ærlig nok og fortoldede et par flasker spiritus, så ville de næppe gennemsøge resten af bagagen.

 

Men da han planlagde dette, var han næppe ved sine fulde fem. Tolderne er jo ikke dumme. Sandsynligvis tænker de på nøjagtig samme måde. Og måske er chancerne for at få bagagen gennemsøgt endda større, hvis han går gennem den røde zone?

 

Nu er det i hvert fald for sent. Den uniformerede kvinde henne ved skranken har fået øje på ham, og lige nu er han den eneste passager herinde. Han må bare gå derover. Rolige, naturlige skridt. Afmålte bevægelser. Ikke for venlig, ikke for smiskende. Men heller ikke for uvenlig. Det virker også afslørende.

 

Først da han når hen til hende, ser han, hvor ung hun egentlig er. Meget yngre end han selv. Det er en streg i regningen. De unge føler ofte et større pres på deres skuldre, et behov for at overbevise alt og alle om deres egen dygtighed. – Hej, siger hun uden synderlig interesse.

 

– Hej, smiler han. For stift. For påklistret. Men i samme øjeblik han svinger posen med toldfri varer op på disken, mærker han, hvordan mundvigene begynder at vibrere. De nervøse trækninger, han altid får, når han mærker, at situationen er ude af kontrol.

 

Men den unge tolder ser knap nok på ham. Tager bare et kig i posen og slår nogle tal ind på kasseapparaet. – Det bliver så 250 kroner, siger hun tonløst og kan ikke engang ofre et lille smil på ham. Hun burde da i det mindste vise en smule taknemmelighed på statskassens vegne, tænker han og tæller tre hundredekronesedler op.

 

Men hun er sikkert misundelig. Ville sikkert ønske, at det var hende, der kunne rejse rundt i hele verden og opleve nye ting. I stedet må hun finde sig i sit kedelige arbejde og betjene alle globetrotterne. Det hjælper faktisk at tænke sådan. At fokusere på noget andet. Han føler sig roligere nu.

 

Hun tæller sedlerne og putter dem i kassen med et lille nik. Bare nogle skridt mere, og han er ude i friheden. Det her går nemmere, end han havde turdet håbe. – Nå, men hav en god dag, siger han opmuntret af sin nye selvtillid. Bedst, når det gælder. Det er ham, Frank Enersen.

 

* * *

 

Men idet han griber posen, spørger hun pludselig og helt overraskende: – Og har du ellers noget at fortolde? Noget skrider ligesom sammen inde i ham. Hvad nu? Har hun bemærket noget ved ham? Kvindelig intuition måske? Denne uhyggelige evne, som gør kvinder i stand til at tolke det mindste, lille tegn på ubalance. En egenskab, de har oparbejdet gennem årtusinder ved at føde børn, og som er livsfarlig for enhver mand, der er ude på dybt vand.

 

Han vil komme med en eller anden afvæbnende spøg, men stemmen nægter helt at samarbejde. Han rømmer sig, men nej, stemmen er og bliver væk. I stedet bliver han stående og stirrer dumt på hende, mens sveden sagte pibler frem på panden.

 

– Hvad lavede du forresten i udlandet? Enhver antydning af venlighed er forsvundet. Hun ser meget direkte på ham nu. – H-hvad mener du? Han stammer hørligt. Selvtilliden, han havde for et øjeblik siden, er fuldstændig sivet ud af ham. Vær nu sød, beder han stille indeni. Bare slip mig igennem denne ene gang. En eneste gang, og det bliver den sidste. – Hvad har du lavet? Job eller ferie?

 

Han vil se væk, fjerne øjnene fra hendes. Men han tør ikke. Frygter, at det vil afsløre, at han har noget at skjule. Derfor sidder øjnene som låst fast i hendes. Som om han betragter hende gennem en lup, blodrødt og dunkende. – J-jeg... jeg...Øjnene trækker sig sammen og bliver til to små rosiner, mens varmen stiger op i kinderne.

 

– Noget imod, at jeg lige kigger? Hun nikker mod hans skuldertaske. Et det et valg? Kan han eventuelt takke nej og bare gå? Han må smile lidt af sin egen vittighed, og det hjælper. – Jamen, naturligvis, siger han og mander sig op. Tasken har jo dobbelt bund. Folkene, som pakkede den, er professionelle. Selvfølgelig vil hun ikke finde noget.

 

Han retter på slipset og først nu opdager han, hvor tæt han egentlig er på udgangen. Bare et lille sving, og så er han ude i friheden. Det hjælper betragteligt. Han trækker vejret roligere, mærker, at han er ved at genvinde kontrollen.

 

Undersøgelsen er temmelig overfladisk. Hun stikker bare hånden ned i tasken og roder lidt rundt, hvad hun så ellers forventer at finde på den måde. Formentlig er det bare for at plage ham lidt. Sådan trække det lidt ud, fordi det ikke er hende, der kan rejse. Kufferten er hun i hvert fald ligeglad med.

 

– Fint, tak skal du have, siger hun og lader ham tage skuldertasken. – Helt i orden, siger han og mener det. Det skulle da bare mangle, om han ikke skulle stå til tjeneste for det offentlige. De gør jo bare deres arbejde. Et vigtigt arbejde trods alt. Han har slet ikke noget ønske om, at landet skal flyde over med ulovlige stoffer. Men de kan koncentrere sig om de store, dem, der tjener millioner på det svineri. Ikke sådan nogle som ham, der har kniven for struben.

 

* * *

 

Han griber tasken, måske lidt for hurtigt. Lidt for ivrigt. Kan ikke komme hurtigt nok væk. Men han når ikke at gå mange skridt, før hendes stemme pludselig lyder bag ham. Han stopper. Lukker øjnene. Fornemmer, at han er gennemskuet.

 

Hun har bare villet lade ham gå nogle meter først, for at være helt sikker. Se, hvordan han tog sine ting op. Måden han trak lynlåsen op i tasken – lidt for hjælpsom, lidt for hurtig. Se, hvordan han satte farten op for at komme ud – så hurtigt, at han var ved at snuble over sine egne ben. Alle de små, afslørende bevægelser.

 

Et lille øjeblik bliver han stående urørlig. Men så sænker han skuldrene og vender sig om mod hende. Møder hendes øjne. Det kolde, uforsonlige blik. Det er overstået nu, han kan mærke det. Og han ved ikke engang, om han føler det som et nederlag.

 

På en måde er det egentlig en lettelse. Som om en tung byrde bliver løftet af hans skuldre. Han er ikke nogen professionel narkosmugler. Har aldrig passet i den rolle. Ville ikke have kunnet leve med den slags på sin samvittighed. En nødløsning, javist. Men med tiden ville han ikke have kunnet leve med det.

 

– Jeg skal nok gøre det nemt for dig, siger han. – To kilo. De ligger i bunden. Roligt sætter han tasken tilbage på disken. Har allerede besluttet sig for at samarbejde helt og fuldt. Er han først afsløret, er det alligevel bedst sådan. Han vil benytte sig af alt, der kan virke som formildende omstændigheder.

 

Hun ser først lidt uforstående på ham, men så breder der sig et smil i hendes ansigt. For første gang smiler hun rigtigt. – Jeg ville egentlig bare give dig de byttepenge tilbage, du glemte, siger hun. Frank ser forvirret på hende. – 50 kroner, siger hun. – Du gav mig 300. Han rækker prøvende hånden ud.

 

– Men siden du virkelig insisterer, fortsætter hun og gør en venlig gestus ind mod et lille aflukke: – Så værsgo, kom med herind.

Tekst: Lars P. Mellebye
Illustreret af: Peter Michael
Publiceret: 18-01-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri