Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Ventetid

Noveller
Camilla strøg en hånd hen over sin tykke mave. To måneder endnu. Om to måneder skulle hun være mor. Om to måneder skulle Per være far. Altså hvis…Hun rystede på hovedet. Nej, hun skulle ikke tænke de tanker nu. Hun måtte ikke. For selvfølgelig kom Per hjem til hende igen.

Efteråret havde for længst revet bladene af træernes grene, så skoven nu stod som en sort silhuet mod den isblå himmel. Vinden peb omkring huset, og huset svarede igen med en dyb knagen i det gamle træværk. Camilla skruede ned for suppen og tændte for radioen.

 

– Klokken er 15, og her er radioavisen, lød den velkendte speakerstemme. Camilla dumpede ned på en stol. – Urolighederne på finansmarkedet har igen fået aktierne til at styrtdykke, fortsatte speakeren, og Camilla åndede lettet op. Der var ikke nogen døde i dag. I hvert fald ikke nogen danskere. Ikke Per. Ellers ville manden i radioen have sagt det som det første. Sådan havde det været de andre gange. „To danske soldater mistede i dag livet ved en vejsidebombe i Helmandprovinsen". Det var altid det første, de sagde, når det var sket derovre. Så længe de bare snakkede om aktiekurser og finanslovsforslag, var alt godt.

Annonce

 

Den lille dreng sparkede, og Camilla strøg varsomt en hånd hen over sin tykke mave. To måneder endnu. Om to måneder skulle hun være mor. Om to måneder skulle Per være far. Altså hvis... Hun rejste sig brat for at tvinge angsten væk, før den for alvor fik fat i hende. Hun skulle ikke tænke de her tanker. Selvfølgelig kom Per hjem igen, lige om lidt faktisk, og så skulle de være forældre, og til foråret blev de måske gift, og så ville alting blive, som hun havde gået og drømt om. Lige om lidt. Hvis ikke...

 

Hun slukkede radioen og kiggede til suppen. Den simrede, som den skulle. Hun kunne godt gå fra den. – Kom, Tinka, sagde hun og gik ud i bryggerset. Den gamle, gule labrador strakte sig dovent og gabte ugideligt. – Kom så med dig. Du har godt af at få lidt luft, kaldte hun igen. Endelig rejste Tinka sig og labbede modstræbende efter hende.

 

Camilla fulgte markvejen ned mod skoven og gik rask til, så rask hun nu kunne under vægten af sit barn. Et smil pilede hen over hendes ansigt. Hun og Per havde kendt hinanden så kort, et par måneder kun, før han tog af sted til Afghanistan. Og hun havde ikke engang vidst, at hun var gravid, før han rejste. Det skulle jo slet ikke være sket. Men det var sket, og hun var lykkelig for det. Det havde hun været lige fra første sekund. Også selvom omstændighederne var, som de var.

 

Per vidste endnu ikke, at han skulle hjem og være far til en lille søn. Camilla havde i månedsvis diskuteret med sig selv, om hun skulle fortælle ham det, mens han stadig var dernede, men noget holdt hende tilbage. Hun troede, han ville blive glad. Ja, det var hun faktisk helt sikker på, for allerede i den korte forelskelsens rus, de nåede at opleve med hinanden, havde han ustandselig talt om alle de børn, de skulle have engang. Så det var ikke hans reaktion, hun var bange for.

 

Det, hun var bange for, var at glæde sig for tidligt. Glæde sig til at skulle være en familie med far og mor og barn. Indtil han var hjemme i god behold, var hun nødt til at leve med risikoen for, at hun skulle være enlig mor... – Nej. Gå væk tanke. Jeg vil ikke tænke dig, sagde hun ud i luften og lo op imod solen.

 

Der var så meget at være glad for, og det var det, hun skulle holde sin opmærksomhed rettet imod. Der var kun to uger, til han kom hjem, og når hun havde kunnet klare det så længe, så kunne hun også klare resten af tiden. Tinka var sakket bagud, og Camilla besluttede sig for at føje hende og vende om. Det var åbenbart en af de dage, hvor gigten plagede hendes trofaste ven.

 

Hun fulgte vejen rundt i svinget og fik øje på sit hus. Og så gik hendes hjerte i stå. Ude foran huset holdt en sort bil. En meget sort, velpoleret og officielt udseende bil. – Neeeeejjj, skreg det inden i hende, og måske kom skriget også ud af hendes mund? Hun vidste det ikke. Hun kunne ikke høre det for den susen for ørerne, der truede med at sprænge hendes trommehinder.

 

Det var, som om alt kroppens blod forlod hende. Hun kunne ikke gå de sidste 100 m. Hun ville ikke. Ikke hen til den bil og møde det menneske, der havde parkeret foran hendes hus. Hun ville ikke vide, hvad det menneske havde at sige til hende. Hun ville gå baglæns, ville tilbage i svinget, helt tilbage til det punkt, hvor hun ikke længere kunne se sit hus. Og når hun så gik frem igen, så ville bilen være væk, og det ville aldrig være sket. Ingenting ville være sket. Så skulle hun bare hjem og lave suppen færdig og dække bord, til hendes forældre kom og spiste i aften.

 

Det var det, Camilla ville, men hendes fødder ville noget andet. De fortsatte skæbnetungt fremad. Skridt for skridt, meter for meter. Hun var nået frem til sin egen havegang, da en mand rundede hushjørnet og kom hen imod hende. En velklædt mand med en sort, åbentstående frakke over det mørke jakkesæt. Men hun lagde nu mest mærke til hans sko. De var sorte, spidse og blanke, og de bevægede sig langsomt hen imod hende, selvom hun ikke ville have det.

 

– Dav, sagde manden. – Er du... Camilla holdt sig for ørerne og sank sammen på den store sten, der lå ved siden af havegangen. Manden kiggede undrende på hende og lagde så en hånd på hendes arm, som om han ville hjælpe hende op. – Er du dårlig? hørte hun ham sige. – Bor du her? spurgte han videre.

 

Camilla så på ham med store, bange øjne og svarede kun med et svagt nik. Nu tog han rigtig fat i hendes arm. – Kom, lad mig hjælpe dig ind. Hun fulgte modvilligt med rundt om huset og åbnede døren til bryggerset. Noget så dagligdags som en varm duft af suppe slog hende i møde.

 

Tinka masede sig forbi hende og lagde sig med et tilfreds suk op i hundekurven. – Måske skal du sætte dig ned, sagde manden og trak en af køkkenstolene ud for hende. – Skal jeg tage et glas vand til dig? Han så sig om efter et glas, men nu skiftede scenen for Camilla. Han skulle overhovedet ikke tage noget glas vand til hende. Han skulle fortælle hende, hvorfor han var kommet. Nu. Hun ville have det overstået. Lige så godt styrte sig ud fra klippen først som sidst. – Hvad vil du? sagde hun højt, lidt for skingert, desperat.

 

– Nå, men jeg ville bare spørge, om du er kendt her på egnen. Min GPS er gået i stykker og jeg skal finde Hovedsøgård, men er vist kommet lidt på afveje? Lettelsen over, at det bare var det, han ville, blandede sig med raseri over, at han havde gjort hende så bange.

 

Tårerne skyllede ud ad hendes øjne, mens manden stod og trippede forfjamsket ved siden af hende og ikke anede, hvor han skulle gøre af sig selv. – Du skal tre kilometer længere frem, til venstre i T-krydset og så kommer der et skilt til Hovedsøgård, fik hun plads til at sige mellem bølgerne af gråd.

 

Hun rejste sig for at vise ham ud. – Er du sikker på, der ikke er noget, jeg skal gøre for dig? vendte han sig om og spurgte midt i døråbningen. – Nej, det er fint. Jeg klarer mig, svarede hun og gjorde mine til at lukke efter ham. Så var han endelig væk. Camilla dumpede atter ned på køkkenstolen og gav sig til at græde igennem.

 

Pludselig mærkede hun et blødt puf mod sit ene lår. Det var Tinkas snude. Gode, gamle Tinka, der sad ved siden af hende og så på hende med sine bedrøvede øjne, som om hun delte hendes sorg. – Åhh, Tinka, brast det ud af hende. Hun slog armene om hunden og bøjede sig så langt ned over hende, som hun kunne komme til for sin mave. – Åha, Tinka, hulkede hun ned i den varme, gule pels.

 

* * *

 

Camillas far og mor fandt deres datter siddende ved køkkenbordet med stærkt forgrædte øje, da de kom en time senere. Hun så deres forskrækkede blikke og skyndte sig at fortælle, at der ikke var sket noget. Altså ikke andet, end at hun var blevet skræmt fra vid og sans af en mand, der var faret vild.

 

– Jamen, kære barn dog. Det er også alt for meget for dig at gå rundt her og være så alene om alting, sagde hendes mor og fortsatte: – Ved du hvad? Nu flytter far og mig ind, og så bliver vi her, indtil Per kommer hjem. Ikke også, Niels? sagde hun og sendte sin mand det blik, der betød, at han lige så godt kunne lade være med at sige hende imod. – Joh..., eh..., selvfølgelig, svarede han.

 

– Det skal I altså ikke, mor. Jeg kan sagtens...– Nej, du kan ej. Det er alt for meget at gå og bære på alene – barnet, hemmeligheden, og at din elskede er i krig. Alt, alt for meget. – Jamen... – Hold nu op, Camilla. Du skal ikke gå og være så stærk hele tiden. Det er i orden at tage imod hjælp, hører du? Desuden er det vores første barnebarn, du bærer rundt på, og vi vil jo gerne have, at den lille fyr har det så godt som overhovedet muligt. Lad nu os passe på dig, så du kan passe på ham.

 

Der var ikke noget at gøre. Camillas mor rokkede sig ikke en millimeter. Tværtimod sendte hun øjeblikket efter sin mand hjem efter et par dyner og tandbørster, mens hun selv gik i gang med at lave middagen færdig. – Du skulle tage dig et varmt bad, min skat. Så spiser vi, når far kommer tilbage, sagde hun og nærmest gennede Camilla ud af køkkenet.

 

* * *

 

De var færdige med at spise og sad nu med en kop kaffe. – Jeg har nu aldrig forstået, hvorfor Per ikke må vide, at du venter hans barn, sagde far pludselig. Camilla vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun trak på skulderen. – Er det, fordi du er bange for, at han ikke vil have dig og barnet?

 

Hun rystede på hovedet. – Nej, nej. Det vil han gerne. Det ved jeg. Det er mere... jamen, ligesom dengang man var lille og ikke måtte træde på stregerne på fortovet, for så ville der ske et eller andet forfærdeligt... Hun slog hjælpeløst ud med hænderne. – Jeg kan ikke forklare det. Jeg tør bare ikke glæde mig for meget eller for tidligt, for så... – Jeg forstår det godt, sagde mor. – Jeg synes, det er synd, du ikke har kunnet dele glæden med Per. Men jeg forstår det godt.

 

– Hm. Det må vist være sådan en kvindeting, konstaterede hendes far med et lille, overbærende smil, der bredte sig til de andre. – Men nu er det jo heldigvis også snart overstået, ikke? 14 dage endnu, og så bliver alt godt, skal du se.

 

* * *

 

Efterhånden som dagene gik, opdagede Camilla, hvor rart det nu alligevel var at have selskab. Der var ikke så meget plads til triste tanker, når hendes far og mor var i huset. Angsten blev også vist ud på sidelinjen. I hvert fald det meste af tiden. – Jeg synes, vi skal køre en tur til byen og købe babyting. Du mangler jo både det ene og det andet, sagde mor en af dagene.

 

– Skulle vi ikke alle sammen tage og gå i haven og få gjort den vinterklar, foreslog far dagen efter. Sammen fik de ordnet både det ene og det andet, og imens gik tiden. – Hvad gør du egentlig, den dag han lander? Tager du i lufthavnen eller hvad? ville hendes far vide en dag, da de sad over frokosten. – Ja, det har jeg lovet ham. – Men hvad så med hans familie? De kommer vel også, og du har ikke engang mødt hans forældre endnu, har du? – Nej, det nåede vi ikke, før han skulle af sted. Men de ved godt, at jeg findes. Det har han fortalt dem. De ved bare ikke...

 

Camilla kiggede ned ad sin mave. Der blev stille lidt. – Er det særlig smart? spurgte far igen. – Njaehhhh..., det ved jeg ikke. Camilla blev pludselig flov over, at hun ikke havde skænket Pers forældre en tanke før. De ville selvfølgelig også komme ud i lufthavnen for at modtage deres søn, og de ville jo få et chok, når de så så hende stå der, højgravid og alting.

 

– Helt ærligt, Camilla. Jeg synes, du skal tage og fortælle dem det inden næste lørdag. De glæder sig til at se deres søn, og andet kan de ikke rumme den dag. Det er heller ikke rimeligt, at de skal rumme andet. Hendes far havde ret. Det kunne hun godt se.

 

– Det er bare lidt svært at skulle ringe til nogle vildfremmede mennesker og fortælle dem, at man er deres kommende svigerdatter, og at de i øvrigt lige straks skal være bedsteforældre, sagde Camilla. – Vi hjælpes ad. Har du deres navn eller telefonnummer? Så ringer vi til dem og inviterer dem på kaffe, foreslog mor praktisk.

 

Som altid, når hendes mor havde sat sig noget for, blev det, som hun havde tænkt det. Birthe og Viggo, som Pers forældre hed, blev glade, da Camilla ringede og inviterede dem på aftenkaffe. Hun sagde ikke noget om graviditeten i telefonen. Nøjedes blot med at sige, at hun syntes, de skulle hilse på hinanden, inden de alle sammen ville stå i lufthavnen og vente på Per næste lørdag.

 

– Det var da en god idé. Per taler også hele tiden om dig, hver gang han ringer hjem, så før eller siden mødes vi alligevel, sagde Viggo i telefonen. Så langt, så godt. Nu manglede hun bare selve det fysiske møde, hvor det jo så ikke kunne skjules længere, hvilken tilstand hun var i.

 

– Det skal nok gå, sagde mor beroligende. – Vi er her også, og faren lød da flink nok, ikke? Camillas hjerte sprang nu alligevel et par slag over, da hun inde fra stuevinduet så Birthe og Viggo parkere uden for huset samme aften. Hendes mor ilede ud for at tage imod dem, og Camilla fulgte tøvende efter.

 

– Godd..., sagde Birthe og holdt inde i det samme, mens hendes blik løb op og ned ad Camilla. – Nej, hvad søren, udbrød Viggo overrasket, men ikke uvenligt. – Der er da vist noget, vores søn har glemt at fortælle os.– Øhhm, nej..., altså... det..., stammede Camilla.

 

– Kom nu bare med indenfor, afbrød hendes mor. – Jeg hedder for øvrigt Marianne. Jeg er Camillas mor. Og det er min mand, Niels, præsenterede hun videre. Det lille selskab trak ind i huset, og efter udveksling af endnu et par høfligheder, gik Camilla lige til sagen.

 

– Per ved ikke, at han skal være far. Jeg opdagede først, jeg var gravid, efter at han var rejst. Og siden..., ja, altså... jeg har ikke kunnet få mig selv til at fortælle det over telefonen. Når han nu var så langt væk og så'n, sagde hun og slog undskyldende ud med hænderne.

 

– Det har ikke været nogen lette måneder for Camilla, overtog hendes mor. – Jeg tror, hun har haft det lige så svært som jer. – Ja, det er der da ikke noget at sige til, udbrød Birthe, der var kommet sig over det første chok. – Hvor var det dog også ærgerligt, at vi ikke mødte dig, før Per rejste. Så kunne vi have støttet hinanden. Først nu så Camilla sårbarheden i Birthes øjne. Den var lige så stor som hendes egen. Sårbarhed, afmagt, angst. Alle de følelser, hun kendte så godt. Birthe smilede blidt til hende. Så lænede hun sig frem over bordet og strøg hende over hånden. – Velkommen i familien, lille du, sagde hun stille.

 

* * *

 

Endelig blev det lørdag. Dén lørdag. Birthe og Viggo kom forbi på vej til lufthavnen og hentede Camilla, så de alle tre kunne følges ad. De var blevet enige om ikke at fortælle noget til Per over telefonen. Nu var der alligevel så kort tid, til han kom hjem, så nu kunne det lige så godt få lov til at vente de sidste dage også. De havde fået talt og talt og talt den aften, og heldigvis var hverken Birthe eller Viggo sure på hende, fordi hun ingenting havde sagt. De forstod det. Og lige nu glædede de sig alle tre bare til én ting – nemlig til at se Per træde ind i ankomsthallen. I live.

 

* * *

 

Camilla trippede nervøst. De første soldater var kommet gennem tolden. Hun strakte sig på tæer, og så så hun ham. Deres øjne mødtes tværs gennem mængden, og for første gang i et halvt år var det, som om solen begyndte at skinne inde i Camilla. Per vristede sig ud af mylderet og løb hende i møde. Så fik han øje på hele hende, standsede, stirrede undrende på hendes mave, søgte hendes øjne igen med et spørgende blik.

 

– Hvad søren? udbrød han med samme tonefald som sin far blot et par dage forinden. Camilla smilede og nikkede. – Ja, sagde hun. – Sådan er det. Du skal være far. Per nærmede sig langsomt, næsten andægtigt. Så lagde han en hånd på hendes mave og trak hende ind til sig. – Tak, hviskede han ned i hendes hår.

Tekst: Ida Maria Stenderup
Illustreret af: John Hancock
Publiceret: 08-02-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri