Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Rastepladsen

Noveller
Da han kører op på siden af mig, forekommer det mig, at der er noget underligt bekendt ved manden i den hvide Opel. Han løfter en hånd og vinker, mere venligt end truende. Et hvidt smil lyser op i halvmørket. Uvilkårligt flagrer jeg lidt med venstre hånd og smiler tilbage. Alligevel kører jeg lidt efter ind på en rasteplads i håb om endelig at blive ham kvit...

Tusmørket er efterhånden så fremskredet, at granskoven er sort mod en blågylden himmel, der flammer i vest og er gået ud i øst. Jeg har kørt i to timer og er cirka halvvejs hjemme i Aalborg, så jeg beslutter, at jeg vil holde et hvil på en af de næste rastepladser.

 

Jeg er ikke vant til at køre langt, så en tur til Odense er for mig en dagsrejse, der kræver kaffe og Matadormix i rigelige mængder. Nu er jeg imidlertid ved at være sulten, og tanken om en af de vanvittigt dyre ostemadder fra et rastepladscafeteria melder sig med stadig kortere frekvens.

 

Trafikken er behageligt spredt på dette tidspunkt en søndag aften. Derfor bliver jeg også en smule forskrækket, da jeg kigger i bakspejlet og opdager en hvid Opel, der bestemt ikke var der for et øjeblik siden. Den ligger helt tæt på min bagerste kofanger som for at pointere, at jeg kører for langsomt, men den kører ikke forbi, selvom der er masser af plads. Desuden kører jeg faktisk lige i overkanten af det tilladte.

Annonce

 

Jeg holder lidt til højre; forsøger at kommunikere, at han skal overhale. Og det ser ud til at lykkes. Den hvide bil svinger ud til overhaling. Og stopper, da den når op på siden af mig. Selv om jeg sætter farten lidt ned, bliver den ved siden af mig. Jeg kigger ind i den dunkle kabine, pludselig nervøs for, at føreren sidder derinde og ryster næven efter mig. Folks tålmodighed i trafikken er jo ofte nærmest ikke-eksisterende.

 

Det eneste, jeg kan se af ham, er en skyggefuld halvdel af et ansigt under en sjovt gammeldags kasket. Han løfter en hånd og vinker, mere venligt end truende. Et hvidt smil lyser op i halvmørket. Jeg kan ikke sætte en finger på, hvorfor jeg får indtrykket af en pæn og underligt bekendt mand.

 

Uvilkårligt flagrer jeg lidt med venstre hånd og smiler tilbage. Så sætter han farten op og forsvinder op over bakkekammen. Jeg kan ikke lade være med at ånde lettet op over at være sluppet ud af den mærkelige situation. Tanken om en ostemad har

netop meldt sig igen, da jeg kører over bakketoppen og må bremse op for ikke at køre ind i den hvide Opel, der kører så langsomt, at den næsten holder stille.

 

Forskrækkelsen kalder vreden frem. Hvad fanden bilder han sig ind? Han sætter jo andre folks ve og vel på spil med sin tåbelige kørsel. Resolut kører jeg forbi og sætter farten op, fast besluttet på at køre fra idioten. Jeg når lige at se ham vinke igen,

idet jeg suser forbi.

 

Den hvide Opel forsvinder i bakspejlet. Der er 500 m til næste rasteplads. Selv om det er en af dem uden butik, vil jeg køre derind. Så kan jeg lige tisse, og så vil manden i den hvide Opel tro, at jeg er over alle bjerge, og finde nogle andre at lege sin stupide leg med.

 

Jeg er stadig vred. Til dels fordi han har skræmt mig mere, end jeg vil indrømme. Min fornuft siger mig, at det bare er en ung mand, der trænger til at more sig. Min mavefornemmelse siger, at... Jeg ved det ikke helt. I bakspejlet er der stadig ingen hvid bil at se. Jeg svinger fra og kører ind på rastepladsen.

 

***

 

Det er en af de rastepladser, hvor der bare står en toiletbygning. Jeg er ikke meget for at tisse den slags steder; de kan være ret ulækre. Men når man skal, så skal man, og lige nu skal jeg, så jeg parkerer og stiger ud i skumringen. Der er næsten mørkt herinde mellem granerne. Og meget stille.

 

Der lyder et lejlighedsvist sus, når en bil passerer ude på motorvejen på den anden side af de høje træer. Her på rastepladsen er der kun mig. I baghovedet regner jeg ud, hvor mange minutter jeg skal trække opholdet for at være sikker på, at den hvide Opel er kørt forbi. Langt forbi.

 

Allerede ved yderdøren til bygningen ved jeg, at det her er et af de steder, hvor man ville ønske, at man kunne svæve hen over gulvet og undgå at røre ved noget. Det er helt utroligt, som folk kan være nogle svin. Man skulle ikke tro det, når man ser de helt almindelige mennesker, man kan møde på en given rasteplads.

 

De ligner til forveksling nogle, der kunne finde på at køre en kam gennem håret, rette på makeuppen og vaske deres hænder med sæbe. Men at dømme efter toiletternes tilstand må en stor del af dem være besat af en sygelig trang til at smide hygiejnebind på gulvet og smøre afføring ud over væggene.

 

Jeg får tisset uden at røre ved andet end papiret og har lige rykket endnu et stykke af til brug for tryk på knappen, da jeg hører en bil komme ind på rastepladsen i høj fart. Den bremser hvinende op lige uden for døren, lyder det til, og lyden skaber et

sugende undertryk i min mave.

 

Jeg bliver stående med det lille stykke papir i hånden og holder vejret. En bildør smækker hårdt, og jeg genkender den skurrende lyd af skydedøren i den skæve skinne. Jeg når lige at tænke, at det selvfølgelig kan være en, som virkelig skal tisse. At det er derfor, vedkommende bevæger sig så hurtigt. Så voldsomt.

 

I næste sekund bliver der rusket i døren ind til min bås, og jeg kommer til at slippe et gisp, som jeg håber ikke kan høres gennem larmen fra døren. Låsen holder. Manden på den anden side bander lavmælt og går videre. Jeg slapper lidt af. Han havde bare ikke set, at her var optaget. En lille stemme i baghovedet oplyser mig om, at han åbenbart heller ikke har set kvindesymbolet uden på døren.

 

Jeg hører ham åbne dørene ind til de andre kabiner, men så vender han tilbage. Denne gang rusker han ikke i døren, men jeg kan høre ham trække vejret tungt lige ude på den anden side. Den stinkende luft i rummet står stille imellem os, og pludselig ved jeg, hvem han er.

 

Det føles, som om der bliver tændt for en kontakt i mit hoved; panikken truer med at presse sig ud gennem min mund som et skrig, men instinktivt ved jeg, at det vil være en stor fejl, og det lykkes mig at holde det tilbage. Vi står på hver sin side af døren

og lytter.

 

– Troede du, at du kunne forsvinde midt i det hele? spørger han pludselig. Stemmen lyder ikke vred, nærmest som om han morer sig lidt. Jeg svarer ikke. Kan ikke. – Jeg forstår dig ikke, fortsætter han. – Du vinker, smiler, er med på legen. Og nu står du derinde og vil hverken svare eller lukke op. Jeg forstår det ikke. Men det er måske en del af legen? Den del, hvor du spiller kostbar? Kvinder kan lide at spille kostbare; det ligger i deres opdragelse, deres natur. Men alt med måde, som man siger. Alt med måde.

 

Jeg kan se ham for mit indre blik; han smiler sit hvide smil og ryster på hovedet. Jeg ryster over det hele. I mit hoved flagrer tankerne rundt som indespærrede insekter, banker mod pandeskallen og falder til bunds, kvæstede og unyttige. Der er intet, jeg kan gøre. Ud over at forsøge at forberede mig på de rædsler, der venter mig, er der intet som helst, jeg kan gøre. Lydløse tårer løber ned over mine kinder.

 

– Kom nu bare ud derfra. Han rusker igen lidt i døren. – Du ved, at jeg kan komme ind, hvis jeg vil. Det kræver bare lidt mere møje og besvær, end hvis du selv lukker op. Unødig møje og besvær. Han holder inde. Venter vel på, at jeg skal lukke op, men jeg er som frosset til det snavsede gulv.

 

Hvert sekund, jeg kan udsætte det, der skal ske, er mig dyrebart. Jeg venter.

 

– Jeg er ikke en særlig tålmodig mand, siger han, og hans stemme har fået en klang så mørk og stikkende som granerne udenfor. – Unødig møje og besvær irriterer mig!

 

Jeg kan høre, at han foretager sig noget. Den lille skive i låsen, der angiver, om båsen er optaget, rykker sig en smule. Han er ved at dirke den op. Det er ikke særlig svært. Mange mødre har gennem tiden reddet deres panikslagne unger ud fra en låst

boks med en neglefil. Jeg har selv gjort det med en hårnål.

 

Til min store lettelse ser jeg min hånd række ud og tage fat i drejemekanismen og holde fast, så han ikke kan låse op. Min lammelse har fortaget sig. Den anden hånd roder i tasken, der hænger over min skulder; jeg er ret sikker på, at jeg har en neglefil i den et sted. Jeg har altid en neglefil, og jeg forsikrer mig selv om, at det er bedre end ingenting, selv om en kniv eller en peberspray eller et oversavet jagtgevær ville være at foretrække lige nu.

 

Min hånd finder filen. Den er tynd og spinkel, men den er spids. Jeg skal bare sørge for at ramme et blødt punkt. Øjet. Eller tindingen. Min mave gør knuder ved tanken. Jeg kan ikke gøre det. Åh gud, jeg kan da ikke jage en fil i øjet på en mand.

 

***

 

Ved siden af filen ligger min telefon. Jeg kunne tage den og ringe 112. Måske vil han stikke af, når han hører, at jeg ringer efter politiet. Men det tror jeg ikke. Jeg tror, at han vil blive så rasende, at han rykker døren af hængslerne for at komme ind til mig.

 

Det kan han sagtens. Døren er ikke særlig kraftig. Jeg ved ikke, hvorfor han ikke har gjort det endnu. Måske er han bare ikke vred nok, måske morer han sig med at arbejde sig vej ind til mig, mens han indsnuser den frygt, der emmer ud fra hver

eneste pore på min krop. Som ræven, der graver efter kaninen.

 

Under alle omstændigheder fornemmer jeg tydeligt, at det ikke vil være til min fordel at ophidse ham yderligere. Min hånd skifter igen telefonen ud med filen, som jeg måske ikke tør bruge. Jeg knuger den. Den er det eneste halmstrå, jeg har at klynge mig til.

 

Han bander, da det går op for ham, at han ikke kan rokke låsen. Et spark får døren til give sig faretruende, og så indtræffer miraklet: En bil kører ind på rastepladsen. Den standser. Der bliver helt stille ude på den anden side af døren. Er han gået? Nej,

jeg har ikke hørt skydedøren bevæge sig.

 

En bildør smækker. Nu er der nogen, der tager i døren. Jeg prøver at finde min stemme og råbe om hjælp. Samtidig har jeg taget telefonen frem og trykker 112. Reddet på klippekanten, tænker jeg.

 

***

 

Det næste, der sker, sker meget hurtigt. Jeg kan høre pludselig bevægelse. En krop bumper hårdt mod min dør, og en kvinde skriger. Det gør jeg også. Og jeg mister grebet om telefonen og taber den. Den slår mod toiletkummen og forsvinder ud gennem den åbning, der er mellem væg og gulv, og ind i båsen ved siden af.

 

På den anden side af døren skriger kvinden igen, og der er voldsom tumult. Resolut kaster jeg mig på knæ på det klistrede gulv og stikker armen ind i båsen ved siden af, føler mig frem. Vådt papir. Et cigaretskod. Noget ubestemmeligt med en svampet konsistens. Men ingen telefon.

 

Gennem larmen udenfor kan jeg høre min egen vejrtrækning. Den er alt for hurtig og hviner så underligt. Det er en fremmed lyd. Kvindens næste skrig bliver kvalt på halvvejen, og der bliver stille udenfor. Jeg holder vejret. Det gør ondt i min brystkasse,

som om luften ikke kan være derinde.

 

– Er du alene? hvæser han. Et klynk. Bevægelse. – Er du alene? – Ja. Hendes stemme lyder sådan, som jeg har det. Jeg lægger kinden mod gulvet og forsøger at se, hvor telefonen ligger. Jeg kan ikke se den. Men skråt fremme kan jeg se en kvinde ligge på knæ. Han står foran hende. Han har hvide kondisko på. Der er lidt blod på den ene. Han må have slået hende, så hun bløder.

 

Han rykker i hende, løfter hende op. Så ser jeg ham skubbe hende hen mod døren. Hendes gråd overdøves af hans vrede ord: – Skrid! Ud med dig. Det her kommer ikke dig ved. Sæt dig ind i din bil og kør ad helvede til! Er du med?

 

***

 

Døren går og sekunder efter starter en bilmotor udenfor. Hun kører væk og tager mit håb med sig. Manden vender tilbage og giver min dør et hårdt slag. Jeg skriger. Jeg kan slet ikke stoppe mig selv. Jeg sidder på gulvet og skriger og skriger.

 

Han råber, men jeg kan ikke høre ordene for mine egne skrig. Han rykker i døren. Rusker i den. Sparker på den. Den giver sig voldsomt. Om lidt vil den springe op. Døren rammer mig på skulderen, da den springer op, og han bakser med at komme til, fordi jeg nu sidder klemt inde i hjørnet bag ved døren i det lille rum.

 

Jeg sparker ud, slår vildt omkring mig. Snerrer som et dyr. Og han kan ikke komme hen til mig. Han knækker sammen, da jeg placerer et hårdt spark på hans knæskal.

 

I det sekund er vi i øjenhøjde, og da han løfter hovedet og fanger mit blik, står tiden stille. Øjnene er mørkebrune med lange kulsorte vipper. Smukke, nærmest varme. Jeg kender de øjne. Jeg kender ham. Vi har talt sammen på biblioteket et par gange. Vi har samme smag i bøger.

 

Dengang var han så venlig og sød; jeg kunne lide ham. Men da han inviterede mig på kaffe, måtte jeg sige nej. Jeg er gift. Det sårede ham, kunne jeg se, men vi gik fra hinanden med et smil. Det smil, han sender mig nu, er helt anderledes, og erkendelsen rammer mig med en sælsom ro. Det er erkendelsen af, at det er slut nu. Jeg sidder i en fælde, er trængt op i en krog. Ræven har gravet sig frem til kaninen. Den har kun tilbage at slå den ihjel.

 

Stadig smilende begynder han at rejse sig. Jeg sidder helt stille nu. Lukker øjnene. Lader armene falde ned langs siden. På gulvet helt tæt på mit lår ligger filen. Et håb, jeg ikke har kontrol over, får mig til at lukke fingrene om den. Det er alligevel ikke forbi. Ikke helt. Denne her kanin skal ikke blive noget let måltid.

 

Han tager fat i mit hår og rykker mig op. Jeg føjer ham slapt og undertrykker panikken; jeg må vente lidt endnu. Med et solidt greb i mit nakkehår puffer han mig foran sig hen mod skydedøren. Han sætter læberne helt tæt til mit øre. – Nu skal vi en tur i skoven, lille skat. Du skylder en omgang efter den kolde afvaskning, du bød mig sidst, vi var sammen.

 

Smilet i hans stemme og hans varme ånde krymper min hud og får den til at stramme. Væmmelsen skyller igennem mig som en rivende strøm, og jeg bruger dens energi til med en hurtig bevægelse at hugge bagud med den hånd, jeg gemmer filen i.

 

Om det er i låret eller mellemgulvet, jeg rammer ham, ved jeg ikke, men han skriger og slipper sit greb i mig, og jeg tumler de sidste skridt frem mod døren, river den op og forsætter ud i den kølige aften uden at se mig tilbage.

 

En patruljevogn kommer kørende ind ad frakørslen fra motorvejen. De blå lys blinker i mørket, men sirenen er ikke tændt. Den stopper lige ved siden af mig, og betjenten, der springer ud, når lige at gribe mig, inden mine ben giver efter. Endnu en patruljevogn kommer kørende.

 

– Derinde, hulker jeg og peger på toiletbygningen. Betjenten hjælper mig ned at sidde i græsset og bliver hos mig. Vi sidder og ser dem hente manden ud af bygningen og sætte ham ind bag i vognen. Vi hører dem kalde to ambulancer over

radioen.

 

– Det var smart af dig at lave et alarmopkald på den måde, siger betjenten. – Du holdt forbindelsen åben, så det var nemt at finde herud. Godt tænkt.

Tekst: Helene Tegtmeier
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 17-08-2013
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge