Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Snart fri

Noveller
Jeg var et økonomisk rodehoved, og det havde været så enkelt at bedrage firmaet for at dække over min voksende gæld. Men nu var der kun et sted, hvor jeg kunne skaffe det manglende beløb, og det var hos mig egen bror...

Dommeren lignede en ugle. Han stirrede ned på mig med et lynende blik. – En mand i min position burde ikke tage den slags ord i sin mund, tordnede han. – Men du giver mig ikke noget valg. Et usselt kryb er du. En snylter, en parasit! Jeg løftede hovedet og så på ham med et blik, der tryglede om nåde. Men han gav sig ikke. – En giftsnog! fortsatte han og hævede hammeren.

 

For sent gik det op for mig, hvad der var ved at ske. Hammeren kom susende som et projektil. Jeg vågnede brat op, da den ramte mig i panden. Jeg spjættede så voldsomt, at kaffen skvulpede over i koppen, og avisen gled ned fra mit skød. Tine var der med det samme. Med en fugtig klud satte hun sig på hug og tørrede op. Hun strøg mig over kinden.

Annonce

 

– Jeg er bekymret for dig, skat. – Det er ikke umagen værd, sukkede jeg. – Bare en ubehagelig drøm.

 

Hun så ømt på mig. Smukke, vidunderlige Tine. Kvinden, der havde lovet at elske og ære mig i medgang og modgang, og som agtede at stå ved det. Hvilket gjorde skyldfølelsen endnu tungere at bære. Dommeren i drømmen havde ret. Jeg var en giftsnog.

 

85.000 kr. havde jeg bedraget firmaet for. Ganske vist kun i små portioner og over lang tid. Men en bedrager var jeg lige vel. En svindler. Et usselt kryb. Det var begyndt som en letkøbt løsning på et akut problem. En ferietur, som både Tine og jeg havde glædet os til. Men et par dage før afrejsen gik fyret.

 

– Det gør ikke noget, sagde Tine og strøg mig over kinden, som hun altid gjorde, når hun var bekymret for mig. – Det er derfor, vi har reservekontoen. Den konto, som vi havde lovet hinanden, at vi aldrig ville røre. En tryghed til uforudsete udgifter. Men kontoen eksisterede ikke længere.

 

Jeg var et økonomisk rodehoved, og det ville nu komme for en dag. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige det. Tine stolede fuldstændigt på mig. Faldet ville blive for dybt. Det var lettere at lave en faktura fra en opdigtet virksomhed. En faktura, som jeg selv havde ansvaret for at attestere.

 

Pengene ville jeg selvsagt betale tilbage til min arbejdsgiver, så snart min økonomi var i bedring. Hvilket den dog aldrig var. Tværtimod begyndte jeg i stedet at forsyne mig med småbeløb. Det var latterligt enkelt. Det blev som en besættelse. Måned efter måned blev jeg ved. Først da beløbet havde nået 85.000 besindede jeg mig. Penge, jeg havde ødslet væk på ingenting, og som jeg ikke havde nogen mulighed for at betale tilbage.

 

Men jeg var ikke samvittighedsløs. Det, der var begyndt som et lille stik i maven, red mig nu som en mare. Underslæbet lå der konstant. For hver dag der gik, voksede frygten for at blive kaldt ind til direktøren, for at han ville lægge de falske fakturaer foran mig og sige, at jeg var afsløret.

 

Jeg fantaserede om at tilstå, om at vedgå mine synder og rense sjælen. Det ville blive anger, ydmygelse og skam. Men jeg ville blive fri. Også Tine ville blive dybt såret, men hun ville støtte mig. Det var jeg sikker på. Jeg ville bede om hendes tilgivelse, og sammen kunne vi starte på en frisk. Jeg var ikke skabt til at leve i synd.

 

Kun en person forstod, hvor dybt jeg var sunket: Ronald, min 12 år ældre bror. Den eneste, jeg havde tilbage i min nærmeste familie. Uden nærgående spørgsmål tilbød han mig ekstraarbejde i sit budfirma. Og hver weekend vinteren igennem lavede jeg forefaldende kontorarbejde for ham.

 

En tilbagebetaling af underslæbet kom dog ikke på tale. Det var, som om alle de penge, der kom min vej, var hjemsøgt af en forbandelse. Jo mere jeg fik ind, jo mere forsvandt der.

 

* * *

 

En varm dag i juni skete det, jeg længe havde frygtet. Min kollega sprang op, da han fik øje på mig. – Direktøren vil tale med dig, omgående. Han var meget ophidset. Jeg vidste, hvad det drejede sig om. Jeg var afsløret. Spillet var ude. Men jeg følte ingen frygt. Snarere lettelse. Dette var min chance. Forsigtigt bankede jeg på.

 

– Kom ind, brummede det indefra. Jeg åbnede døren og mærkede, hvordan blodet forsvandt fra mit hoved. Men han så ikke engang op fra sine papirer, Jeg stillede mig hen ved skrivebordet. – Du ville tale med mig. Først nu så han op, og jeg opdagede, at han havde det samme lynende udtryk som dommeren i min drøm. – Sæt dig.

 

Jeg gjorde, som han bød mig, og var så nervøs, at min hage skælvede. Han foldede hænderne. – Vi har opdaget underslæb i din afdeling. Tæt på 90.000 kr. Det var nu, det skulle ske. Renselsen, genfødslen. En tung byrde skulle løftes af mine

skuldre. Jeg trak vejret dybt og tog tilløb: – Det er...

 

– Det må være en af de nyansatte, fortsatte han hårdt. – De føler ingen loyalitet. Men den skyldige skal fanges, og som afdelingens mest betroede medarbejder bliver det din opgave. Jeg vred mig i stolen. Ville så gerne, men kunne ikke få mig til det. – J-jeg skal gøre mit bedste.

 

– Godt, sagde han og signalerede, at samtalen var overstået. – Find den skyldige, så vanker der en bonus. Ude på gangen gyngede gulvet som gelé under mine fødder. Jeg var ikke afsløret, jeg havde klaret frisag. Men jeg var ikke fri.

 

Den nat vendte og drejede jeg mig i sengen og ledte efter løsninger. Der var ingen mening i at gå efter de nyansatte. Den skyldige lå her, i min egen seng. Jeg forbandede direktøren og hans tillid.

 

Havde jeg dog bare kunnet skaffe 85.000 kr., tænkte jeg. I så fald kunne jeg aflevere dem på hans kontor og sige, at den angrende synder havde lagt dem anonymt på mit skrivebord. Men hvor skulle jeg få et sådant beløb fra? Lejligheden var belånt til op over skorstenen, og bankerne ville ikke havde noget med mig at gøre.

 

Tina løftede hovedet fra puden og så på mig. – Er der noget galt? Irriteret trak jeg dynen til mig, og i samme øjeblik fik jeg ideen. Løsningen lå hos Ronald, min egen bror. Efter alle weekenderne hos ham kendte jeg budfirmaets rutiner ud og ind. Blandt andet gik han sjældent til bankens sikkerhedsboks om aftenen, men låste i stedet dagens kontantomsætning ind i arkivskabet i baglokalet.

 

At stjæle fra sin bror for at dække over et andet tyveri kunne næppe forsvares. Men som min brors enearving ville pengene før eller senere tilfalde mig. Desuden stammede de fra sort arbejde, som han holdt skjult for skattefars glubske fingre.

 

Alligevel gjorde ideen mig utilpas, men ikke nok til, at jeg forkastede den. Denne løsning var trods alt det mindste af flere onder.

 

* * *

 

To dage senere gik jeg til værks. Tine var på aftenvagt i hjemmehjælpen og ville ikke lægge mærke til, at jeg var væk. Jeg kørte ind til centrum, parkerede i kældergaragen på min egen arbejdsplads og sørgede for, at jeg blev opfanget af kameraet i receptionen. Derefter gik jeg ud ad en dør, hvor kameraet var i stykker.

 

Hurtigt bevægede jeg mig gennem byens sidegader og smøger, og snart stod jeg foran den slidte bygning, der husede Ronalds budtjeneste. Der var regn i luften denne aften, og ikke et menneske at se nogen steder. Jeg tog et par handsker op

af tasken og trak en hætte ned foran øjnene. Så tastede jeg sikkerhedskoden og låste op. Først på vej ud ville jeg slå løs på vinduer og døre, så alarmen begyndte at hyle.

 

Jeg smuttede ind og lod døren stå på klem. I tasken havde jeg en lommelygte, men lod den ligge. Lyset fra gaden var nok til, at jeg kunne finde frem til baglokalet. Jeg stak en skruetrækker ind i sprækken på arkivskabet og vred til. Ikke nok til, at døren gav efter, men nok til, at jeg kunne kile et kraftigt brækjern ind i stedet.

 

Døren gav efter i andet forsøg. Den nederste skuffe var fuld af sedler. En overraskende lykkefølelse steg op i mig, men jeg tog mig ikke tid til at nyde øjeblikket. I stedet ragede jeg seddelbunkerne til mig og stoppede dem ned i tasken. Registrerede ikke, at yderdøren gik. Ikke før jeg vendte mig om og fik øje på en stor, mørk skikkelse lige bag mig.

 

Det var Ronald. Jeg hev mig op på benene i en fart. Måtte ud, før han fik hætten af mig og så, hvem jeg var. Men han var for stor for mig og for hurtig. Jeg havde ikke andet valg end at støde brækjernet i maven på ham. Ronald trak sig baglæns, vaklede og faldt. En ækel lyd fortalte, at han måtte have ramt noget hårdt på vej ned.

 

Jeg tog lommelygten frem og blev mødt af et forfærdeligt syn. Hans hoved måtte være stødt ind i kanten af skrivebordet. Halvt besvimet lå han strakt ud på gulvet og rallede. Jeg tørrede mig over panden. Det føltes, som om mit hoved stod i brand.

 

Jeg burde have hjulpet ham op, givet ham et glas vand, tjekket, at han ikke var kommet alvorligt til skade, men så ville jeg også selv være blevet afsløret, og katastrofen ville have været uundgåelig.

 

I stedet styrtede jeg mod udgangen, men stoppede brat op i døren. Det skulle se ud som et indbrud, ikke et familieopgør. Jeg skyndte mig tilbage og rodede Ronalds lommer igennem, men fandt ikke nogen tegnebog. Derimod trak jeg det kostbare ur af hans hånd. Også det solide guldarmbånd med hans navn indgraveret snuppede jeg.

 

Ronald havde aldrig haft en kone, men var lykkeligt gift med sit eget ego. Hans ur viste 10 over 10. Det føltes, som om jeg havde opholdt mig der i flere timer, men i virkeligheden var det bare 12 minutter. Jeg krængede handskerne og hætten af og

lagde det i tasken. Først efter at være kommet langt væk slog jeg mobilen over på anonymt opkald og ringede efter en ambulance.

 

* * *

 

Jeg brød mig ikke længere om at holde mig til sidegaderne, men trak ud mod hovedstrøget. Her var der flere mennesker at se, men regnen bevirkede, at de fleste havde nok i deres eget. En dranker vaklede lige ud foran mig på fortovet. En ludende skikkelse, som fulgte efter mig med en tiggende fremstrakt hånd, men efter en 10 meter gav han op.

 

Selv stoppede jeg ikke, før jeg passerede en stor byggeplads et godt stykke længere fremme. Den gav mig en glimrende idé. Regnen ville snart forvandle hullet på den anden side hegnet til en mudderpøl. Et perfekt sted at skille sig af med Ronalds ejendele. Snart ville beton og armeringsjern skjule sporene for evigt.

 

Jeg kastede et flygtigt blik til begge sider, inden jeg tog tilløb og kastede smykket og armbåndsuret, så langt jeg kunne. Som i slowmotion glitrede de i lyset fra gadelamperne, inden de forsvandt i det sorte dyb. Tasken, hætten og handskerne satte jeg ild til i min egen pejs samme aften.

 

* * *

 

Jeg rystede som et barn den nat. Skyldfølelsen åd mig op indefra. Et simpelt underslæb var endt i et brutalt overfald. Flere gange var jeg på nippet til at ringe til sygehuset, men var bange for at blive afsløret. Først næste morgen tog jeg chancen og fik at vide, at Ronald havde fået en hård medfart, men var uden for livsfare.

 

Det var en lille trøst. En anden trøst var, at jeg snart kunne opsøge direktørens kontor med pengene i hånden. For selv om lokalavisen svælgede i det brutale indbrud, blev pengene ikke nævnt med et eneste ord. De var jo sorte og skjult for alle undtaget Ronald og mig selv.

 

Politiet arbejdede effektivt og tog sig ikke tid til at vente på, at Ronald skulle blive frisk nok til at lade sig afhøre. Som hans nærmeste pårørende blev jeg indkaldt til en afhøring allerede dagen efter. Teamet bestod af to efterforskere - en ældre betjent med tykt gråt hår, cowboybukser og ternet skjorte samt en yngre med udstående ører, fregner og fyldig pandelok.

 

Den ældre præsenterede ham som Almer, aspirant i kriminalafdelingen. – Han skal være med os i dag, så vi får se, om han dur, spøgte den ældre. Stemningen var mildere end forventet og slet ikke, som jeg havde set det i tv-serier. Det hjalp og fik mig til at føle mig roligere. Og hvorfor skulle jeg ikke også det? Det var da ikke mig, de var ude efter. Jeg var her for at hjælpe.

 

Det var den dårlige samvittighed, der tyngede mig. Og hvis jeg tidligere havde været en giftsnog, så var det ingenting imod, hvordan jeg følte mig nu. Jeg fantaserede om at tilstå, om at rense mig, men vidste, at jeg var for fej.

 

Første del af forhøret gik på generelle ting. Om hvornår jeg sidst havde set Ronald, om jeg havde observeret nogen mistænkelige personer ved hans budfirma – den slags ting. Så fik den ældre en opringning og forsvandt ud af lokalet. Pandelokken blev siddende tilbage. Først rådvild, men så tøede han op. Ville vel vise, at han også duede, for pludselig trak han et armbåndsur op af skuffen. Ronalds ur uden tvivl.

 

Jeg lukkede øjnene og mærkede, at det svimlede for mig. Så havde de altså noget på mig alligevel. Og da også guldsmykket kom på bordet, blev jeg for alvor bleg. De vidste langt mere, end jeg troede. Natten havde øjne. Nogen måtte have observeret mig.

 

– Nå, hvad siger du til det her? Almer så på mig med forventning i blikket. Jeg trak vejret, indså, at jeg næppe havde andet valg end at tilstå. Men mærkeligt nok følte jeg ingen frygt. Næsten en lettelse, næsten som om jeg kunne flyve. Omsider ville jeg

blive fri.

 

– Genstandene tilhører Ronald, sagde jeg. Almer nikkede ivrigt. – Fint. Så er vi et godt stykke på vej. Samme nat som din bror blev udsat for et røveri, omkom en person på bunden af en byggeplads i byen. Han var brudt ulovligt ind og landede skidt

på vej ud igen.

 

– Jeg rettede mig op i stolen. – Jeg forstår ikke...– Det viste sig at være Jonas Vig... en gammel kending. Han har siddet inde for alt fra simple indbrud til grove røverier. De senere år har han imidlertid været indfanget i en ynkelig drankertilværelse.

 

Forvirret tog jeg mig til hovedet. – Og hvad har det med Ronald at gøre? – Vi fandt Ronalds smykke og ur i hans lommer og kan med rimelig sikkerhed fastslå, at det var ham, der stod bag røveriet. Det eneste, vi havde brug for, var en, der kunne bekræfte, at genstandene havde tilhørt Ronald.

 

Med et gik sammenhængen op for mig. Den skumle person, der havde forsøgt at tigge penge af mig den aften, så jeg pludselig for mig igen. Han måtte have set, at jeg kastede noget glitrende over hegnet, og var derefter trængt ind på byggepladsen på egen hånd. Jeg var altså ikke mistænkt. Jeg var ikke afsløret, jeg var sluppet godt fra det endnu en gang. Men var jeg fri?

 

Almer samlede papirerne og rejste sig. – Tak for, at du stak indenom. Jeg sank. Igen og igen. Almer var allerede henne ved døren, strøg sig gennem den fyldige pandelok og smilede tilfreds. – Nej, vent, hørte jeg min egen stemme langt væk. – Det

var ikke Jonas Vig, der begik røveriet mod min bror. Det er forkert. Helt forkert.

Tekst: Lars P. Mellebye
Illustreret af: Peter Michael
Publiceret: 14-09-2013
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri