Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Sød novelle: Sladderens mange ansigter

Noveller
Alle steder sladrede folk om hinanden, syntes Katrine. Hjemme hos Mikkels forældre endte snakken som regel med at handle om ”de andre”, og i supermarkedet, hvor hun arbejdede, havde hendes kolleger altid travlt med at endevende andre menneskers liv. Men en dag lærte hun også en ny side af sin kollega Ingelise at kende.

– Var det ikke cementstøberens den yngste, der var inde og købe cigaretter lige før? spurgte Ingelise og sendte Lone, der sad overfor i frokoststuen, et nyfigent blik. – Guuud, jo! Det var det da. Jeg syntes jo nok, jeg kendte den fyr. Jeg kunne bare ikke placere ham. Men det er jo også, lad mig se... det må jo være mindst 15 år siden, han rejste til Australien. Var det ikke Australien? – Joh, jeg mener også, det var Australien. Men det er altså længere siden. 20 år ville jeg sige. – Var der noget med, at han var bøsse? – Det har jeg så ikke hørt, men storebroren var i hvert fald. Det var ham, der blev frisør, vist nok ovre i København.

 

Katrine, der indtil nu ikke havde sagt noget, men bare sad ved siden af og lod, som om hun læste i en avis, rullede med øjnene. Så få jer dog et liv, tænkte hun. Al den sladder gik hende på. Det var, som om Ingelise og Lone udelukkende levede gennem de ting, andre mennesker foretog sig. I stedet for at foretage sig noget selv.

Annonce

 

Den nye flaskedreng kom ind i frokoststuen. – Har du fyldt op i mælken? spurgte Ingelise straks på den der lidt politiagtige måde, som Katrine ikke kunne fordrage. – Ja, ja, svarede han og trak en stol ud. Det var lørdag, og der var travlt i butikken.

 

Katrine havde tit tænkt, at det var utroligt, at Bjarne, som ejede forretningen, havde kunnet få så forholdsvis et stort supermarked op at stå i så lille en by. Det var ikke mere end et halvt år siden, delikatessen havde fået ny afdeling, og det var her, hun så havde fået arbejde.

 

Hun skulle heldigvis ikke blive her for tid og evighed. Arbejdet i sig selv var sådan set o.k., men hun kunne ikke holde de sladdertanter ud. De talte altid kun om, hvem andre var, og hvad de mon gik og lavede. Det var ligesom Ester og Peder, hendes kommende svigerforældre.

 

Katrine kastede et blik på uret. Hun havde stadig små 10 minutter tilbage af sin frokostpause, men hun ikke holde ud at høre på de to, så hun rejste sig. – Du er tidligt færdig, sagde Ingelise med et bebrejdende tonefald, som om Katrine var en morakker. – Jeg har leverpostej i ovnen, som jeg skal kigge til, undskyldte hun sig og gik. Det kom ikke dem ved, at Kaj, der var butikkens slagtermester, havde lovet at tage dem ud, når uret ringede.

 

* * *

 

De sidste timer af arbejdsdagen styrtede af sted, og før Katrine nåede at se sig om, var det fyraften. Som aftalt holdt Mikkel ude på parkeringspladsen og ventede på hende. De skulle hjem og spise hos Ester og Peder i aften. Det var ikke noget, hun så frem til med stor balstyrisk iver.

 

Hun følte sig altid som en fremmed fugl på det lille husmandssted, hvor Mikkel var vokset op. De var jo søde nok, hans forældre. Hun havde bare ikke så meget at snakke med dem om. Hun kom selv fra et helt andet miljø, så hun kunne hverken tale med om årets høst eller mælkeydelsen i den beskedne besætning.

 

Hendes egen far var gymnasielærer, og hendes mor musiker. Og så kom hun i øvrigt fra Sjælland. Hun havde tit på fornemmelsen, at især det sidste var slemt, målt med Esters øjne, og i hvert fald betød det, at hun heller ikke havde noget at bidrage med, når snakken gik om folk i lokalsamfundet.

 

– Hej, sagde Mikkel og kyssede hende. – Vil du lige hjem og have et bad, før vi kører ud til far og mor? – Ja, hvis jeg kan nå det? Hvornår sagde du, vi kom? – Bare sidst på eftermiddagen. Katrine var glad for at få en time til at ryste arbejdsdagen af sig, før de skulle videre. Hun tog et langt bad og gav sig god tid til at tørre hår bagefter.

 

– Laver du ikke lige en kop kaffe? råbte hun ind til Mikkel. – Jo, jo. Så kunne de ikke trække den længere. Hun havde lyst til at spørge Mikkel, om han ikke godt ville lade være med at gå over i stalden til sin far, når de kom derud, for der blev altid sådan en pinlig tavshed mellem hende og Ester, når de var alene. Men hun sagde ingenting. Det kunne jo også være, Peder var færdig med at malke, når de kom. Det satsede hun på.

 

* * *

 

Der duftede af flæskesteg, da de trådte ind i Esters lavloftede køkken. – Ummm, sagde Mikkel og gned sig i hænderne. – Ja, vi skal jo slagte i næste uge, så jeg skulle have tømt fryseren, sagde Ester som forklaring på, at de skulle have flæskesteg i aften. – Er far i stalden? – Nej, han er lige blevet færdig. Katrine åndede i sit stille sind lettet op. – Er der noget, jeg kan gøre? spurgte hun. – Du må godt tage nogle asier op i den skål der.

 

Mens maden blev færdig, dukkede Peder op i køkkenet. – Nåhhh, går det godt? spurgte han. – Jamen, det gør det da, svarede Mikkel, og Katrine tænkte, at nu startede en hel aftens intetsigende snak, som i mangel af bedre lige om lidt ville komme til at handle om "de andre".

 

Sådan gik det også. Den nye skolelærer havde forladt sin kone til fordel for en endnu nyere kollega, og præsten var på vej på pension. Men han havde jo også været der i en hel menneskealder. Det kunne bare godt blive svært at finde en ny, for menighedsrådsformanden brød sig ikke om kvindelige præster, selvom han ikke sagde det højt, og der var jo snart ikke flere mandlige præster tilbage i landet. Så havde der været ildebrand i kollektivet, men de var selvfølgelig også kjøvenhavnere, så deeet...

 

Katrine koncentrerede sig pligtskyldigst om at se interesseret ud, selvom al den snak rent ud sagt ragede hende en høstblomst. Inderst inde fattede hun ikke, hvordan Mikkel kunne holde det ud. Han var jo slet ikke sådan, når de var alene. Hver gang de besøgte hans forældre, var det bare, som om han trådte ind i et land, hvor han tavst bøjede sig for nogle regler, som han ikke selv satte, men som ikke desto mindre gjorde ham lige så sladrevorn som alle andre i det her lille lokalsamfund.

 

– Her, Katrine. Tag et stykke til, sagde Ester og rakte fadet over mod hende. – Det smager fantastisk, svarede hun og tog smilende imod fadet. – I kan få resten med hjem. Så har I til at varme i morgen, bedyrede Ester. Hun kunne lige så godt have sagt, at hun ikke syntes, hendes søn fik ordentlig mad derhjemme, tænkte Katrine, men det sagde hun selvfølgelig ikke højt.

 

Endelig var den lange aften forbi. Katrine kom automatisk til at udstøde et dybt lettelsens suk, da hun satte sig ind på forsædet og lukkede bildøren efter sig. – Du sukker. Var det virkelig så slemt? spurgte Mikkel en anelse forsvarsberedt. – Nej, nej. Det har bare været en lang dag, løj hun, for hvis der var noget, hun ikke ønskede, så var det at gøre Mikkel til en lus mellem to negle ved at skabe splid mellem sig selv og hans forældre. Så klog var hun trods alt.

 

* * *

 

Det var en almindelig sløv mandag formiddag uden ret mange kunder i butikken. Katrine var i gang med at lave pålægspakker, da Ingelise kom forbi delikatessen. – Er det rigtigt, hvad jeg hører? spurgte hun lavmælt og lænede sig sensationslystent ind over glasdisken. – Det ved jeg ikke. Hvad hører du?

 

Ingelise sænkede stemmen endnu mere. – At Kaj går derude bagved og kigger lidt rigeligt dybt i flasken? Katrine så bestyrtet på hende. – Hvor har du dog det fra? – Nåh, men det var bare noget... Ingelise trak på skulderen.

 

Katrine anede ikke, hvad hun skulle sige. Hun var mildt sagt chokeret. Nok vidste hun, at der blev snakket meget i krogene, men at nogen ligefrem gik og satte ondsindede rygter i gang om deres kolleger. Men nu var det jo altså hende, der arbejdede tættest sammen med Kaj, og hun havde aldrig set bare antydningen af en flaske ude bagved.

 

I øvrigt kunne hun rigtig godt lide Kaj. Den store slagtermester var så dejligt bramfri og ligetil. Han sagde tingene, som de var. Måske fordi han havde sejlet som kok i en lille menneskealder, før han gik i land for en 5-6 år siden. Hun så Ingelise direkte i øjnene. – Har du nogensinde tænkt på, hvad folk siger om dig? spurgte hun sødt. – Øh... hvad mener du? svarede Ingelise tøvende, vagtsomt.

 

– Nåh, du ved, sagde Katrine og trak på skulderen. – Man hører jo så meget... Hun lod sætningen stå alene i luften, mens hun fastholdt Ingelises blik, indtil Ingelise selv rev sig løs og skyndte sig ned langs mælkehylderne. Først nu gik det op for Katrine, hvad det var, hun havde gjort. Hun havde erklæret åben krig mod Ingelise. Fra nu af kunne hun nok godt regne med, at hun selv blev det næste offer for sladderen.

 

I en blanding af ærgrelse og trods trampede hun ud bagved, hvor Kaj var i færd med at skære stege ud. – Der går rygter om, at du drikker i arbejdstiden, busede det ud af hende. Kaj så op. – Drikker? Ja, der kan man bare se, sagde han med et muntert glimt i øjet.

 

Katrine forstod ikke, han kunne tage det så let. – Bliver du ikke tosset? spurgte hun. – Nej, lad dem bare snakke. De har ikke andet at give sig til. Blev du færdig med pålægs-pakkerne? – Næsten. Jeg mangler lige de sidste. – Nå, men så se at blive færdig med dem. Jeg skal bruge dig herude.

 

Kajs reaktion på sladderen svirrede i Katrines hoved resten af dagen. Hun kunne godt se, han havde fat i den lange ende ved at grine ad det. Rygterne fik ikke nogen næring, når han bare lod dem prelle af på den måde. Gid hun selv kunne være lige så ligeglad, hvis det en dag var hende, det gik ud over. Og den dag kom jo nok. Snart.

 

Den måde, hun havde lukket munden på Ingelise på, fik garanteret ikke lov til at gå ustraffet hen. Det var ubehageligt at tænke på. På den anden side var hun glad nok for, at hun havde sagt fra. Hun havde en gang for alle markeret, at hun ikke gad deltage i de smædekampagner. Og det var hun stolt af.

 

* * *

 

Mikkel kunne ikke hente hende i aften, så hun skulle med bussen hjem. Det var der også en anden, der skulle. Ingelise. Hjertet sank i livet på Katrine, da hun så sin kollega stå og vente på den selv samme bus, som hun også skulle med. Det kom bag på hende, fordi Ingelise allerede havde haft fri i nogle timer. Men hun havde vel haft nogle ærinder ude i byen så.

 

– Hej, sagde Katrine i et bevidst venligt tonefald, da hun nåede frem til busstoppestedet. – Hej, svarede Ingelise mut. Der var kun de to, og sandsynligvis var det også en halvtom aftenbus, der lige om lidt ville komme og samle dem op.

 

Katrine tænkte, så det knagede. Hvad skulle hun gøre, når de trådte ind i bussen? Det mest naturlige ville jo være at sætte sig ved siden af hinanden, som de plejede, når de var med den samme bus. Men stemningen imellem dem var jo ikke ligefrem hjertevarm.

 

I det samme kom bussen. Ingelise havde et hav af pakkenelliker, hun skulle have med. – Skal jeg tage nogle af dem der? spurgte Katrine og rakte ud efter et par af indkøbsposerne. – Tak, svarede Ingelise, stadig lige kort for hovedet.

 

Som altid på denne her tid af dagen, var der næsten ingen mennesker med. På bagsædet sad tre unge piger, oppe foran en midaldrende kvinde, og ellers var der kun chaufføren. Ingelise satte alle sine poser ind på det inderste sæde og tog selv plads på det yderste. Så var sagen afgjort. Katrine slog sig ned på sædet overfor. Med midtergangen imellem sig sad de både ved siden af hinanden og alligevel ikke. Fin løsning.

 

De var efterhånden kommet langt ud på landet. Derud, hvor himlen var så stor og sort, at man kunne fintælle millioner af stjerner. De unge piger var for længst stået af, så nu var de kun tre passagerer tilbage. Pludselig lød der et mærkeligt dumpt brag, og bussen slingrede voldsomt. Chaufføren fik kæmpet den ind til siden og holdt stille.

 

– Jeg skal lige ud og kigge! råbte han til sine passagerer og forsvandt ud ad døren. – Det lød, som om vi punkterede, sagde Katrine. Kvinden, der havde siddet et par sæder foran dem, rejste sig halvt op. Så var det, som om hun rystede voldsomt, og i næste øjeblik faldt hun sammen, halvt hængende ud over midtergangen. Ingelise var i et-to spring henne ved hende.

 

– Hjælp mig lige! kaldte hun på Katrine. – Hun skal ned at ligge. Tag fat her. Katrine anede ikke, hvad der foregik, men hun parerede uden tøven ordre. Sammen fik de kvinden, der heldigvis ikke var kæmpestor, ned at ligge i midtergangen. Hun havde kramper og var tilsyneladende bevistløs.

 

– Ring 112. Fortæl dem, at det er et insulinchok, sagde Ingelise roligt, mens hun lagde kvinden om på siden. Katrine gjorde igen, som hun havde fået besked på. Nu kom buschaufføen tilbage. – Hvad sker der? spurgte han ved synet af de tre kvinder på gulvet.

 

– Det er fru Hermansen, der er gået i insulinchok. Katrine, nede i en af mine indkøbsposer er der nogle brikker med juice. Find en af dem og sæt sugerøret i. Katrine adlød, fandt hurtigt juicen og fik placeret sugerøret. – Her, sagde hun og rakte den til Ingelise. – Øjeblik, svarede Ingelise, der nu var i færd med at smøre kvindens læber med et eller andet, der kom fra en lille krukke. – Okay. Giv mig så juicen.

 

Hun skubbede sugerøret ind mellem kvindens læber. – Sug. Og synk, sagde hun. – Kom igen. Sug. Og synk. Først skete der ingenting, men pludselig begyndte kvinden at reagere. Hun drak, som hun skulle, og åbnede langsomt øjnene. Først nu sansede Katrine at tage sit halstørklæde af og lægge det ind under hendes hoved.

 

– Ja, det er godt. Tag en tår mere, blev Ingelise ved og holdt igen juicebrikken hen til hende. Ved fælles hjælp lykkedes det dem nogle minutter senere at få hende op at sidde på sædet igen. Snart efter kom ambulancen, og fru Hermansen blev kørt væk.

 

– Hold da op! udbrød Katrine. – Hvordan kunne du vide, alt det? Kender du hende? – Kender og kender. Jeg ved bare, at fru Hermansen har sukkersyge. Det har min far også, så jeg har set et insulinchok før. Det er derfor, jeg altid går rundt med en lille krukke honning på mig.

 

Mens de to kvinder sad i bussen og ventede på, at chaufføren skulle ordne det punkterede dæk, tænkte Katrine på, at det, hun kaldte sladder, også havde et andet navn og et andet ansigt. Sladder var også et udtryk for medmenneskelig interesse. Uden den havde Ingelise ikke vidst, at fru Hermansen havde sukkersyge, og så kunne hun ikke have reageret så hurtigt og sikkert, som hun gjorde.

 

– Du? sagde hun og så genert hen på Ingelise. – Jeg er ked af vores lille sammenstød tidligere i dag. Kaj drikker ikke, men det kunne jeg jo bare have sagt stille og roligt i stedet for at antyde, at der også gik noget snak om dig. Undskyld.

 

Ingelise smilede til hende. – Det er i orden. Jeg er selv ked af, at jeg sagde det om Kaj. Man skal jo ikke tro på alt, hvad man hører, og jeg var nok lige hurtig nok på aftrækkeren. Det var helt i orden, at du satte mig på plads. Spontant rakte Katrine hånden hen over midtergangen. Ingelise tog den, og de gav hinandens hænder et lille klem.

 

– Godt så! Så er der skiftet dæk, og de syge er kørt på hospitalet. Lad os så se at komme hjem, sagde chaufføren, da han i det samme steg ind i bussen og tog plads bag rattet.

Tekst: Ida Marie Stenderup
Illustreret af: Pia Falck
Publiceret: 17-05-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri