Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Veninderne

Noveller
Hun følte sig klemt af Hennings dårlige humør og havde håbet på lidt opmuntring fra sine to veninder, men deres dom var ikke til at tage fejl af: ”Du skal ikke spilde dit liv på sådan en sur stodder”. Var det da det, hun gjorde? Spildte sit liv sammen med Henning? Så de ned på hende, bare fordi hun som den eneste af dem kunne fejre sølvbryllup til næste år? Hvis hun altså holdt ud så længe...

– Hvorfor bliver du ikke bare skilt?

– Ja, hvis det var mig, så var jeg altså også den, der var gået.

 

Elsemarie følte sig spiddet af Jytte og Lis, der sad overfor. De tre veninder var taget til byen for at gå på udsalg og holdt nu en tiltrængt pause på en lille café. Jytte var selv blevet skilt for tre år siden, og for Lis lå det allerede 10 år tilbage. Hvis hun havde haft nogle mænd i sit liv siden da, havde hun skjult det godt.

 

Elsemarie drejede usikkert kaffekoppen mellem hænderne. Hun fortrød faktisk, at hun havde fortalt de to veninder om problemerne på hjemmefronten. De pustede det ligesom op, så det blev meget større, end hun egentlig selv syntes, det var. Det var

da rigtigt nok, at hun følte sig klemt af Hennings dårlige humør, der efterhånden havde stået på i et par måneder. Det var jo også det, hun lige havde fortalt. Men derfra og så til at blive skilt?

Annonce

 

– Ja, jeg gad i hvert fald ikke at spilde mit liv sammen med sådan en sur stodder, blev Jytte ved. – Den slags har jeg fået rigeligt af. Hun afsluttede sætningen med et spottende fnys og rullede teatralsk med øjnene.

 

Elsemarie vidste ikke, hvad hun skulle svare. Det lød så hårdt, det, Jytte lige havde sagt. „...spilde sit liv sammen med sådan en sur stodder". Var det det hun gjorde? Spildte sit liv? Hun følte sig dømt af veninderne. Det var, som om de så ned på hende, fordi hun som den eneste af de tre så ud til at nå frem til sølvbrylluppet i god behold. Til næste år, faktisk. Hvis hun altså holdt ud så længe.

 

– Jeg skal lige en tur ud på det lille hus, sagde hun undskyldende og rejste sig fra bordet. Hun så godt det blik, de to andre sendte hinanden. Lige så snart hun var ude af syne, tænkte hun, ville de give sig til at snakke om, hvor slap hun var. At hun dog ikke tog sig sammen til at blive skilt, så hun kunne se at komme ud i friheden til dem. Hun kunne høre det for sig. De ville dissekere hende og med fnysende foragt sidde og bekræfte hinanden i, hvor godt det var, at de ikke skulle stå model til sådan et ægteskab.

 

Et par ensomme øjne mødte hende i spejlbilledet ude på cafeens lille toilet. Den dybe glød, der plejede at være i hendes mørkebrune iris, var blevet erstattet af en mat resignation. Hun havde glædet sig sådan til den indkøbstur sammen med Jytte og Lis. Hun trængte så meget til at komme lidt væk fra Hennings dårlige vibrationer, og hun havde tænkt, at det ville gøre hende godt at betro sig til veninderne.

 

Ikke i sin vildeste fantasi havde hun forestillet sig, at de ville reagere, som de lige havde gjort. I stedet for den omsorg og støtte, hun havde ventet, de ville give hende, havde de nærmest klasket hende op ad muren med deres slet skjulte hånlighed over, at hun dog gad finde sig i det.

 

Hun krympede sig. Havde de virkelig ret? Var det hende, der var et lille, dumt mæhæ, der fandt sig i alt for meget, fordi hun ikke var modig nok til at bryde ud?

 

* * *

 

Jytte og Lis indtog højt skvaldrende det ene omklædningsrum efter det andet under resten af byturen. – Guud, se denne her! Er det ikke bare billigt? hvinede den ene. – Jo, men hvad mener du så om den her? Du skal altså være helt ærlig. Skal jeg prøve den? Eller... eii, er den ikke lige lidt for kort? svarede den anden.

 

Elsemarie følte sig udenfor. Det var, som om de efter snakken på cafeen havde koblet hende ud på et sidespor, eller også var det hende selv, der havde trukket sig. Det kunne hun ikke helt afgøre. Resultatet var nu under alle omstændigheder også det samme. I stedet for at være de tre sammen, var de nu delt i to, der hyggede sig og havde det skægt, og én, der stod alene og frøs uden for den varme inderkreds.

 

* * *

 

Henning sad i sofaen og så lørdagssport på 2'eren, da Elsemarie sidst på eftermiddagen kom hjem. Hun stak hovedet ind i stuen. – Hej, så er jeg tilbage igen. – Nå. Hej, sagde han uden så meget som at dreje hovedet og se på hende. Ikke noget med at spørge, om hun havde haft det rart, eller om hun havde fået købt noget godt.

 

Hun trak sig såret tilbage til køkkenet og begyndte at pakke ud. Det meste af det, hun havde med hjem, var dagligvarer, der bare skulle direkte i køleskabet. Og den petroleumsgrønne cardigan, det dog trods alt var blevet til før den ubehagelige kaffepause, havde mistet sin tiltrækning.

 

Hun syntes ellers, den var så smuk, lige da hun havde købt den. Nu var den ligegyldig. Henning ville formodentlig heller ikke engang opdage, at hun havde fået ny bluse, hvis hun tog den på. Måske havde de alligevel ret, Jytte og Lis? Hun var kun 49, og hvis det skulle være sådan her resten af livet, så var det vel en form for spild?

 

Hun var helt sikker på, han ikke havde en anden. Han gik på arbejde, som han plejede, og kom hjem, som han plejede. Han duftede ikke af fremmede parfumer, han klædte sig ikke pænere på. Det ydre var, som det havde været de sidste næsten 25 år. Men det indre var gået i stykker. Fortroligheden imellem dem. Lysten til at dele og de varme knus, der altid havde været.

 

Hvor var det blevet af? Hvad var der sket? Og især – hvorfor ville han ikke snakke om det? Et råt ekko af Jyttes ord klang igen i hendes ører: „...spilde sit liv sammen med sådan en sur stodder".

 

* * *

 

Ugen slæbte sig af sted. Elsemarie var lettet, når hun om morgenen satte sig op på sin cykel og kørte på arbejde, men knuget, når hun om eftermiddagen skulle hjem igen. Hennings dårlige humør var som en bacille, der inficerede hele huset, og hun kunne ikke holde sig fri af den, selvom hun prøvede ihærdigt. Den krøb ind alle vegne og omringede hende forfra og bagfra, oppefra og ned.

 

Det var blevet fredag. Mens hun cyklede hjem i den kolde blæst, lovede Elsemarie sig selv, at hun ville bruge weekenden på at tvinge sandheden ud af ham. Nu gik den ikke længere, tænkte hun og hængte sin vindjakke op på en bøjle.

 

I det samme gik døren op og ude på trappen stod Henning, bleg som et lagen. – Det værste, der kunne ske, er sket, sagde han tonløst. En isnende angst lammede hende. Da vel ikke noget med Simon eller Mette? – Jeg er blevet fyret, sagde han og trådte tranceagtigt ind i entreen.

 

– Åhh, gudskelov, røg det ud af hende, mens hun slog armene om ham. Han skubbede hende vredt fra sig. – Gudskelov? Hvad mener du med det? – Nej, undskyld. Jeg troede bare lige, det var noget med et af børnene. Men selvfølgelig...fyret? Jamen, det kan de da ikke? Først nu begyndte det at gå op for hende, hvad han havde sagt. – Du har været der altid...

 

Henning sukkede dybt. – De lukker hele produktionen og flytter den til Tjekkiet. Vi er røget alle mand. Undtagen dem på kontoret. Elsemarie fik bakset ham ind i stuen, hvor han faldt sammen i sofaen. Det var fuldstændig uforståeligt, det her.

 

Henning havde været på Linds Maskinfabrik i mere end 30 år, de sidste 10 som værkfører. Fyret? Det var ubegribeligt. – Skal jeg hente en kold øl til dig? spurgte hun og forsvandt ud i køkkenet endnu før, han havde nået at svare. Det var altså forklaringen på hans dårlige humør. Han havde vidst, hvad vej det gik.

 

– Hvorfor har du ikke fortalt mig om det noget før? spurgte hun, da hun havde skænket op for ham og taget plads i stolen overfor. – Fordi jeg ikke ville gøre dig bekymret på forhånd. Hvis det nu skete...og hvad nu, hvis vi skal af med huset...

 

– Huset? udbrød hun og rystede vantro på hovedet. – Du tror da ikke, jeg er bekymret for huset? Jeg er da fløjtende ligeglad med det hus. Jeg kan bo i en jordhule. Bare vi er sammen, sagde hun iltert. – Og i øvrigt har det godt med hinanden, tilføjede hun noget mere stilfærdigt.

 

Nu var det ham, der så vantro på hende. – Mener du det? – Ja, det gør jeg da. Jeg elsker vores hus, det ved du. Men altså... det er jo bare mursten. Det er da det, der er indeni, der virkelig betyder noget. For første gang i meget, meget lang tid, sov Elsemarie og Henning tæt sammen den nat.

 

De havde talt og talt og talt. Henning var bekymret for fremtiden, og hun forstod ham godt. Men hun var mere optimistisk end han. – Der er ikke nogen, der vil have en mand på over 50, sagde han gang på gang. – Sludder og vrøvl. Du kan så meget, og netop fordi du har erfaringen, tilbageviste hun.

 

De havde selvfølgelig ikke kunnet nå frem til anden konklusion, end at tiden måtte vise det, men lige nu var det også nok bare at have fået lettet på låget, så alle sorgerne var kommet ud i lyset. Hun krøb endnu tættere ind til ham og strøg en varm hånd

hen over hans kind. – Det skal nok gå, min skat. Vi hjælpes ad, ikke? hviskede hun. – Mmmm, mumlede han halvt i søvne.

 

* * *

 

Det gik ikke så let, som Elsemarie havde håbet. Efter en måneds arbejdsløshed, begyndte afslagene at hobe sig op, og for hver gang der kom et nyt, slog det endnu en skærv af Hennings selvtillid. Han fik sværere og sværere ved at mande sig op til at skrive de engagerede ansøgninger, som han udmærket godt vidste, var eneste vej frem.

 

Elsemarie prøvede at holde modet oppe hos ham, men det var tungt; som at trække en vogn alene og op ad bakke. Selvom det ikke var rimeligt, kunne hun heller ikke lade være med at føle et stik af dårlig samvittighed, når hun selv tog på arbejde hver morgen og efterlod ham til sit eget tomrum, så snart befandt hun sig i en blanding af irritation og medlidenhed.

 

Den kortvarige åbenhed, der havde været imellem dem, lige da det var sket, var allerede ved at sande til igen. Hun lagde læbestift på og smurte læberne mod hinanden. Nu håbede hun ikke, de mørke skygger under øjnene var alt for tydelige. Hun

skulle til pigefrokost hos Lis, der hvert år, lige siden hun blev alene, havde holdt sin fødselsdag med en halv snes veninder. Mænd altid adgang forbudt.

 

Nå, men det plejede jo også at blive hyggeligt. Elsemarie sendte sig selv et sidste blik i spejlet. Det var vist okay.

 

* * *

 

Hun ville egentlig ikke have fortalt pigerne noget om status på hjemmefronten, men de tre glas vin, hun var kommet til at drikke under middagen, havde gjort hende uopmærksom. Da Jytte spurgte, hvordan det gik med Henning og hans jobsøgning,

var det fløjet ud af munden på hende, før hun nåede at tænke sig om.

 

– Åhh, det er lidt svært....

Jytte havde grebet den i luften.

– Så er humøret vel ikke blevet bedre på det seneste?

– Neeej, det er jo ikke ligefrem noget morskabsteater, kom hun til at sige, før den lille stemme indeni nåede at advare hende.

 

Hun skulle aldrig have sagt det. Veninderne, og især Jytte og Lis, kastede sig over hende – som en flok gribbe omkring et ådsel, tænkte hun.

 

– Ja, hvis det var mig..., hørte hun Jytte begynde, og snart gik diskussionen højt rundt om bordet. De var hurtige på aftrækkeren. Henning „måtte bare tage sig sammen", Henning „havde ikke ret til at forpeste hendes liv på den måde", det var „synd for hende", og „skulle hun ikke også tage og gøre noget ved det?"

 

De spiddede hende fra alle sider, og kun Gitte, der sad overfor, forsøgte spagt at tage hende i forsvar. Hun blev nu hurtigt jordet af Lis, så hun trak følehornene til sig igen og nøjedes med at sende Elsemarie nogle medfølende øjekast under resten af rivegildet. Puhhh, det var hårdt.

 

* * *

 

Elsemarie havde netop tændt sin computer og taget plads ved sit skrivebord i kommunens Borgerservice, da Brobjerg, chefen fra teknisk afdeling, ringede hende op. – Elsemarie, kan du ikke lige stikke ned forbi mit kontor et øjeblik? – Jo, selvfølgelig. Skal det være nu? – Gerne, hvis du har tid.

 

Gad vide, hvad Brobjerg ville hende? Hun havde da ekspederet den byggesag i sidste uge, men der var måske opstået problemer? – Ja, hej. Sæt dig ned, sagde Brobjerg og slog ud med hånden, da hun kom ind på hans kontor. – Nu skal du høre. Christoffersen ude fra genbrugspladsen går på pension, og jeg tænkte på, om det ikke var noget for din Henning? Hvis han altså ikke har fundet noget andet?

 

Elsemarie kunne næsten ikke vente til fyraften med at komme hjem og fortælle Henning den gode nyhed. Det her var fordelen ved at bo i en lille by, hvor alle vidste alt om hinanden. Brobjerg havde været helt sikker på, at Henning lige var manden til at overtage Christoffersens job. De skulle bruge en, der havde masser af praktisk sans og meget gerne noget ledelseserfaring oveni.

 

* * *

 

– Ha! Degraderet til skraldemand, fnøs han surt, da hun fortalte om Brobjergs tilbud. Elsemarie så først opgivende på ham. Så blev hun vred. – Nu stopper du! råbte hun. – Det her er altså ikke noget lille, beskidt job. Du skal være leder af et team på 12 mand. Du skal stå for at gennemføre en større udvidelse af genbrugspladsen, og så får du det overordnede økonomiske ansvar for, at det løber rundt derude.

 

Hendes øjne gnistrede. – Du behøver ikke engang at skrive en ansøgning. Du skal bare ringe til Brobjerg og lave en aftale om at komme ind og snakke med ham. Så nu tager du dig altså sammen! Hører du? Hun forlod stuen med rasende skridt og knaldede døren ud til køkkenet i efter sig.

 

* * *

 

Henning slog på glasset og rejste sig. Han lagde en hånd på Elsemaries skulder. – Jeg vil gerne sige et par ord til verdens mest vidunderlige kvinde. En kvinde, som i 25 år har holdt mig ud, ikke bare i lyst, men også i nød....

 

Elsemarie kiggede op på sin mand. Hvor var han dog smuk og stærk, som han stod der og lyste af modenhed og selvværd. Hendes øjne blev blanke. Så lod hun blikket løbe ned langs bordene, og fik øje på først Jytte, så Lis. Det var nu godt, hun havde inviteret dem med til sit sølvbryllup.

 

Det havde ellers lige strejfet hende kort, at de ikke havde fortjent en invitation, men hævnen ved at vise dem, at man godt kunne kæmpe sig gennem krisen og blive lykkelig igen, var faktisk sødere. Hvor meget hun ville få med dem at gøre i fremtiden måtte vise sig, men de skulle i hvert fald ikke gå glip af dagen i dag.

 

– Så uden dig, min elskede, fortsatte Henning og strøg hende over kinden, – var jeg aldrig blevet den lykkelige mand, som jeg i dag kan bryste mig af at være. Og hvis I så vil rejse jer op og sammen med mig udbringe en skål og et trefoldigt leve for min kloge, varme og smukke sølvbrud. Verdens mest vidunderlige kvinde.

 

Tekst: Pauline Bøgh
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 07-09-2013
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri