Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce
Erling Nielsen var aldrig i tvivl om, at han skulle donere sin ene nyre til sin søn, Allan. De to nyder mere end nogensinde at være en del af hinandens liv.

Allan fik sin fars nyre

Nyt fra Hjemmet
I flere år var Allan Nielsen så nyresyg, at han knap nok havde kræfter til at tage tøj på eller lave en kop kaffe. Hans far, Erling, tilbød ham gang på gang sin ene nyre, og Allan afslog pure. Men han fik ikke sin vilje.

Den første ferie i det nyeliv glemmer Allan Nielsen aldrig. 14 dage ved Vesterhavet med løben op og ned ad klitterne, fodboldkampe med drengene, Mikkel og Mathias, og lange gåture med hustruen, Alice.

 

41-årige Allan er en betænksom jyde uden store armbevægelser og hang til jubelord, men ved mindet om ferien smiler han bredt og siger. – Den ferie var helt fantastisk. Jeg kunne alt det, som jeg kun havde kunnet drømme om i så mange år.

 

Fodbold med knægtene, Mikkel og Mathias, er det bedste, synes Allan – og drengene er enige.

 

Allan blev født med en nyresygdom, der som dreng gjorde ham meget træt og betød, at han måtte igennem flere operationer. – Jeg fik hurtigt prædikatet doven af min familie, fordi jeg ikke kunne så meget som mine brødre, husker Allan, der som teenager fik det lidt bedre og kunne dyrke sport.

Annonce

 

Efter soldatertiden i Bosnien kunne Allan imidlertid mærke, at kroppen skrantede og ikke længere kunne følge med. Han blev undersøgt, og en læge sagde lige ud af posen, at den var helt gal med hans nyrer. – Dér blev jeg forskrækket, men jeg kunne jo godt fornemme det, siger Allan, der sidder i sin stue i lejligheden i vestjyske Skive og fortæller sin historie.

Orkede ingenting

Allan var ikke den eneste, der blev forskrækket. Hans kone, Alice, og hans far, Erling, kendte udmærket til hans sygdom, men det var hårdt for dem at se deres mand og søn forvandle sig til en skygge af sig selv.

 

– Han lå bare herhjemme, helt hvid i hovedet med dynen op til næsen, husker Alice, der i mellemtiden passede sit job, husholdningen og sønnerne, Mathias og Mikkel, på i dag 11 og 6 år.

 

I flere år var livet sat på standby, for Allan havde ikke kræfter til meget andet end at ligge ned. – Jeg havde det elendigt. Jeg var fuld af dårlig samvittighed over ikke at slå til som mand, far og menneske, siger Allan, der som 35-årig kom i dialyse og var tilkoblet en maskine i otte timer hver nat. – Om dagen gik jeg ind og satte mig i sofaen, men jeg orkede ikke at trække i tøjet. Jeg følte mig så gammel og trist.

 

Alice var trofast og stærkt ved Allans side under hele hans lange sygdomsforløb.

 

Erling var forpint ved synet af sin søn, der før var en aktiv ung soldat og nu intet kunne. – Jeg følte mig så magtesløs og tænkte derfor, at jeg ville tilbyde ham min ene nyre. Jeg var aldrig i tvivl, siger Erling, der ganske mod sin forventning fik et bestemt

„nej tak" tilbage.

 

– Den ville jeg ikke have. For hvis min far blev syg, skulle det ikke være min skyld, at han manglede noget, jeg havde taget fra ham, siger Allan, der holdt fast i sin beslutning i flere år. – Jeg kan huske, at jeg sagde til Allan: „Det kan du ikke være bekendt". Det fyldte så meget i mit hoved, siger Erling.

„Du er for dum"

Allan var på transplantationslisten til en donornyre, og i den forbindelse blev han inviteret til en rundvisning på Skejby Sygehus. En sygeplejerske spurgte ham, om nogen i hans familie kunne donere.

 

– Jeg fortalte, at min far havde tilbudt sin nyre, men at jeg sagde nej. Til det sagde sygeplejersken: „Så er du eddermaneme for dum. Tænk, hvis det var en af dine sønner, der var syg og ikke ville sige ja tak. Hvordan tror du, at du ville have det?" fortæller Allan, der ændrede mening på et splitsekund og allerede på vej hjem til Skive ringede til Erling med ordene: „Jeg vil godt alligevel, far."

 

Erling bliver rørt ved mindet om opkaldet fra Allan. – Jeg blev så glad og jublede indvendig. Men først skulle Erling godkendes til operationen, og lægernes svar var ikke positivt. – De sagde, at jeg passede som donor, men at jeg var for tyk. Til det sagde jeg: „Giv mig tre måneder, så smider jeg 15 kilo", fortæller Erling, der dagen efter begyndte at knokle løs i motionscentret – og lykkedes med vægttabet.

 

Allan boksede førhen meget, og han drømte om at blive landstræner på det danske bokselandshold en dag. Den drøm er nu gået i opfyldelse.

 

Den 12. februar – på Erlings 62-årsdag – ringede telefonen fra Skejby Sygehus. – Jeg var blevet godkendt, og de ville operere os allerede måneden efter. Aldrig har jeg fået så god en fødselsdagsgave, siger Erling. Operationen lykkedes perfekt, og efter nogle måneder kunne Allan mærke forandringen i sin krop.

 

– Jeg sov meget bedre end nogensinde og følte mig udhvilet. Det var en mærkelig, men dejlig fornemmelse, siger Allan, der også formåede at få afsluttet sin læreruddannelse og skaffe sig et fast job.

 

– Det er helt sindssygt at kunne arbejde igen på fuldtid. Og det er stort at kunne spille fodbold med drengene og få opfyldt min gamle drøm om at blive boksetræner. Nu kan jeg alt, smiler Allan og fortæller, at Mathias havde fortalt sin lærer, at nu kunne

hans far igen lege. – Da Alice og jeg hørte det, græd vi begge to.

 

Erling stornyder at se sin søn drøne rundt i livet. Han bor tæt på familien i Skive og er ofte på besøg. – Det er pragtfuldt! Hver gang jeg ser Allan, tænker jeg, at det lykkedes at få ham tilbage til sin familie, siger Erling, der ikke mærker det mindste til, at han selv mangler en nyre.

 

Far og søn er kommet tættere på hinanden efter operationen. Hvor de før havde tendens til at skændes og diskutere, uddeler de i dag krammere til hinanden. – Jeg synes, at taknemlig er et slidt ord, men det er det, jeg er. Og det ved min far godt. Han har givet mig en gave for livet.

 

Den helt specielle gave bliver markeret efter alle kunstens regler. Alice har indført „Nyrens flyttedag" den 24. marts hvert år. Her samles familien til en god middag og et glas vin. For alle er enige om, at det er værd at fejre, at Allan ikke fik sin vilje.

Tekst: Marlene Grøftehauge
Foto: Jens Bach
Publiceret: 16-01-2014
Pin it

Relaterede artikler

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge