Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce
Mor løber, og Kalle går til fodbold. Annette glæder sig over, at en operation har gjort hende til en nærværende mor.

Annette blev opereret for epilepsi: Nu kan jeg igen være en god mor

Nyt fra Hjemmet
Annette havde jævnlige anfald, hvor hendes krop sitrede, og hun bagefter ikke kunne huske, hvad hun havde lavet. Da hun vågnede i grøften i sin bil med sønnen, Kalle, på bagsædet, forstod hun, at hun måtte tage sin sygdom alvorligt. Hun vidste bare ikke, hvad hun fejlede.

37-årige Annette Borch Jensen holder af at løbe, og ofte løber hun fra huset i Holbæk en tur ud langs Holbæk Fjord, og ofte følger hendes søn, Kalle på syv år, med på cykel. Det er altid hyggeligt. Andre dage følger Annette sønnen til fodbold, og enten

tager mor og søn cyklerne, eller også kører de i bil.

 

Det er et helt almindeligt familieliv, men det har været anderledes. Det var dengang, Annette ikke kunne løbe uden at få små anfald. Hun vidste ikke, hvad hun fejlede, men hun kunne mærke kroppen sitre. Det kunne vare fra 10 sekunder op til et minut eller to, og bagefter kunne hun ikke huske, hvad der var sket. Hun fik også anfald, når hun lavede andre ting.

 

– Det var det mest uhyggelige, at jeg efterfølgende ikke kunne huske, hvad der var sket, og hvad jeg havde foretaget mig. Som hovedregel fortsatte jeg med at gøre det, som jeg havde været i gang med, og derfor slog jeg det hen. Også selvom jeg fik fortalt, at jeg spilede øjnene op og smaskede og var fraværende, når jeg havde et anfald. Det fortæller Annette, der er skolelærer og gift med Kristian.

Annonce

Det første anfald

Hun fik sit første anfald som teenager. – Jeg havde overnattet hos en veninde, og morgenen efter begyndte det at sitre i min krop. Det var så ubehageligt, at jeg forlod huset og gik i rask trav hjemad, begynder hun beretningen.

 

– De har taget et lille stykke i min hjerne, og jeg har fået at vide, at hjernen kompenserer, og andre områder tager over. Derfor har jeg ikke oplevet at miste nogen færdigheder, forklarer Annette.

 

Siden kom anfaldene jævnligt, men de var aldrig voldsomme. Mest af alt en kortvarig indre rystetur en gang imellem. Annette mødte Kristian. Han er pilot, og hans arbejde gjorde, at parret flyttede til Berlin, hvor Kalle kom til verden i 2005. – Her blev mine anfald værre. De kom oftere, og de blev længere, forklarer Annette og mindes, da hun fik et anfald på en skiferie og glemte at hoppe af skiliften, men blev væltet af øverst oppe.

 

– Jeg talte med Kristian om, hvad der kunne være galt, men ingen af os var for alvor bekymrede. Anfaldene var en del af mig.

Turen i grøften

I januar 2009 fik Annette det anfald, der fik hende til at tage sin sygdom alvorlig. – Jeg hentede Kalle i børnehaven, og han sad i barnestolen på bagsædet i bilen, da vi kørte hjem. Hvordan det skete, mindes jeg ikke. Jeg husker, at Kalle græd hjerteskærende, og vi holdt stille i bilen – nede i en grøft, og vel at mærke i den forkerte side af vejen!

 

En landmand kom forbi med sin traktor og trak dem op. Der var ikke sket noget med hverken mor, søn eller bil. – Den dag gik det op for mig, at min sygdom langtfra var ufarlig, og at jeg kunne ende med at gøre alvorlig skade på både mig selv og på andre. Den tanke ramte mig som et knytnæveslag i mellemgulvet, og dagen efter gik jeg til læge.

 

Annette havde epilepsi – en form for epilepsi, som lægerne har godt tjek på – og i efteråret 2010 nævnte en læge operation. „Din sygdom risikerer at blive værre. Som ung mor har du alt at vinde," sagde hun. Annette smiler og fortæller: – Jeg tog i mange år anfaldene let, og da jeg skulle opereres, bevarede jeg roen. Set i bakspejlet forstår jeg ikke, at jeg i det mindste ikke overvejede organdonation. Lægerne skulle ind og fjerne et lille center i min hjerne. Ufarligt var det ikke. Langtfra, men det

var, som om jeg vidste, at det ville gå godt, og det gjorde det også.

 

Hav en god dag, ønsker Annette og Kalle hinanden på vej til henholdsvis arbejde og skole. Annette fik sidste år lov til at køre bil igen. 

 

Tiden efter operationen blev den sværeste tid for Annette. – Jeg vidste ikke, om jeg ville få flere anfald, eller om jeg var kureret, og jeg var hunderæd for at fremprovokere et anfald. De første måneder efter operationen tænkte jeg på det næsten hele tiden. Jeg turde overhovedet ikke anstrenge mig. Frygten snørede sig om Annette som et tov, der tøjrer et skib til molen.

 

– Jeg turde for eksempel ikke løbe. Da en fysioterapeut bad mig løbe på et løbebånd, nægtede jeg pure, og da jeg flere måneder efter løb en lillebitte tur herhjemme, følte jeg, at jeg havde haft mindst fem anfald undervejs. Det var ren indbildning.

Løb fra sygdommen

Annette løb igen. Og igen. Og igen. En dag løb hun fem kilometer uden anfald, og den dag husker hun. – Min krop fyldtes af en varm følelse af lykke. Jeg var bare så glad og så taknemlig. Den dag begyndte jeg at tro på, at jeg var rask.

 

– Det var en kæmpe sejr for mig, da jeg sidste år løb en halvmaraton uden at få anfald, siger Annette. Her på en løbetur langs Holbæk Fjord.

 

I 2011 løb Annette Eremitageløbet på 13,3 kilometer, og sidste år løb hun en halvmaraton på 21,1 km. Begge løb uden at få anfald. – Det var to enorme sejre for mig, og nu tror jeg på det! Jeg er rask, helt rask! Min epilepsi nåede ikke at blive rigtig slem, men det var den muligvis blevet, hvis ikke lægerne havde opereret mig. Så var jeg måske endt som en meget syg mor.

 

– Nu kan jeg løbe og cykle, og jeg kan køre bil og spille fodbold med Kalle. Jeg frygter ikke at køre i grøften igen. Jeg frygter slet ikke at få anfald. Det føles som en befrielse. Jeg kan være en god og nærværende mor hele tiden!

Tekst: Henrik Helmer Petersen
Foto: Søren Jansby
Publiceret: 30-05-2013
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri