Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce
Selvom Annette Scheffmann ikke kan se, klarer hun og Morten en femkilometer et par gange om ugen. De deltager også i motionsløb sammen med deres løbeklub. Ikke for at vinde, men fordi det er hyggeligt og livsbekræftende.

Annette genfandt livsglæden med humor og blind tillid

Nyt fra Hjemmet
De første tre måneder efter, at Annette Scheffmann havde mistet synet efter en operation, var det hele noget rigtigt møg. Men så opdagede hun, at man kan en masse, selvom man ikke har øjnene med sig. Bare man kaster sig ud i det.

Det knaser i gruset på skovstien,og lyden af taktfaste løbetrin kommer nærmere. Morten Schemann løber forrest med sin kone, Annette, lige i hælene. Imellem dem anes en lille grøn elastiksnor, 55-årige Annettes livline. Uden den ville hun formentlig ikke ane, hvor hun var.

 

– Vi skulle lige udvikle metoden lidt, inden vi fandt den rigtige, siger Morten, der i starten havde en livrem om maven med en længere hundesnor, som Annette holdt fast i. Men en kort snor er helt klart bedre, når det er løbetid! – Jeg skal kunne gribe bagud og korrigere Annettes løberetning, hvis der sker noget uforudset, forklarer Morten, der også helst skal løbe så tæt op ad sin kone, at hans anvisninger om ujævnheder, trærødder og kursændringer ikke blæser væk i vinden.

Annonce

 

Et hundehalsbånd og et armbind med øskner. Det var bare det, der skulle til, for at Annette kunne komme ud at løbe igen, som hun også gjorde, før hun mistede synet.

 

Annette kan nemlig ikke selv se hverken trærødder eller ujævnheder. For to år siden ødelagde en cyste hendes synsnerve, så hun næsten mistede synet. Nu er det Morten, der er hendes øjne, og i begyndelsen krævede det overvindelse at holde trit med ham på de løbeture, parret igen begyndte at tage regelmæssigt. Gerne fem kilometer to gange om ugen her i Fredskoven lidt uden for Bogense.

 

– Jeg spændte meget i kroppen i starten, men nu har jeg lært at slappe af. Vi skulle bare øve os lidt i at stole på hinanden, siger hun og smiler til sin mand.

En cyste på synsnerven

Hjemme i det gule rækkehus, der også ligger i Bogenses udkant, fortæller Annette, hvordan verden langsomt begyndte at forsvinde for hende, da hun havde rundet de 50 år. – Jeg vidste godt, at jeg måske var arveligt belastet, for min far på 82 har også AMD – det, man kalder øjenforkalkning, så jeg tog det egentlig roligt, da de første symptomer begyndte at komme, forklarer hun.

 

Men efter at hun mistede et job, hun havde været glad for i mange år på en maskinfabrik, begyndte det at gå hastigt ned ad bakke: Konturer blev udviskede, og Annette fik svært ved at læse. Alligevel besluttede hun at starte på social- og sundhedshjælperuddannelsen.

 

– Jeg har ellers aldrig været ret dygtig skolemæssigt, men min voksne datter bakkede mig op og sagde „arh, mor, det kan du sagtens", fortæller hun. Så Annette tog mod til sig og var pavestolt af det 12-tal, hun scorede ved den afsluttende eksamen i oktober 2011.

 

– Man skal ikke komme i vejen, for så bliver man kørt ned, siger Morten og holder sig på sikker afstand, når fruen slår græs. – Det er rigtigt. Jeg har mine systemer, siger Annette, der ved, hvor krukker og potter står.

 

Umiddelbart efter fik hun et vikarjob på plejecenteret, hvor hun havde været i praktik, men tre en halv måned efter var hendes syn blevet så ringe, at det ikke var forsvarligt at fortsætte. Annette måtte indse, at hun ikke ville komme til at bruge den uddannelse, hun havde kæmpet for at få.

 

– Det var simpelthen for risikabelt. Efterhånden havde jeg kun to små sprækker, jeg kunne se ud af, siger hun og viser med hænderne, hvordan tunnelsynet tog til og orienteringssansen og evnen til at bedømme afstand forsvandt, samtidig med at hun var uendeligt træt altid.

 

Et par måneder senere opdagede øjenlægen, hvad forklaringen var: Annette havde en stor cyste, der sad og trykkede på synsnerven. Hun blev øjeblikkeligt sendt til operation, men synet havde taget varig skade, og Annette måtte indstille sig på et liv

som pensionist som 53-årig.

Slut med piberiet!

– Lige efter operationen var jeg godt nok deprimeret, understreger hun. – Jeg sad bare her i min stue og peb i tre måneder. Jeg havde mistet både mit syn og mit arbejde, og jeg ville aldrig nogensinde mere komme til at stege så meget som en frikadelle eller gå en tur, tænkte jeg. Alt det, jeg havde regnet med, jeg skulle lave, når jeg blev gammel, kunne pludselig ikke lade sig gøre.

 

Det var en svær omstilling, også for Morten. – Det gjorde godt nok ondt at se hende sådan, siger han og husker hvordan han slet ikke kunne genkende sin humørbombe af en kone. Annette kunne faktisk heller ikke genkende sig selv, så en dag besluttede hun, at nu kunne det være nok.

 

– Det kunne jo ikke nytte noget at sidde her og glo resten af livet, tænkte jeg. På den måde jager man bare sin familie og alle vennerne væk, fordi de ikke gider høre på al den jammer. Sådan er det jo. Det ved jeg, fastslår Annette. Så hun rejste sig fra sofaen og gik en tur med sin sorte labrador, Ditte, hvorefter vendepunktet indtraf.

 

Hunden fornemmede instinktivt, at den skulle passe på sin menneskemor, og helt uden videre påtog den sig rollen som førerhund. Morten og Annette var forbløffede, og herefter fik Annette blod på tanden. – Jamen, lige pludselig begyndte hun jo at tonse rundt, så man blev helt bekymret, siger Morten og griner.

 

Annettes hund, Ditte, opfører sig instinktivt som en førerhund. Den holder sig tæt til hende og stopper ved kantstenen. Det gjorde den ikke førhen, fortæller Annette og Morten, der har gået til lydighedskonkurrencer i mange år med deres hunde, men aldrig oplevet noget lignende.

 

For selvom Annette stadig kun kan skelne meget grove kontraster, lys og skygge, så kaster hun sig nu ud i alt muligt. Hun går i byen og handler, hun går i strikkeklub og til seniorgymnastik, hun passer de to børnebørn, Maja på seks år og Tobias på 11, hun laver mad på et særligt gasblus med simpel betjening, og hun er blevet glad for at løbe igen – nu med manden i snor.

 

– Det kommer der godt nok mange sjove reaktioner ud af, siger Morten og kommer i tanker om en ting mere, hans kone excellerer i. – Prøv at se ud i haven: det er Annette, der har slået græs, siger han og peger stolt på sin kone. Hun nikker og forklarer, at det skam ikke er noget at snakke om, for hun ved jo, hvor potterne og buskadserne er. Desuden har hun besluttet at leve sit liv så normalt som muligt, selvom hun har sne på tvskærmen, som hun siger.

 

– Jeg vil ikke sidde her og kede mig resten af mine dage. Jeg er jo stadigvæk mig, småskør og snakkesalig, siger Annette og griner inde bag brilleglassene.

Tekst: Connie Mikkelsen
Foto: Heidi Lundsgaard
Publiceret: 17-04-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri