Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Da Kassandra mistede synet ændredes hendes livssyn

Nyt fra Hjemmet
For 30 år siden mistede nu 61-årige Hanne Kassandra Skipper synet og dermed også lysten til livet. For uden evnen til at se måtte alt da få en ende. Heldigvis blev det ikke sådan. Med handlekraft og humor fandt hun livskvaliteten igen.

Med sikker hånd skænker Kassandra teen, da vi fra Hjemmet sætter os godt til rette i hendes stue i Valby ved København. En stue som hvilken som helst anden. Blomster pryder vindueskarmen, på væggene hænger gamle, fine rammer med billeder af familie og venner samt farverige, grafiske malerier – Kassandra har selv ført penslen. I en lang reol lavet af grønne ølkasser i træ står alt fra ordbøger til skønlitterært.

 

Men Kassandra kan ikke længere se billeder og blomster eller fordybe sig i bogsamlingen. På grund af sukkersyge mistede hun for snart 30 år siden synet på begge øjne med cirka en måneds mellemrum. Hun var 31 år, folkeskolelærer i Køge, og havde netop fulgt sin 9. klasse til dørs med dansk-eksaminerne.

 

Synet, der blev dårligere og dårligere, holdt akkurat til, at hun kunne fuldføre, og det betød meget for hende. Hun havde haft eleverne siden 3. klassetrin. – Lettelsen over, at synet ikke gik før efter eksaminerne, blandedes med, at det var grusomt og altødelæggende for mig, siger Kassandra.

 


For at kunne skelne sit tøj fra hinanden får Kassandra syet små mærker i. Her er blindskriftbogstavet „R" for rød.

 

Efter at have fået beskeden fra lægerne om, at der ikke var mere at gøre, stod det klart; hun ville aldrig komme til at se igen. – Det var forfærdeligt. Jeg havde lyst til at sætte mig i en stol og dø af sorg, fortæller hun. Når hun ikke kunne se, måtte det da være slut med at leve.

 

– Man kunne jo ikke noget, når man ikke kunne se. Jeg følte mig fuldstændig handlingslammet, siger Kassandra, der intet husker fra julen 1982 på grund af det chok og den krise, hun oplevede. For selv om hun blev støttet af familie og venner, var hun den, der først og fremmest skulle rumme og tackle smerten.

 

I januar 1983 begyndte hun på et „senblinde-kursus" på Blindeinstituttet i Hellerup nord for København. Et kursus, hvor det, man i dag kalder „nyblinde", bliver omskolet til et liv uden synssansen. Efter at have meldt sin ankomst blev hun vist op ad trappen og hen ad gangen til det værelse, der skulle være hendes hjem i cirka fire måneder.

 

„Så kan du bare komme ned i dagligstuen, når du er klar," lød meldingen. – Og jeg tænkte: „Jeg skal i hvert fald ingen steder!" fortæller Kassandra. Alligevel blev hun hentet med ned i stuen, hvor hun for første gang skulle møde andre blinde. Det møde skulle vise sig at vende op og ned på hendes liv.

Genfødt

I stuen blev der sludret og røget cigaretter, og var en kaffekop tom, blev den hurtigt fyldt op igen. „Gider du ikke skænke til mig, for jeg ser altså ret dårligt?" lød det på et tidspunkt fra en i selskabet.

 

En i lang tid ukendt følelse dukkede op i Kassandra, og hun brød ud i latter. – Vi sad og grinede – og levede med ikke at kunne se. Det var en kæmpe lettelse, siger Kassandra. – Det var en øjenåbner. Det var livet. „Genfødselen" plejer jeg at kalde det, for det var som at blive født på ny.

 


Næsten hver dag går Kassandra og hendes førerhund Eddi en frisk, lang tur i Søndermarken.

 

Hun blev „grinet" ind i gruppen og oplevede for første gang humoren som det, der skulle få hende ud på den anden side af sorgen. Kassandra fik mod på fag som „måltidsteknik", hvor hun igen skulle lære at spise med kniv og gaffel, og „mobility", hvor man lærer at gå med stok. Hun fik mod på livet. Og svære udfordringer, som at de snart en aften skulle ud at spise, skulle ikke stoppe hende.

 

– Min første tanke var, at det kunne man da ikke. Man kunne ikke sidde der og rode med maden, siger Kassandra. Men så tog stædigheden over. –„Hvis de kan, kan jeg også!" tænkte jeg. Hun henvendte sig derefter til personalet. –„Nu må jeg have et lynkursus, for jeg skal ud at spise på fredag."

Fighterånd og fordomme

Hvis man som blind sidder med strikketøjet i toget på vej til Jylland og taber en maske, hvad gør man så? – Man kan bede om hjælp, eller man kan lægge strikketøjet tilbage i tasken og sidde og glo i flere timer, siger Kassandra, der ikke vil lade sig begrænse. Hendes stærke vilje har siden opholdet på Blindeinstituttet ført hende gennem en afspændingspædagog-uddannelse og delvis tilbage på arbejdsmarkedet. Hun blev på grund af blindheden førtidspensioneret i 1983.

 

Og ikke mindst har jernviljen fået hende ind i kampen mod de fordomme, der er en daglig del af det at være blind. – Ofte bliver man ikke regnet for at kunne tænke og tale, siger Kassandra. Men hun er også kvinde for at tackle det. – En dag, jeg stod ved et busstoppested, var der pludselig en mand, der spurgte: „Laver du selv din mad?" „Ja, gør du ikke?," svarede jeg så.

 


Kassandra holder af at lave mad, og der bliver brugt godt med håndsæbe i hendes køkken, da hun ofte må mærke sig frem med hænderne.

 

Kassandra gør meget ud af på humoristisk vis at give seende et billede af, hvad det vil sige at leve uden synet. Nogle ting må hun gøre lidt anderledes. For eksempel når hun steger frikadeller. – Jeg mærker efter med en gaffel. Hvis de er bløde, har de ikke været vendt endnu, siger Kassandra og smiler.

 

I snart 30 år har hun holdt foredrag for at bryde barrieren mellem den seende og den blinde verden. – Det gør livet lettere for mig, hvis jeg kan få aflivet nogle af de der myter og fordomme, siger hun. Der er en verden til forskel fra den sorg, Kassandra gennemlevede i 1982 til det livsmod, hun har i dag.

 

– Man kan vælge at blive siddende i stolen, eller man kan rejse sig og leve sit liv. Kassandra gør sidstnævnte. Ved at gøre en forskel for andre som frivillig samtalepartner ved telefonen hos „Linien" og ved at nyde koncerter og teaterforestillinger med venner og familie. – Synet er ikke uundværligt. Jeg kender mange, der lever et fuldgodt liv, selvom de er blinde. Og det prøver jeg også selv på.

 

LÆS OGSÅ: Mistede håret: Nabila er mere femini end nogensinde

LÆS OGSÅ: Efter 15 år i medicintåger: Mette fandt vejen til et godt liv

Tekst: Katrine Nielsen
Foto: Pia Burmølle Hansen
Publiceret: 01-09-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri