Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce
– Vi følte os meget velkomne i Danmark – lige fra den første dag, siger Ludmila.

Sovjetisk immigrant: Danmark har taget så godt imod mig

Nyt fra Hjemmet
Da Ludmila Spektor voksede op i Sovjetunionen i 1950’erne, blev hun som jøde udsat for mobning i skolen. Det var ubehageligt og gjorde hende ked af det – men gav hende senere styrken til at søge et bedre liv.

I lejligheden på Østerbro i København, hvor Ludmila Spektor bor sammen med sin mand, Arkadi, hænger der billeder af parrets datter og deres to børnebørn. Alle ser glade ud.

 

Da Ludmila selv voksede op i Kiev i det tidligere Sovjetunionen i 1950’erne, smilede hun også – i hvert fald når hun var sammen med sin familie. I skolen var det sparsomt med glæden.

 

– Myndighederne havde placeret mig på en ukrainsk skole, hvor jeg var den eneste jøde. Mine skolekammerater havde hjemmefra lært, at jøder var forfærdelige. De vidste ikke hvorfor, men resultatet var, at jeg dagligt hørte nedsættende udtalelser om jøder, og ingen ville være venner med mig, fortæller 62-årige Ludmilla.

 

Hun og hendes storesøster boede sammen med deres forældre og mormor og morfar i en lejlighed.

Annonce

 

Her fejrer familien sovjetisk nytår. Ludmilas mormor, hendes storesøster, Larisa (tv.), hendes fætter Ljova og hende selv yderst til højre.

– Vi boede seks mennesker sammen på meget lidt plads. Men det tænkte jeg aldrig over, for det var et trygt og godt hjem, og der var altid nogen til at trøste mig, hvis jeg var ked af det, når jeg kom fra skole, siger Ludmila, der godt vidste, at hun slap billigt i forhold til tidligere generationer i sin familie.

 

Mange var blevet udryddet eller tvunget til at flygte. Udryddelserne var ikke noget, man talte om i familien, ligesom man på grund af antisemitismen kun holdt få af de jødiske traditioner i hævd.

 

– Men for eksempel det jødiske nytår var en stor dag. Min morfar var den ældste i slægten, så det var i vores hjem, familien og vores jødiske venner samledes.

 

Men selv med et stærkt sammenhold blev livet i Kiev sværere. Ludmila var blevet gift, uddannet violinist og arbejdede i et operetteorkester, da der i 1970’erne blev åbnet for, at jøder kunne emigrere.

 

– Da folk begyndte at sive, blev det endnu vanskeligere for os, der var tilbage. Hvis bageren gav mig et brændt brød, og jeg bad om et andet, lød det: „Rejs til Israel, hvis du er utilfreds“. Og stod der noget på engelsk ved mine noder, var kommentaren: „Nå, er du ved at lære engelsk, så du kan rejse“. Det var ubehageligt.

 

H.C. Andersens land

Ludmila ville gerne rejse, men var man først rejst ud, kunne man ikke vende tilbage. Måske ville hun aldrig se familien igen.

 

– Men da jeg blev mor til Milena, tænkte jeg på mine egne skoleår. Den slags oplevelser skulle hun ikke udsættes for. Så vi besluttede at emigrere for at give hende et godt liv, siger Ludmila, der som 26-årig i 1978 sammen med sin mand og dengang treårige Milena vinkede farvel til familien i Kiev.

 

At valget faldt på Danmark, skyldtes bl.a., at Ludmila altid har været begejstret for H.C. Andersens eventyr.

 

– Så jeg forestillede mig, at der i Danmark så ud ligesom på tegningerne i min barndoms H.C. Andersen-bøger. Jeg troede, vi ville se rige mennesker, der kørte i kareter i gaderne, en konge med krone på hovedet og en hel masse fattige mennesker, siger Ludmila.

 

Hun blev lidt skuffet, da hun så det københavnske gadebillede, hvor folk gik klædt i jeans. Men det er ikke den eneste grund til, at hun aldrig glemmer turen fra lufthavnen:

 

– I Kiev er det kun fængsler, der er bygget af røde mursten, og i Sovjetunionen lærte vi, at der er meget kriminalitet i den kapitalistiske verden. „Så er alt det, jeg har lært om Vesten, måske alligevel rigtigt“, tænkte jeg, da vi kørte forbi den ene røde murstensbygning efter den anden.

 

Det var ikke meget, Ludmila og hendes mand havde med sig fra Ukraine. Men disse to H.C. Andersen-bøger skulle der være plads til i bagagen.

Ludmila fik forklaret, at rødstenshusene var ganske almindelige, og snart var de fremme ved det hotel, der blev familiens hjem det næste halve år.

 

– Vi vidste godt, at der var noget, der hed flygtningehjælpen, og at vi ville få mad i Danmark. Derudover forventede vi intet og var parate til at starte helt fra bunden.

 

Et frit og godt liv

Ludmila fortæller, at de fik et værelse på hotellet, hvor de delte køkken og bad med flygtninge fra bl.a. Vietnam og Chile.

 

– Vi var vant til at bo på skift hos mine forældre og min svigermor. Tænk at have et værelse helt for os selv! Og så stod der poser med dyner, sengetøj, kopper, tallerkener, og hvad vi ellers havde brug for. Alt var nyt. Vi følte os virkelig velkomne i Danmark.

 

Der var meget nyt at lære; nye skikke, nyt sprog og ikke mindst skulle de finde sig til rette i det nye land og finde sig et arbejde.

 

– Vi blev inviteret til middage, fødselsdage og jødiske højtider hos russisktalende familier, der havde været i Danmark i et stykke tid. Alle ønskede at hjælpe. Og Dansk Flygtningehjælp lavede sammenkomster for flygtninge, hvor alle fik lov til at spille og synge. Musik bringer folk sammen. Det betød meget for os.

 

Det betød også meget for Ludmila at få lært det danske sprog, og her blev hun hjulpet godt på vej af Milena, der lærte dansk på ingen tid.

 

– Hun bad mig om at lade være med at snakke russisk til hende, når hendes kammerater var på besøg. Derfor måtte jeg virkelig lære sproget hurtigt.

 

To år senere slap Ludmilas forældre og søster ud fra Ukraine og bosatte sig også i Danmark.

 

– Da jeg rejste ud, vidste vi ikke, om vi nogensinde ville se hinanden igen, så det var en kæmpeglæde, siger Ludmila, der fandt sig mere og mere til rette.

 

En milepæl var det, da hun i 1981 fik fast arbejde som violinist i DR Symfoniorkestret.

 

Ludmila ved en koncert på musikskolen i Kiev i 1962.

 

– Når man kommer til et land som emigrant, er der meget, der føles usikkert, derfor var det skønt at få en fast stilling. I dag kan Ludmila ikke forestille sig at bo andre steder end i Danmark.

 

– Der er ikke noget, jeg savner fra Kiev. Jeg har været så heldig, at jeg både tilhører den jødiske verden og musikverdenen. I begge de verdener er folk meget tætte, og derfor har jeg aldrig stået alene.

 

– Og så glæder det mig, at min datter og mine børnebørn er danske og har et frit og godt liv her. Det var det, der var målet, da vi emigrerede.

 

 

 

Ludmila Spektor har skrevet bogen „Emigrant på livstid“. Den er udkommet på Skriveforlaget.

 

LÆS OGSÅ: Sådan var det at skrive Pia Kjærsgaards erindringer

 

LÆS OGSÅ: Jeg blev smuglet til Danmark i bagagerummet på en Mazda

LÆS OGSÅ: Jeg mobbede min kollega

Tekst: Lise Petersen
Foto: Søren Jansby og privat
Publiceret: 16-03-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri