Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce
Ida kan ikke alene glæde sig over, at hun med hjertemassagen reddede sin mand liv, hun blev også nomineret til prisen som Årets førstehjælper af Røde Kors. – Det er jeg stolt af, siger hun.

Efter Fredes blodprop: Nu tør vi tænke på os selv

Nyt fra Hjemmet
Da Frede Gydesen faldt om med en blodprop i hjertet, var hans kone, Ida, heldigvis lige ved siden af – og heldigvis havde hun lige været på førstehjælpskursus. Han reddede livet. Og parrets liv sammen har forandret sig en del siden.

Det var søndag den 18. august 2013. Ida og Frede Gydesen havde været til træning i motionscentret og var lige kommet hjem til villaen i Roskilde. Frede klagede over ondt i brystet, men han afviste, at hans kone skulle ringe efter vagtlægen.

 

– Jeg havde lige trænet hårdt. Jeg var sikker på, at jeg bare skulle slappe lidt af, så ville det gå over, siger 65-årige Frede. Han tændte for fjernsynet for at se verdensstjernen Usain Bolts 100-meterløb i finalen i VM i atletik, og imens gjorde Ida sig klar til at gå tur med hunden Frodo.

 

Hun besluttede i sidste øjeblik, at hun også ville se løbet. Og derved reddede hun faktisk sin mands liv. For pludselig faldt Frede forover, så hans hoved ramte bordkanten. Ida rejste ham op, og selv om hun både klappede ham på kinderne og råbte til ham, var der ingen kontakt.

Annonce

 


„Mens jeg havde ligget og sovet, havde Ida haft al angsten", fortæller Frede.

 

– Så var der kun ét at gøre: Jeg lagde ham på gulvet og begyndte at give hjertemassage, som jeg tre måneder tidligere havde lært på et førstehjælpskursus. Jeg pressede og pressede ned i hans venstre side, og da jeg ikke havde flere kræfter i hænderne, begyndte jeg at bruge hælen, siger 55-årige Ida, der var foruroliget over, at der ikke kom farve i Fredes kinder.

 

Hun beskriver, hvordan hun til sidst måtte slippe ham, så hun kunne ringe efter en ambulance. – Han lå og rallede, så jeg var klar over, at der måtte være liv. Der var liv i Frede, og selvom Ida var så febrilsk, at hun dårligt kunne betjene telefonen, var ambulancefolkene fremme i løbet af et par minutter og gik i gang med hjertestarteren.

 

– Det var hæsligt at stå udenfor og vente, og som tiden gik, blev jeg mere og mere overbevist om, at de snart kom ud og meddelte, at det var slut, siger Ida stille og forklarer, at hun i dag ved, det er gode tegn, når de arbejder længe med patienten i hjemmet.

Tilbage i tiden

Mens Ida med angsten bankende i hjertet, fulgte sin mand til Roskilde Sygehus og videre til Rigshospitalet, hvor han blev hasteopereret for en blodprop, lå Frede selv ganske intetanende og sov. Først om fredagen vågnede han op. – Jeg kan huske, at jeg så Usain Bolt løbe. Derefter er alt væk, siger Frede, der havde mistet sin korttidshukommelse og ved opvågningen troede, at han befandt i 1970'erne.

 

– Det gav lidt forvirring, da sygeplejerskerne spurgte Frede, hvad hans kone hed, og han gav dem navnet på hende, han var gift med dengang. Da jeg kom ind til ham, sagde jeg mit navn og tilføjede: „Det er mig, du er gift med nu." „Det var heldigt, for det er også dig, jeg bedst kan li'," svarede han. Det grinede vi godt ad, det var helt befriende, siger Ida.

 

Men selv om de morede sig, var hun nervøs for, om hendes mand nogensinde ville blive sig selv igen. Det var han også selv: – „Bare jeg ikke bliver et vrag, der skal hjælpes med alting", var noget af det første, jeg tænkte, da Ida havde forklaret mig, hvad der var sket.

 

Efter 12 dage var Frede dog hjemme igen. Nu ventede otte uger med genoptræning og rehabilitering. – Noget af det bedste var den fysiske genoptræning. At få mine kræfter tilbage var ligesom at få livet igen, siger han. Men det var ikke gjort med det fysiske og for at få styr på alle de tanker, der meldte sig, begyndte han at skrive dem ned.

 


Frede har for længst fået sine fysiske kræfter tilbage, og han og Ida nyder at løbe i skoven og at træne i motionscentret.

 

– Jeg havde en oplevelse af at være i en glasklokke afsondret fra alle indtryk og følelser. Men mens jeg havde ligget og sovet, havde Ida haft al angsten, siger Frede. Og Ida havde ikke alene haft angsten for hans liv og førlighed. Hun fortæller, at hun i 1995 mistede en søn på ni år, der havde ligget i en respirator på Rigshospitalet.

 

– Dengang var Frede og jeg lige flyttet sammen, og vores tilsammen fire andre børn var små, så det var bare op på hesten igen og få familien til at fungere. Senere mistede jeg min far, der også lå i en respirator på Rigshospitalet, inden det var slut. Så da Frede efter operationen lå i en respirator på den samme afdeling på Rigshospitalets, vakte det nogle følelser til live.

 

– Frede og jeg har haft et godt liv, men der har alligevel været noget stress i min krop fra dengang, fortsætter Ida, der kom i behandling hos en psykolog. Da Frede blev udskrevet, sygemeldte hun sig fra sit arbejde i Moderniseringsstyrelsen og gav sig tid til at få det hele bearbejdet. Efterfølgende er hun gået ned i arbejdstid.

Nyt liv

Frede havde, inden han fik blodproppen, planlagt at gå på pension fra sit arbejde som international konsulent i FOA – i december 2013. Så tilsammen har parret meget mere tid nu. Og ikke alene det. – Jeg føler, jeg er blevet en anden person. Jeg er blevet mere eftertænksom og gider f.eks. ikke længere at reagere på små uoverensstemmelser med andre mennesker, siger Frede.

 


– Vi er blevet bedre til at leve i nuet, tænke på os selv og slappe af, siger Ida og Frede.

 

– Tidligere bekymrede jeg mig også meget: hvad nu hvis... om 14 dage... osv. Jeg er blevet bedre til at leve i nuet, siger Ida. – Nu tør vi tænke på os selv, siger de samstemmende. De forklarer, at de altid har gjort meget ud af at skabe et godt hjem for deres sammenbragte familie.

 

– Det hjem er der stadig, men nu siger vi f.eks. nej til at passe børnebørn, hvis vi ikke har overskuddet. Og i påsken valgte vi at rejse alene til Paris, selv om der er tradition for, at vi arrangerer en påskefrokost. Vi tager det hele mere roligt og giver os god tid til både at slappe af i sofaen og komme ud og dyrke motion, siger Ida, der glæder sig over, at hendes arbejdsplads tilbød hende det førstehjælpskursus, hvor hun lærte at give hjertemassage. – Tænk, hvis jeg ikke havde fået den mulighed, siger hun.

Tekst: Lise Petersen
Foto: Pia Burmølle Hansen
Publiceret: 07-08-2014
Pin it

Relaterede artikler

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge