Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce
Marianne har vendt sit liv totalt om og betaler gerne prisen i form af mange hårde og ensomme træningstimer.

Efter ulykke: Marianne dyrker ironman med stok

Nyt fra Hjemmet
Da en flugtbilist smadrede ind i Marianne Hüches bil, ødelagde han også hendes liv. Hun mistede en del af sin førlighed og tog næsten 90 kilo på. Efter 20 års kamp mod overvægten konfronterede en kollega Marianne med sandheden. Og så tog pokker ved den sjællandske kvinde.

47-årige Marianne Hüche åbner døren til huset i Taastrup med et stort smil. – I skal lige bemærke min lygtepæl, siger hun og peger ud for enden af indkørslen. – For det var der, mit nye liv begyndte. For under tre år siden løb Marianne lige så forsigtigt de

første vaklende meter, mens hun støttede sig til sin uundværlige stok.

 

– Et par dage efter ville jeg prøve, om jeg kunne klare to lygtepæle. Det kunne jeg. Det var en kæmpe sejr, siger Marianne med øjne, der funkler af glæde. Hun kastede sig derefter ud i lidt længere løbeture. – Det var hårdt. Og svært, fordi jeg var nødt til at bruge stokken. Jeg falder, hvis jeg sætter venstre ben ned uden noget at støtte mig til. Derfor måtte jeg indøve en særlig teknik.

Annonce

 

At stokken var blevet Mariannes faste følgesvend, skyldtes en trafikulykke, hun var ude for i 1990, da hun var 23 år. Sammen med sin daværende mand holdt hun i parrets bil for rødt lys, da en biltyv hamrede ind i dem bagfra. Marianne fik et kompliceret brud på ryggen og blev lam i venstre side fra taljen og ned til knæet.

 

Jo, det er Marianne i en noget større udgave. Hun har dog ingen fotografier fra dengang, hun vejede allermest, for da undgik hun kameraer.

 

I halvandet år røg hun ud og ind af hospitalet. Samtidig tog hun på i vægt og endte på 137 kilo, hvoraf de 87 var overvægt. – Jeg fik for god tid til at tænke. Og for god tid til at spise, siger hun.

 

De følgende 20 år gik Marianne på den ene slankekur efter den anden. Og hendes smertefulde følelse af at være en fiasko voksede, fordi hun hver gang tog på igen. Samtidig blev hun ramt af flere følgesygdomme på grund af overvægten. – Jeg kiggede mig i spejlet og tænkte: „Det er ikke mig". Og så trøstespiste jeg. Efterhånden mistede jeg helt lysten til at være sammen med andre.

Modig kollega

En dag i 2009 trak en af hendes daværende kolleger hende til side. „Du ligner noget, katten har slæbt ind. Du har det jo dårligt", sagde han. – Først var jeg lamslået. Men han havde jo ret – jeg var ved at slå mig selv ihjel. Og pludselig gik det op for mig, at jeg måtte bede om hjælp.

 

Grædende gik Marianne til lægen, og han kunne se, at der skulle ske noget hurtigt. Tre måneder senere fik Marianne foretaget en såkaldt gastric bypass. Samtidig begyndte hun at gå til samtaler hos en psykolog og en coach og hos sin egen læge. – Overvægt sidder efter min mening i hovedet. Så jeg skulle have ryddet godt op, siger Marianne.

 

Syv måneder efter operationen havde hun nået sit mål: Hun havde tabt sig fra 137 kilo til de 50 kilo, hun vejede inden bilulykken. – Jeg glemmer aldrig, hvordan jeg i god tid inden min datters konfirmation bestilte en kjole i størrelse 40 på nettet. Jeg troede ærlig talt ikke på, at jeg ville komme til at passe den. Det viste sig, at den var alt for stor. Jeg var gået fra en størrelse 52 til en 36, siger Marianne glad.

 

– Aldrig gå ned på udstyret, griner Marianne, der har nok at vælge imellem, når hun pakker til et løb.

 

Kort tid efter skiftede hun job. På hendes nye arbejdsplads var der mange, der løbetrænede. – Det virkede så hyggeligt, når de løb sammen og fulgte med i hinandens resultater. Men jeg kunne ikke være med på grund af mit handicap. På trods af den kendsgerning satte Marianne altså en skønne dag i luntetrav hen til lygtepælen.

 

De korte ture, hun løb, blev længere og længere. Og i efteråret 2011 gjorde hun det vanvittige, at hun meldte sig til et maratonløb. – Jeg troede ikke, det var muligt for mig. Men jeg fuldførte. På mine tre ben.

 

På Mariannes facebook væltede lykønskningerne ind fra målløse venner og bekendte. Og hendes mand, Jørgen, og Mariannes to store børn var revnefærdige af stolthed. Endnu havde Marianne dog sin største præstation til gode.

Farvel til fortiden

I 2012 var hun tilskuer ved den københavnske ironman for at heppe på en af sine venner. – De var så seje, og stemningen var så fantastisk. Jeg tænkte: „Det kommer jeg aldrig til at opleve. Det er langt over, hvad jeg kan klare".

 

Skæbnen greb imidlertid ind, da Marianne modtog et tilbud fra Hjemmeværnet, hvor hun havde været medlem i 27 år, om hjælp til at stille op til Ironman Copenhagen 2013. Et frø var plantet i Marianne. Hun skulle begynde med at træne 10 timer om ugen, og når foråret nærmede sig øge træningen til 15-20 timer.

 

Marianne i sin sejrsrus. At gennemføre en ironman kostede blod, sved og tårer. Men hun gjorde det!

 

– Det ville betyde store afsavn for min mand og mine børn. Men de var enige om, at hvis træningen betød så meget for mig, ville de støtte mig. Marianne overvejede det meget længe – og meldte sig så til.

 

– Der var dog noget, jeg havde glemt. Jeg kunne ikke svømme, hvilket jo er en af disciplinerne. Marianne kontaktede den forhenværende elitesvømmer Mette Jacobsen og spurgte, om hun kunne give et par gode råd.

 

Efter kort tids undervisning svømmede Marianne crawl, som havde hun aldrig bestilt andet. Og Marianne gennemførte sin ironman – foran sin jublende familie og et publikum, der ikke troede deres egne øjne, da kvinden med stokken kom i mål efter en lang dags udmarvende strabadser. 

 

– Jeg gjorde det f.....! Den ironman var mit livs største triumf. Jeg tudede undervejs, for det gjorde så sindssygt ondt. Men jeg kom i mål. Det var min definitive afsked med min gamle usunde livsstil – jeg sagde farvel til Tykketrunte.

 

Jørgen siger tillykke med præstationen med blomster til sin ukuelige kone. Han foretrækker at holde sig i baggrunden, men støtter Marianne hundrede procent.

 

Marianne har masser af nye mål og er for eksempel godt i gang med at kvalificere sig til OL i 2016. Men vigtigst af alt er, at vil hun bruge sin utrolige historie til at inspirere andre til at omlægge deres liv i positiv retning, hvilket hun blandt andet gør som foredragsholder.

 

Og den 3. maj 2014 løber hun Lillebælt Halvmarathon for at samle ind til Julemærkehjemmene. – Jeg spildte 20 år som overvægtig – men hvis jeg kan skubbe nogle børn i gang, så de ikke begår min fejl, giver min modgang mening.

 

Der er i den grad fuld fart over Mariannes liv. Når hun trænger til en rolig stund, hygger hun sig med sit ugeblad, Hjemmet.

Tekst: Ulla Iversen
Foto: Søren Jansby og privat
Publiceret: 09-01-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri