Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Efter vægttab: Nu kan Nina tumle med sit barnebarn

Nyt fra Hjemmet
Nina Mortensen græd og troede, hun skulle dø, da hun i 2005 fik konstateret diabetes. I virkeligheden blev diagnosen begyndelsen til et nyt og bedre liv.

Da Nina for nogen tid siden var på ferie med sin familie, havde hendes 30-årige datter Louise glemt sine shorts. „Du låner mine", tilbød Nina. „Styr dig, mor, dine shorts er alt for store til mig", lød Louises svar. 53-årige Nina Mortensen griner, da hun fortæller om episoden. Shortsene sad nemlig perfekt på både hende selv og datteren.

 

Da Hjemmet besøger Nina i hendes lejlighed i Lyngby, møder vi en slank kvinde, der er klædt i et par tætsiddende bukser og smilende fortæller, hvordan hun nyder at gå på tøjindkøb i ganske almindelige forretninger. – Jeg er stolt, når jeg har noget med ud i posen, siger hun.

 

Stoltheden skyldes, at Nina det meste af sit liv har måttet gå i specialbutikker efter tøj i størrelse 60. Da hun vejede mest, standsede nålen på vægten først ved 150 kilo. Nina forklarer, at hun hele livet har været stor. Selv om resten af familien var slanke, blev hun klassens tykke pige.

Annonce

 

– Hvordan jeg havde det med det? „Store mennesker er altid glade". Men det var kun udvendigt – indvendigt var jeg ked af det og flov over min vægt, siger Nina, der som voksen blev gift og mor til Louise og siden Nicolas på nu 21 år.

 

Da hun fødte Louise, opdagede lægerne, at der var noget galt med Ninas stofskifte. – Stofskiftet blev rettet, men på det tidspunkt var jeg kommet op på de 150 kilo. Og når jeg talte om at tabe mig, spurgte min daværende mand: „Hvorfor det?" Han syntes, jeg var dejlig, som jeg var. Derfor var jeg ikke motiveret for at gøre noget, forklarer Nina.

Græd og græd

I dag er hun ikke i tvivl om, at vægten hæmmede hende. – Jeg arbejder som dagplejemor. Men det var besværligt at komme ned på gulvet og lege med børnene. Og når jeg havde fri, lavede jeg mad til familien, og så smed jeg mig på sofaen og orkede ikke mere den dag.

 

I 2005 begyndte Nina at blive meget tørstig. Da hun kom op på at drikke 12 liter dagligt, gik hun til lægen. Hun havde diabetes og havde formentlig haft det i flere år. – Mit sukkertal var så højt, at lægerne var chokerede over, at jeg ikke havde haft andre symptomer end min tørst. Jeg burde være faldet om uden behandling, forklarer Nina, der blev forskrækket. – Jeg græd og græd og troede, at jeg skulle dø.

 

Nina 150 kilo tung på en ferie i Tyrkiet for 10 år siden.

 

Men diabetesdiagnosen var ikke en dødsdom. Derimod gav den afsæt til, at Nina fik et nyt og bedre liv. For nu kom hun til diætist og lærte at spise grønt og fedtfattigt. Sovs og kartofler blev skiftet ud med grøntsager og magert kød, og hun begyndte at

træne i et motionscenter.

 

– Pludselig var jeg motiveret for at gøre noget. Og Nicolas, som boede hjemme, nød den nye slags mad. Det gjorde det rimelig nemt for mig at overholde kostplanerne, siger Nina. Belønningen kom hurtigt. – Kiloene raslede af mig. Det var skønt.

 

Alt blev dog ikke godt lige med det samme. Nina forklarer, at hun har haft store problemer med sit sukkertal, fordi hun gik med sin diabetes så længe, før hun fik behandling. – I tre måneder lå jeg meget syg. Så kom der en ny type insulin, og siden er det gået som en drøm.

Er det mig?

Nina fortæller, hvor fantastisk det var, hver gang vægten gik under et nyt 10-tal. – Jeg glemmer aldrig, da jeg kom under 100 kilo. Hold da op. Nu var der kun to tal på vægten! Jeg var fuldstændig hysterisk, da jeg tog lidt på og igen vejede over 100. Jeg skulle bare ned under det igen.

 

I dag vejer Nina 70 kilo. Men selv om spejlet viser en slank kvinde, har hun svært ved at tro på, at det virkelig er hende. – Jeg bruger tøj i størrelse 40-42, men jeg ser stadig mig selv som tyk. Mine bluser skal helst gå ned over måsen. Og når jeg går på gaden og ser nogle, der går og snakker, tror jeg tit, at det er mig, de snakker om – som da jeg som overvægtig jævnligt oplevede, at folk pegede fingre ad mig: „Se hende der...", siger Nina, der har fået hjælp fra en psykolog for at få tankerne til at følge med.

 

Hun har også fået hjælp af kirurger. For da de 80 kilo var forsvundet, hang huden løst på mave, ryg, lår, hals og arme. Den måtte opereres væk. – Nu mangler jeg kun en enkelt operation, så er alt, som det skal være, siger Nina. Det falder hende ikke svært at holde fast i den grønne og fedtfattige levevis nu, hvor hun har nået sin idealvægt. Og hun understreger, at hun sagtens kan tage i byen og spise den mad, der bliver serveret. Så er hun bare ekstra opmærksom på kosten de efterfølgende dage.

 

Det ringer på døren. Louise kommer på besøg med sin søn, Cornelius på halvandet år. Nina tager barnebarnet i hånden, og sammen går de ned på legepladsen. Mens drengen hvinende suser ned ad rutsjebanen til mormor, fortæller Louise, at hun har fået en helt anden mor.

 

– Det er lidt mærkeligt, at hun nu ser sådan ud. Da min bror og jeg voksede op, lavede mor mad og sørgede for rent tøj, men det var vores far eller venners familier, der tog os med ud. Det er dejligt for hende, at hun i dag er blevet slank, og jeg er vildt glad for, at hun kan være en aktiv mormor for min søn, siger Louise.

 

Cornelius ved ikke, at mormor engang har været så stor, at hun ikke kunne drøne rundt og lege.

 

– Jeg kan da ikke lade være med at tænke på, at jeg kunne være sparet for meget, hvis jeg havde tabt mig noget før. For eksempel havde jeg næppe fået diabetes. Men heldigvis er jeg ikke ældre, end jeg kan nå at få en masse godt ud af resten af mit liv, siger Nina og giver Cornelius et skub på gyngen. – Han skal ha' alt det, jeg ikke kunne give mine egne børn, siger hun.

Tekst: Lise Petersen
Foto: Pia Burmølle Hansen og privat
Publiceret: 27-02-2014
Pin it

Relaterede artikler

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge