Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce
I en alder af ni måneder fik Ella konstateret leukæmi. Men den seje lille pige var ikke sådan at slå ud, og i dag er hun helt rask.

Overvandt leukæmi: Ella er et lille mirakel

Nyt fra Hjemmet
Ella var kun en baby, da hun fik konstateret leukæmi. Nu er den femårige pige helt rask, men hun har også været gennem en langvarig kemobehandling og knoglemarvs-transplantation, der lagde hende i koma og gjorde hende lam.

Der er gang i femårige Ella, da Hjemmet er på besøg hos hende, storesøster Nora på ti år og deres forældre, Anders og Dorte Falkenberg Rasmussen, i familiens sommerhus ved Sejerø Bugten.

 

De to piger øver sig på at gå på line. Lidt efter kravler de omkring på en stak brænde. Kort sagt: De tumler omkring som alle andre søskendepar.

 

Men Ella og Nora er ikke bare et par almindelige søstre, der har det sjovt. I en alder af ni måneder fik Ella konstateret leukæmi. I dag er hun rask, men næsten fem år af begge pigernes barndom var præget af sygdom.

 

– De har så meget at indhente, siger 40-årige Dorte.

 

I dag render Ella omkring og brænder en masse krudt af – præcis som andre børn. Sammen med søster Nora klatrer hun på brændestablerne og leger i det nye legehus ved sommerhuset.

Annonce

 

Indtil en decemberdag i 2009 var de en ganske almindelig familie. Dortes barselsorlov var slut, og hun skulle begynde på sit arbejde som sekretariatschef. Først skulle familien en tur til Gran Canaria.

 

Kufferterne stod pakkede, men Ella var underligt slatten. Dorte tog på Roskilde Sygehus med hende, Ella fik taget en blodprøve – og pludselig gik det stærkt.

 

– En læge kom ind, tog mine hænder og fortalte, at de med stor sandsynlighed kunne sige, at min datter havde leukæmi. Slam!, siger Dorte.

 

Det blev hverken til badeferie eller arbejde, i stedet blev hun sammen med Ella indlagt på Rigshospitalet. Godt to år gik der med kemobehandlinger, hårtab, opkastninger og et immunforsvar, der var så svækket, at Ella måtte holdes isoleret.

 

I et halvt år skiftedes Dorte og Anders til at være ved hendes side, mens den anden prøvede at fastholde Noras hverdag. Siden tog Dorte plejeorlov.

 

– Det var hårdt. Vi havde det alle sammen skidt. Men man har ikke noget valg, alternativet er, at barnet dør. Derfor finder man kræfterne, forklarer Dorte.


Tilbagefald

I begyndelsen af 2012 blev Ella erklæret rask og kunne begynde i børnehave. Selv om Dorte havde svært ved at tro på, at kræftcellerne nu også var helt væk, var især sommeren god det år.

– Vi spiste på restaurant, kørte i bus og havde Ella med i en legetøjsbutik. Almindelige ting, hun ikke havde prøvet før.

 

Hun husker specielt en septemberdag, hvor de var i sommerhus og gik ned til vandet med en drage. Den fløj fint, og pigerne var glade:

 

- Det her er bare fedt, tænkte jeg.

 

– Sommerhuset er blevet det sted, vi henter energi, siger Dorte, der nyder at slappe af sammen med Ella, Nora og Anders uden at skulle tænke på sygdom.

Dagen efter fik familien den besked, at Ella havde fået tilbagefald. Næste skridt var en knoglemarvstransplantation, men først var det forfra med kemo.

– Denne gang lå Ella på Rigshospitalets transplantationsafdeling. Det var en surrealistisk verden, hvor vi skulle have hospitalstøj, handsker og maske på. Ingen bakterier måtte komme i nærheden af hende. Selv mit hækletøj skulle bestråles, før jeg måtte tage det med ind.

Ella fik ny knoglemarv, og i begyndelsen så alting fint ud.

 

Men den 6. marts 2013, på Ellas fireårs fødselsdag, holdt hun pludselig op med at trække vejret.

Lægerne fik vejrtrækningen i gang igen, og Ella blev lagt i koma, mens en respirator trak vejret for hende. Her lå hun i næsten to måneder, mens Dorte, Anders og Nora flyttede ind i Ronald MacDonald-huset ved Rigshospitalet.

– Om dagen cyklede Anders ture med Nora, mens jeg sad hos Ella.

 

Dorte hæklede, broderede, sang for Ella og hjalp med at vaske og passe hende, mens hun ventede på, at hun skulle blive så stabil, at lægerne kunne vække hende igen. Hun var nervøs for, om Ellas hjerne ville tage skade af den lange koma.

– Men det første, Ella sagde, da hun vågnede, var: „Kan du ikke trække gardinerne for, der er sgu da for lyst her". Yes!

 

Ella bandede og skældte ud. Hun var sig selv igen. Helt så godt gik det dog ikke med Ellas krop.

– Det var ikke ligesom Tornerose, der bare vågnede og rejste sig. Ella var lam fra halsen og ned. Måske for resten af ivet, sagde lægerne. Jeg tænkte, at hvis bare hun overlever og har hjernen i behold, så er det o.k., hvis hun skal bruge kørestol.

Ellas første kørestol var af typen, der holder fast på både hoved og arme.

– Hun var som en kludedukke, siger Dorte, der aldrig glemmer, da Ella første gang bevægede fingrene.„Mor, nu er fingrene ved at vågne op", sagde hun.

Den dag kaldte en af lægerne Ella for en mirakelpige. Det gør Dorte også, for herfra gik det stærkt. Efter et par måneder kunne familien sætte Ella i en almindelig kørestol og køre ture med hende. Og da det blev sommer, kom hun med hjem.

– Det var en stor dag. Ella kunne hverken stå eller gå, og hun havde ingen hår. Men hun var hjemme og kunne bo på sit eget værelse. Det havde hun savnet, siger Dorte.

 

– Tingene bliver sat i perspektiv, og man lærer at glæde sig over små ting, når man har haft kræft så tæt inde på livet, siger Dorte.



De trænede med Ella ved bl.a. at spænde hende i et ståstativ. I begyndelsen var hendes ben så svage, at hun kun kunne stå der i ti minutter.

– Hun tog det helt cool. „Mine ben er lidt længe om at vågne op", sagde hun. Hun kravlede, før hun kom op at gå, og det lav de hun sjov med. „Må jeg kravle fra bordet", spurgte hun en dag, vi havde spist.

I dag har Ella fået sine muskler trænet op, så hun ikke bare kan gå, men også tumle omkring sammen med sin søster.

– Ella går stadig til kontrol. Men vi behøver ikke vente på svaret længere. „Vi ringer, hvis der er noget", lyder beskeden. Tænk, at vi er nået hertil.

Så nu har Dorte og Anders fokus på at samle familien.


Efter næsten fem år, hvor familien har været ufrivilligt splittet op, nyder Dorte og Anders og de to piger, at familien er samlet igen.


– I næsten fem år har vi ufrivilligt været splittet op. Nu skal vi igen til at være en familie på fire, og Anders og jeg skal være ægtefolk. Men jeg tænker, at når vi kan gå alt det her igennem sammen, så klarer vi os også videre, siger Dorte.

 

 

Tekst: Lise Petersen
Foto: Søren Jansby
Publiceret: 18-09-2014
Pin it

Relaterede artikler

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri