Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce
– Mit mål var at komme ud og løbe igen og komme tilbage på arbejde. Jeg ville have min frihed tilbage, fortæller 62-årige Else om sin kampgejst.

Søsteren døde, men Else løber for livet

Nyt fra Hjemmet
„Har du nu været ude og rende igen?“ Sådan spurgte Else Clausens mor sin datter, som begyndte at løbe, før det blev moderne. Else løb for sit liv – for ikke at dø af astma som sin søster. Og hun løber stadig, selvom lægerne egentlig forklarede hende, at det var slut med det.

Jeg græd, første gang jeg var ude og løbe igen efter operationen. Selvom det bare var én kilometer, så var glæden og friheden så overvældende for mig, at jeg græd. Else Clausen smiler, mens hun fortæller. Den 62-årige nordjyde, der bor i Vestbjerg, gennemgik i foråret en stor knogleoperation i begge fødder og frygtede, at hun aldrig skulle løbe igen.

 

– Før operationen sagde lægen, at jeg ikke skulle regne med at løbe mere. Det kunne jeg næsten ikke bære. For Else var operationen et nærmest umuligt valg, for hun havde set sin mor ende med en rollator og vidste, at det var alternativet, men til gengæld var der ingen garantier for, hvordan hun ville have det efter sådan et indgreb.

 

– Jeg gik et helt år og prøvede at få min hjerne til at acceptere situationen, for det var svært. Men så sagde lægen, at det skulle være nu, ellers blev jeg for gammel! Og så slog jeg til. Else ler, for det med at være gammel har hun ikke rigtig noget forhold til.

Annonce

 

Efter sine operationer var Else tvunget til at sidde stille og producerede 28 mapper med fotos til sine sønner og sig selv. Her kigger hun og gemalen, Ole, på billeder af storesøsteren, som fik astma som 30-årig og døde 10 år senere.

 

Hun er pædagog, og i august begyndte hun i et nyt job i en børnehave. Selvom gemalen, Ole, er 65 år, så er han også i fuldt vigør som færgeskipper og erhvervsdykker. – Vi gør alt det, vi gerne vil, nu. Det er et skønt liv, erklærer Else med et af sine mange smil i det solbrændte ansigt. Hun og Ole har netop været på Kreta, og Else har løbet i bjergene hver morgen.

 

– Jeg har altid mit løbetøj med, så jeg får set meget rundt omkring. Jeg oplever en del, når jeg løber. Mine børn griner lidt ad mig, for jeg har altid noget at fortælle, når jeg kommer tilbage fra en løbetur. Else kan næsten ikke stoppe sin lovprisning af at løbe, som hun dog begyndte på af helt andre og langt mere alvorlige grunde.

Søster døde

Da Else var gravid med sin nu 35-årige søn, undrede hun sig over, at hun var så forpustet. Tilsyneladende havde graviditeten udløst astma, som hun ikke havde haft før. Hun tabte sig ni kilo og var nødt til at tage imod behandling, selvom det kunne skade hendes ufødte barn.

 

En fortvivlet situation, men både den førstefødte, Thomas, og Peter, der kom fire år senere, var sunde og raske, og Else klarede det, selvom hun var meget syg under graviditeterne. Til gengæld var hendes storesøster, der også først fik astma som voksen, så hårdt ramt, at hun døde i en alder af bare 40 år midt i et astmaanfald.

 

Efter Elses fodoperationer i foråret, kan hun kun passe disse tre par sko. Der går et års tid, før hun kan tage „pæne" sko på.

 

– Det var et chok, og jeg tænkte, at jeg måtte gøre det modsatte af hende. Hun satte sin lid til, at medicinen virkede, og så gjorde hun ikke andet. Hun holdt sig i ro, som lægerne sagde, hun skulle, men det døde hun jo af! Else ser et øjeblik harm ud, for hun prøvede selv, forgæves, at få søsteren til at træne sine lunger. Fordi Else selv var overbevist om, at det var vejen frem.

 

– Jeg begyndte at gå fire skridt og løbe fire skridt om aftenen her i villakvarteret, når det var mørkt. Folk syntes jo, at det var lidt underligt, og min læge frarådede det. Else smiler lidt og tilføjer: – Min mor sagde: „Har du nu været ude og rende igen?" Hun forstod det ikke, men jeg kunne mærke, at jeg fik det bedre.

 

Løbeturene gjorde efterhånden underværker, og Else kunne undvære det meste af sin astmamedicin. Både hund og kat fik lov til at blive i parcelhuset, for Else ville ikke have, at dyrene skulle væk på grund af hende. – Jeg vil ikke være en patient. Jeg havde så meget at kæmpe for med mine drenge og Ole, så jeg løb. Det gjorde mig godt og holdt mit medicinforbrug nede på et minimum, fortæller Else, der dog blev sendt til tælling, da fødderne skulle opereres.

 

Pludselig var det nødvendigt med ekstra astmamedicin, fordi hun skulle holde sig i ro og derfor ikke fik sin daglige motion. – Efter at den første fod var opereret sad jeg i fem dage og græd, fordi det gjorde så ondt, fortæller Else, der måtte acceptere meget mere medicin og smertestillende piller, end hun brød sig om, fordi hun knap kunne røre sig.

Friheden tilbage

Tre måneder senere, efter at den anden fod var opereret, var hun ved at få morfinforgiftning, og så tog Else kampen op. Hun kunne ikke holde til at løbe, så træningen blev i stedet på cykel. – Jeg hader virkelig at cykle, erklærer Else, og det er tydeligt, at det kommer fra hjertet.

 

Alligevel satte hun sig op på en motionscykel i et fitnesscenter, fik en klods under de stadig svage fødder og begyndte at træde til. – Jeg var hurtigt oppe i tempo, for lungerne skulle arbejde, og jeg pustede virkelig meget. Folk troede, at der var noget galt, men det betød, at jeg kunne smide min astmamedicin. Else smiler tilfreds. Ingen tvivl om, at hun ikke bryder sig om at være afhængig af noget eller nogen.

 

Else løber med sine hunde hver morgen, og indimellem løber hun også senere på dagen. 10 kilometer klarer hun på 58 minutter, men hun går ikke op i tid. Det siger hun i hvert fald og smiler underfundigt.

 

– Mit mål var at komme ud og løbe igen og komme tilbage på arbejde. Jeg ville have min frihed tilbage, fortæller Else, der igen er i fin form otte måneder efter, at lægerne sagde, at hun ikke ville komme til at løbe igen. – Mine børn er godt nok voksne, men jeg har stadig meget at kæmpe for, og det er vigtigt for at klare sådan en kamp. Jeg har så meget, jeg gerne vil. Jeg vil se og opleve mere, slutter Else.

Tekst: Anette Løkken Sørensen
Foto: Henrik Bjerregrav
Publiceret: 31-10-2013
Pin it

Relaterede artikler

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge