Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce
Eva er parat til nye sportslige udfordringer, efter at hun overvandt sig selv på ski.

Eva gjorde det umulige

Nyt fra Hjemmet
Hvad fik den astmaplagede Eva Grauballe til at forlade den lune stue for at kaste sig over et af verdens hårdeste skiløb? Svaret er en jernvilje – og masser af støtte fra familien.

Hvad skal man mene om enmor, der nærmest falder sammen af åndenød efter at have leget et minuts tid med sine børn, men som alligevel melder sig til et 12 timer langt skiløb? Er hun overmodig? Eller har hun tabt hovedet?

 

Kvinden, vi besøger i et dejligt sommerhus i Tisvildeleje, griner over hele hovedet. Hun har hørt begge beskrivelser. Plus en masse andre af samme skuffe.

 

– Man kan jo også bare kalde den mor for Eva Grauballe, siger hun. For det hedder jeg. Men jeg forstår udmærket, at mange af mine venner har betragtet mig som halvskør. Det ville også have været min dom, hvis jeg havde hørt om en person som mig!

 

Astma har altid været noget velkendt for Eva Grauballe. Men i den første halvdel af Evas liv var det kun som den sygdom, hendes bror Ole led af. Selv var hun allergisk over for pollen plus en hel del andre ting. Men det forhindrede hende ikke i at dyrke de to krævende sportsgrene, hun elskede så højt: håndbold og volleyball. Men en dag var det hele forbi!

Annonce

 

Sådan ser en sportsglad familie ud. Caspar, som er golfbanearkitekt, er sin kones store idol, fordi han aldrig svigter sin træning. – Det kan jeg desværre godt finde på, røber Eva.

 

– Da jeg var 20 år, fik jeg blindtarmsbetændelse. Selve operationen gik upåklageligt, men den havde den uforklarlige følgevirkning, at jeg blev ramt af astma. Først prøvede Eva at tage det roligt. Det var altså dét, hun nu skulle leve med. Men hvor var det dog frygteligt svært.

 

– Jeg måtte opgive al sport, fortæller den 40-årige marketingassistent. Det mindste løb gjorde mig forpustet. Og der skulle mindre og mindre til at fremprovokere min åndenød eller til at give mig en forkølelse, som ofte endte i lungebetændelse.

 

– Jeg følte mig begrænset, og er der noget, jeg hader, er det begrænsninger. Det måtte jeg se at få styr på. Først da Eva for cirka 10 år siden kom i kontakt med dr. Vibeke Backer, som senere blev Danmarks første astmaprofessor, skete der noget positivt.

 

– Som astmatiker får man tit at vide, at motion er noget, man skal holde sig fra. Sikke noget ævl, siger jeg. Det samme sagde Vibeke. Naturligvis er det hårdt at motionere, når man har åndenød, men det hjælper. Der har været dage, hvor jeg ikke orkede at løbe ud og pine mig selv. Men så opdagede jeg, at jeg havde det meget værre i tiden efter. Det skal åbenbart gøre ondt, førdet gør godt!

 

Noget af det, der pinte Eva mest, var, at hun ikke var i stand til at lege ret længe med sine superenergiske sønner, Nicholaj på ni år og Mathias på seks.

Evas store beslutning

Eva havde altid beundret sin mand, Caspar, for, at han aldrig svigtede sin motion. Han sørgede nemlig for altid at have et mål at stræbe efter. Caspar har flere gange gennemført verdens største ski-maraton, det svenske Vasa-løb. Det afholdes omkring Mora i Dahlarna med 15.000 skiløbere, der skal gennemføre de 90 kilometer på 12 timer.

 

Da han sidste år i marts kom glad hjem til familien i Rungsted efter sit tredje Vasa-løb, havde Eva besluttet sig til, at i 2013 ville hun også deltage i løbet. Det syntes både Caspar og drengene var sejt, og hele næste år løb, cyklede og svømmede Eva som regel tre gange hver uge.

 

– Du er sej, mor! Mathias (tv.) og Nicholaj leger med mor hver dag, og det er tit hende, der starter. Det skete aldrig for to år siden. 

 

– Jeg var nu besat af to mål. Det ene var at komme ud af min dejlige sofa og få trænet hver dag. Det mål opfyldte jeg. Det andet var selvfølgelig at jeg ville gennemføre mitprojekt, selv om jeg stadig mente, man skulle være en slem idiot for at prøve at løbe 90 kilometer på ski!

 

– Men på den store dag stod jeg sammen med alle de andre skioptimister og stirrede ud over det smukke solbeskinnede snelandskab. Min mand kunne jeg ikke få øje på. Han befandt sig et sted inde mellem alle de seje veteraner. Jeg stod i den anden ende iført min nyindkøbte hue, der var udsmykket med både et dannebrogsflag og teksten "DANMARK" i rød-hvide farver.

Gik i stå

Til at begynde med gik løbet over al forventning. Men så kom krisen. – Da jeg var 18-20 kilometer fremme, var jeg fuldstændig færdig. Jeg kunne ikke tage fem skridt, uden at jeg peb af smerte. Jeg blev hele tiden overhalet og havde mest lyst til at sætte mig og se ynkelig ud. Men jeg havde jo lovet mig selv at gennemføre.

 

Eva satte farten ned og gav sig til at løbe efter de skilte, der for hver kilometer viste, hvor langt der nu var til målet. Det hjalp lidt. – For hver 10 kilometer kunne vi få mad og drikke – hvis vi altså ikke sakkede ned under de fastsatte tider, for så blev der hængt en snor op foran en – og så var man smidt ud af løbet.

 

Smukt var det at glide gennem det snedækkede Sverige, men det var samtidig bidende hårdt for Eva: – Jeg vandt, selv om jeg næsten kom sidst i mål.

 

– Jeg nåede lige akkurat frem til målet i tide. Jeg var 8 timer langsommere end de første, men alligevel stod en masse mennesker og råbte "Heja, Danmark!", og jeg vidste, det var mig, de heppede på. Min dejlige mand var der også. Alt i alt var det den fedeste fornemmelse, jeg nogensinde havde følt.

 

– Et sted i mylderet så jeg en stor kasse, som jeg nærmest vaklede op på. Det var første gang i 12 timer, jeg sad ned. Aldrig har jeg været så træt. Og så stolt og lykkelig. Jeg gjorde det!

 

Til marts næste år drager Caspar igen af sted til Mora. Eva bliver hjemme. Hun har ikke besluttet, om hun nogensinde igen vil deltage i et Vasa-løb. – Måske om et par år. Lige nu pønser jeg lidt på at melde mig til et løb for mountainbikes. Det vil holde mig i form, så jeg rigtigt kan lege med mine dejlige unger.

Tekst: Niels Berg
Foto: Pia Burmølle Hansen
Publiceret: 12-09-2013
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri