Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce
Maibrit (bagerst) lærte Birgit at kende, da hun var på udkig efter sin første Alaskan Malamute for en halv snes år siden. De to faldt i hak og har siden været nære hundevenner.

Hundeveninder i høj fart

Nyt fra Hjemmet
For Birgit Hinrichsen og Maibrit Schaumburg på Vestfyn er en lang, kold vinter med masser af sne noget af det bedste. Så spænder de deres hunde for slæderne og tager på skovtur sammen.

De to tykpelsede slædehunde Clint og Aisha mosler rundt i glad forventning, imens 60-årige Birgit Hinrichsen har et hyr med at få seletøjet sat korrekt på de kåde dyr.

 

– Arg, nu er hun hoppet ud af selen. Jeg er vist nødt til at tage det hele af og starte forfra, stønner den spinkle gråhårede kvinde, der ellers ikke hører til blandt nybegynderne, når det gælder håndteringen af verdens største og stærkeste slædehund.

 

Men en Alaskan Malamute er altid en udfordring, også selv om dens ejer har 23 års erfaring i at tumle de viljestærke dyr. Så Birgit når at få varmen inde i sin tykke uldtrøje, inden hun er klar til afgang med sit overskuelige spand.

 

– Jeg er jo efterhånden en gammel kone. Derfor kører jeg kun med to hunde, så jeg er nogenlunde sikker på, at jeg har kontrol over dem inde i skoven, forklarer hun og stiller sig op bag på slæden.

Annonce

 

Birgits hunde bor ude i store løbegårde, men de er på skift inde hos hende, når hun er hjemme. Et samvær, som både menneske og dyr sætter stor pris på.

 

Hun giver tegn til hundene om at sætte i gang, og med et kraftigt ryk forsvinder koblet ind ad skovstien bag det nedlagte landsted i udkanten af Ejby på Vestfyn, hvor Birgit bor. Slæden er hurtigt oppe i fart, for foran i sporet stryger Birgits hundeveninde, 38-årige Maibrit Schaumburg, af sted med to af sine hunde, Malou og Divo. Clint og Aisha kæmper for at følge trop, hundepoter hvirvler rundt i sneen, og Birgit undgår med nød og næppe at blive hægtet af i et højresving.

Den store hundeeksamen

Hundene opfører sig ellers eksemplarisk. De drejer til højre, når Birgit og Maibrit råber: „HØJRE", og til venstre, når de råber det, og efter at ruten på et par kilometer er tilbagelagt første gang, adlyder de sågar ordren „STÅ", som betyder stop.

 

Det kan man ellers ikke altid regne med. – Der sker tit noget uventet, når vi er på tur. Så løber de den forkerte vej, og så kommer der en løs hund forbi, som de reagerer på. Man er konstant i det der spændingsfelt, hvor adrenalinen pumper, siger Birgit, imens pulsen så småt normaliserer sig igen oven på turen.

 

– Man kan ikke undgå at lave nogle stunts en gang imellem, siger hun. – Jeg er også holdt op med at løbe på rulleskøjter med en hund i line, fordi det er for farligt i min alder – med knogleskørhed og sådan, fortsætter Birgit, der i stedet spænder hundene for cyklen eller den specialbyggede vogn, hun og Maibrit bruger, når der ikke er sne.

 

Efter at hundene er blevet lænket til hver deres træ, smider vi andre vinterpelsen og sætter os ind i Birgits stue med brændeovnen buldrende, kaffe på kanden og et miks af original kunst og indrammede plakater med polarhunde på væggene.

 

– Jeg købte min første Alaskan Malamute af Birgit, indleder Maibrit, der følte, at hun skulle op til den store hundeeksamen, før hun slap igennem nåleøjet. – Jeg sælger jo ikke hvalpe til hvem som helst, bemærker Birgit med et forsonende glimt. Ikke desto mindre mener hun det alvorligt. – Malamuter kan være svære at styre, så du skal vide, hvad du har med at gøre. De er kloge og listige – især tæverne – og kommer det til en styrkeprøve, vil du altid blive den lille, understreger hun. Hundene skal derfor have ubetinget tillid til deres ejer som flokfører. – De skal vide, at det er dig, der bestemmer. Ellers danser de moderne med dig, beskriver hun.

 

En Alaskan Malamute er verdens største og stærkeste slædehund. Den er skabt til at kunne overleve i ned til 50 minusgrader, og dens udholdenhed er legendarisk. Her et nærbillede af Clint, Birgits otte år gamle hanhund, der har vundet priser for sit imponerende ydre.

 

Derfor skulle Maibrit også demonstrere både kendskab og kærlighed til racen, inden hun fik lov at købe Figo, og siden har de to kvinder været nære hundevenner, der hjælper hinanden med pasning og pleje og tager på fælles træningsture i skoven. Som nu i dag, hvor Maibrits kæreste, Mike, er med på sidelinjen som assistent.

Matchende temperamenter

Men hvorfor er netop denne hunderace bare sagen? – Det er nok det uregerlige, der er så fascinerende ved de her hunde. De er så tæt på ulve, så de kan kun kontrolleres med kløgt, ikke med magt, forklarer Birgit og Maibrit. Birgit fortæller, at hun købte sin første polarhund i slutningen af 1980'erne sammen med sin daværende kæreste efter tre års intens søgen efter den rette race.

 

– Når man vælger en Alaskan Malamute, vælger man også livstil: at være aktiv, at være ude og at arbejde med hunden livet igennem, fastslår Birgit. Hun konstaterer, at imens forholdet til kæresten gik i stykker efter nogle år, holdt kærligheden til hundene ubetinget.

 

– De er en naturlig del af min hverdag, siger hun og forklarer, at hun som regel har en hund inde hos sig, når hun er hjemme. – De bor ude, men er på besøg inde på skift. Jeg kan godt lide at have dem tæt på mig, siger hun, imens Joline, der har lagt sig til rette ved hendes fødder, demonstrerer, at det modsatte vist også er tilfældet.

 

En gang hundemassage ved brændeovnen. Birgit vænner sine hunde til at være i menneskehænder, fra de er helt små. Det er en måde at kommunikere på, forklarer hun – og Joline forstår at nyde det.

 

For Birgit er det en barndomsdrøm, der er gået i opfyldelse. Hundeslæder og eskimokultur har fascineret hende, siden hun var en lille pige, og hun føler, at hundenes temperament matcher hendes eget: Ligesom dem elsker Birgit vekselvirkningen imellem at dase i timevis for derefter at eksplodere i fysisk aktivitet ude i kulden om vinteren og med lange morgenløbeture året rundt. – Så spænder jeg en hund fast i mit bælte sådan her, siger hun og klikker en karabinhage fast.

 

– Og så tager jeg en runde i skoven med hver af dem. 4-6 kilometer hver morgen, siger hun og smiler. Som motorik- og idrætslærer på pædagogseminariet i Odense har hun holdt sig i form sådan i mange år. Maibrit har det på samme måde. Der skal være fart over feltet, og helst under åben himmel. – Ja, vi vågner jo op, når alle andre går i hi, ikke også Birgit, siger hun. Birgit nikker. Sådan er det lige præcis.

 

 

Fra Hjemmet 9/2013

Tekst: Connie Mikkelsen
Foto: Heidi Lundsgaard
Publiceret: 28-02-2013
Pin it

Hjemmet i denne uge