Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce
Ida blandt venner: Til venstre hesten Michael og til højre hendes egen dressurhest, Lóreal.

Ida har leddegigt: Ridning er min medicin

Nyt fra Hjemmet
Ida Hansen har stive led og altid smerter, men først og fremmest har den 28-årige nordjyde en stærk vilje. Som toårig fik hun leddegigt og kørestol, men da hun kom op på en hest, ændrede hendes liv sig. I dag kan hun gå.

1988: Den toårige Ida kurer glædesstrålende ned ad rutsjebanen på en legeplads i Hirtshals. Da hun rammer jorden, slår hun sin ankel, men trøstes og leger videre. Ankelen bliver ved med at gøre ondt. Alt for længe.

 

Efter et halvt år finder Ida Hansens forældre ud af, at deres yngste datter har leddegigt. Hvorfor ved ingen, og i dag, 26 år senere, kan Ida Hansen ikke huske, hvordan livet uden sygdommen var. Hvordan det var, dengang hun ikke altid havde ondt i sine led, ikke kunne lege det samme som andre børn og i ti år sad i kørestol.

 

– Sygdommen ville være kommet under alle omstændigheder. Det var bare et  spørgsmål om tid, fortæller Ida og trækker på skulderen.

 

De fleste dage tænker hun ikke så meget over, at hun er anderledes. Som barn lærte hun at få det bedste ud af situationen og erkender, at det nok ikke altid var sjovt for hendes to søstre at have en lillesøster, der altid skulle tages specielt hensyn til.

Annonce

 

– Men vi er blevet tætte som voksne, fortæller hun, og tatoveringen med de fem stjerner, som repræsenterer hendes familie, understreger den nærhed, som Ida føler.

 

Tatoveringen med de fem stjerner symboliserer Idas forældre og to ældre søstre, som står hende meget nær.

 

Selvom smerte er en del af den unge nordjydes hverdag og altid vil være det, så er Ida ikke et bittert menneske. Hun lever sit liv: Bor alene i lejligheden i Hjørring, er netop blevet uddannet pædagog, og så har hun en hest, der betyder alt for hende.

 

– Hos Lóreal finder jeg den livsglæde, der gør, at jeg kan have en næsten normal hverdag, hvor mine smerter er til at holde ud.

 

Det er hos Lóreal, hun er nu. Foran hesteboksen. I færd med at lægge seletøj på sin dressurhest, Lóreal, som hun har haft i fire år.

 

– Det var et sats at købe hende, for hun skulle trænes op fra bunden.

 

Det var meget hårdt og ikke lige sjovt hver dag, men hun er blevet så god, erklærer Ida, der begyndte at ride som femårig.

 

– Nogle gange, når jeg havde rigtig ondt, tog min far mig ud på Egebakken Hestecenter i Hirtshals og fik mig op på hesten trods mine stive led. Efter en time på hesten kunne jeg gå igen, fortæller Ida.

 

Ida med sin første pony, Zorba. Her er hun 10-12 år og får medicin for sin gigt, som gør, at hun bliver oppustet i ansigtet.

 

Hestens store bevægelser og varmen fra dens krop løsner leddene, når man rider uden sadel. Det var derfor, Ida begyndte at ride, og siden har hun hængt ved.

 

– Jeg er faktisk bange for, at hvis jeg ikke rider, så havner jeg igen i en kørestol, så det er ikke bare en livsstil at ride, det er også min medicin, fortæller Ida, der hader, når nogen har medlidenhed med hende.

Viljens vej

I hesteverdenen er Ida altid blevet presset, og det mener hun, er godt  for hende, for så yder hun mere.

 

– Jeg kan ikke bruge det til noget, at nogen siger:„Årh, hvor er det synd for dig". Det er kun min mor, der skal sige sådan, når jeg en sjælden gang har brug for at blive nusset lidt om, erklærer Ida, der dog også let kommer til at presse sig selv lidt for  hårdt.

 

– Jeg vil ikke så gerne vise, at jeg har et handicap. Dybest set vil jeg bare gerne leve et liv som alle andre, og selvom jeg har haft gigt i mange år, så kender jeg ikke altid mine begrænsninger. Nogle gange vælger jeg i  hvert fald at overhøre dem, hvis der er noget, som jeg meget gerne vil, og som måske er lidt for hårdt for mig, tilføjer Ida med et lille smil.

 

På det seneste er det lige præcis, hvad hun har gjort, og derfor trækker hun en del på det ene ben. For gigten forværres af stress.

 

– Normalt kan man ikke se på mig,  at der er noget i vejen, men jeg har haft meget om ørene med min eksamen og med ridestævner, og så kommer gigten tilbage for fuld kraft, fortæller Ida.

 

I juni fik hun og Lóreal en femteplads ved Danmarksmesterskabet i paradressur, som er handicapridning. Ida ved godt, at det er en fin placering, men det er ikke nok for den ambitiøse nordjyde.

 

– Jeg er jo med for, at vi skal vinde, erklærer hun med et smil.

 

Ida har med egne ord, „en svaghed for lilla og bling-bling" hvilket ses i både børste, bælte og sågar hestens „kandar", som man først må ride med i en bestemt sværhedsgrad inden for dressur. Ida har tilladelse til at ride med det altid. 

 

At Ida ikke giver op, er hesten her ved hendes side et klart bevis på. For halvandet år siden faldt hun nemlig af, da hun red på Lóreal, og pludselig blev hun bange for at ride.

 

– Jeg  fik en ordentlig flyvetur, og den tur gav min selvtillid et knæk. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive bange for at ride, men det tog mig et år at komme op på hesten igen. Bogstavelig talt!

 

Men ride, det ville Ida, så i dag kommer hun igen forbi på stutteriet i Harken tæt på Hjørring hver eneste dag. Hvis det går hurtigt, tager det et par timer.

 

– Jeg har gode venner herude og snakker en del med de andre, og så skal jeg jo ikke bare ride på min hest. Jeg skal jo også passe hende, siger Ida og giver hesten et kærligt klap.

 

Den står helt roligt og lader alting ske. Den véd, at snart sidder Ida på dens ryg, og så skal den enten galopere derudaf eller på en stille gåtur.

 

Når Ida Hansen rider stævner, har hun tilladelse til at ride med særlige hjælpemidler. En pisk i hver hånd, elastikker om støvlerne i bøjlen og et særligt hovedtøj. 

 

– Det er lidt efter humør, og hvordan jeg har det. Begge dele hjælper på mine led-smerter, for ridning er den bedste kur for mig. Her er noget, jeg kan, siger Ida, mens hun gør klar til at komme op på hesten.

 

Hun bruger en lille skammel til hjælp, og så er hun på plads i sadlen.

 

– Hvor der er vilje, er der vej. Det er mit motto, og dét tror jeg virkelig på, smiler Ida og rider ud i solen – sammen med Lóreal.

Tekst: Anette Løkken Sørensen
Foto: Jens Bach & privat
Publiceret: 02-10-2014
Pin it

Relaterede artikler

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Hjemmet i denne uge