Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce
Kirstine nyder, at hun igen kan gå og cykle ture i naturen.

Kirstine synes, at livet er det dejligste eventyr

Nyt fra Hjemmet
Som 24-årig blev Kirstine Østergaard Larsen fra Frederikshavn ramt af en alvorlig hjerneblødning. Hun slap uden fysiske mén, men uvisheden og trætheden, der fulgte, havde ingen forberedt hende på. Hun endte i sit livs krise.

En ung kvinde sidder i sin sofa og ser morgen-tv. Hun lægger mærke til, at uret på skærmen viser 08:02. Pludselig rammes hun af en ekstrem hovedpine og følelsen af, at noget er helt forkert. Hun ringer til sin kæreste, og beder ham komme. „Noget er helt galt, siger hun", og hendes tonefald får ham til at smide alt. – Jeg var så bange, fortæller 26-årige Kirstine Østergaard Larsen om den novembermorgen i 2010, hvor hendes liv blev et andet.

 

Efter at have fået fat på kæresten, Martin, ringede hun til sin far og endelig efter en ambulance. – Da de kom, sad jeg med min telefon i den ene hånd og mit sygesikringsbevis i den anden. Jeg var klar, men ikke forberedt på den smerte, der ramte mig, da mit hoved pludselig blev vendt nedad på båren. – Jeg brølede af smerte, mens min familie stod magtesløse og så til. Det er det sidste, jeg husker, før jeg gik i dybe kramper, fortæller Kirstine.

Annonce

 

Efter hjerneblødningen har Kirstine ekstra meget brug for struktur og orden på sin tilværelse. Derfor er kalenderen en fast følgesvend.

 

I dag bor hun sammen med Martin i den samme lejlighed midt i Frederikshavn, men livet har ændret sig. De lyse krøller omkranser stadig hendes smilende ansigt, men nu skjuler de et 14 centimeter langt ar på siden af hovedet, fra dengang lægerne måtte lave hul i hendes kranie.

 

Smerten i hovedet kom, fordi en blodåre i hjernen var bristet, og blodet strømmede ud og trykkede på hjernevævet. Det gav kramper så voldsomme, at Kirstine blev lagt i kunstig koma på hospitalet i Aalborg – og sendt videre til operation i Århus. – Jeg har siden talt med paramedicineren fra ambulancen. Han troede ikke, at jeg ville overleve.

Rådvild

Kirstine var indlagt i tre uger, hvor familien var hos hende dagligt. Martin især veg ikke fra hendes side. – Det er jeg ham evigt taknemmelig for. Vi har en leg, hvor vi laver kyssemund til hinanden, og da jeg lå der med slanger ud af munden, lavede han kyssemund... Kirstine laver lyden og fortsætter smilende: – Og jeg forsøgte at gøre det samme med slanger og det hele.

 

Selvom hun kun mærkede opbakning, så havnede Kirstine alligevel i en dyb krise, da hun kom hjem og skulle finde fodfæste efter hjerneblødningen. – Jeg har altid haft en plan for mit liv og tænkt, at jeg skulle have børn, før jeg blev 30. Pludselig vidste jeg slet ikke, hvad mit liv skulle indeholde. Jeg var rådvild, græd over de mindste ting og var så træt hele tiden.

 

Nogle gange om ugen træner Kirstine – og elsker at være i form igen. 

 

Kirstine er pædagog og regnede med at vende tilbage til sit job i en fritidsordning, men sådan gik det ikke. – Jeg kunne slet ikke klare støjen. Jeg var konstant træt og kunne ikke overskue noget. Hvis Martin kom hjem klokken 16 og foreslog, at vi spiste

aftensmad et andet sted, så faldt min verden sammen. Jeg kunne ikke ændre planer så hurtigt, og selvom lægerne sagde, at jeg måtte indstille mig på, at livet ikke blev som før, så var det hårdt, fortæller Kirstine, der var vant til at leve et meget aktivt liv.

 

Hun havde haft sin egen hest, men den var hun nu bange for. – Den havde aldrig gjort mig noget, men jeg oplevede at stå helt paralyseret af angst i et hjørne af ridehallen, mens jeg bare ventede på, at en anden skulle komme og fjerne den.

Fremad

I november 2011 blev Kirstine tilbudt at komme med i „Klub HjerneVærket" i Hjørring, som er et projekt for senhjerneskadede. Her mødte hun ligesindede, og her lærte hun at acceptere, at hendes hjerne fungerer anderledes end før.

 

– Jeg hørte mig selv sige, at „det eneste", der var galt med mig, var, at jeg ikke kunne tåle støj og var nødt til at sove til middag... Jeg var 25 år! Da blev jeg klar over, at mit liv aldrig ville blive, som det tegnede til. Men det var en utrolig lettelse at nå frem til den erkendelse. Jeg kunne endelig begynde at tænke fremad.

 


Atter at være blandt heste er bare lykken!

 

Accepten af et nyt liv med færre gøremål og meget struktur var en udfordring for Kirstine, der ikke længere er så aktiv udadtil. Til gengæld er hun mere opmærksom på, hvad der er godt for hende. – Før gik jeg meget op i mit arbejde og var sammen med min kæreste, men nu prioriterer jeg mine veninder højt, for jeg kan mærke, at jeg også har brug for det i mit liv.

 

Kirstine kan stadig blive slået ud af kurs, hvis planerne ændrer sig for hurtigt, men nu har hun lært, hvordan hun skal tackle det. – Så skal jeg lige give mig selv en halv time til at mærke efter, og så oplever jeg jo, at det er okay. Verden falder ikke sammen, fordi vi ikke spiser det, jeg har taget op af fryseren, siger hun med et smil.

 

I sommer kom Kirstine i arbejdsprøvning i en børnehave og fik hurtigt testet, om hun kunne klare det. – Jeg stod en dag alene på stuen med 20 børn, der var oppe at køre og larmede. Så satte jeg høj musik på for at overdøve dem – og skruede langsomt ned. Så talte de lavere og lavere, fordi de ville høre musikken.

 

Kirstine holder en pause. I dag kan hun håndtere den slags støjsituationer og arbejder 16 timer om ugen. – Jeg vil arbejde som pædagog,og jeg skal nok komme op på fuldtid, inden året er omme, erklærer hun med sikker stemme.

 

Ridningen er også kommet ind i hendes liv igen, og hun nyder for eksempel bare at gå ved siden af hestene. – Det er nærværet, der tæller. Jeg blev så glad, da jeg mærkede, at jeg virkelig savnede at ride, og at jeg ikke var bange mere. Jeg savner livet, som det var, men jeg er glad for livet, som det er i dag.

 

For at minde sig selv om det har Kirstine fået tatoveret et citat af H.C. Andersen hen over skuldrene, hvor der står: „Livet er det dejligste eventyr". – For det er det jo, slutter hun med et smil.

 

Kirstine minder med sin tatovering sig selv om at være taknemmelig for livet.

Tekst: Anette Løkken Sørensen
Foto: Søren Jansby
Publiceret: 20-06-2013
Pin it

Relaterede artikler

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri