Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Lene hviskede hunden Glen tilbage til livet

Nyt fra Hjemmet
I Nordsjælland trisser hunden Glen rundt og nyder sit otium i fulde drag. Han levede en kummerlig tilværelse i Irland som lænkehund, da Lene Kattrup så ham i øjnene første gang. Hun besluttede på stedet at redde ham. Men på vejen hjem til Danmark indtraf enhver hundeejers værste mareridt.

Kom, Glen! Lene Kattrup sætter sig på hug i solen i villahaven i Nordsjælland. Den aldrende jack russell-terrier begiver sig i luntetrav over til sin ejer og stiller sig helt tæt op ad hende. – Du er mors hund, siger Lene og krammer dens bløde krop. – Om jeg er tosset med Glen? Spørg venner og familie – de vil sige ja, smiler 59-årige Lene.

 


– Du er mors hund, siger Lene og giver Glen en lille krammer.

 

At der er et stærkt bånd mellem hund og ejer er tydeligt. Men Lene og Glen har også en særlig forhistorie sammen. Lene har nemlig reddet hundens liv ikke bare en, men to gange. Mens Glen lægger sig for at slikke sol, hvilket han elsker, fortæller Lene om deres første møde:

 

– Sommeren 2001 var jeg på ferie i Irland med min familie. Mine børn var dengang 11 og 15 år. Vi kørte øen rundt i bil, og den næstsidste dag skulle vi sove på en bed and breakfast, der lå øde i en slugt med bjerge på begge sider. Selvom vi var ved at være udmattede, og det var halvmørkt og støvregnede, var der så smukt, at vi måtte ud at gå en tur. Flokken spadserede ad en snæver bjergsti, der viste sig at være blind, og for enden stod et primitivt skur.

Annonce

 

– Foran skuret sad en køn lille hanhund i en lænke. På jorden var der sten, og hele vejen rundt, så langt lænken rakte, lå hundens efterladenskaber. Hunden havde ikke engang en kurv at ligge i, siger Lene, der er dyrlæge. – Jeg falder ikke for alle dyr, men da han så på mig, var der en særlig kontakt imellem os. Jeg kunne ikke gå videre. Han skulle ikke leve her.

 


Glen som yngre. Han var så heldig, at en dyreven kom forbi og tog ham med til et langt og trygt liv i Danmark.

 

Hunden viste sig at hedde Glen og tilhøre en fårehyrde, som Lene fandt frem til. Hun sagde til ham, at hun gerne ville have hunden. – Han var forundret over, hvad jeg dog ville med ham, men sagde ja. Familien skulle komme igen næste dag – så de måtte forlænge ferien.

„Din hund er død"

Det var en flok spændte danskere, der efter nattens søvn drog af sted for at hente hunden. – Så snart jeg tog kæden af Glen, styrtede han ind i bilen – til trods for, at han aldrig havde været i en bil før. Fra det øjeblik sad han med kæmpe øjne, og så på alt det nye og spændende. Familien måtte forlænge ferien endnu en dag for Glens skyld og tage en overnatning i Dublin.

 

– Næste dag, da vi kom til lufthavnen, havde jeg en underlig fornemmelse af, at noget ville gå galt. Jeg talte med personalet i lufthavnen om, at Glen skulle behandles godt under flyveturen. Til sidst blev min familie pinlig berørt, og mine børn sagde „slap nu bare lidt af".

 


Slurp, det er godt med lidt i skrutten. Glen fik den gamle kasserolle, der var hans madskål i Irland, med til Danmark og har brugt den lige siden.

 

Da flyet var landet i Kastrup, og familien ville begive sig ud for at hente hund og bagage, kom luftkaptajnen dem i møde. De ord, Lene hørte, var som hentet fra hendes værste mareridt. Han sagde, „Jeg er frygtelig ked af det. Din hund klarede det ikke. Desværre var den blevet anbragt i et forkert lastrum, hvor der var for koldt, og nu er den død".

 

Lene fik at vide, at hun ville få udleveret liget en halv time senere ved udgangen, men sagde: „Jeg vil hen til ham nu". Kaptajnen forklarede, at det var mod reglerne, men Lene stod fast. Flyselskabet måtte bøje sig og føre Lene ind i en hal, hvor Glen lå.

 

– Han var slap og isnende kold og så ganske rigtigt død ud. Jeg følte, jeg havde svigtet ham totalt. Lene vidste, at den sidste sans, der forsvinder, er høresansen. – Hvis hunden ikke allerede var død, var den i dødsfasen. Jeg besluttede mig for at mildne hans smerter ved at tale til ham. Jeg lagde munden helt hen til ham og hviskede „Glen, jeg er hos dig. Jeg skal nok passe på dig nu".

Et mirakel

Lige så stille sad Lene og trøstede hunden, der var ved at glide ind i evigheden. Men – så skete der noget mirakuløst. – Glens halespids begyndte at logre en lille smule, siger Lene, der ikke troede sine egne øjne. „Kom med nogle varme tæpper", bad hun, og lufthavnspersonalet kom styrtende.

 

Efter en halv time kunne Glen vende sig om på maven. Efter yderligere et kvarter rejste han sig på vaklende ben. – Da jeg kom gående ud til resten af familien med en meget glad og spillevende hund, tabte de næse og mund. Hjemme på Sjælland blev Glen modtaget af familiens anden hund, den irske setter Malle.

 

– Hun tog ham med rundt i hele huset og viste ham: „her sover vi", „her spiser vi" og så videre. Glen havde jo ikke boet i en familie før. Den Malle er ikke mere, men er afløst af en anden irsk setter med samme navn. – Glen og Malle er verdens bedste venner. De ligger i kurven sammen, og Glen putter sig helt ind til Malle.

 


Hov, sker der noget spændende? Glen og Malle er uadskillelige.

 

Hvor Malle sagtens kan rende rundt med mudder i pelsen, har Glen vist sig at være en sirlig hund. – Det må have været frygtelig for ham at leve i det svineri i Irland, bemærker Lene. Siden hun og Glen fandt hinanden, har de været så meget sammen som muligt.

 

– Han er med næsten overalt. Naturligvis også i ferierne, siger Lene. Hun ved ikke, præcist hvor gammel han er, men anslår, at han var omkring ti-tolv måneder, da hun hentede ham. – Nu er han ved at være oppe i årene. Men han er stadig den lille glade og sjove hund, der dagligt får os til at trække på smilebåndet, siger Lene og tilføjer:

 

– Der er meget, vi ikke ved om venskaber mellem hunde og mennesker. Jeg kunne den dag i Irland have valgt at kigge den anden vej. Men jeg blev uventet „udnævnt" til at være Glens ven og redningskvinde. Heldigvis. For det er svært at forestille sig et liv uden Glen!

Tekst: Ulla Iversen
Foto: Søren Jansby og privat
Publiceret: 17-07-2014
Pin it

Relaterede artikler

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri