Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Lisa overvandt kræften: Lykken sidder ikke i venstre hånd

Nyt fra Hjemmet
For tre år siden havde Lisa Gjessing rigtig svært ved at acceptere lægernes dom over hendes kræftramte hånd, for i hendes drøm om den perfekte familie manglede moderen bestemt ikke en arm. I dag er familien tættere end nogensinde og Lisa på vej mod para-OL.

Lisa Gjessing følte sig rask og let om hjertet, da hun en forårsdag i 2012 skulle til en samtale med lægerne på Aarhus Universitetshospital efter en alvorlig kræftlidelse i venstre hånd.

Lisa, der i dag er 37 år, havde siden 2009 været igennem flere omfattende operationer, før hun endelig fik beskeden, hun havde håbet på: "Der er ikke skyggen af kræft tilbage".

Derfor var hun ikke nervøs, da hun sammen med sin mand, Kristian, tog til det rutinemæssige tjek. Han havde været ved hendes side gennem hele sygdomsforløbet, og de kendte nu lægerne så godt, at de ligefrem glædede sig til at hilse på dem, når Lisa havde været til røntgen.

Men lægerne var meget alvorlige. Kræften havde bredt sig, og det var nødvendigt at amputere underarmen med den syge hånd.

Annonce

– „Jeg føler mig ikke syg!" protesterede jeg, husker Lisa, der følte, at hun i rasende fart var på vej mod et vandfald i en gummibåd uden årer.

– „Kan jeg ikke bare beholde min tommelfinger?" tiggede jeg lægerne. Men nej!

Lisa mand var heller ikke et øjeblik i tvivl: „Armen skal bare væk. Vi tager ingen chancer" sagde han, for hvad var en tommelfinger mod hendes liv?

Men Lisa blev ved med at modsætte sig:

– Kristian havde jo ikke giftet sig med en invalid. Jeg ville se godt ud og være sporty og en del af en "perfekt" kernefamilie. Så skulle moderen ikke mangle sin ene arm!

 

LÆS OGSÅ: Sådan undgår du kræft

 

Genfandt kampgejsten

Der var ingen pardon. Armen skulle amputeres.

Lisa troede, at hun fremover var henvist til at sidde foran fjernsynet, ude af stand til at foretage sig noget. Så i de få dage, hun fortsat havde to hænder, fik hun derfor travlt med at komme i bund med vasketøjet og få ryddet op i skabene.

Hun havde sværest ved at få fortalt parrets to piger om amputationen, og hun måtte ringe til en børnepsykolog og få råd et par aftener før, hun blev tvunget til at sige det.

Kajsa på tre år var for lille til at forstå det. Seksårige Frida blev vred på hende. „Du kan jo bare lade være med at tage ud på hospitalet. Hvis du bliver hjemme, sker der jo ikke noget", sagde hun og straffede sin mor med, at far skulle putte hende den aften, der var Lisas sidste med to hænder.

– Jeg var lykkelig for, jeg vågnede op igen efter bedøvelsen, og Kristians støtte og omsorg og store kærlighed gjorde, at jeg slap for en nedtur i forbindelse med operationen. Men følelsen af, at den ene arm var meget kortere end den anden, var meget underlig, husker Lisa.

Armen var pakket ind, så den lignede en boksepude, og hun gøs ved tanken om den dag, hun skulle se den uden forbinding.

– Det kom jeg til ved et uheld få dage efter, da jeg fulgte pigerne i børnehave. Hævelsen havde lagt sig, og forbindingen var blevet for stor, så den faldt af på parkeringspladsen. Det var lidt komisk. Og tro mig, jeg fik den på igen i en fart! ler Lisa, der hurtigt genfandt sin gamle kampånd og sit konkurrence-gen.

Lisa havde nemlig otte år tidligere dyrket taekwondo på højt plan, og blandt andet vundet fem Danmarksmesterskaber, et nordisk mesterskab og været tæt på at kvalificere sig til OL, inden hun indstillede sin sportskarriere.

Kun tre måneder efter amputationen gik hun i gang med at træne para-taekwondo. Siden har hun vundet tre verdensmesterskaber, og hun er nu nummer ét på verdensranglisten i sin klasse.

– Og nu skal det lykkes at komme til OL, siger den kønne sportskvinde, der håber på en billet til Tokyo i 2020, hvor taekwondo for handicappede er på OL-programmet for første gang.

 

Kærligheden er vokset

Familien er dog stadig det vigtigste for Lisa, og huset i Ry er præget af en varm og kærlig atmosfære, hvor børn og forældre stortrives.

Da Frida og Kajsa kommer hjem fra skole, finder de nissehuerne frem, for nu skal de lave konfekt sammen med deres mor – og det er noget, de alle tre har glædet sig til.

– Her op til jul savner jeg mere end ellers at have to hænder, for jeg kan godt lide at lave små pakker til advents-kalenderen, og hvad der ellers hører med til at julehygge. Jeg prøver, for man kan tit mere, end man tror, erklærer Lisa.

Familien har kun boet i huset i kort tid og skal nu finde nye måder at pynte op på til jul.

– I vores gamle hus var der en trappe op til første sal, hvor jeg plejede at dekorere gelænderet med en granguirlande, som jeg og min mor flettede. Den udfordring slipper jeg for nu, og godt det samme, for det er næsten umuligt at flette med én hånd, indrømmer hun.

Men det var nu heller ikke derfor, familien flyttede fra Brædstrup. Ry ligger mere centralt for både Lisas taekwondo-træning i Aarhus, jobbet som statsanklager i Viborg og ikke langt fra Herning, hvor Kristian Gjessing er professionel håndboldspiller.

– Vi faldt for beliggenheden her ned til søen. Vi elsker at dyrke sport og være ude i naturen på cykel og gåben. Pigerne fisker sammen med deres far, vi er ved at investere i kajakker, og jeg satser på at blive vinterbader! gyser Lisa.

– Vi betragter flytningen hertil som en investering i vores liv. Det tog en drejning, da jeg blev syg, men vi har fået et tættere forhold i familien og er kommet hinanden nærmere. Kærligheden og omsorgen er vokset, og jeg er lige så glad og lykkelig, som jeg var, da jeg havde to hænder. Måske mere, siger hun og klæder sig på til en skovtur med Frida og Kajsa.

 

LÆS OGSÅ: 7 kendte kvinder om kræft

LÆS OGSÅ: Mia blev dømt steril efter kræft: ”Jeg er mor til to mirakelbørn”

LÆS OGSÅ: Kære lillebror: Mor og far glemte mig, da du fik kræft

Tekst: Kirsten Balslev
Foto: Jens Bach
Publiceret: 29-12-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri