Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Vi blev viet ved et religiøst massebryllup for 18 år siden. Og vi elsker stadig hinanden

Nyt fra Hjemmet
Martin Herbst var ganske ung, da han besøgte Moonbevægelsen for at få en gymnasiekammerat væk derfra. I stedet lod han sig selv besnære af bevægelsen, og der gik 18 år, før vildfarelsen gik op for ham. Mirakuløst er noget godt også kommet ud af den periode.

Hver søndag tager 54-årige Martin Herbst sin præstekåbe på, og som sognepræst prædiker han det kristne budskab i Kastrup på Amager. Han er gift med japanskfødte Yuriko på 59 år, og hun er madmor i en børnehave.

 

Helt tilforladeligt, men Martin har en fortid, som han selv kalder „sit livs omvej“, og den er dramatisk.

 

Som ung lod han sig besnære af den internationale sekt Moon-bevægelsen, og i 18 år arbejdede han i døgndrift med at samle penge ind og hverve medlemmer. Martins historie er bemærkelsesværdig, fordi han arbejdede sig til tops i bevægelsen, og det var først, da han sad til højbords med Sun Myung Moon, at det gik op for ham, at der var noget ravruskende galt.

 

Martin byder indenfor i præsteboligen på Amager. Han har selvironi, er let at tale med. Modsat mange andre, der har brudt med Moon-bevægelsen, har han ikke vendt religion ryggen, og modsat mange andre tager han også selv skylden for, at han ofrede alt og brugte de mange år i bevægelsens tjeneste.

Annonce

 

– Jeg er ikke et offer. Jeg gik ind i bevægelsen frivilligt, og jeg blev der, fordi jeg havde lyst. Ingen holdt mig. Set i bakspejlet kan det undre mig, at jeg lod mig besnære. At jeg er blevet franarret 18 år af mit liv, kan jeg ikke få mig selv til at sige, smiler han.

 

Martin gik i gymnasiet, og han følte sig selvsikker og stærk, da han gik til sit første møde i Moon-bevægelsen i København.

 

– Jeg tog til mødet, fordi en pige fra skolen var blevet „fanget“ af bevægelsen. Hende ville jeg befri, fortæller han.

 

I USA kom Martin til at sidde til højbords med Sun Myung Moon. Her erfarede han, noget var galt. Det er Martin tættest på Moon. Mens Moon sidder på en stol, sidder hans betroede ledere på gulvet.

Den aften faldt han for den næstekærlige og kloge ånd, han mødte. Fra da af tjente han bevægelsen, som Sun Myung Moon havde startet i Korea i 1954 efter at have fået et „åndeligt budskab“ om, at han skulle fuldføre Jesu mission.

 

– Jeg er overbevist om, at Moon til en start ønskede at skabe en bedre verden. Havde det været bedrageri fra begyndelsen, havde bevægelsen ikke kunnet vokse så meget. Da jeg gik ind i Moonbevægelsen i 1978, var man enten marxist eller til Østens mystik. Moons „guddommelige principper” kombinerede de to ting, og grundlæggende var det smukt. Derfor hoppede jeg i.

 

Som moonie fastede Martin jævnligt. Her får han sit første måltid, en skål suppe, efter syv dages faste i 1981.

En stor del af Martins år i Moons tjeneste gik med at hverve nye medlemmer og samle penge ind.

 

– Om dagen gik jeg fra hus til hus og solgte blomster. Om aftenen og om natten gik jeg mellem værtshuse og solgte blomster. Og jeg solgte meget. Tit kunne jeg nøjes med få timers søvn. Set i bakspejlet var det vanvid, men jeg troede, det var vejen til en bedre verden.

 

Tjeneste og ægteskab

 

Moon-bevægelsen blev aldrig stor i Danmark. Det er danskerne for frittænkende til, mener Martin.– Vi moonier boede i et kollektiv på Vesterbro, og vi følte, vi var udvalgt til at redde verden.

 

Stor var Martins lykke, da han fik fortalt, at Moon havde udset ham til at blive gift med et andet Moon-medlem. Det skulle ske ved et massebryllup i Seoul i Korea, og Martin var 22 år, da han ankom til Chamsil Stadion i Seoul. Her skulle 6000 mænd og 6000 kvinder vies.

 

– Moon holdt en tale fra en trone, og vi var alle spændte til bristepunktet. Så rejste han sig, og for hver mand fandt han en kvinde. Det tog nogle sekunder. Jeg har siden hørt, at han mente, han kunne se på folks ansigtsform, om man passede sammen.

 

Efter blot et år kom Martin på forsiden af „Nyt Håb“, Moon-bevægelsens blad i Danmark.

Martin havde bedt til, at han ikke fik en tyk amerikansk hustru, og det gjorde han ikke.

 

– Jeg fik en smuk japansk kvinde, Yuriko, og jeg følte mig straks tiltrukket af hende. Jeg spurgte, hvad hun hed, men hun forstod ikke engelsk. Så opdagede hun, at hun var fem år ældre end mig, og det var uhørt i Japan, og så græd hun. Jeg forsøgte at berolige hende med, at min far ejede en maskinfabrik, og at jeg kunne forsørge hende.

 

– Det var så kejtet, at Yuriko på en eller anden måde slappede af. Hun sendte mig et lille smil igennem tårerne, og jeg var solgt. Jeg var ikke i Seoul. Jeg var i himlen.

 

Martin og Yuriko fik et par dage sammen. Moon havde bestemt, de ikke måtte have fysisk kontakt, og det havde de ikke.

 

– Vi slentrede i byen, og når jeg smilede til Yuriko, smilede hun til mig. Et par gange rørte vi hinanden, og jeg kunne mærke, der var elektricitet imellem os, mindes Martin.

 

Umiddelbart efter at Martin og Yuriko var blevet matchet ved masseceremonien i Seoul, tilbragte de nogle timer sammen i byen. De erindrer stadig følelsen af forelskelse og lykke.

 

Adskilt i tre år

 

Så blev parret skilt. Ifølge Moons „guddommelige principper“ skulle parret leve tre år i hver deres land, og sådan blev det. I 1985 kom Yuriko til Danmark.

 

– Omsider kunne vi leve sammen, omend Moon havde bestemt, vi skulle leve et halvt år mere i cølibat. Jeg tog mange kolde bade i de måneder, ryster Martin på hovedet.

 

Som ægtepar arbejdede han og Yuriko side om side i Moons tjeneste, og da Muren faldt, fik Martin til opgave at opbygge bevægelsen i Østeuropa. Yuriko rejste med, og mens Martin arbejdede, tog hun sig af de børn, som ægteskabet blev velsignet med.

 

– Mens det havde været svært at hverve medlemmer i Danmark, var det let i Østeuropa. Alle var klar til nyt.

 

Det var som følge af den succes, at familien endte i USA som en del af Moonbevægelsens top. Her gik sandheden imidlertid op for Martin.

 

– Moon boede ekstravagant, og det gjorde mange andre ledere også, og det var ikke de livsværdier, jeg havde hørt om.

 

– Så opdagede jeg, at Moon havde flere kvinder, og forklaringen var, at det var en del af „den guddommelige plan“. I provokation spurgte jeg, hvorfor vi ikke talte om Moons sidespring, når det var en del af den plan. Beskeden var, at jeg skulle tie, og så faldt tiøren. Det var kørt af sporet.

 

Hen over nogle måneder forstod Martin, at han måtte bryde med bevægelsen, og han stod nu foran sit livs sværeste samtale:

 

– Jeg måtte fortælle Yuriko, at jeg ville forlade Moonbevægelsen, at jeg ville skilles, og at jeg ville rejse hjem til Danmark.

 

Det var i 1996, og Martin ler.

 

– Det fortalte jeg, og Yuriko kiggede blidt på mig og sagde: „Jamen kære Papa. Jeg har for længst opdaget, at det hele er korrupt. Jeg er blevet her for din skyld. Jeg rejser selvfølgelig med dig“.

 

På den måde endte familien Herbst i Danmark.

 

– Vi kom hjem uden en krone, og jeg tænkte, jeg kunne bruge mine år i Moonbevægelsen til at blive præst. Derfor tog jeg en snak med biskop Erik Norman Svendsen, som jeg fortalte min historie, og hans svar var, at „det var tydeligt, jeg ikke var blevet dummere af mine år i bevægelsen, men at der ikke var nogen genvej. Jeg måtte tage uddannelsen på universitetet”.

 

Hjemvendt til Danmark uddannede Martin sig til præst, og han har været præst ved Korsvejskirken i Kastrup siden 2008.

– Det gjorde jeg. Efter at have arbejdet i døgndrift for Moon kunne jeg gennemføre på bare tre år.

 

I dag trives Martin som sognepræst.

 

– Nej, jeg er ikke bitter på Moon, gentager han.

 

– Jeg har fået Yuriko, en dejlig hustru. Sammen har vi fire vidunderlige børn, som det går godt. De 18 år i Moonbevægelsen er ikke spildt. Mirakuløst er der også kommet noget godt ud af dem. 

 

Martin Herbst er i dag også ivrig skribent og foredragsholder. Bl.a. med den holdning, at erhvervslivet i dag fokuserer for meget på resultater og for lidt på mennesker. 

 

Her kan du se Martin Herbst hjemmeside. 

 

LÆS OGSÅ: Efter 15 år i medicintåger: Mette fandt vejen til et godt liv

 

LÆS OGSÅ: Stor forvandling: Fedmeoperation gav Gitte et nyt liv

 

LÆS OGSÅ: Rikke tog springet til et helt nyt liv

Tekst: Henrik Helmer Petersen
Foto: Heidi Lundsgaard og privat
Publiceret: 20-03-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri