Annonce

Bliv abonnent på Hjemmet

Få 26 numre af Hjemmet + 2 Rosendahl fade

Køb allerede i dag »

Flipp – alle dine favoritmagasiner

Prøv 1. måned gratis

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Pernille Vigsø Bagge: Jeg har fundet den dybde, jeg savnede

Nyt fra Hjemmet
Den tidligere markante SF-politiker Pernille Vigsø Bagge traf i sommer en stor beslutning om at skifte Folketingets talerstol ud med en prædikestol i hjembyen Løgstør. Nu nyder hun at have tid til højtlæsning, forældremøder og gåture.

Jeg har fået at vide, at jeg var hjernedød. Som politiker igennem ti år har jeg fået mange ting at vide, så jeg var da bekymret for, hvad folk ville sige, hvis jeg søgte præsteembedet her i den by, som jeg kommer fra, siger Pernille Vigsø Bagge.

Den 40-årige tidligere folketingspolitiker smiler skævt, for hun både søgte og fik i sommer stillingen som sognepræst i Løgstør – muslingebyen ved Limfjorden – som hun har pendlet til og fra i årene som folketingsmedlem for SF og igen nyder at have sin dagligdag i.

– Jeg skal ikke være i storbyen, men jeg forstår godt, at jyske folketingsmedlemmer flytter til København. Det er svært at få et familieliv til at gå op med at være så meget derovre, fortæller Pernille, der i ti år tilbragte fire af ugens syv dage i hovedstaden for at passe arbejdet på Christiansborg.

Annonce

– Jeg kan huske følelsen af at stå op klokken fire tirsdag morgen for at nå morgenflyet fra Aalborg: Til sidst hadede jeg at skulle pakke tasken.

 

LÆS OGSÅ: 10 kvinder der gør os stolte over at være kvinder

 

Uvant med præstekjole

Pernille blev uddannet som teolog i 2004 og var kirkeordfører for SF, men har aldrig fungeret som præst. Hun var derfor i tvivl om, hvorvidt det var dén vej, hun skulle gå efter årene i Folketinget:

– Jeg vidste, at jeg ville ud af landspolitik, for jeg begyndte at føle, at Danmark ikke udviklede sig med Christiansborg, men på trods af Christiansborg forklarer Pernille, der har meget på hjerte som både politiker, præst og som menneske.

– Jeg er nødt til at sige noget om den verden, vi lever i. Sådan er jeg, siger hun med et skævt smil. I 2014 tog Pernille fire måneders orlov fra Folketinget for at gå på Pastoralseminariet, som er folkekirkens praktiske præsteuddannelse. Hun havde brug for at få afklaret, om hun skulle være præst i stedet for politiker:

– Jeg havde en rigtig god vejleder, som hjalp mig med at finde frem til, at jeg har lyst til at være præst. Det var en vigtig opdagelse for mig, fortæller Pernille.

Som på bestilling kom der en ledig stilling i netop Løgstør, hvor hun bor, men Pernille var nervøs for, om hun ville blive fravalgt på grund af sin politiske historie. Derfor tog hun en snak med sognets fire menighedsråd:

– Jeg regnede med, at der var mange, som ville være sure på mig og trætte af, at jeg var SF'er, men der var ingen, der var sure.

Pernille smiler et øjeblik, for jobbet har vist sig at være det helt rigtige for hende – kun én ting faldt hende svært:

– Det vildeste og mærkeligste for mig har været at skulle have præstekjole på. Det skulle jeg virkelig vænne mig til. Men det er jo en stor fordel med en uniform, for så forholder folk sig mere til det, man siger.

 

Mere nærvær

Ud over præstekjole og -krave betød jobbet også, at Vigsø Bagge-familien, der foruden Pernille og hendes mand, Michael, også tæller døtrene Freja og Anna på ni og 11 år, skulle flytte ind i præsteboligen.

Selvom ordet „præstebolig" giver associationer til stuk og brede plankegulve, er det et nyt parcelhus med højt til loftet og store panoramavinduer ud mod den vesthimmerlandske natur, Pernille holder så meget af.

– Jeg troede, jeg ville føle en længsel efter Christiansborg, men nu tænker jeg snarere, at det var utroligt, at jeg holdt til det så længe. Den lettelse, jeg mærker, er kommet bag på mig.

I dag kan hun også se, hvor meget det påvirkede hendes piger, at hun var væk fire dage om ugen:

– Jeg troede egentlig, at det var hårdest for mig, for de var jo i vante omgivelser og havde hinanden, men jeg kan se nu, at det var hårdest for mine børn, fortæller Pernille, hvis ældste datter, Anna, var elleve måneder, da Pernille kom i Folketinget.

Derfor værdsætter hun nu de dagligdagsting, som at kunne deltage i forældremøder på skolen, gå ture med hunden og læse højt for sine piger om aftenen.

– Vi er begyndt på at læse Astrid Lindgrens bøger, som jeg fik læst og selv læste i min barndom. Freja, min yngste, og jeg er også begyndt på vores egen hjemmelavede aftenbøn, før hun skal sove. Mine børn er helt klart blevet mere trygge og slapper mere af nu, men jeg troede simpelthen ikke, at det ville have så stor effekt, siger Pernille tankefuldt.

Mens hun nu nyder at være hjemme, har Pernilles mand, Michael, pludselig fået frihed til at dyrke sine interesser, og dét benytter han sig af, fortæller hun grinende:

– Michael spiller golf og synes, at det er skønt! Hvis jeg en aften skal til et møde, siger han nærmest undrende: „Skal du til møde?". Til gengæld har vi været nødt til at anskaffe to fjernsyn, for vi har opdaget, at vi ikke gider se det samme, så nu har han sit eget værelse, hvor han kan se Champions League og sådan noget.

Efter at Pernille har byttet talerstolen i Folketinget ud med prædikestolen i kirken, har hun fået en anden form for tilfredshed med sit arbejde:

– Det er fedt at kunne fordybe sig i sin prædiken, og så oplever jeg et job, hvor alt pludselig giver mening. Jeg har haft ni begravelser, fem bryllupper og to børn, der skulle døbes. Det er begivenheder, der er vigtige i menneskers liv. Det handler om livsfaser og om dybe følelser, og dem får jeg nu lov til at være i kontakt med. Det er mit drømmejob.

 

LÆS OGSÅ: Astrid Krag: Kvinder er for hårde ved sig selv

LÆS OGSÅ: 5 gode råd fra en præst, når du er blevet forladt

LÆS OGSÅ: Derfor er det livsfarligt for kvinder at demonstrere i Egypten

Tekst: Anette Løkken Sørensen
Foto: Jens Bach
Publiceret: 09-02-2016
Pin it

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri