Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Pernille mistede sin søn: Nu cykler jeg for Victor

Nyt fra Hjemmet
Da 13-årige Victor døde af kræft, var Pernille Pedersen og hendes mand så langt nede, at de ikke vidste, hvordan de skulle hjælpe deres to døtre gennem sorgen. De fik hjælp gennem Børn, Unge & Sorg, og som tak cykler Pernille nu Danmark rundt for at støtte foreningen.

Forårssolen glimter i de rød-hvide farver på den nye racercykel og cykelhjelmen, der matcher. Pernille Pedersen har været ude at cykeltræne, og hjemme i det hyggelige landbohus syd for Odder venter døtrene, Julie på 21 år og Sofie på 19. De er hjemme på weekend, og deres far, Lars, sover efter en nattevagt.

 

– Jeg har faktisk ikke siddet på en racercykel, siden jeg var barn, og jeg er slet ikke i form. Men det kommer jeg, for jeg skal cykle 1100 kilometer i uge 32, fortæller 48-årige Pernille. Livsglæden er vendt tilbage til den lille familie. Men sorgen lurer lige under overfladen, for mindet om Victor, deres søn og bror, får stadigvæk tårerne frem i øjnene på dem alle.

 

På gangen uden for Victors værelse er væggen fyldt med glade billeder af ham. Det er rart at gå op og kigge på dem og mindes, synes familien.

Annonce

 

Victor var en glad og sund dreng, han var fuld af livsmod og elskede at træne svømning i AGF. I løbet af sommeren 2010 havde han haft et par ture med opkast og ondt i maven. Og da hans mave pludselig svulmede op, valgte de at køre til lægevagten.

 

– Det var en fredag eftermiddag i august, og Victor ville hellere til træning. Men vi insisterede, fortæller Pernille. Lægen sendte ham straks videre til sygehuset i Skejby, hvor han blev scannet om mandagen. Og her fandt de en kræftknude i hans mave på størrelse med en mangofrugt.

 

Victor blev sat i behandling omgående, men da hans knude efter et par måneder begyndte at vokse igen, fandt lægerne en anden type kur. I den periode var Victor skiftevis indlagt til behandling og isoleret hjemme hos familien. – Jeg var helt overbevist

om, at lægerne nok skulle få fikset min sunde, fantastiske dreng, sukker Pernille.

Fred og ro

Men da Victor kom til kontrol igen i december, kaldte lægerne familien til møde og gav dem den frygtelige besked: Kurene havde ikke virket. Og nu kunne de ikke redde Victor. – Det var, som om himlen faldt ned. Vi kunne slet ikke tænke, fortæller Pernille. Lægen anbefalede, at han gik ind og fortalte Victor det, og at forældrene så kom bagefter. Da Pernille og Lars kom ind til ham, virkede Victor meget rolig.

 

– Jeg holdt ham i hånden og sagde, at der, hvor han skulle hen, var der fred og ro og ikke noget, der gjorde ondt mere. Jeg er ikke religiøs, men det var sådan, jeg tænkte, siger Pernille stille. De græd lidt sammen, men prøvede at holde modet oppe.

 

– Dagen efter fortalte Victor mig, at han havde drømt, at han var hos morfar og sin kusine, som er døde. Og at de havde en rigtig god bager der. Tårerne løber stille ned ad Pernilles kinder, mens hun fortæller.

 

Julie og Pernille kigger billeder på Victors værelse foran et selvportræt, Victor har malet af sig selv. Det er lykkelige minder, er de enige om.

 

Herefter fik Victor lov at komme hjem. Der kom sygeplejersker til ham tre gange om dagen, og familien prøvede på at hygge sig med ham alt det, de kunne. De spillede spil, så tv og snakkede. Og Victor fik lige præcis den mad, han bad om. Bare han

ville spise. – Vi havde egentlig en o.k. jul, selv om han lå der i hospitalssengen midt i stuen, fortæller Sofie, der var meget tæt på sin lillebror.

 

Den 29. december sov Victor ind. Familien var samlet omkring ham, og det er de glade for her bagefter.

Videre i livet

– Vi plejede at grine ad, at vi lige nøjagtig kunne fylde en bil. Nu mangler vi altid én. Selv om folk omkring os giver udtryk for, at de godt ved, hvordan det er, kan de ikke forestille sig det. Det er jo ikke ligesom at miste en mormor, siger Julie. Efter begravelsen den 4. januar 2011 valgte hun og Sofie at fortsætte i skole dagen efter.

 

– Det virkede måske lidt koldt, men det gav os en mulighed for at tænke på noget andet, det trængte vi til, forklarer Julie. Pernille var godt klar over, at pigerne havde brug for hjælp til at komme over tabet af deres bror. Men hun havde rigeligt at gøre med at få sig selv igennem sorgen, så hun fandt frem til foreningen Børn, Unge & Sorg. Og gennem den fik begge piger gratis psykologhjælp og kontakt med en sorggruppe for unge, der havde mistet en bror eller søster.

 

– Uden dem tør jeg slet ikke tænke på, hvordan jeg ville have det i dag. Det var en kæmpe lettelse at opdage, at andre i samme situation havde de samme underlige tanker som én selv, fortæller Julie.

 

– Ja, jeg tænkte for eksempel: „Bare det var mig, der var død i stedet for Victor. Så ville far og mor nok ikke være nær så kede af det", indskyder Sofie.

 

– Men når man så hører, at det er en helt almindelig reaktion, så får man det bedre, forklarer Julie.

 

Begge piger er nu godt i gang med deres studier, og de er flyttet sammen i en lejlighed i Århus. Og Lars og Pernille har anskaffet sig hund nummer tre, så de nu har en labrador i hver sin farve. Det er nemlig rigtig god medicin mod sorgen at træne med en hvalp, fortæller Pernille. Man glemmer alt andet imens, og det er sundt.

 

Efter Victors død fik familien lyst til at få en hund mere. Så den mørkebrune labrador, Oswald, flyttede ind. Det er god medicin mod sorgen at træne med en hvalp, fortæller Pernille.

 

– Jeg er så dybt taknemmelig over, at nogen hjalp mine piger gennem sorgen, da jeg selv var helt nede, forklarer Pernille. Derfor har hun meldt sig til at cykle Danmark rundt med Børn, Unge & Sorg, selvom hun slet ikke var i form til det.

 

– Jeg kommer aldrig over savnet og sorgen, men jeg lærer langsomt at leve med det. Og når jeg sætter mig i sadlen for at træne til turen, tænker jeg på, at det er vigtigt at gøre opmærksom på, at der er hjælp at hente for andre, der kommer i samme ulykkelige situation, siger Pernille.

Tekst: Kirsten Winding
Foto: Henrik Bjerregrav
Publiceret: 19-06-2014
Pin it

Relaterede artikler

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri