Annonce

Få spændende, glade og hyggelige artikler samt nemme og lækre madopskrifter til både hverdag og fest. Du får også spændende og unikke tilbud. Sendes fredag og søndag.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Flipp – alle dine favoritmagasiner

Prøv 1. måned gratis

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Rasmus Tantholdt: Jeg vil gerne ændre verden

Nyt fra Hjemmet
Når vi ser Rasmus Tantholdt på TV, rapporterer han ofte fra verdens brændpunkter. Det kan se livsfarligt ud, men efter en oplevelse i Irak har Rasmus lært at passe godt på sig selv. Der er helt andre årsager til, at det kan være barskt for Rasmus at rejse ud.

Det var i 2004. Rasmus Tantholdt var et år tidligere blevet udenrigskorrespondent for TV2. Sammen med en fotograf og en lokal hjælper var han på vej mod den irakiske by Karbala, hvor der skulle fejres en stor højtidelighed for shiamuslimer.

Det var kort efter Saddam Husseins fald, og situationen var anspændt i landet; flere nødhjælpsarbejdere og journalister var blevet kidnappet. Inde i selve Karbala havde der været selvmordsbombere. Alligevel fortsatte han.

– Som journalist har man det tit sådan, at jo tættere du kommer på "ildebranden", jo mere interessant bliver din historie, og jo mere spændende menneskeskæbner møder du, forklarer 42-årige Rasmus – der dårligt var ankommet til Karbala, før han og hans hold blev taget til fange af en shiamuslimsk milits.

Annonce

– De var aggressive og ubehagelige og førte os til en moské, hvor vi måtte sidde på knæ med hænderne over hovedet. Jeg så for mig, at vi ville blive kidnappet og var utroligt bange.

 

LÆS OGSÅ: Rasmus Tantholdt: "Min søn skal ikke se mig som en superhelt"

 

Tæt på at gå galt

Her 11 år senere på en tryg, københavnsk café ryster Rasmus på hovedet af sig selv, da han fortæller om episoden.

Han og resten af holdet blev løsladt efter nogle timer og kørte alt, hvad remmer og tøj kunne holde tilbage gennem ørkenen til Bagdad – og nåede frem så betids, at han samme aften kunne sende et indslag hjem.

– Man kan sige, at det er vanvittigt at lave et tv-indslag efter en så ubehagelig oplevelse – men omvendt: Nu kom der i det mindste noget ud af det.

Indslaget til TV2's nyhedsudsendelse var imidlertid ikke det eneste, der kom ud af oplevelsen i Karbala.

– Bagefter var jeg vred på mig selv. Jeg vil gerne ændre verden, og det er en af årsagerne til, at jeg rapporterer fra konfliktfyldte områder. Men der ligger også et anerkendelsesaspekt i det: Ros får man for interessante historier – som ofte kommer ved at gå helt hen til „ildebranden". Her var jeg bare tæt på at brænde mig, siger Rasmus og forklarer, at han siden dengang har lært at passe bedre på:

– Samme år blev jeg far. Det var også med til at ændre min holdning.

Rasmus udgav i efteråret bogen „Verden er stadig ny", der handler om arbejdet som korrespondent, og han fortæller, at han som regel møder imødekommenhed overalt, hvor han kommer frem.

– Mange af de mennesker, som er pressede til det yderste af krig, sult og elendighed, er samtidig dem, der har vist mig den største hjertelighed og gæstfrihed, fastslår Rasmus og fortæller om en far, han i 2011 mødte i flygtningelejren Badbaado i somaliske Mogadishu.

– Han kom fra det centrale Somalia. Og når man vælger at flygte til Mogadishu, er der godt nok ikke rart der, hvor man kommer fra. Han havde gået 2-300 kilometer i stegende hede, undervejs havde han mistet sin kone og seks børn og sad nu udmattet med sit sidste barn i et simpelt telt. Men da jeg spurgte ham, om jeg måtte filme, tilbød han mig te og ris. Den gavmildhed var så rørende.

Rasmus lægger ikke skjul på, at han græd, da han talte med manden.

– Jeg tog imod den mad, han bød mig. Alt andet ville være uhøfligt. Jeg gav ham også lidt penge, da jeg gik, og der skal ikke mange dollars til at redde et liv i Somalia. Men når jeg kiggede rundt i lejren, sad der 500 mennesker, der havde det lige så hårdt som ham. Hvad med dem? Hvad med deres børn? Jeg kunne ikke hjælpe dem alle, og min opgave som journalist er at rapportere – ikke at blande mig i begivenhederne. Sådanne situationer er det allersværeste ved mit arbejde, fastslår Rasmus.

 

Gør familien tryg

For hans familie, sønnen Emil, hustruen Cecilie Beck og hendes døtre Astrid og Frida, kan det være svært, at han rejser ud i urolige områder. Og dét er et evigt dilemma for Rasmus.

– Selv føler jeg mig 100 procent sikker på, at jeg nok skal komme hjem igen. Jeg forbereder mig grundigt og passer vitterligt godt på mig selv i dag. Men frygten for, at der skal ske noget, kan være forfærdelig. Det ved jeg fra dengang, jeg sad i Karbala og troede, at jeg var blevet kidnappet.

Rasmus holder derfor altid sin familie underrettet om, hvor han er, og hvad han laver.

– Jeg ringer f.eks. hjem fra Afghanistan og fortæller, at nu sidder jeg på en militærbase, hvor man kan købe pizza, og der er syv kilometer til kamphandlingerne. Jeg gør meget ud af at afmystificere stederne.

I efterårsferien tog han oven i købet 11-årige Emil med på en kombineret arbejds- og ferierejse til Libanon.

– Så hjalp han mig med at være kameramand. Vi boede på et hotel ud til stranden, der lignede alle mulige andre feriehoteller. Vi var inde i Beirut og spise og ude at se på nogle drypstenshuler. Man hører hele tiden om Mellemøsten, at der er ballade. Jeg ville vise min dreng, at det afhænger af, hvor man opholder sig dernede, siger Rasmus.

Men der ér barske oplevelser, og indimellem har Rasmus brug for at koble fra på rejserne.

– Det gør jeg ved f.eks. ved at drikke nogle øl og grine lidt sammen med fotografen. Det kan også være, jeg ser en fodboldkamp, og så har jeg altid min tennisketcher med i kufferten. Selv i Syrien er der områder, der fungerer, og hvor man kan få et slag tennis.

Hjemme i Danmark koncentrerer han sig om familien.

– Det er vigtigt for mig at høre om de oplevelser, min dreng har haft og leve mig ind i hans verden.

Rasmus kan ikke svare på, hvor længe han vil fortsætte med at rapportere fra verdens brændpunkter.

– Min kollega Ulla Terkelsen er 71 år. Jeg er kun 42, så mon ikke jeg holder nogle år endnu? Så længe jeg stadig kan leve mig ind i andre menneskers situation og lade mig røre af det, jeg ser, vil jeg fortsætte.

 

LÆS OGSÅ: Rasmus Tantholdt: "Det er svært at føle, at du svigter andre mennesker"

LÆS OGSÅ: TV2-korrespondent Rasmus Tantholdt: Jeg mistede min far, da jeg var tretten år gammel

LÆS OGSÅ: Cecilie Beck: Sådan har min krop ændret sig af løb

Tekst: Lise Petersen
Foto: Søren Jansby
Publiceret: 26-01-2016
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri