Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Redaktionens bedste juleminder, del 1

Nyt fra Hjemmet
Julen er en hyggelig højtid, hvor der for alvor skabes dejlige minder. Derfor har vi spurgt otte forskellige redaktionsmedlemmer her på Hjemmet om deres bedste juleminde. I dag bringer vi de første fire juleminder, og næste tirsdag kommer de sidste fire.

Anita Damgaard, layouter:

Dengang julemanden kom på besøg. Da jeg var omkring seks-syv år gammel fejrede vi juleaften på en gammel gård. Pludselig kunne vi høre nogen trampe oppe på loftet. Julemanden kom ned ad trappen med sin julesæk på ryggen. I sækken lå der en gave til hver af os mange børn. Det var magisk, og også lidt uhyggeligt.

 

Ellen Jæger, artikelredaktør:

Mit bedste juleminde er fra jeg var 7-8 år. Jeg fik en kæmpestor kasse pakket fint ind i julepapir, og fuld af forventning begyndte jeg at pakke op. Men kassen var fyldt med sammenkrøllet avispapir, og jeg blev mere og mere skuffet. Lige indtil jeg nåede bunden. For dér lå den nye single med The Beatles: ”Can’t buy me love”, som var et af mine allerstørste ønsker det år. Jeg er aldrig holdt op med at være Beatles-fan.

Annonce

 

Vibeke Dorph, brevkasseredaktør:

Åh, der er mange. Men det første, der slår mig, var dengang jeg som fem-seksårig så, at der stod en MEGET stor pakke, så stor, at den ikke kunne stå under juletræet. Den var til mig fra min mormor og morfar. Det viste sig at være et dukkehus, som min morfar havde lavet og min mormor indrettet.

 

Min morfar havde tapetseret det med murstenstapet udenpå, og det fineste lyserøde stoftapet indenfor i soveværelset – matchede de gardiner, min mormor havde syet. Alle fire rum havde forskellige tapeter med matchende gardiner, der var møbler til og selv lamper, der virkede og lyste.

 

Jeg var fuldstændig solgt, og det var jeg i mange år frem, og det er jeg faktisk stadigvæk, når jeg ser det. Det var mit livs julegave. I dag står de oppe hos mine forældre – nu er det jo nærmest en antikvitet, men ikke detsto mindre får ALLE små børn, især piger, julelys i øjnene, når de ser det. Og de kan sidde meget, meget længe helt stille og lege med det, ligesom jeg kunne det dengang.

 

Eva Serner, fiktionsredaktør:

Mit bedste juleminde er 13 år gammelt og stammer fra en julenat og morgen hos mig selv. Af hensyn til min mor og moster, der på daværende tidspunkt var hhv. 75 og 77 år, havde jeg tilbudt at sove nede på sofaen, så de kunne tilbringe en god julenats søvn i min komfortable dobbeltseng i soveværelset ovenpå.

 

På sofaen var der ganske vist hverken plads til min højre arm eller venstre ben, for slet ikke at tale om den del af mit hoved, der befandt sig ovenfor næsen. Og ydermere lå jeg fikseret i en overordentlig ubekvem stilling, fordi tre velnærede og stopmætte katte havde fundet det såre hyggeligt at falde besvimede om ovenpå mig efter en vel overstået, omend ophidsende aften med gavepapir og juletræspynt.

 

Således naglet fast i en topersoners sofa var det eneste, jeg var i stand til, at ligge og lytte til lyden af min mors og mosters konstante fnisen, snakken og pludren, og der gik derfor ikke lang tid, før jeg faldt i en nærmest komatøs søvn. En bevidstløshed, jeg først blev revet ud af, da de tre føromtalte overvægtige katte fandt tiden inde til at forlange mere mad.

 

Og det første - udover kattenes ynkelige jamren - som min høresans registrerede, var den uafbrudte strøm af ord og indforstået fnisen fra de to kvinder ovenpå. Og det er faktisk et af de hyggeligste juleminder, jeg overhovedet har – den der gennemgribende følelse af, at intet ondt kan ske i en verden, hvis lydkulisse består af dæmpet kvindesnak og fnisen.

Tekst: Redaktionen
Foto: Alamy
Publiceret: 10-12-2013
Pin it

Relaterede artikler

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri