Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce
Selvom Cecilie (th.) har været ramt af sygdom, som har påvirket hendes vækst, er smilene ikke til at tage fejl af. Katrine og Cecilie er tvillinger.

Sygdom kan ikke skille tvillingerne Katrine og Cecilie

Nyt fra Hjemmet
Katrine kom først, og 10 minutter efter fulgte Cecilie. Som enæggede tvillinger var de som to dråber vand – men så kom sygdommen, der truede med at skille pigerne. De stærke tvillingebånd kunne den dog ikke bryde.

Cecilie Bendix Bruun på 14 år tegner en blomst med sikre tynde streger, som selv Picasso ville være stolt af. Så kommer farverne på. De er glade. Katrine Bendix Bruun på 14 år skriver en sms, og hendes fingre danser på mobiltelefonen, så let som Mozart mestrede sit piano. Beskeden flyver af sted. En glad en. 

 

Pigerne koncentrerer sig, og der er stille i stuen i rækkehuset i Veksø nær Frederikssund på Sjælland. Her bor Cecilie og Katrine med deres mor, 40-årige Stine Bruun, og lillesøster Frederikke på syv år. Far Carsten bor tæt på.


„Jeg er sulten". Tre ord bryder tavsheden, og ordene kommer ikke fra én mund, men fra to. Cecilie og Katrine siger dem i nøjagtigt samme sekund. – Det sker tit. Vi sidder stille, og så siger vi det samme i munden på hinanden.

Annonce

 

Er der andre til stede, griner de, men vi har vænnet os til det. Sådan er det at være enæggede tvillinger, konstaterer pigerne, der blev født en forårsdag i 1999.

 


Lykken er langt hår, mener Cecilie, der i mange år var skaldet som følge af de barske kemokure.


Katrine kom først, og Cecilie fulgte efter 10 minutter senere. Til at begynde med lignede de hinanden som to dråber vand. – Vi fik det samme tøj på. I hvert fald næsten, fortæller Katrine og husker et billede, hvor hun har en lilla dragt og en grøn hue på, og Cecilie har det omvendte på: en grøn dragt og en lilla hue. – Vi var søde dengang, ler Cecilie.


I dag ligner tvillingerne imidlertid ikke mere hinanden som de to berømte dråber vand, for Katrine er 20 cm højere og 20 kilo tungere end Cecilie. Sygdom har ændret deres liv.


Cecilie fik leukæmi (blodkræft), som lille, og den har været brudt ud tre gange. I en alder af henholdsvis tre og seks år fik hun barske kemokure, og i 2011 sluttede en knoglemarvstransplantation behandlingen. Siden har der ikke været spor af sygdom. Men det har været nogle hårde år. Mor og far gik fra hinanden for to år siden.

Godt, men hårdt

Hvordan er det så at være tvillinger nu? – Det er godt, fastslår Cecilie og Katrine straks, lidt generte, men sikre i deres sag. Så forsvinder genertheden, og de beretter. Cecilie først: – Vi er stadig tvillinger i hjertet. Vi tænker meget ens, og vi siger de samme ting. Udadtil er vi nok mere som søstre. Sygdommen og behandlingen satte mig i stå med at vokse, og Katrine kan godt lide at være ude om aftenen med sine veninder og sine drengevenner.

 

Cecilie kan bedst lide at være hjemme. Hun tegner og laver smykker. – Og selvfølgelig er jeg ked af, at det er sådan. Jeg kan bare ikke gøre noget ved det, tilføjer hun, mens hun kigger én direkte i øjnene. Hendes blågrå blik er intenst, og der er skygger af både smerte, livsglæde og visdom rundt om de sorte pupiller.

 

Kys til en værdsat storesøster. Pigerne bor skiftevis en uge ad gangen hos mor og far.

 

– Hvad laver du egentlig med de drenge, når I hænger på gadehjørnerne, spørger Cecilie sin søster med et grin. Katrine går behændigt uden om det spørgsmål og siger: – Jeg har været frygtelig bange for at miste Cecilie. Vi ved begge to, at kræft er en alvorlig sygdom, og jeg kan ikke forestille mig et liv uden hende. Men jeg har også haft den følelse, at alt handlede om Cecilie. Jeg var her bare. Hun fik gaver på sygehuset, og jeg fik ikke så mange. Selvom min mor og far har købt de samme ting til mig, har jeg somme tider følt mig snydt.

 

Cecilie kigger på sin tvillingesøster, og hendes bemærkning er stille og kærlig. – Vi kan godt bytte, så du får sygdommen og alle gaverne! Så bliver der ikke talt mere om det.

Modenhed

På den ene side har Katrine den modenhed og livsappetit, som kendetegner en sund teenagepige på 14 år. På den anden side har Cecilie den livserfaring, der præger et menneske, der har gået igennem alvorlige problemer. – Jeg har været så syg, at jeg har tænkt: „Bare jeg ikke var her mere", indrømmer Cecilie.

 

Ordene får hendes søster til at spærre øjnene op. Det har Katrine ikke hørt hende sige før. – På et tidspunkt mente jeg, at det nok var min skyld, at Cecilie var blevet syg, fortsætter Katrine. Pigerne er født med et såkaldt tvilling til tvilling-syndrom, hvor den ene af dem sidst i Stines graviditet fik hovedparten af næringen i moderkagen.

 

– Cecilie var rund og rød, og jeg var hvid, da vi blev født. Det gav ikke nogen problemer, men jeg tænkte, at hvis hun havde fået alt blodet, var det måske mit blod, der havde gjort hende syg. Da min mor og far hørte det, sagde de, at dét kunne jeg godt glemme, siger Katrine.

 

Mor Stine med sine tre dejlige døtre. I midten lillesøster Frederikke på syv år.

 

Cecilie og Katrine gik i samme klasse de fire første år, men da de skulle begynde i 5. klasse på Lærkeskolen i Stenløse, foreslog Cecilie, at de kom i hver deres klasse. – Vi var sammen i skolen, og vi var sammen herhjemme, også når vi havde venner med hjem. Jeg syntes, at det ville være dejligt, hvis vi havde nogle forskellige venner at tage med hjem.

 

Det syntes Katrine også, og sådan blev det. Siden har Cecilie måttet gå en klasse om, fordi hun i nogle år var meget fraværende i skolen. I dag går hun i 6. klasse – og Katrine går i 7.

 

– På den ene side er vi søstre, på den anden side er vi tvillinger, gentager pigerne. Ordene lyder igen synkront, og de ler. – Det dejlige er, at vi forstår hinanden så godt, og at vi ved, at vi altid vil passe på hinanden. Sådan er det at være tvilling. Det er en meget stærk følelse, som sidder dybt i os begge. Den har sygdommen ikke kunnet ødelægge, siger Katrine.

 

Som voksen vil Cecilie gerne være smykkedesigner eller kok. Katrine vil gerne være advokat. – Det ærgerlige er, at vi ikke ligner hinanden mere, så vi kunne lave sjov ved at udgive os for den anden, tilføjer Cecilie.

 

Én ting er sikker: – Jeg elsker Cecilie, og jeg vil altid hjælpe hende, siger Katrine.

Tekst: Henrik Helmer Petersen
Foto: Pia Burmølle Hansen
Publiceret: 25-07-2013
Pin it

Relaterede artikler

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge