Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Stjerner, vi husker: Bodil Steen

Artikler
Dansk teater har fostret flere store Bodil’er – den skæggeste var nok Bodil Steen. Både i revyerne og i lystspil på film slog hun sig løs med sin sødmefyldte frejdighed. Men bag smilet lurede katastrofen, og midt i 1960’erne var hun færdig med at gå på scenen.

Blå bog

 

Født: som Bodil Jørri Jensen Steen den 14. januar 1923 i København

Død: 10. januar 1979

Familie: Var gift eller levede sammen med 10 forskellige mænd: skotøjsfabrikant G. Andersen, grosserer J. Hoppe, redaktør på Ekstra Bladet Sven Borre, trælasthandler Hærskjold, revyforfatter Knud Pheiffer, teaterdirektør Stig Lommer, skuespiller Preben Mahrt, balletinstruktør Hans Brenaa, regissør Ole Bram, som hun fik sønnen Bo med, og den 11 år yngre blikkenslager, Nico Debut: som 16-årig som danser i Helsingør-Revyen

Kendt fra: først og fremmest revyer og lystspil og ikke mindst for sange som „Den lille blå elefant“ og „To nye tænder“

Da Bodil Steens teatertossede mor i 1923 gav sin datter samme fornavn som en af datidens helt store stjerner, Bodil Ipsen, var kursen til pigens fremtid stukket ud. Bodil Steen blev imidlertid ikke karakterskuespiller som sin navnesøster, men kom til at brillere især på revyscenerne. Også en lang række film, overvejende lystspil, havde Bodil Steen på rollelisten.

Annonce

 

– Egentlig var det Shirley Temple, den amerikanske barnefilmstjerne, der først gav mig lysten (til at optræde). Jeg var helt syg med hendes film, skrev Bodil Steen i sin selvbiografi, „Mine 10 „ægtemænd“ og mig“ fra 1967.

 

Som barn var hun elev på Den Franske Skole på Frederiksberg, og hver dag, når hun gik hjem til lejligheden midt i København, stoppede hun ved teatret Lorry for at studere billederne i udhængsskabet.

 

– Det var det, jeg ville – til teatret. Men jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op.

 

En dag så Bodil en annonce i avisen fra National Scala: „Stepdanserinde søges til uddannelse som solodanserinde“. Hun var straks fyr og flamme. Hendes mor brød sig ikke om, at hendes teenagedatter skulle være danser, og sagde: „Når hun opdager, at hun ikke dur, kan hun jo altid komme i en bank“. Men Bodil blev antaget, og hun duede ihøj grad. Efter afsluttet uddannelse blev hun i en alder af 16 år hyret som danser i Helsingør- revyen. Og da det var tydeligt, at talentet rakte videre, kom hun ind som skuespilelev på Apollo- teatret.

 

Den lille blå elefant

 

Som 24-årig optrådte Bodil Steen i Knud Pheiffers revy „Striber på Strøget“ og fik sit helt store gennembrud med en sang, som mange stadig kan synge med på: „Den er så sød, når den først kommer frem. Den lille blå elefant med snabel…“ – Da jeg havde sunget den, begyndte publikum at sende mig elefanter i alle mulige materialer, størrelser og farver. Blandt andet fik jeg en yndig tøjelefant, som to unge piger havde siddet og nørklet til mig, fortalte Bodil Steen. Selvom hun havde masser af succes, kunne hendes selvtillid ligge på et meget lille sted. Og da teaterdirektøren Stig Lommer ville have hende til at spille med i en „rigtig“ komedie, ville hun først ikke. – „Du kan godt“, sagde han. Mærkeligt nok har det altid været de andre på teatret, der har sagt, at jeg kunne klare mine opgaver – uden dem havde jeg aldrig turdet. Jeg troede som sædvanlig ikke, at jeg slog til. Forestillingen gik godt. Og mere medvind ventede, da Stig Lommer gav Bodil Steen visen „To nye tænder“, som blev et kæmpe hit. De følgende år blomstrede hendes karriere: ABC-Revyen, Apollorevyen, Cirkusrevyen, Fiffer-Revyen… Hun var en lysende stjerne på alle de store morskabsscener. Sideløbende medvirkede hun i film – omkring 30 blev det til i perioden fra 1939 til 1978. Hun fortalte: – Jeg er blevet taget med, når der skulle en lille sløjfe på løjerne. Jeg ved positivt, at jeg er blevet sat på et manuskript, når det hele var ved at blive lidt for gråt: „Vi må vist hellere ringe efter Bodil Steen“, var en stående replik.

 

Endelig mor

 

I privatlivet havde hun mere modvind. Hun blev gift første gang som blot 17-årig, men ægteskabet varede kun et par år. På samme måde gik det med hendes næste ni mænd. Ifølge Bodil Steens erindringer var det hende selv, der hver gang satte det sidste punktum:

 

– Jeg er en rædsom stejl natur, derfor er mine ægteskaber gået i stykker.

 

Da hun som 35-årig fik sønnen Bo med sin næstsidste mand, Ole Bram, fandt hun imidlertid en lykke, der varede resten af livet.

 

– Helt fra jeg var 18 år, havde jeg ønsket mig et barn, og jeg gik til diverse specialister og læger, og de gjorde, hvad de kunne. Da jeg endelig opgav det hele, kom Bo.

 

Selvom Bodil Steen nød moderrollen i fulde drag og tog sin lille dreng med så mange steder som muligt, begyndte hun at få psykiske problemer. Bag smilet og den kække facon sloges hun i stigende grad med depressioner og sceneskræk.

 

– Jeg havde aldrig troet, det kunne hænde mig. Jeg kunne pludselig ikke gå ind på en scene! „Nej, du tør ikke. Du kan ikke gøre det godt nok“, sagde jeg hele tiden. Jeg havde det rent ud sagt ad h…… til, forklarede hun.

 

Bodil Steen sammenlignede sig selv med et stykke mekanik, der var blevet slidt op. Hun havde fungeret upåklageligt som skuespiller i 25 år – nu var hun gået i stykker. I flere omgange blev hun indlagt på den lukkede afdeling på Frederiksberg Hospital og var glad for den hjælp og omsorg, hun fik. Bodil Steen håbede til det sidste på et comeback. Men midt i 1960’erne var det slut. Hun kunne ikke klare at stå på en scene mere. I 1979 lukkede hun sine øjne for sidste gang. Bo havde mistet sin mor i en alder af kun 21 år. Og Danmark havde mistet en af sine store Bodil’er.

 

 

Artiklen er fra Hjemmet nr. 37, 2011

Tekst: Ulla Iversen
Foto: Egmonts Historiske Arkiv
Publiceret: 21-06-2012
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge