Da Søren Christian Rasmussen kom til verden, var han slap og næsten livløs. Men takket være en ny kølebehandling, løber han i dag glad omkring som andre raske børn på halvandet år.
22. feb
- Af Marlene Grøftehauge
- Foto: Jens Bach
Viserne på uret står stille. Sådan føles det i hvert fald, synes Christian Rasmussen.
Det er søndag den 10. august 2008, og inde bag den lukkede dør på Sønderborg Sygehus er lægerne i gang med at foretage et akut kejsersnit på hans samlever, Ellen, fordi barnet ikke vil komme ud.
Hun er i fuld narkose, så derfor må Christian ikke være til stede på operationsstuen.
10 minutter efter bliver Christian kaldt ind. Han går hen og rører ved sin spæde søn, som skal hedde Søren. Han ser fin ud, synes Christian.
Lægerne fortæller, at drengen ikke kan trække vejret selv, fordi han har haft navlestrengen stramt viklet om halsen. Kort efter får Christian at vide, at Søren „af sikkerhedsmæssige årsager“ skal køres til Odense Universitetshospital, hvor han skal i en ny kølebehandling.
– Jeg tog det stille og roligt og blev ikke nervøs, da de kørte af sted med Søren i ambulancen. På det tidspunkt vidste jeg heller ikke, hvor alvorlig situationen var, fortæller Christian Rasmussen, 29 år, med en kaffekop i hænderne i stuen i hans og Ellens hjem i Hejsel ved Bylderup-Bov i Sønderjylland.
Om mandagen går alvoren imidlertid op for Ellen og Christian.
Ellen bliver kørt med Falck til Odense Universitetshospital, hvor hun ser sin søn for første gang. Han ligger i en kølemaskine, som forhåbentlig kan redde ham fra en hjerneskade. Hun får besked på, at hun under ingen omstændigheder må røre ham, da det vil få hans kropstemperatur til at stige.
– Jeg frøs og fik svedperler på samme tid. Vandet begyndte også at løbe ud af øjnene. Det var så hårdt, fortæller 28-årige Ellen Carstensen om chokket.
Læs hele artiklen i Hjemmet nr. 8/2010