Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Alle blev så trætte af hende

Min egen fortælling
Når vi var på besøg hos vores bedsteforældre, gik det vildt for sig. Vi kusiner og fætre elskede at klatre i træer og at lege gemmeleg. Vores kusine, Marina, kunne dog ikke være med, for hun havde astma og måtte ikke overanstrenge sig.

De voksne i familien insisterede dog på, at vi også skulle lege med Marina. Surmulende blev vi beordret indenfor, for at tegne eller lægge puslespil. Vi trak på skuldrene, og vendte det hvide ud af øjnene – vi ville meget hellere fortsætte den vilde leg udenfor. Men de voksne appellerede til vores medlidenhed. Vi måtte vise hensyn til, at Marina var syg.

Vi børn  forstod dog aldrig, hvordan hendes sygdom havde noget at gøre med, at hun brød ud i gråd hver gang hun tabte i brætspil – og løb sladrende ind til de voksne. Det hjalp heller ikke på vores irritation, at der aldrig blev sat krav til Marina. Når vi andre børn var blevet til at vaske op, sad Marina i stuen og blev forkælet af de voksne. Vi var overbeviste om, at Marina udnyttede sin sygdom til at få medlidenhed og opmærksomhed
Annonce


Først som teenager kom jeg udover min antipati for Marina. Når vi nu besøgte vores bedsteforældre, fnes og hyggede vi os. Snart begyndte vi også at ringe sammen. I den by hvor Marina boede, var der mange fester – og det lod til at hun var med til dem alle.

Da hun engang inviterede mig med til en af dem, fik jeg noget af en overraskelse. I et par snævre jeans og en nedringet bluse, viste det sig at Marina både røg og drak. Uden noget tegn på astma anfald dansede hun sig hele natten med den kødrand af drenge, der hang omkring hende. Marina var ikke længere nogen lille svagelig pige!

Det var bare ikke gået op for min moster og onkel. De stillede stadig lave – hvis overhovedet nogen krav - til hende. Mens jeg havde et fritidsjob og tjente mine egne penge, gav de Marina alt hvad hun pegede på. Når hendes lærere klagede over hende, forsvarede hendes forældre hende med at hun var syg.

Marina var dog ikke spor taknemmelig over sine forældres opbakning. Tværtimod. Hun var temmelig strid over for dem. Da vi gik ud af folkeskolen, og de forsøgte at tale med hende om uddannelse, kastede hun trodsigt nakken tilbage, og bad dem blande sig udenom.

Da Marina flyttede hjemmefra, var det i en lejlighed, som hendes forældre havde købt til hende. Nu, da de ikke selv længere kunne flytte hver en sten på hendes vej, fik Marina i stedet en sagsbehandler til det. Hun havde høje tanker om sine fremtidsmuligheder og var overbevist om, at hun var en naturbegavelse til det meste. Men hver gang hun startede på et job – eller uddannelsestilbud, opgav hun det ligeså hurtigt igen. Undskyldningen var altid hendes sygdom!

Selvom hendes bistandshjælp ikke rakte til dyrt tøj og ferierejser, behøvede hun aldrig at undvære nogen af delene. Hendes forældre sendte penge, hver gang hun bad om det. Hun inviterede også ofte sig selv til middag hos mig,og vaskede sit tøj i samme anledning. Men jeg modtog aldrig noget til gengæld. Hun forventede stadigvæk, at alt kom dumpende til hende – uden at hun selv behøvede løfte en finger.

Marinas mange parforhold lod altid til at gå i hårdknude. Mændene blev trætte af, at hun forventede at de hoppede og sprang ved hendes mindste vink. Det samme gjaldt efterhånden også mig. Hun ringede til mig på alle tidspunkter af døgnet, og blæste selv de mindste detaljer op i sit liv, som var der tale om århundredets drama.

Omvendt udviste hun aldrig nogen interesse for mit liv. Hun spurgte aldrig mig om noget som helst. Læssede bare alle sine problemer af på mig. På et tidspunkt havde jeg efterhånden fået nok. Sammen med Marina følte jeg mig fuldstændig drænet for energi. Jeg anede bare ikke, hvad jeg kunne stille op. Vi var i familie og en direkte konfrontation med hende, kunne ikke undgå at sætte splid i hele familien. Så fik jeg imidlertid en god ide!

Når vi siden talte sammen, lod jeg hende ikke et få et ord indført. Jeg talte uafbrudt om mig selv og mit liv – uden at udvise nogen interesse for hendes. Selvom hun simulerede besværet vejrtrækning, og sugede i sin astmaspray, ignorerede jeg det.

Da Marina endeligt smagte sin egen medicin, mistede hun lynhurtigt interessen for mig og holdt op med at ringe. I dag ser jeg hende kun til familiesammenkomster. Hun har tilsyneladende ikke ændret sig. Hun udnytter stadig sine omgivelser ved at iscenesætter sig selv som en lille, svagelig pige – en man hverken kan stille krav til eller forvente sig noget af.

Alligevel har jeg mere ondt af Marina i dag end som barn. Astma er en alvorlig sygdom – men den kan behandles med medicin. Aldrig at blive voksen eller lære at tage ansvaret for sig selv og sit liv, findes der derimod ingen kur imod!
Publiceret: 14-12-2009
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Jeg har bare ikke lyst til at få børn!
Han tog på bryllupsrejse med en anden
Alt var sort, da jeg vågnede næste dag
Jeg fik langt om længe lært at sige fra
Vennernes børn kendte ikke til grænser
Min svigermor blandede sig i alt
Min fars arv skabte splid i famlien
Min egen fortælling: Min datter skabte splid imellem os
Jeg brød mig ikke om min venindes nye kæreste
Min kollega brugte ufine metoder

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri