Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Børnehavelederen så sig ond på mine børn

Min egen fortælling
Da vores enæggede tvillingedrenge var fem år, byttede vi vores trange lejlighed i storbyen ud med et bondehus langt ude på landet. Vi nød den megen plads og den friske luft og de idylliske omgivelser – til gengæld var der kun én lille børnehave og én lille landsbyskole.

Det mente vi nu ikke var noget problem, for vi var sikre på, at Anders og Jonas nok skulle falde til der. I deres gamle børnehave havde drengene ikke haft svært ved at finde venner – hverken fælles eller hver for sig. Men der gik ikke længe, før de begyndte at klage over, at de ikke måtte være med i de andre børns leg. De blev drillet med, at de var tvillinger, og med deres københavnske accent.
Annonce


Da jeg tog fat i børnehavelederen, Lizzy, en ældre kvinde med stridt rødt hår, og fortalte, hvor kede af det mine børn var over at gå i børnehaven, sagde hun bare, at hun ikke kunne tvinge de andre børn til at lege med drengene, hvis de ikke ville.

Der var ikke noget, hun kunne stille op ved det. Mine drenge måtte aflægge deres forkælede storbyvaner med, at de voksne klarede alting for dem. Jeg var dybt chokeret over hendes udfald. Men da der jo ikke var andre pasningsalternativer, trøstede jeg tvillingerne med, at de snart skulle starte i skole, og her ville de få de nye venner. Men da vi nærmede os sommerferien, mente Lizzy ikke, at vores tvillinger var klar til skolestart. De var umodne, uselvstændige og havde stadig svært ved at skabe social kontakt med de andre børn. Lizzy mente, at især den yngste, Anders, skulle blive endnu et år i børnehaven.

I mine øjne var begge vores drenge alderssvarende – og at de mistrivedes i børnehaven, var vel ikke et umodenhedstræk? Men Lizzy trak bare med en halvfornærmet grimasse på skuldrene og sagde, at hun med sine 30 års erfaring i børnehaven nok vidste mere om den sag end mig. Jeg lod alligevel begge drengene starte i børnehaveklasse på den lille landsbyskole. Men glæden varede kort.

For efter kun 14 dage blev vi indkaldt til et møde på skolen. Børnehaveklasselærerinden ville godt
„gå med til“ at beholde vores ene tvilling, Jonas – men Anders var alt for umoden. Hun havde allerede talt med Lizzy, som i øvrigt var hendes nabo, og derfor vidste hun også, at der var en ledig plads til ham i børnehaven. Jeg troede ikke mine egne ører! De kunne da ikke for alvor mene, at vi skulle skille vores tvillinger ad! Og på hvilket grundlag? Var vi ofre for landsbysladder, fordi Lizzy havde set sig fornærmet på mig? Eller var der virkelig noget om snakken?

Allerede på vej hjem fra samtalen traf jeg harmdirrende en beslutning. Mine tvillinger skulle under ingen omstændigheder skilles ad! Dagen efter ringede jeg derfor til skolelederen på en skole i den nærmeste større by og satte ham ind i mit dilemma. Han tilbød, at tvillingerne kunne komme på prøve i en af hans børnehaveklasser. Jeg græd næsten af taknemmelighed. Selvom drengene syntes, det var underligt, at de pludselig skulle prøve at gå i en ny børnehaveklasse, så sagde jeg ikke til dem hvorfor. Jeg nænnede det simpelthen ikke. Tænk, hvis det var mig, der havde taget fejl og havde sendt dem for tidligt i skole?

Efter prøveugen i 0.A blev vi kaldt til møde på skoleinspektørens kontor. Jeg var så rystende nervøs, at mine hænder dirrede, da inspektøren rømmede sig og sagde, at efter hans bedste vurdering var både Jonas og Anders klar og motiverede til at gå i skole. – Vi vil hellere end gerne byde dem velkommen, hvis I vil have, at de skal starte hos os, sagde han. Siden har vi hver dag kørt drengene et godt stykke vej til deres skole, hvor de i dag går i 2. klasse og stortrives.

Selvom det selvfølgelig ville have været
nemmere, hvis vi boede tættere på, så sætter jeg mig hellere end gerne ind bag rattet. Alternativet er ikke så rart at tænke på. Når vi møder Lizzy, hilser vi høfligt på hende, ligesom vi hilser på vores få naboer her i landsbyen. Men vi er stadig ikke blevet accepteret. Derfor er det muligt, at vi en dag opgiver den landlige idyl og rykker tættere på drengenes skole.

For selvom vi stadig nyder vores bondehus og de åbne vidder, har vi også indset, at det at have venner i nærheden trods alt betyder meget. Det er mine to drenge et levende bevis på! 
Foto: Bulls
Publiceret: 06-10-2010
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Min datter løj
Jeg var ved at ødelægge mine børn
Min egen fortælling: Min stedmor brugte løs af min fars arv
Min veninde afviste mig
Min nye udlejer forfulgte mig
Jeg mistede min barndomsveninde, da der kom penge imellem vores mænd
Jeg gik fra min familie
Vores nye nabo var tæt på at jage os væk
Jeg kunne ikke holde af min stedsøn
Min veninde flirtede med min kæreste

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri