Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Da blodproppen ramte: Jeg troede, jeg var udødelig

Min egen fortælling
Mine venner og familie har altid betragtet mig som lidt af en helsefreak. Ikke at jeg er fanatisk,
men jeg har altid haft en naturlig trang til sund mad og masser af motion, og jeg har passet på med ikke at stresse unødigt i arbejdsmæssige situationer.

Da jeg som 31-årig var ude og løbe en af mine sædvanlige ture, skete der dog noget mærkeligt. Min ene læg føltes med ét helt spændt og varm. Til at begynde med ignorerede jeg det, men snart var mit underben spændt som en ballon. Undrende slog jeg over i gang og humpede hjem.

Mærkeligt nok forsvandt bulen på mit ben ikke, så jeg tog til en fysioterapeut i en fasttømret
Annonce

tro på, at jeg skulle have behandling for en løbeskade. – Jeg vil ikke gøre dig bange, sagde hun efter en kort undersøgelse. – Men det kan være en blodprop, og jeg vil gerne have, at en ekspert på det område kigger på dig.

Ude på gaden igen pumpede adrenalinen indvendigt, og jeg mærkede angstens koldsved pible frem som en akut feber, men udadtil gik jeg blot apatisk af sted, mens de muligheder, fysioterapeuten havde opstillet, larmede i mit hoved. Jeg kunne vente en uge på en ekspert, som hun havde anbefalet, eller jeg kunne tage på skadestuen.

Men det var da pinligt at troppe op på skadestuen som en sund, ung pige og fremstamme, at jeg gerne ville undersøges for en blodprop. „Hypokonder“, ville de tænke. I stedet ringede jeg til min mor, som er sygeplejerske.

Hun blev meget bekymret og spurgte en lægekollega til råds. – Er hun på p-piller?, havde kollegaen spurgt, og da han hørte, at det var jeg, anbefalede han mig straks at tage på skadestuen for at få taget en blodprøve.

P-piller? Nu var jeg helt forvirret, men jeg fulgte rådet. Da jeg endelig sent om aftenen fik en sygeplejerske i røret, som skulle give mig svar på blodprøven, meldte klamsveden sig igen.

– Ja, Camilla, du har jo fået taget en prøve for en blodprop. Er du alene nu? Min mave vendte sig, og blodet fossede fra hovedet, og jeg begyndte at græde uden at lægge mærke til det. – Du har en blodprop, og du skal komme herind med det samme, fortsatte hun.

Taxaturen til hospitalet sammen med min mor i den begyndende nats mørke var et uvirkeligt mareridt. Jeg har aldrig været så bange i mit liv. En 6 centimeter lang venøs blodprop havde siddet i mit ben i halvanden uge. Lægerne havde været nervøse for, at den havde revet sig løs på grund af mit høje aktivitetsniveau. Havde den gjort det, kunne den vandre til mine lunger og forvolde fatale skader. Det her var alvorligt, og min fornemmelse af at være ung og ubekymret forsvandt med et.

Lægerne satte mig straks på blodfortyndende medicin og bad mig købe støttestrømper, som jeg skulle have på konstant dag og nat de næste to år. En lavine af mere eller mindre alvorlige konsekvenser kværnede i mit hoved. Skulle jeg nu konstant mindes om, at mit helbred var skrøbeligt? Hvad med sommerkjoler og sandaler? Hvad med mine løbeture? Jeg græd hele weekenden, men søndag aften kom jeg frem til, at det bedste, jeg kunne gøre, var at komme hurtigt tilbage til livet, som det var før. Hvis det da nogensinde ville blive som før.

Derfor var jeg atter på arbejde mandag tre dage efter hospitalsbesøget, men hver gang en bekymret kollega spurgte til mig, begyndte jeg at tude. Jeg var endnu ikke helt mig selv. Tre uger efter min skæbnesvangre løbetur, sad jeg igen over for en læge: – Da vi ikke kan se, hvad det ellers skulle ære, er det nok p-pillerne, der har været årsagen til blodproppen.

Du må aldrig mere tage medicinske hormoner, for du kan ikke tåle det, sagde han. Et eller andet i mit blod havde ikke passet til de p-piller, som jeg havde taget. Jeg havde bare været enormt uheldig. Når det så er sagt, syntes jeg nu nok, lægen, der i sin tid udskrev pillerne til mig, burde have spurgte til min familiehistorie for blodpropper. Så ville han nemlig have fået at vide, at min mor havde haft en blodprop engang.

Alligevel var jeg glad. Det var første gang i lang tid, at jeg anede håb om at genvinde mit gode helbred, og det var en enorm lettelse. Nu skulle jeg ikke være på blodfortyndende medicin resten af mit liv, kun i tre måneder, og lægen sagde, at jeg ellers var fuldstændig sund og rask. Jeg tudede af glæde, da jeg forlod hans konsultation. Nogle timer efter begyndte min glæde dog at kølne lidt. For selv om jeg var glad, så var jeg også vred. „Det er p-pillerne“. Lægens ord kværnede rundt i mit hoved. Jeg havde stolet på den medicin, taget de piller hele mit voksne liv, og nu havde de gjort mig alvorligt syg.

Derfor valgte jeg også senere at trodse advarslen fra min egen læge om, at klager over denne slags sager sjældent fører noget godt med sig. Jeg sendte en anmodning til Patientforeningen.
Og det var da rigtigt nok meget besværligt og omstændigt at klage. Men jeg gjorde det, både for min egen skyld og for andres. For mig handlede det om at gøre noget. At handle. Det hjalp mig med at komme videre i mit liv. Et halvt år efter dumpede der et brev ind ad brevsprækken.

Jeg flåede brevet op uden at trække vejret. Jeg havde vundet sagen, stod der. Jeg tror aldrig, at jeg har følt mig så lettet i mit liv. Og så græd jeg. Jeg græd og græd og græd af glæde. Det var den endelige anerkendelse af, at det ikke var min skyld, men at det var p-pillernes.

Tak, fordi I vedkender det, tænkte jeg, mens jeg kiggede på Patientklageforeningens blå logo i hjørnet. Hele situationen gav endelig mening, for måske kunne min sag skabe fokus på området, så det ikke skete for andre? Der var pludselig en mening med alt det forfærdelige, jeg havde gået igennem.
Foto: Bulls
Publiceret: 10-11-2010
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Sovepillerne gjorde mig til misbruger
Jeg frygtede, at ferien ville ende som en stor fiasko
Alle blev så trætte af hende
Jeg var rasende på min afdøde far
Jeg havde jo aldrig glemt ham
Min venindes børn driver mig til vanvid
Min veninde svigtede sin datter
Jeg fik gjort op med mine dårlige vaner
Han ville styre mit liv
Jeg var ensom i mit ægteskab

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri