Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Han havde altid været mit smertensbarn

Min egen fortælling
Den aften for fem år siden står stadigvæk krystalklar for mig. Jeg sad og så fjernsyn sammen
med min mand, da jeg opdagede to par lyseblå ærmer gå forbi vores vindue. Gardinet var rullet halvt ned, fordi solen ellers stod lige ind i stuen, så jeg kunne ikke se, hvem det var.

Min mand gik ud for at lukke op, og han kom tilbage med to politibetjente. Jeg blev virkelig forskrækket. Hvad var der sket, siden to politibetjente sådan kom hjem til os på den måde?

Betjentene bad mig om at sætte mig ned. Så fortalte de, at min 45-årige søn var død. Han havde hængt sig. Det hele stod bare stille for mig, men jeg fik mandet mig op til at ringe til mine fire andre børn og mine søskende. Så gik jeg i sort. Jeg var færdig, jeg kunne ikke mere. Det gjorde så ondt.
Annonce


Jeg ønskede ikke at se min søn inden begravelsen, for jeg ville huske ham, som han så ud, da han besøgte os til vores sølvbryllup to måneder før sin død. Jeg kunne ikke fatte, at han havde taget sit eget liv. Godt nok havde han været ked af det og alene, men sådan havde det været i mange år. Jeg følte mig helt tom og ved siden af mig selv.

Heldigvis havde jeg min mand og mine andre børn ved min side, og det holdt mig oppe. Jeg skulle jo også arrangere begravelsen og sørge for mad til resten af familien under forberedelserne. Som barn var min søn lidt af en eventyrer. Han var den næstældste i søskendeflokken, og han kunne godt lide at tage på ture sammen med sin storebror.

De hang nærmest sammen ved hoften, og jeg blev ofte ringet op af naboer eller familie, som havde fået besøg af de to drenge – tit uden jeg havde opdaget, at de var smuttet. Engang havde de sågar begivet sig ud på en mange kilometer lang cykeltur. De var endt hos nogle familiemedlemmer, men de var godt klar over, at de ikke var populære, for de var taget af sted uden at give besked.

Så i stedet for at stille cyklerne og tage på besøg, da de endelig nåede frem, så var de bare kørt forbi huset og havde vinket for så at vende næsen hjemad igen. Min søn var i det hele taget typen, der altid var med på den værste, men kun når det gjaldt uskyldige drengestreger. Han rodede sig aldrig ud i noget kriminelt. Han var bare, som drenge er flest.

Men jeg skal ikke male et glansbillede af ham, for da han voksede op, fjernede han sig mere og mere fra resten af familien. Nøjagtig som da han var barn, ville han helst gå sine egne veje. Han lyttede rundt mellem forskellige bofællesskaber og udviklede sig til lidt af en hippie med langt hår. I lange perioder vidste jeg ikke, hvor han var, og når han en sjælden gang kom på besøg, havde han svært ved at falde til i familien. Det gjorde mig ganske fortvivlet, for jeg anede ikke en pind om, hvad han foretog sig, eller hvor han boede. Når jeg konfronterede ham med min bekymring, sagde han bare: – Jamen, du er jo min mor, som om det forklarede alt.

Efterhånden havde han altid en undskyldning for ikke at komme på besøg. En enkelt gang overraskede vi ham ved at køre hen til ham, men der fik vi klart og tydeligt påskrevet, at uanmeldte besøg ikke var velkomne.

Han foretrak sine venner frem for familien, og det måtte hans to børn også sande, da de voksede op. Han orkede ikke det ansvar, der fulgte med faderrollen, og han så dem derfor sjældent. I stedet søgte han væk fra virkeligheden ved at skrive digte.

Jeg har grædt mange tårer over ham, for jeg var så skuffet over, at han fravalgte os. Jeg tænkte konstant på ham, man kan vel kalde ham mit smertensbarn. Af alle mine børn var det ham, mit hjerte blødte mest for. Sådan er det vist tit. Det er problembørnene, der står en mors hjerte nærmest.

Hvorfor han valgte at tage sit eget liv, ved jeg ikke, for han efterlod ikke et afskedsbrev. Men jeg tror, at livet omsider blev for meget for ham. Han magtede ikke det ansvar, som fulgte med at leve som et voksent menneske, og han vidste godt, at han ikke levede op til sin rolle hverken som far, søn eller bror.

Efter hans død kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om jeg havde været en dårlig mor. Havde jeg gjort det rigtige i forhold til ham? Flere familiemedlemmer sagde, at hvis det endelig skulle være, var det godt, at det var ham, der var død, fordi han var den, der kom mindst hjem til os. Men sådan kan man jo ikke sætte det op, og jeg manglede en forklaring på, hvad der havde sendt ham ud over kanten. Jeg talte meget med min mand, og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg havde gjort uden ham. Jeg ringede også til en clairvoyant.

Jeg ved ikke helt, om jeg tror på den slags, men i hvert fald sagde hun nogle gode ting, som jeg trængte til at høre. Nemlig at vi altid havde været i min søns tanker, men at livet blev for meget for ham.

Jeg har senere tænkt på, at min søns problemer nok begyndte i barndomsårene. Jeg blev skilt fra hans far, da han var omkring 17 år. Vi havde tre børn sammen, og jeg beholdt vores yngste, mens de andre to tog med deres far. Det var ikke nogen hemmelighed, at min første mand foretrak vores ældste søn, og det gjorde ondt. Både på mig og på vores næstældste søn.

Det betød, at han ofte følte behov for at hævde sig for at få den opmærksomhed og anerkendelse, som han alligevel aldrig fik. Det satte spor i hans selvtillid, og jeg tror, det var medvirkende til, at han senere i livet valgte familien fra.

Egentlig er jeg ikke helt klar over, hvordan jeg kom videre, specielt fordi min søns selvmord ikke var det første i familien. Som barn måtte jeg tage afsked med min mor og første stedmor, allerede inden jeg fyldte 10 år. Da jeg var midt i 20'erne, valgte min far samme udvej, og efter min søns død tog et af mine børnebørn også sit eget liv.

Det er næsten ikke til at fatte, at jeg har kunnet undgå en dyb depression i kølvandet på alle de tragedier. Og jeg får da også nogle dyk indimellem – specielt når min søns dødsdag nærmer sig, eller hvis jeg hører et særligt stykke musik i radioen. Men livet går jo videre, og jeg har andre børn og børnebørn, som jeg også skal være der for. Det betyder meget for mig, at jeg stadig kan gøre en forskel for dem.
Foto: Bulls
Publiceret: 08-12-2010
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Alle blev så trætte af hende
Min veninde sygeliggjorde min søn
Min svigerinde drak sig fra sans og samling
Jeg var ved at ødelægge mine børn
Han havde altid været mit smertensbarn
Min veninde elskede intriger
Min egen fortælling: Jeg græd til min eksmands bryllup
Jeg havde jo aldrig glemt ham
Min egen fortælling: Min stedsøn provokerede mig
Min veninde udnyttede mig

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri