Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Hun blev forkælet - og ødelagt

Min egen fortælling
Som barn var jeg altid irriteret og lidt misundelig på min kusine. For Marina var så møgforkælet og fik alt, hvad hun pegede på. Men når jeg i dag møder Marina, er jeg lykkelig over, at jeg ikke er i hendes sko.

Når vi var på besøg hos vores bedsteforældre, gik det vildt for sig. Vi kusiner og fætre elskede at klatre i træer og at lege gemmeleg. Vores kusine Marina kunne dog ikke være med, for hun havde astma og måtte ikke overanstrenge sig.

 

De voksne i familien insisterede dog på, at vi også skulle lege med Marina. Surmulende blev vi beordret indenfor for at tegne eller lægge puslespil sammen med hende. Vi ville jo meget hellere fortsætte den vilde leg udenfor.

 

Men de voksne appellerede til vores medlidenhed. Vi måtte vise hensyn til Marina, for hun var jo syg. Vi forstod dog aldrig, hvad hendes sygdom havde at gøre med, at hun brød ud i gråd, hver gang hun tabte i brætspil – og løb sladrende ind til de voksne.

Annonce

 

Det hjalp heller ikke på vores irritation, at der aldrig blev sat krav til Marina. Når vi andre børn var blevet sat til at vaske op, sad Marina i stuen og blev forkælet af de voksne. Vi var overbeviste om, at Marina udnyttede sin sygdom til at få medlidenhed og opmærksomhed.

 

Først som teenager kom jeg ud over min antipati for Marina. Når vi nu besøgte vores bedsteforældre fnes og hyggede vi os. Snart begyndte vi også at ringe sammen. I den by, hvor Marina boede, var der mange fester – og det lod til, at hun var med til dem alle.

 

Da hun engang inviterede mig med til fest, fik jeg noget af en overraskelse: I et par snævre jeans og en nedringet bluse, viste Marina sig både at kunne klare at ryge og drikke. Uden noget tegn på astmaanfald dansede hun hele natten med den kødrand af drenge, der hang omkring hende.Marina var bestemt ikke længere nogen lille svagelig pige!

 

Det var bare ikke gået op for min moster og onkel. De stillede stadig ingen krav til hende. Mens jeg havde et fritidsjob og var tvunget til at tjente mine egne penge, gav de Marina alt, hvad hun pegede på. Når hendes lærere klagede over hende, forsvarede hendes forældre hende med, at hun jo var syg.

 

Marina var dog ikke spor taknemmelig over sine forældres opbakning. Tværtimod. Hun var temmelig strid over for dem. Da vi gik ud af folkeskolen, og de forsøgte at tale med hende om en uddannelse, kastede hun trodsigt nakken tilbage og bad dem blande sig udenom.

 

Da Marina flyttede hjemmefra, var det i en lejlighed, som hendes forældre havde købt til hende. Nu, da de ikke selv længere kunne flytte hver en sten på hendes vej, fik Marina i stedet en sagsbehandler til at gøre det. Hun havde høje tanker om sine fremtidsmuligheder og var overbevist om, at hun var en naturbegavelse til det meste. Men hver gang hun startede på et job eller et uddannelsestilbud, opgav hun det ligeså hurtigt igen.

 

Forklaringen var altid hendes sygdom! Det var for hårdt for hende. Selvom hendes bistandshjælp ikke rakte til dyrt tøj og ferierejser, behøvede hun aldrig at undvære nogen af delene. Hendes forældre sendte jo penge. Hun inviterede også ofte sig selv til middag hos mig og vaskede sit tøj i samme anledning. Men jeg modtog aldrig noget til gengæld.

 

Marinas mange parforhold lod altid til at gå i hårdknude. Mændene blev trætte af, at hun forventede at de hoppede og sprang for hende. Det samme gjaldt efterhånden også mig. Hun ringede til mig på alle tidspunkter af døgnet og fortalte detaljeret om sit eget liv. Omvendt udviste hun aldrig nogen interesse for, hvad jeg lavede.

 

På et tidspunkt fik jeg nok. Sammen med Marina følte jeg mig fuldstændig drænet for energi. Jeg anede bare ikke, hvad jeg kunne stille op. Vi var i familie, og en direkte konfrontation med hende kunne ikke undgå at sætte splid i hele familien.

 

Så fik jeg imidlertid en god ide! Når vi siden talte sammen, lod jeg hende ikke få et ord indført. Jeg talte uafbrudt om mig selv og mit liv – uden at udvise nogen interesse for hendes. Jeg talte kun om mig selv. Og da Marina nu endeligt smagte sin egen medicin, mistede hun interessen for mig og holdt op med at ringe.

 

I dag ser jeg hende kun til familiesammenkomster. Hun har ikke ændret sig. Hun udnytter stadig sine omgivelser ved at iscenesætte sig selv som en lille, svagelig pige – en man hverken kan stille krav til eller forvente sig noget af.

 

Alligevel har jeg mere ondt af Marina i dag end som barn. Astma er en alvorlig sygdom – men den kan behandles med medicin. Aldrig at blive voksen eller lære at tage ansvaret for sig selv findes der ingen kur imod.

Publiceret: 18-03-2013
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Jeg var ved at sætte det hele på spil
Min veninde svigtede sin datter
Min egen fortælling: Jeg var desperat efter kærlighed
Jeg var ensom i mit ægteskab
Min kæreste var sygelig jaloux
Vennernes børn kendte ikke til grænser
Kender du det: Ydmyget af dine veninder?
Min egen fortælling: Min stedsøn provokerede mig
Min smukke kollega tog æren for mit arbejde
Mine kollegaer svigtede mig

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri