Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Jeg følte mig fremmed blandt mine nye naboer

Min egen fortælling
Jeg glædede mig til at flytte i parcelhus, for det var jo sådan noget med at mødes med naboen til en kop kaffe og lade ungerne rende ind hos hinanden. Eller var det?

Da min mand og jeg besluttede at flytte væk fra storbyen for at slå os ned i et parcelhus på en lukket villavej i en provinsby, var jeg helt sikker på, at vi havde truffet den rigtige beslutning. Børnene var endnu ikke begyndt i skole, og min mand havde fået et godt jobtilbud, så tidspunktet føltes rigtigt.

 

Men da vi først var flyttet fra de kendte rammer, begyndte tvivlen langsomt at melde sig. I mine drømme var det at flytte i hus sådan noget med, at man kunne mødes med naboen til en kop kaffe, og man kunne lade ungerne rende ind hos hinanden. Sådan et sted, hvor der altid var nogen at snakke med for både store og små.

 

Men naboerne kiggede end ikke ind til os for at hilse på, og når vi hilste på nogen ude på vejen, så folk os enten ikke, eller også sendte de os bare et høfligt nik tilbage. Da jeg i den første tid gik alene hjemme i huset med ungerne, havde jeg god tid til at gå og ærgre mig over vores beslutning. Jeg begyndte at længes tilbage til vores gamle lejlighed i byen. Der havde jeg jo haft mine veninder inden for rækkevidde.

Annonce

 

Første gang jeg forsigtigt nævnte mine bekymringer for min mand, overbeviste han mig om, at det bare krævede lidt mere tid. Han var sikker på, at billedet ville ændre sig, når det blev sommer. Vi kunne slet ikke undgå at komme i snak med naboerne, når først folk bevægede sig ud i haverne, forsikrede han mig overbevisende.

 

Jeg håbede inderligt, at han havde ret, men jeg var alligevel lettet, da jeg fandt et halvtidsjob, så jeg kunne komme lidt ud blandt andre voksne. Og da den første nervøsitet var overvundet hos ungerne, glædede de sig også over at være kommet i pasning, så der var nogen at lege med. Men alligevel gik jeg rundt med en knugende fornemmelse i maven af at være fremmed og ikke at høre til.

 

Da sommeren kom, og vi begyndte at være ude i haven, skete der heller ikke den store ændring, jeg havde set frem til. Vi inviterede selv naboerne over, men som regel passede det ikke rigtigt ind, eller også var det bare lige en hurtig øl og så videre. Billedet lignede slet ikke det, jeg havde haft i mit hoved, og nogle dage havde jeg den største lyst til at give op, men min mand og børn var jo faldet til, så det var svært.

 

En dag sad jeg og snakkede med en kollega henne på jobbet, og da hun spurgte, hvordan vi var faldet til, flød det over for mig, og jeg fortalte hende om alle mine frustrationer uden omsvøb. Da jeg havde læsset af, spurgte hun, hvad jeg selv havde gjort? Det spørgsmål kom helt bag på mig, men jeg måtte jo til sidst indrømme, at det nok ikke var så meget.

 

Jeg kunne ikke få vores samtale ud af hovedet, og efterfølgende begyndte en idé at vokse sig større. Jeg spurgte min mand, om vi ikke bare skulle give pokker i det og så invitere hele vejen til en grillaften i haven. Han var lidt skeptisk over for mine planer, men han indrømmede, at vi ikke havde så meget at miste ved at gøre forsøget.

 

Det endte med, at jeg, efter at jeg havde trukket vejret meget dybt, tog børnene med rundt til alle husene med en invitation til at komme ned og besøge os. Det første par steder, vi var inde, spurgte folk sådan lidt vævende til, hvem der også kom, og jeg lukkede for samvittigheden og svarede, at det gjorde stort set hele vejen. Så ville de da også gerne komme, og efterhånden som jeg kom rundt, var det jo ikke længere løgn, det jeg sagde.

 

Det skulle vise sig at være en rigtig god idé med den sammenkomst. Det første stykke tid gik folk sådan lidt fremmede rundt over for hinanden i vores have, og det gik op for mig, at det ikke var os, der blev holdt udenfor. Man var bare ikke vant til at komme sammen med hinanden her på vejen. Da en ældre herre på et tidspunkt løftede glasset og sagde mange tak for invitationen og lidt efter tilføjede, at når de nu ikke kunne finde ud af at byde tilflytterne velkommen på vejen, så var det da godt, at tilflytterne selv kunne finde ud af dét, så spredte der sig en befriende latter mellem de fremmødte.

 

Den dag i vores have var lige det, der skulle til. Nu holder vi sådan en dag på skift hver sommer, og vi er kommet til at snakke rigtig godt med flere hold på vejen. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg gav min idé en chance.

Publiceret: 19-08-2013
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Jeg fik gjort op med mine dårlige vaner
Min fars arv skabte splid i famlien
Min egen fortælling: Min kæreste ville styre mit liv
Var jeg ved at blive sindssyg?
Jeg følte mig presset til venskab
Han var ved at smadre vores familie
Min veninde udnyttede mig
Min egen fortælling: Lars gav mig livsglæden tilbage
Min far nægter at modtage hjælp
Min egen fortælling: Min stedsøn provokerede mig

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri