Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Mine kollegaer svigtede mig

Min egen fortælling
Jeg var ansat i en selvejende børnehave og havde et rigtig godt forhold til mine kolleger. Vi deltog i hinandens fester, gik i ud sammen og spiste eller i biografen. Vi var som en stor familie.

Da vores leder sagde op og fik en ny stilling, ansatte bestyrelsen i stedet for Jan. Han virkede som en dynamisk og kreativ fyr, tænkte jeg, første gang vi holdt møde med ham. Han var meget ambitiøs og havde mange idéer. Bl.a. mente han, at vi skulle anskaffe en bus og køre børnene ud i skoven hver dag. Vi skulle ansætte en til at lave mad, så børnene slap for madpakker. Vi skulle lave teater og indspille en CD. Vi skulle skaffe os af med alt det præfabrikerede legetøj for at udfordre børnenes kreative sans.
Annonce

 
Jeg var selv begejstret for Jan i starten, fordi han var så inspirerende, men efterhånden gik det op for mig, at Jan  var typen, der var god til at tale, men knap så god til at handle, når det kom til stykket. Jan fedtede næsten altid sine åbne- og lukkevagter af på os andre. Når vi holdt forældremøder, var det Jan, der holdt brandtalen til forældrene og fik dem op at køre, men os andre, der sled med at slæbe stole frem og tilbage og brygge kaffe.

I det daglige var det også os andre, der kørte institutionen, mens Jan holdt møder med Gud og hvermand og sjældent viste sig hverken på legepladsen eller på stuerne.

Mine kolleger var meget begejstrede for Jan, men jeg begyndte at tage til genmæle, fordi ingen af hans projekter blev til noget. Bussen blev aldrig købt. Hverken CD eller teaterprojekt blev til noget. Der var ikke penge til at ansætte en køkkendame.

Jeg var den eneste, der åbenbart turde sige Jan imod, og han blev mere og mere irriteret på mig. Han spurgte mig endda på et fællesmøde, om jeg ikke var ved at blive lidt bitter. Var det ikke tiden for mig til at komme videre? Men jeg elskede jo mit arbejde, og mine kolleger var mine gode venner. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at skifte job.

En lørdag morgen for halvandet år siden modtog jeg et anbefalet brev med en fyreseddel. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at åbne brevet og læse de korte, ubarmhjertige linjer. Jeg gik fuldstændig i chok og udstødte et skrig. Min mand kom stormende ud af soveværelset og stod og holdt om mig længe, mens jeg hulkede.

Jeg var jo godt klar over, at Jan og jeg ikke havde det så godt sammen, men var det her en beslutning som bestyrelsen og mine kolleger var enig i? Jeg ringede rundt til alle. Der var ingen, der rigtig ville tale med mig. De var kede af det på mine vegne, men som en af mine nærmeste kolleger udtrykte det: – Det er nok bedst sådan, Anne, når du og Jan ikke kan enes!  Jeg følte mig så forrådt, og jeg var rigtig ked af det.

Mandag kontaktede jeg fagforeningen, og de var enige med mig i, at jeg havde fået en meget dårlig behandling. Men der var ikke så meget at gøre. Børnetallet i institutionen var i den periode for nedadgående, så fyringen kunne begrundes med det.

Med mit hoved kunne jeg sige mig selv, at fyringen skyldtes uenighed mellem Jan og mig. Det var ikke mine evner som pædagog, der fejlede noget, men alligevel havde jeg det ad pommern til. Og hvorfor havde ingen af kollegerne protesteret og bakket mig op? Hvorfor trak de sig væk fra mig? Hvorfor ringede de aldrig mere? Havde det hele bare været en stor løgn? Var vi slet ikke nogen familie alligevel? Det var der noget der tydede på, at vi ikke var.

Jeg var knust. Heldigvis betalte fagforeningen nogle timer hos en krisepsykolog, og det hjalp mig til at bearbejde oplevelsen. Psykologen foreslog mig, at jeg skulle være helt åben om min fyring. Jeg skulle ikke hverken gemme mig eller skamme mig. Det var rigtig hårdt at sige, jeg var blevet fyret, første gang nogen spurgte. Men efterhånden blev det lettere. Alligevel havde jeg mareridt mange nætter og vågnede grædende op, fordi jeg følte mig helt alene i verden.

Jeg søgte en masse stillinger. Når jeg blev spurgt om min fyring, sagde jeg, at det var på grund af samarbejdsvanskeligheder mellem lederen og mig. Jeg tror, der var mange institutioner, der vragede mig på den konto.

Omsider var der en institution, der turde binde an med mig. Kollegerne er fagligt dygtige og søde, og bedst af alt, vi måtte godt være uenige og diskutere, uden at vi skulle være bange for at få en fyreseddel

Når jeg møder gamle kolleger i dag, hilser jeg og sludrer, men jeg gider ikke høre på det, når de begynder at brokke sig over Jan og alt hans kaos. De turde ikke at bakke mig op, da jeg blev fyret. Jeg kan godt forstå, at de var forblændede af Jan eller bange for selv at blive fyret, men de var der ikke for mig. Så det er heller ikke hos mig, de nu skal hente støtte og trøst!
Foto: Bulls Press
Publiceret: 22-02-2010
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Flere gribende læserberetninger

Min kæreste levede et dobbeltliv
Alle blev så trætte af hende
Jeg lod mig ydmyge af mænd
Jeg var ved at ødelægge mine børn
Min egen fortælling: Jeg var desperat efter kærlighed
Min veninde svigtede sin datter
Vores nye nabo var tæt på at jage os væk
Havde jeg alligevel ikke glemt ham?
Alt var sort, da jeg vågnede næste dag
Jeg var forkælet og selvoptaget

Min egen fortælling

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på interviews med de læsere, der kontakter bladet for anonymt at fortælle skelsættende oplevelser i deres liv.
 
Har du også lyst til at deltage, uden at  du selv behøver at stå frem i bladet, kan du kontakte Vibeke Dorph. Vi sørger for at sløre din identitet og benytter altid modelfoto.

Du kan ringe til Vibeke Dorph tlf. 39 45 76 14 eller skrive til vibeked@hjemmet.dk

Hjemmets Markedsplads

Har du også en masse gamle ting du ikke bruger? Glemte sager, der bare står og samler støv på loftet? Så er Hjemmets nye Markedsplads lige noget for dig...
Klik dig ind og se alle de fine ting og sager her

Dagens lækkeri